Reglement om tjenestetid for operaens solister
Karakter B
afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Dokument
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/doc/retsinfo/1983/16014@1983-07-01/da
Prøvetid
§ 1.
Stk. 1. Den almindelige prøvetid er indtil 4 timer daglig inden for tidsrummet mellem kl. 11.00 og kl. 16.00.
§ 2.
Stk. 1. Den almindelige prøvetid kan udvides med 1 time til at omfatte tidsrummet fra kl. 11.00 til kl. 16.00 ved indtil 6 prøver (udvidede prøver) før generalprøven på en førsteopførelse eller en nyindstudering. Indstuderes forestillingen med to eller flere i det væsentlige forskellige rollebesætninger, kan der afholdes 8 udvidede prøver. Ved forestillinger, der ved opførelser påregnes at vare mere end 3 timer, kan den almindelige prøvetid ved to af de udvidede prøver overskrides med indtil halvdelen af forestillingens normale varighed. Prøven kan først påbegyndes kl. 11.00. De udvidede prøver skal placeres inden for de sidste 14 dage før den planlagte første opførelse af forestillingen, men behøver ikke finde sted på hinanden følgende dage. Ved en nyindstudering forstås en genopsætning i anden iscenesættelse eller anden scenografi, eller med en anden og efter teaterchefens skøn i det væsentlige ny rollebesætning, såfremt genopsætningen af teatret offentligt bekendtgøres en nyindstudering, eller genopsætning af et værk, der ikke har været opført af teatret inden for de sidste 36 måneder.
§ 3.
Stk. 1. Den almindelige prøvetid kan udvides med 1 time til at omfatte tidsrummet fra kl. 11.00 til kl. 16.00 ved een prøve (udvidet prøve) før en opførelse med en anden kapelmester, eller en opførelse med en anden indehaver af en efter teaterchefens skøn væsentlig rolle end ved tidligere opførelser, eller en første opførelse af en reprise. Ved forestillinger, der ved opførelser påregnes at vare mere end 3 timer, kan den almindelige prøvetid ved to af de udvidede prøver overskrides med indtil halvdelen af forestillingens normale varighed. Prøven kan først påbegyndes kl. 11.00. Opføres reprisen med to i det væsentlige forskellige rollebesætninger, kan der afholdes to udvidede prøver, een med hver rollebesætning. Ved en reprise forstås et værk, som ikke har været opført af teatret inden for de sidste 9 måneder, eller som genoptages efter sommerferien.
§ 4.
Stk. 1. Den sidste eller næstsidste prøve før en førsteopførelse eller en nyindstudering skal af teatret anordnes som generalprøve. Generalprøven skal forløbe som påregnet ved opførelser af forestillingen. Afbrydelse i prøven kan kun ske, såfremt hændelige uheld gør det påkrævet. Den almindelige prøvetid kan overskrides for at sikre forestillingens kontinuerlige opførelse.
§ 5.
Stk. 1. En sanger, der skal medvirke i et særligt krævende parti i aftenens forestilling, kan forlade prøven kl. 14. Det tilkendegives normalt ved tildelingen, om et parti anses for særligt krævende.
§ 6.
Stk. 1. En sanger har pligt til at møde til prøvning af kostumer på det bekendtgjorte tidspunkt. Prøvning af kostumer skal finde sted inden for tidsrummet mellem kl. 11.00 og kl. 16.00.
§ 7.
Stk. 1. Som prøvetid medregnes ikke den tid, der medgår til prøvning af kostumer, undervisning, sminkning og påklædning.
§ 8.
Stk. 1. I august måned er en sanger tillige pligtig at deltage i aftenprøver i tiden mellem kl. 19 og kl. 22 ugens fem første dage og den sidste lørdag. En sanger er pligtig at deltage i indtil 30 aftenprøver i tiden fra den 1. september til den 14. januar og indtil 30 aftenprøver i tiden fra den 15. januar til sæsonens udgang. Aftenprøver placeres på hverdage i tiden mellem kl. 19 og kl. 22. Sådanne prøver kan kun placeres på lørdage, såfremt repertoireændring eller sygdom gør det nødvendigt af hensyn til en operaforestilling på en søndag eller en mandag. Pauser
§ 9.
