Gelex

Vejledende retningslinjer for tilrettelæggelse af skolelægeordningen (Til samtlige kommuner, amtskommuner, skolelæger, sundhedsplejersker m.v.)

OphævetVersion 1983-01-31fra 1983-05-16 til 1996-07-30
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Dokument

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/doc/retsinfo/1983/12@1983-01-31/da

Indhold
  1. Indledning
  2. Underskrift 1
  3. Underskrift 2

I henhold til §§ 7 og 8 i lov nr. 266 af 7. juni 1972 om skolelægeordning med senere ændringer (aftrykt som bilag 1) og med henvisning til indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 535 af 4. oktober 1982 om skolelægeordning (aftrykt som bilag 2) gives herved følgende retningslinjer for arbejdets tilrettelæggelse:

I. INDLEDNING

Med indenrigsministeriets bekendtgørelse af 4. oktober 1982 er antallet af skolelægens obligatoriske helbredsundersøgelser af børn på forskellige klassetrin, fordelt over hele skoleforløbet, reduceret til alene at omfatte samtlige børn i indskolingsfasen. Herudover lægeundersøges børn, hos hvilke skolelægen i samarbejde med sundhedsplejersken, lærerpersonale, skoleleder, børnetandpleje, skolepsykolog, specialkonsulenter, forældre eller sociale og sundhedsmæssige instanser konstaterer et særligt behov herfor (i det følgende benævnt »behovsbørn«).

Efter barnets 1. skoleår varetager sundhedsplejersken den regelmæssige kontakt med børnene og lærerne med det formål at afdække individuelle og almene sundhedsmæssige problemer blandt skolebørnene. I forbindelse hermed foretages en årlig synsprøve og skolelægen inddrages i fornødent omfang med henblik på eventuelle yderligere undersøgelser eller anden indsats over for konstaterede sundhedsmæssige problemer hos børnene. Sundhedsplejerskens rutineundersøgelser indskrænkes herved til alene at omfatte en synsprøve fra 1. (2.) klasse til og med 8. klasse. I 9. klasse foretages udover synsprøven også farvesynsprøve og høreprøve ved sundhedsplejersken.

Bekendtgørelsen af 4. oktober 1982 åbner endvidere mulighed for, at der kan iværksættes forsøgsordninger under skolelægeordningen. Sådanne forsøg kan iværksættes uden dispensation, når minimumsbetingelserne, indeholdt i indenrigsministeriets bekendtgørelse af 4. oktober 1982, er opfyldt. I tilfælde, hvor minimumskravene til rutineundersøgelser m.v. ikke kan opfyldes på grund af forsøgsvirksomheden, skal dispensation fra indenrigsministeriet opnås forud for forsøgsordningens igangsættelse.

Indenrigsministeriets bekendtgørelse er af indenrigsministeriet tilsendt sundhedsstyrelsen med skrivelse af 4. oktober 1982 (aftrykt som bilag 3) med anmodning om udarbejdelse af nye vejledende retningslinjer og med bl. a. følgende bemærkninger:

»Indenrigsministeriet forudsætter, at den effektivisering, der følger af reduktionen af obligatoriske rutineundersøgelser fra 5 til 1, fastholdes, og at sundhedsstyrelsen derfor ved udformningen af de nye retningslinjer for tilrettelæggelse af undersøgelserne efter lovens § 1 og § 2 ikke lægger op til nogen form for udbygning af skolelægeordningens øvrige opgaver i forhold til sundhedsstyrelsens nugældende retningslinier af 22. august 1972.«

I overensstemmelse hermed skal det understreges, at der ikke med denne vejledning er tilsigtet en udvidelse af eksisterende eller indførelse af nye obligatoriske funktioner.

Kommuner, der træffer beslutning om, at ordningen skal omfatte mere end det lovpligtige minimum, kan mere vidtgående følge vejledningen i det omfang, den indeholder særlige anbefalinger.

II. FORMÅLET MED SKOLELÆGEORDNINGEN

Skolelægeordningen, hvis indhold og omfang tilrettelægges af kommunalbestyrelsen, skal medvirke til gennem et tværfagligt samarbejde at sikre børn og unge en sund opvækst og skabe gode forudsætninger for en sund voksentilværelse, såvel gennem generelle sundhedsfremmende og sygdomsforebyggende foranstaltninger som gennem en indsats, der tager udgangspunkt i det enkelte barns sundhedstilstand.

III. ORDNINGENS INDHOLD

Sygdomsforebyggende og sundhedsfremmende foranstaltninger over for børnene og deres miljø på skolen og tilsyn med det enkelte barns legemlige og psykiske helbredstilstand. Viser tilsynet med et barn, at barnet kan have behov for lægebehandling, henvises barnet til forældrenes alment praktiserende læge.