Stk. 1. Under prøver af indtil 2 timers varighed har de medvirkende ikke ret til pause. Under prøver af indtil 3 timers varighed har de medvirkende ret til en pause på 30 minutter. Pausen placeres samlet og bør i almindelighed påbegyndes tidligst 1 time og afsluttes senest 2 timer efter prøvens begyndelse. Varer en prøve mere end 3 timer, har de medvirkende ret til yderligere 10 minutters pause for hver påbegyndt time udover de første 3 timer. Pausen kan ikke placeres som afslutning på prøven. Pauserne placeres i øvrigt efter prøvelederens nærmere bestemmelse og beregnes på grundlag af den på prøvesedlen senest angivne varighed af prøven. De medvirkende i en prøve skal være parat til at genoptage arbejdet i prøvelokalet eller på scenen ved pausens ophør. Under aftenprøver kan pausen placeres i slutningen af prøven. Under generalprøve har pauserne samme varighed og placering som påregnet under forestillingen. Bekendtgørelse af prøver
§ 10.
Stk. 1. Prøver bekendtgøres ved opslag på dertil bestemte steder. De medvirkende må selv holde sig orienteret om opslag. Hovedprøvesedlen opslås onsdag og lørdag inden kl. 15.30 med angivelse af prøver på henholdsvis den følgende mandag, tirsdag og onsdag og den følgende torsdag, fredag og lørdag. Operaens repetitioner bekendtgøres fredag med gyldighed for den følgende uge. Afholdelse af fotograferingsprøve meddeles særskilt på prøvesedlen med angivelse af, hvem der skal fotograferes. Prøvesedlen skal indeholde angivelse af, hvilken forestilling prøven angår, samt tidspunkterne for prøvens påbegyndelse og afslutning.
§ 11.
Stk. 1. Prøvens indhold og forløb skal tilrettelægges for at sikre en hensigtsmæssig udnyttelse af prøvetiden. Angivelse af, hvem der skal deltage i en prøve sker enten mundtligt til de pågældende ved afslutningen af foregående dags prøve eller ved anden personlig meddelelse, der senest skal gives den foregående dag inden rådighedspligtens ophør. ndringer i prøvesedlen, som medfører fremrykkelse af tidspunktet for påbegyndelse eller udskydelse af tidspunktet for afslutning af en prøve, skal bekendtgøres ved opslag senest 48 timer før prøvens begyndelse eller ved personlig meddelelse senest ved rådighedspligtens ophør 2 dage før prøvedagen. Det samme gælder ændringer, der går ud på, at der skal prøves på en anden forestilling end oprindeligt fastsat. Disse frister gælder ikke, når ændring er foranlediget af sygdom eller anden uforudset hindring. Sådanne ændringer skal begrundes af teatret ved opslag eller ved personlig meddelelse til de sangere, for hvem ændringen har betydning. Rådighedspligt
§ 12.
Stk. 1. Enhver sanger skal ved opgivelse af telefonnummer eller adresse gøre det muligt for teatret på forestillingsdage at aflevere meddelelser om tjenesten. I tiden fra 2 timer og indtil 30 minutter før forestillingens begyndelse skal alle, der ikke er sygemeldt eller fritaget fra tjeneste, være beredt til tjeneste ved teatret og skal kunne antræffes på bopælen eller et fra den anvist sted. Teatret skal på forestillingsdage, undtagen søn-og helligdage, mellem kl. 10 og kl. 16 samt på alle forestillingsdage i tiden fra 1 time og indtil 15 minutter før forestillingens begyndelse på et opgivet telefonnummer give sangerne mulighed for at indhente og afgive oplysninger om tjenesten. Enhver sanger bør under sin ferie eller orlov meddele teatret en adresse, hvorfra vedkommende kan modtage meddelelser fra teatret. Fridage og ferie
§ 13.
Stk. 1. En sanger har ikke tjeneste- og rådighedspligt på søndage, bortset fra 8 søndage i hver sæson. Disse 8 dage skal fastlægges og bekendtgøres af teatret ved opslag senest den 1. september.
§ 14.
Stk. 1. Der gives ikke forestilling og afholdes ikke prøve lillejuleaftensdag, juleaftensdag, 1. juledag, skærtorsdag, langfredag, påskelørdag, 1. og 2. påskedag og 1. og 2. pinsedag. Der afholdes ikke prøve på søn- og helligdage, medmindre teaterchefen skønner det absolut påkrævet af hensyn til samme dags forestilling. En sådan prøve kan ikke vare længere end 3 timer.
§ 15.