Almene sygdomsforebyggende og sundhedsfremmende foranstaltninger, herunder oplysningsvirksomhed m.v. med det formål at fremme forståelsen for betydningen af sygdomsforebyggelse og hygiejne hos børn, forældre og skolepersonale.

Kontrol med sundhedstilstanden i de af ordningen berørte skoler m.v., herunder tilsyn med de hygiejniske forhold i samtlige de af børnene benyttede lokaliteter og foranstaltninger til bekæmpelse af smitsomme sygdomme. I sager om skolehygiejniske forhold skal skolelægens erklæring indhentes og fremsendes gennem embedslægeinstitutionen.

UNDERSØGELSE I FORBINDELSE MED INDSKOLINGEN

Der etableres kontakt mellem skolelægeordningen og børnene og deres forældre, bl. a. med det formål at informere om ordningens forskellige funktioner. Endvidere indsamles oplysninger fra forældrene samt - med deres samtykke - fra den praktiserende læge, fra sundhedsplejersken og andre.

I barnets første skoleår (børnehaveklasse eller 1. klasse) foretager såvel sundhedsplejersken som skolelægen en undersøgelse af det enkelte barn.

Undersøgelsen hos sundhedsplejersken omfatter måling af højde og vægt, synsprøve incl. farvesansundersøgelse og høreprøve. Sundhedsplejersken sammenfatter erfaringerne fra småbørnssundhedsplejen vedrørende det enkelte barn.

Undersøgelsen hos skolelægen omfatter optagelse af anamnese, en generel somatisk undersøgelse med sansemotorisk undersøgelse og en samtale med barnet og dets forældre vedrørende levevaner, sundhedsmæssig adfærd, familiens situation og eventuelle særlige problemer.

Skolelægen må endvidere sikre, at der foretages fornøden vejledning, henvisning og opfølgning.

Barnets forældre eller værge bør så vidt muligt være til stede ved skolelægeundersøgelsen. Endvidere kan børnehaveklassens leder/ klasselæreren efter behov deltage i undersøgelsen. Såfremt det viser sig vanskeligt at få kontakt med forældre eller værge ved selve undersøgelsen, kan sundhedsplejersken aflægge hjemmebesøg.

På grundlag af de indsamlede oplysninger samt de foretagne undersøgelser udarbejder skolelægen og sundhedsplejersken en beskrivelse af barnets aktuelle sundhedstilstand og indtegner i standardkurver resultaterne fra højde- og vægtmålingen. Sundhedsstyrelsen anbefaler, at der afholdes en konference med deltagelse af børnehaveklassens leder/ klasselæreren, skolepsykolog og andre relevante personer med det formål at redegøre for klassens og det enkelte barns sundhedstilstand og fremsætte forslag til iværksættelse af fornødne foranstaltninger for behovsbørn.

1. (2.)-9. KLASSE

Det påhviler sundhedsplejersken ved funktionsundersøgelse og gennem regelmæssig kontrol med det enkelte barn at afdække individuelle og almene sundhedsmæssige problemer.

Fra 2. skoleår til 9. klasse foretager sundhedsplejersken en gang årligt synsprøve på alle børn samt i 9. klasse tillige undersøgelse af hørelse og farvesans.

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at alle børn hvert år tilbydes en samtale med sundhedsplejersken. Forud for samtalen indhentes ved hjælp af spørgeskema oplysninger om barnets sundhedstilstand fra barnet selv og dets forældre. Sundhedsplejersken konfererer med klasselæreren, som kan gøre opmærksom på problemer af fysisk, psykisk eller social art.

Samtalernes form og indhold vil afhænge af de pågældende børns klassetrin og særlige problemer.

Omkring 4.-7. klasse inddrages forhold i relation til pubertetsudviklingen og fra 7.-9. klasse sundhedsmæssige forhold i relation til uddannelses- og erhvervsvalg.

Sundhedsplejersken vejleder individuelt eller i grupper og drøfter behovsbørnene med klasselæreren og skolelægen og andre med henblik på yderligere undersøgelser og løsninger af problemerne.

I 2. skoleår indfører sundhedsplejersken højde og vægt på standardkurven således, at den for alle børn viser højde og vægt i 2 på hinanden følgende år ved indskolingen.

BØRN MED BEHOV FOR SÆRLIGE SUNDHEDSMÆSSIGE FORANSTALTNINGER

For nogle børn er det nødvendigt, at ordningen i nært samarbejde med forældre og en række instanser i og uden for skolen yder en særlig indsats for at forebygge sygdom eller afbøde følgerne af tilstedeværende sygdomme eller handicap.

Blandt tilsyneladende sunde børn kan man konstatere forhold af afgørende betydning for børnenes fremtidige helbredstilstand. For eksempel:

Fysiske forhold:

Hyppige infektionssygdomme, afvigende vækstforhold, overvægt, dårlig holdning og almentilstand, allergiske tilstande, forhøjet blodtryk.

Psykiske og psykosomatiske problemer:

Ukarakteristisk træthed, hovedpine, mavepine, ufrivillig vandladning.

Forsinket udvikling:

Forsinket sproglig eller intellektuel udvikling, dårligt udviklet motorik og sanseapparat.

Adfærdsforstyrrelser:

Uro og manglende koncentration, kontaktvanskeligheder, hyppigt skolefravær.

Sociale belastninger og ændringer:

Utilstrækkelige hjemlige ressourcer eller disharmonisk familieliv, arbejdsløshed, kulturelle mindretal, tab af familiemedlem, bolig- og skoleskift.

Kroniske sygdomme og handicap:

En del børn i normalskolen har kroniske sygdomme og handicap, som har konsekvenser for barnets skolegang. For eksempel:

Usynlige (sukkersyge, hjertesygdom, epilepsi, syns- og hørenedsættelse m.v.) eller synlige (motoriske handicap, spasticitet, følger efter ulykkestilfælde, lammelser m.v.), samt psykiske handicap.

Det er karakteristisk, at flere risikofaktorer ofte er til stede hos det enkelte barn, hvorved behovet for en særlig forebyggende indsats øges.

BEHOVSUNDERSØGELSER

I det omfang der skønnes behov herfor skal skolelægen foretage individuelle undersøgelser af sådanne børn med henblik på diagnostik, kontrol og iværksættelse af de nødvendige foranstaltninger.

Hvor særlige forhold taler derfor, kan sundhedsplejersken aflægge hjemmebesøg.

Det er sundhedsplejerskens opgave at drage omsorg for, at de ved undersøgelser og konferencer trufne dispositioner støttes og følges op gennem kontakt og samarbejde med familien, skolen og behandlende institution eller person. Gennem sundhedsplejerskens kontakt med hjemmet muliggøres, at eventuelle behov i familien kan tilgodeses i det samlede behandlingsprogram for barnet.

Skønner skolelægen eller sundhedsplejersken, at der er behov for særlige sociale foranstaltninger, foretages indberetning (jfr. bistandslovens §§ 19, 20 og 32), så vidt muligt efter samråd med familien.

Ligeledes indberettes (jfr. bistandslovens § 42) hvis der i udskolingsfasen er behov for hjælp til uddannelse og erhvervsmæssig optræning.

IV. SUNDHEDSPÆDAGOGISKE OPGAVER

Med det formål at fremme forståelsen for betydningen af sygdomsforebyggelse og hygiejne hos børn, forældre og skolepersonale, skal ordningen omfatte sygdomsforebyggende og sundhedsfremmende foranstaltninger, herunder oplysningsvirksomhed m.v.

Det er sundhedspersonalets opgave i samarbejde med børn, forældre og lærere at iværksætte sundhedspædagogiske aktiviteter, der øger bevidstheden om samspillet mellem det enkelte barn og de sundhedsfremmende og sundhedsskadelige påvirkninger, det udsættes for.

I forbindelse med undersøgelser af børnene vejleder skolelægen og sundhedsplejersken om sygdomsforebyggende og sundhedsfremmende foranstaltninger.

I en række af skolens obligatoriske fag er klasselæreren og de enkelte faglærere de direkte ansvarlige for at emner af sundhedsmæssig betydning på relevant måde inddrages i undervisningen.

Ved tilrettelæggelse og gennemførelse af undervisningen i disse fag vil sundhedspersonalet kunne medvirke som konsulent for skolens lærere, evt. direkte deltage i undervisningen.

Sundhedspersonalet kan igangsætte og deltage i planlægning af sundhedspædagogiske aktiviteter ved skolen samt fremskaffe undervisningsmateriale.

Det er vigtigt at inddrage forældrene i det sundhedspædagogiske arbejde, og sundhedspersonalet medvirker hertil gennem deltagelse i forældreaftener og gennem kontakt med det enkelte barns familie.

Ordningen spiller en væsentlig rolle for at opnå den størst mulige integration af børn med særlige sundhedsmæssige problemer i folkeskolen. En særlig sundhedspædagogisk indsats ydes børn med kronisk sygdom eller handicap, hvor der overfor de pågældende børn, klassekammerater og lærere vil være behov for information om sygdommens eller handicappets art, symptomer og mulige konsekvenser i hverdagen.