Stk. 1. Der tilkommer sangere en samlet årlig sommerferie på 59 dage beliggende inden for tidsrummet mellem 1. juni og 1. september. Tidspunktet for sommerferien skal bekendtgøres ved opslag senest den 1. september. Herudover tilkommer der sangere en samlet, årlig vinterferie på 10 dage, der begynder ved tjenestens afslutning en torsdag og varer til tjenestens begyndelse den næstfølgende mandag. Tidspunktet for vinterferien, der placeres inden for tidsrummet mellem den 1. januar og den 1. marts, skal bekendtgøres ved opslag 2 måneder før feriens begyndelse og senest den 1. december. Bemærkninger til reglement om tjenestetid for operaens solister Til §§ 2 og 3: Ved fastsættelsen af antallet og varigheden af de udvidede prøver har teatret stillet sig positivt over for i videst muligt omfang at tage hensyn til, at sangere med særligt krævende partier eller med gennemgående roller ikke udsættes for urimelige belastninger ved medvirken i langvarige prøver. Et sådant hensyn vil bl.a. kunne tages ved at lade vedkommende sanger markere sit parti under dele af prøven. I tilfælde af dobbeltbesætninger på en forestilling er teatret endvidere - i det omfang mulighederne tillader det - indstillet på, at hvert af holdene får det samme antal udvidede prøver. Det er dog fra operaens side anerkendt, at en ligelig fordeling af antallet af udvidede prøver kun kan gælde i princippet, idet en række hensyn i det konkrete tilfælde kan føre til en fravigelse. Der har under forhandlingerne været enighed om, at det af hensyn til kontinuiteten i et afsluttende prøveforløb bør tilstræbes, at der ikke forløber mere end 2 prøvefri arbejdsdage mellem sidste prøve før generalprøven og mellem generalprøven og premieren. Der har endvidere været enighed om, at samme hensyn til kontinuiteten ikke skal forhindre, at teatret i tilfælde af udskydelse af dagen for førsteopførelsen afholder enkelte af de tilladte udvidede prøver så tæt på førsteopførelsen som muligt, uanset at man herved måtte overskride den i § 2, stk. 4 nævnte frist på 14 dage. Begrebet »udvidet prøve« har alene relation til prøvetidens længde, dvs. overskridelse af den i § 1 nævnte almindelige prøvetid. Udvidede prøver behøver derfor ikke foregå med fuld eller delvis anvendelse af dekorationer, belysning, kostumer og maskering, ligesom teatret i nødvendigt omfang kan anordne pause, standsning eller gentagelse. Udtrykket »fuldstændig prøve« om hvis afgrænsning der hidtil har været afvigende opfattelser, indgår ikke i nærværende reglement. En generalprøve regnes ikke som udvidet prøve, uanset at den i medfør af § 4 måtte strække ud over den almindelige prøvetid. Til § 4: Der er enighed om, at det i visse situationer af force majeure lignende karakter kan være umuligt at opfylde bestemmelsen om obligatorisk afholdelse af en generalprøve. Man har fra solisternes side stillet sig positivt over for efter forudgående forhandling at ville anerkende teatrets ret til at undlade afholdelse af generalprøve. Formuleringen i stk. 1 giver teatret valgfrihed med hensyn til, hvilken af de to sidste prøver før førsteopførelsen der anordnes som generalprøve. Begrundelsen er bl.a. at man ved dobbeltbesætninger af en forestilling vil kunne lade den næstsidste prøve afholde som generalprøve for den rollebesætning, der medvirker på premiereaftenen og herefter eventuelt anvende en af de i § 2 nævnte udvidede prøver som en art generalprøve for den anden rollebesætning ved den sidste prøve for førsteopførelsen. Hensynet til de kunstnere, der medvirker i en forestilling af meget belastende karakter, kan tillige eventuelt tale for at anordne den næstsidste prøve før førsteopførelsen som generalprøve, således at den sidste prøve vil kunne få en af hensyn til premieren og de medvirkende kunstnere mindre krævende og mindre forceret karakter. Til § 5: Det er fra teatrets side pointeret, at antallet af partier, der kan anses for særligt krævende, må begrænses mest muligt, idet de i reglementet hjemlede muligheder for et effektivt prøvearbejde og prøveforløb ellers vil blive illusoriske. Afgørelsen af, hvorvidt medvirken kan anses for særligt krævende, må træffes helt konkret for hver enkelt forestilling, idet der bør tages hensyn til varigheden og sværhedsgraden ved den enkeltes medvirken, herunder