V. SÆRLIGE OPGAVER

Som anført i indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 77 af 4. marts 1977 om gratis vaccination mod visse sygdomme m.v. og sundhedsstyrelsens retningslinjer af 10. marts 1977 vedrørende gratis vaccination mod smitsomme sygdomme m.v. kan enhver person under 18 år, der har dansk indfødsret eller bopæl her i landet, gratis blive vaccineret mod kighoste, difteri, stivkrampe og polio samt tuberkulose. Gratis vaccination mod tuberkulose foretages ved sygehusvæsenets foranstaltning og foretages i den undervisningspligtige alder, hvis tuberkulinprøven er negativ. Der skal foreligge skriftligt samtykke fra forældrene.

Skolelægen bør - med forældrenes samtykke - foretage vaccination mod difteri, stivkrampe og polio af børn, som ikke er vaccinerede (færdigvaccinerede), og som ikke har efterkommet henvisning til egen læge om vaccination.

Sådanne vaccinationer foretages efter sundhedsstyrelsens retningslinjer af 10. marts 1977 og honoreres efter samme regler som gælder for familiens egen læge.

Alle børn i den undervisningspligtige alder skal tuberkulinprøves en gang. Omfanget af undersøgelsen aftales med et sygehus.

Sundhedsplejersken foretager tuberkulinprøven, med mindre anden aftale er truffet med sygehuset.

Ved forekomst af smitsomme sygdomme i skolen handles i overensstemmelse med indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 505 af 15. oktober 1976 om skolernes forhold i tilfælde af smitsomme sygdomme.(* 1)

VI. TILRETTELÆGGELSE AF ORDNINGENS VIRKSOMHED I DEN ENKELTE SKOLE

Kommunalbestyrelsen udarbejder en helårlig skriftlig plan for ordningens virksomhed, der revideres, når særlige forhold taler derfor.

Fra skolens leder modtager ordningen snarest muligt efter skoleårets begyndelse oplysning om børnenes fordeling i klasserne (navnelister) samt løbende meddelelser om børnenes til- og fraflytning.

Tidspunktet for indskolingsundersøgelserne og for planlagte undersøgelser af behovsbørn bør i god tid aftales med skolens leder og klasselærerne. Tidspunktet for den anbefalede konference mellem klasselærer, skolelæge og sundhedsplejerske om behovsbørn fastlægges i årsplanen.

Skolelægen og sundhedsplejersken bør så vidt muligt have faste træffetider, som falder inden for den normale skoletid, hvor elever, forældre, skolens personale og andre kan henvende sig. Af hensyn til forældrenes arbejdstider kan det være ønskeligt, at der derudover kan træffes aftale om møde eftermiddag eller aften.

JOURNAL, JOURNALOPBEVARING OG INFORMATIONSUDVEKSLING

For hvert barn anvendes de af sundhedsstyrelsen godkendte skemaer.

I journalen må kun anføres oplysninger, der er nødvendige for ordningens virksomhed.

Journalen opbevares på den skole, hvor barnet går og medfølger ved skoleskift.

Ordningens journaler kan indeholde oplysninger, der er omfattet af tavshedspligt, og skal opbevares på betryggende måde.

Efter en elevs endelige udskrivning fra skolen opbevares journalen i kommunens arkiv i mindst 10 år.

Samtykke til den nødvendige informationsoverførsel forudsættes indhentet i forbindelse med udsendelse af spørgeskema til forældrene ved barnets indskrivning i skolen.

Såfremt samtykke ikke opnås, søger skolelægen eller sundhedsplejersken at opnå samtykke til indhentning af visse konkrete oplysninger.

Hvis samtykke hertil heller ikke opnås, kan informationsoverførsel kun ske, såfremt det af lovgivning fremgår, at informationsoverførsel skal finde sted.

På opfordring og normalt med forældrenes samtykke udleveres fra ordningens journal nødvendige oplysninger til brug for de sociale myndigheder.

Udlevering skal ske under hensyntagen til reglerne om tavshedspligt og undtagelserne herfra.

Udlån af ordningens journalmateriale med henblik på videnskabelige undersøgelser må kun ske med tilladelse fra kommunalbestyrelsen.

Forudsætning for tilladelse er, at den eller de, der skal forestå de videnskabelige undersøgelser, har tavshedspligt, tilbageleverer alt udlånt materiale og ikke uden særlig tilladelse retter henvendelse til pågældende elever. Offentliggørelse af undersøgelsesresultater må ske således, at elevernes anonymitet sikres. Desuden er det hensigtsmæssigt at undersøgelsen er anmeldt til og bedømt af den regionale videnskabsetiske komite.

Da ovenstående procedure kan besværliggøre (umuliggøre) undersøgelser, der omfatter et stort antal kommuner, anbefaler sundhedsstyrelsen som en mere generel vedtagelse i kommunalbestyrelsen:

»Udlevering af oplysninger fra skolelægeordningen til brug for videnskabelige undersøgelser forudsættes at ske i overensstemmelse med de til enhver tid i Danmark tiltrådte videnskabsetiske deklarationer og videnskabsetiske komiteer.«

En sådan generel vedtagelse vil efter sundhedsstyrelsens opfattelse indebære, at forvaltningen får en stående bemyndigelse til at udlevere data efter anmodning, når denne er ledsaget af dokumentation for, at undersøgelsesprojektet er godkendt af en videnskabsetisk komite.

VII. HENVISNING OG ANMELDELSE

Skolelægeordningen skal orientere de alment praktiserende læger om børn, som frembyder særlige sundhedsmæssige problemer.

Når et barn henvises til egen læge, medgiver skolelægen barnet en særlig blanket, hvorpå henvisningsårsagen er anført. Den behandlende læge anmodes om på denne blanket at anføre oplysninger, som måtte have interesse for skolelægen, og derefter tilbagesende blanketten til skolelægen.

Sundhedsplejersken kan tilråde forældre eller værge, at barnet undersøges hos egen læge. I sådanne tilfælde medgives samme blanket med anførelse af de observationer, som har ført til henvendelsen.

Ordningen bør følge, om henvisning til egen læge efterkommes og, såfremt det ikke sker, underrette familien om betydningen heraf - om nødvendigt ved hjemmebesøg af sundhedsplejersken.

Skolelæge og sundhedsplejerske kan i samarbejde med den alment praktiserende læge medvirke i opfølgningen af en observation eller behandling, som er iværksat eller styres af den alment praktiserende læge.

Skolelægen kan efter anmodning påtegne henvisninger til skolepsykologisk undersøgelse og rådgivning (herunder talepædagogisk) og anføre oplysninger og observationer, som lægen og sundhedsplejersken måtte finde relevante.

Såfremt lægen eller sundhedsplejersken skønner, at der er behov for særlige sociale foranstaltninger over for barnet eller dettes familie, foretages indberetning (jfr. bistandslovens §§ 19, 20 og 32), så vidt muligt efter samråd med familien.

Skolelægen kan efter anmodning foretage anmeldelse til erhvervsvejledning efter sædvanligt gældende regler og gennemgå skemaerne vedrørende elevers udsendelse i erhvervspraktik, inden skemaerne returneres til erhvervsvejlederen.

Ordningen underretter i overensstemmelse med bistandslovens § 42, hvis der i udskolingsfasen er behov for hjælp til uddannelse og erhvervsmæssig optræning.

Ordningen besvarer forespørgsler fra læger, sygehuse og andre institutioner eller er skolelederen behjælpelig hermed.

Skolelægen samarbejder med det særlige lægetilsyn på døgninstitutioner for børn og unge (bistandslovens § 96) i det omfang, de pågældende institutioner er omfattet af den kommunale skolelægeordning.

VIII. FRITAGELSE FOR SKOLELÆGEORDNINGSTILSYN

Skolebørn i den undervisningspligtige alder og børn i børnehaveklasse skal deltage i de af skolelægeordningen foranstaltede forebyggende helbredsundersøgelser i det omfang, det er anført i indenrigsministeriets bekendtgørelse af 4. oktober 1982.

Fritagelse herfor kan dog gives, hvis det godtgøres, at barnet undersøges i tilsvarende omfang af anden læge. I givet fald skal barnets forældre eller værge tidligt i første skoleår fremvise et af anden læge udfyldt helbredskort eller en lægeattest, hvoraf det fremgår, at barnet har fået foretaget en helbredsundersøgelse af samme omfang og indhold, som det sker i skolen.

Endvidere skal barnet en gang årligt fremlægge attest for, at der er foretaget en synsprøve samt resultatet heraf.

IX. FRITAGELSE FOR IDRÆT

Skolelægen kan meddele hel eller delvis fritagelse for deltagelse i idræt, hvis skolelægen har kendskab til sygdomme eller handicap, som måtte berettige til en sådan fritagelse. Skolelægen skal i så fald underrette elevens sædvanlige læge om fritagelsen. Om bestemmelser vedrørende fritagelse for deltagelse i idræt henvises i øvrigt til undervisningsministeriets bestemmelser herom, for tiden undervisningsministeriets cirkulære af 29. marts 1974 om fritagelse for deltagelse i legemsøvelser og idræt.

X. TILSYN MED SKOLENS HYGIEJNISKE FORHOLD

Ordningen fører kontrol med sundhedstilstanden i skolen og med de hygiejniske forhold i bredeste forstand. Skolelægen er konsulent for skolens ledelse og lærere i institutionshygiejniske spørgsmål, i hvilke embedslægeinstitutionen fungerer som skolelægens faglige rådgiver.