tillige til den fysiske og psykiske belastning. Da afgørelsen er konkret, vil det således kunne forekomme, at kun en enkelt eller nogle ganske få roller er omfattet af ovennævnte kriterium. Teatrets oprindelige forslag om, at retten til at forlade en prøve kl. 14 bortfaldt, når aftenens forestilling havde måtte ændres samme dag (rød plakat), er udgået, idet operaens solister har stillet sig positive over for en for alle parter rimelig og hensigtsmæssig løsning i de konkrete situationer. Til § 7: Den tid der medgår til sminkning, påklædning og afsminkning beregnes til 1 time. Der fastsættes ingen højeste tjenestetid. Til § 11: Teatret har under forhandlingerne lagt vægt på at udforme reglementet, således at dette såvidt muligt kan føre til en rationalisering og effektivisering af arbejdet. Med den nuværende driftsform og de tilstedeværende lokaleforhold er det kun i forholdsvis beskedent omfang muligt at nå dette mål, og teatret har derfor under forhandlingerne med personaleorganisationerne set sig nødsaget til delvis at måtte afvise eller begrænse de fremførte ønsker med hensyn til fastlæggelse og nedskæring af arbejdstiden (prøvetiden). Dette har også været nødvendigt på områder, hvor man i og for sig kan anerkende rimeligheden af de fra personalets side fremførte synspunkter. I forbindelse med indførelsen af en ferie- og fridagsordning har det for teatret været en afgørende forudsætning, at personalet herefter måtte stå til rådighed for prøvearbejdet hver dag inden for den fastsatte prøvetid. Teatret må derfor også have mulighed for at ændre den på prøvesedlen angivne disposition for en prøve på et hvilketsomhelst tidspunkt, såvel før som under prøven. Ganske vist indeholdt det hidtil gældende reglement ikke nogen begrænsninger i så henseende, men i praksis havde der udviklet sig visse hindringer for en effektiv og hensigtsmæssig udnyttelse af prøvetiden, der - hvis de blev opretholdt - som en uundgåelig følge af de nu fastlagte prøvetider, fridage og ferier ville bevirke en nedgang i antallet af produktioner, hvilket hverken teatret, kunstnere eller publikum kan være interesseret i. Retten til at disponere over prøveforløbet skal naturligvis ikke kunne misbruges på vilkårlig måde, og ændringer begrundet i luner, tilfældige omstændigheder, sløseri eller manglende planlægning såvel som ændringer som følge af rent personlige og teatret uvedkommende forhold kan ikke tolereres. Dette gælder i lige høj grad set fra personalets synspunkter som fra ledelsens. Man har derfor foreslået, at det udtrykkeligt fastslås, at prøvens indhold og forløb skal tilrettelægges for at sikre en hensigtsmæssig udnyttelse af prøvetiden. Det er næppe muligt at angive nogen nærmere præcisering af kravene til prøveforløbet, men bestemmelsen vil i hvert fald give personalet et grundlag for at påtale en eventuel mangelfuldt eller dårligt tilrettelagt arbejdsgang, ligesom det følger af bestemmelsen, at lederen af prøven bør foretage en forudgående tilrettelæggelse af prøvearbejdet. Bestemmelsen må selvfølgelig læses med den begrænsning, som følger af at det kan være vanskeligt på forhånd at fastlægge den kunstneriske skabelsesproces i detailler, særligt inden for en kunstart som f.eks. balletten, og en forudgående planlægning skal heller ikke være til hinder for, at der senere foretages ændringer, såfremt dette efter de konkret foreliggende omstændigheder skønnes hensigtsmæssigt for at nå frem til det kunstnerisk bedst mulige resultat. Teatret har derfor adgang til, såvel før som under prøven, at foretage enhver ændring eller supplering af denne, herunder bestemme, at værker eller dele heraf skal gentages, eller at der skal prøves på andre dele af værker, på flere værker, med andre ledere eller i andre lokaler end planlagt. Der kan tillige foretages ændringer med hensyn til prøvens karakter af orkesterprøve, sang- og orkesterprøve, fotograferingsprøve, salsprøve eller sceneprøve. Ej heller gælder der nogen begrænsning i antallet af værker, som ønskes prøvet. Det skal fremtidigt heller ikke være fornødent at angive noget forbehold i så henseende på prøvesedlen. Til § 15: Det samlede antal feriedage er uændret. Det er imidlertid nu præciseret, at tidspunktet for afholdelse af sommerferie kan forskydes inden for de angivne ydergrænser.