Det er ordningens opgave at føre tilsyn med skolen som børnenes arbejdsplads og opholdssted med henblik på at kortlægge negative fysiske og kemiske miljøfaktorer m.v. samt at tilrettelægge indsatsen herimod sammen med skolens ledelse. Ordningen bør årligt sammen med skolens leder foretage en samlet vurdering af skolemiljøet.

Det hygiejniske tilsyn omfatter alle forhold, der har direkte eller indirekte betydning for børnenes sundhed og sikkerhed inden for miljøet.

I alle sager vedrørende skolens hygiejniske forhold skal skolelægens erklæring indhentes, inden den stedlige myndighed træffer afgørelsen. Skolelægens erklæring fremsendes gennem embedslægeinstitutionen.

XI. ÅRSBERETNING

Skolelægen og sundhedsplejersken udarbejder på grundlag af de af sundhedsstyrelsen udarbejdede særlige retningslinjer en årsberetning for ordningen i kommunen i det forløbne skoleår.

Årsberetningen indsendes til kommunen, som videresender den til sundhedsstyrelsen inden udgangen af september måned.

XII. SKOLELÆGEORDNINGENS LOKALER

Ved nybygning af skoler bør der indrettes et undersøgelseslokale til brug for helbredsundersøgelserne samt rum, der kan anvendes som venteværelse og omklædningsrum, og ved udvidelse af skoler samt i større eksisterende skoler bør der så vidt muligt indrettes tilsvarende rum.

Undersøgelseslokaler må være af rimelig størrelse og være forsynet med det for undersøgelsen nødvendige udstyr, og der må være let adgang til toilet.

En liste over det udstyr, der så vidt muligt skal forefindes i undersøgelseslokalet, er angivet i bilag 4.

XIII. ANSÆTTELSE OG UDDANNELSE

Kommunalbestyrelsen fastsætter skolelægeordningens omfang og ansætter det fornødne antal læger og sundhedsplejersker samt stiller den fornødne sekretærbistand til rådighed. Til ordningen kan endvidere knyttes andre medarbejdere og konsulenter.

Skolelæger:

Ansættelse som skolelæge forudsætter tilladelse til selvstændigt virke som læge. Sundhedsstyrelsen anbefaler, at lægen derudover har en klinisk uddannelse med pædiatrisk indhold.

Kursus i skolehygiejne skal gennemgås.

Meddelelse om kursus sker ved offentligt opslag og/ eller ved meddelelse til de skolelæger, der ikke har gennemgået kursus.

Ansøgning om fritagelse for kursus indsendes til sundhedsstyrelsen. Det skal bemærkes, at fritagelse kun meddeles i undtagelsestilfælde.

Den ansættende myndighed underretter sundhedsstyrelsen om nyansættelser af skolelæger med oplysning om navn, adresse og skoleområde.

Sundhedsplejersker:

Ansættelse som skolesundhedsplejerske er betinget af, at den pågældende er sygeplejerske og har afgangsbevis som sundhedsplejerske fra Danmarks Sygeplejerskehøjskole.

Hvor ansættelse af sundhedsplejerske ikke er mulig, kan der ansættes sygeplejerske, der normalt forinden har haft ansættelse som sygeplejerske ved en pædiatrisk afdeling og ved hjemmesygeplejen, svarende til adgangsbetingelserne for optagelse på sundhedsplejerskelinjen ved Danmarks Sygeplejerskehøjskole.

I stillinger, der er besat med sygeplejersker, bør ved ledighed så vidt muligt ansættes sundhedsplejersker.

Den ansættende myndighed giver til embedslægeinstitutionen indberetning om ansættelse i og afgang fra sundhedsplejerskestillinger med angivelse af den pågældendes fulde navn, personnummer og autorisationsdato.

Skolesundhedsplejen kan tilrettelægges i kombination med sundhedsplejerskeordningen efter lov om sundhedsplejerskeordninger.

De kombinerede ordninger har den fordel, at sundhedsplejerskens forhåndskendskab til barnet og dets familie kan udnyttes i skolesundhedsplejen,

Sundhedsplejersken medvirker efter aftale med kommunen og Danmarks Sygeplejerskehøjskole ved uddannelsen af sundhedsplejersker i den del af uddannelsen, der vedrører praktisk sundhedsplejerskearbejde. Endvidere efter aftale med kommunen og sygeplejeskolerne ved uddannelse af sygeplejeelever i den primære sundhedstjeneste.

XIV. OMFANGET AF DEN SUNDHEDSFAGLIGE MEDVIRKEN

Kommunerne ansætter læger i det omfang, det er nødvendigt for at sikre, at skolelægeordningens formål opfyldes og at det fornødne antal lægeundersøgelser kan gennemføres.

Hvor ansættelse ikke sker i heltidsstilling, bør et antal på ca. 1.000 børn være minimum for at sikre, at skolelægearbejdet indgår med en vis vægt i den pågældende læges samlede erhvervsarbejde.

Kommunerne tilpasser skolelægeordningens omfang til lokale forhold og behov. Da disse varierer i betydelig grad fra skole til skole og kommune til kommune, er det ikke muligt at angive et maksimalt børneantal pr. heltidsskolelæge.

Det nødvendige forbrug af lægelig arbejdskraft vil variere betydeligt fra skole til skole og vil afhænge af bl. a. følgende faktorer:

- Kommunens ønsker om ordningens omfang.

- Antallet af børn i indskolingsfasen.

- Antallet af behovsbørn.

- Omfanget af sundhedsplejerskens, lærernes, skolepsykologens, skolelederens, børnetandplejens og specialkonsulenternes brug af skolelægens sagkundskab.

Da antallet af obligatoriske helbredsundersøgelser er reduceret til en indskolingsundersøgelse, må der udvises særlig omhu, fordi denne undersøgelse bliver meget afgørende for at finde behovsbørn.

Ved forhåndsvurdering af lægeforbruget til behovsundersøgelser anbefales det at tage hensyn til usikkerheden om, hvorledes den ændrede ordning vil påvirke omfanget af denne aktivitet.

Ved fastlæggelse af omfanget af det sundhedspædagogiske arbejde anbefales det beskrevet i den årlige aktivitetsplan, f. eks. i form af forskellige temaprogrammer for de forskellige aldersgrupper. Programmerne udformes således, at det er muligt at specificere de enkelte involverede personalegruppers engagement i det enkelte temaprogram.

Tilsynet med de hygiejniske forhold, bekæmpelse af smitsomme sygdomme m.v. vil have samme omfang som hidtil.

Skolelægen og sundhedsplejersken yder i fornødent omfang førstehjælp i ulykkestilfælde og sygdomstilfælde, som måtte indtræffe, medens de er på skolen. Ved forekomst af lus i skolen træffer ordningen foranstaltninger i overensstemmelse med sundhedsstyrelsens gældende vejledning herom.

Det vil være hensigtsmæssigt at inddrage embedslægeinstitutionen og amtssundhedsplejersken i den lokale planlægning.

For børn og unge med vidtgående fysisk eller psykisk handicap kan der være behov for en mere intensiv indsats fra ordningens side. Den enkelte kontakt mellem sundhedspersonalet og eleven er mere omfattende og kræver ofte assistance fra lærere og andet personale.

Der vil for disse elever endvidere kunne være behov for at udvide tilbudet om skolelægeordning ud over den undervisningspligtige alder. Forholdene vil selvsagt variere fra skole til skole, afhængigt af klientelets sammensætning.

Planlægningen af ordningen for disse elever bør finde sted ud fra samme principper som generelt er indeholdt i vejledningen. Amtskommunen samt speciallægelige konsulenter bør medinddrages i planlægningen således, at der kan tages videst muligt hensyn til klientelets sammensætning ved fastlæggelse af omfanget af ordningen. I denne forbindelse bør også den faglige grænsedragning mellem ordningen og bistanden fra relevante amtskommunale institutioner, dennes omfang og karakter m.v. finde sted.

XV. FORSØGSVIRKSOMHED

Med omlægning af skolelægeordningen er der givet kommunerne lettere adgang til at tilrettelægge forsøgsvirksomhed inden for ordningen, jfr. indenrigsministeriets bekendtgørelse af 4. oktober 1982, § 8, stk. 1. Kun i de tilfælde, hvor der foreslås afvigelser fra bekendtgørelsens obligatoriske funktioner, skal der gives dispensation af indenrigsministeriet, førend forsøget kan påbegyndes, jfr. § 8, stk. 2.

Ordningen bør både lokalt og generelt til stadighed kunne udvikle sig i takt med nye krav, som fremkommer på baggrund af udviklingen i samfundet, ændringer i sygdomsmønstret og i familiernes sundhedsmæssige adfærd. Ved forsøgsvirksomhed lokalt vil nye organisationsformer og funktioner (aktiviteter) kunne afprøves til gavn for såvel den lokale som den generelle udvikling inden for skolelægeordningen.

Forsøgsvirksomhed bør tilrettelægges således, at en nærmere vurdering af forsøgsresultaterne er mulig. Der bør foreligge en beskrivelse og vurdering såvel af organisatoriske og funktionelle forhold som af økonomi og sundhedsmæssige konsekvenser.

Der bør således udarbejdes en detaljeret forsøgsprotokol forud for forsøgets start.

Ved tilrettelæggelsen, gennemførelsen og vurderingen af forsøgsvirksomheden kan embedslægeinstitutionen, amtssundhedsplejersken, sundhedsstyrelsen og andre yde faglig bistand.

Ved planlægningen/ starten af et forsøg bør embedslægeinstitutionen orienteres om forsøgets formål og tilrettelæggelse, og en kopi af forsøgsprotokollen fremsendes dertil. I tilfælde, hvor dispensation fra bestemmelserne i indenrigsministeriets bekendtgørelse af 4. oktober 1982 er nødvendig, bør ansøgningen herom fremsendes med embedslægeinstitutionens udtalelse til indenrigsministeriet.

Ved udarbejdelse af årsberetningen til sundhedsstyrelsen gøres der rede for forsøgsvirksomheden, dens forløb og eventuelle resultater. ----

De foranstående vejledende retningslinjer afløser sundhedsstyrelsens vejledende retningslinjer af 22. august 1972 vedrørende tilrettelæggelse af skolelægeordningen.

Underskrift 1

SUNDHEDSSTYRELSEN, DEN 31. JANUAR 1983 SØREN K. SØRENSEN / Jørgen Fog

Bilag 1

Lov nr. 266 af 7. juni 1972 om skolelægeordning med senere ændringer

(Udelades her)

Bilag 2

Bekendtgørelse nr. 535 af 4. oktober 1982 om skolelægeordning

(Udelades her)

Bilag 3

Indenrigsministeriet

Christiansborg Slotsplads 1,

Underskrift 2

København, den 4. oktober 1982 Til sundhedsstyrelsen I forbindelse med udstedelse af indenrigsministeriets bekendtgørelse af 4. oktober 1982 om skolelægeordning skal man anmode om, at sundhedsstyrelsen i henhold til § 7 i lov om skolelægeordning og § 4, stk. 4 i indenrigsministeriets bekendtgørelse udarbejder vejledende retningslinjer for tilrettelæggelsen af skolelægeordningen. Retningslinjerne må påregnes at skulle træde i kraft snarest og senest den 1. april 1983. Opmærksomheden henledes på, at den foretagne reduktion af obligatoriske rutineundersøgelser fra fem til en indebærer en meget væsentlig reduktion i skolelægeordningens opgaver, jfr. at det i betænkningen om skolesundhedstjenesten er anført (s. 130), at de i en undersøgelse deltagende skolelæger angiver i gennemsnit at anvende knap 50 pct. af deres arbejdstid til de obligatoriske helbredsundersøgelser. Det bemærkes, at dette tal bl.a. af Kommunernes Landsforening anslås at være væsentligt højere. Indenrigsministeriet forudsætter, at den effektivisering, der følger af reduktionen af obligatoriske rutineundersøgelser fra fem til en, fastholdes, og at sundhedsstyrelsen derfor ved udformningen af de nye retningslinjer for tilrettelæggelsen af undersøgelserne efter lovens § 1 og § 2 ikke lægger op til nogen form for udbygning af skolelægeordningens øvrige opgaver i forhold til sundhedsstyrelsens nugældende retningslinjer af 22. august 1972. Opmærksomheden henledes endvidere på bekendtgørelsens § 3, pkt. 1, sidste sætning, idet det ved formuleringen heraf er forudsat, at der dels kan finde en egentlig lægehenvisning sted fra skolelægen til den praktiserende læge, og dels at sundhedsplejersken på baggrund af sit tilsyn med et barn kan opfordre forældrene til at søge egen læge med barnet. BRITTA SCHALL HOLBERG /J. Tørning

Bilag 4

Forslag til inventar m.v. for skolelægeordningen - anført i hovedtræk.

ALMINDELIGT KONTORINVENTAR: aflÅseligt kartoteksskab, skrivemaskine, telefon m.v.

SPECIELT INVENTAR TIL UNDERSØGELSESRUM:

undersøgelsesleje, instrumentbord, affaldsspand, håndvask, kitler m.v.

UNDERSØGELSESUDSTYR: til almindelig objektiv undersøgelse, særligt udstyr til undersøgelse af syn og hørelse m.v.

BEHANDLINGDUDSTYR: til behandling af småskader og til nødhjælp, til injektioner, forbindsstoffer. Engangsmateriale benyttes så vidt muligt.

LÆGEMIDLER: til behandling af akutte tilfælde, evt. adrenalin.

ØVRIGT SæRLIGT UDSTYR: herunder køleskab til opbevaring af vacciner og evt. lægemidler. Instrumentkoger m.v.

Versioner

  1. 1983-01-31 · til 1996-07-30