Retningslinier for studievejledning i gymnasiet
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Dokument
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/doc/retsinfo/1983/22014@1983-02-17/da
Indhold
I. Informationsvirksomhed
Det enkelte gymnasium afholder under rektors ledelse orienteringsmøder for elever, der søger optagelse i gymnasiet, og studielektorerne har ved disse møder ansvaret for orienteringen om fagene inden for deres respektive faggrupper. Der kan ved samme lejlighed gives oplysning om gymnasiets studievejlederinstitution, støttemuligheder m.v.
Studievejlederne kan medvirke ved større samlede informations~ arrangementer på folkeskoler. Det bør tilstræbes, at sådanne arrangementer koordineres med den information, der gives om andre uddannelser på samme trin.
II. Studievejledningen i gymnasieforløbet
a. Personlig vejledning
Skolens elever kan henvende sig for at få personlig vejledning om problemer af studiemæssig, økonomisk, social eller personlig karakter. Der skal i den forbindelse være mulighed for at blive henvist til hjælp uden for skolen. Dette forudsætter løbende kontakt mellem skolen og de institutioner, som står til rådighed for eleverne, herunder det skolepsykologiske kontor (eventuelt med socialrådgiverbistand), som skolen er knyttet til, samt det bistandskontor, som eleven ifølge sin bopæl er knyttet til.
Hvad angår specialundervisning henvises til gymnasielovens § 4, stk. 3, hvorefter der til handicappede elever gives specialundervisning eller anden specialpædagogisk bistand, efter nærmere af undervisningsministeren fastsatte regler.
Sådanne generelle regler er endnu ikke fastsat, hvorfor mulighederne for iværksættelse af specialundervisning varierer fra skole til skole.
b. Studievejledning
1. Ved eventuelle introduktionsarrangementer bør der ske en præsentation af studievejledningen.
2. I løbet af 1. gymnasieklasse gives eleverne en indføring i almen studieteknik.
3. Eleverne skal i god tid før grenvalget have en orientering om de forskellige grenes kompetenceforhold i relation til de videregående uddannelsesinstitutioner. Der bør i denne forbindelse i korte træk orienteres om adgangsregulering ved de videregående uddannelser. Muligheder for suppleringskurser omtales. Rektor påser, at der gives en faglig orientering om de forskellige grenes indhold.
4. I 1. og 2. g gives vejledning om studie- og erhvervsforhold, som kan danne baggrund for de enkelte gymnasieelevers overvejelser over valg af såvel uddannelse som erhverv. I denne orientering kan der indgå forhold som: lange og korte uddannelser, problemer omkring uddannelsesstatistik og arbejdsmarkedsprognoser, økonomiske forhold under en uddannelse, værnepligt, erhvervsarbejde før og under uddannelsen, de videregående uddannelsers opbygning (herunder adgangsbetingelser), oplæring uden om det traditionelle uddannelsessystem samt studenters muligheder på det lokale arbejdsmarked.
5. I 3. g orienteres især om aktuelle forhold, som kan ajourføre vejledningen fra 2. g.
6. Ovennævnte vejledning kan tilrettelægges som kollektiv orientering for en årgang,en linie eller en klasse.
Dele af de nævnte emner vil også kunne indgå i den individuelle vejledning. Det vil således ikke være muligt at angive et bestemt forhold mellem forskellige former for kollektiv orientering og individuel vejledning. Bekendtgørelse om uddannelses- og erhvervsorientering samt individuel vejledning i gymnasieskolen og på studenterkursus fastsætter imidlertid et maksimum på 20 undervisningstimer i løbet af de 3 gymnasieår til kollektiv uddannelses- og erhvervsorientering samt almen studieteknik. Til almen studieteknik bør der almindeligvis højst anvendes 3 - 4 timer.
Retningsliniernes anvisninger om de øvrige formål (d.v.s. ud over almen studieteknik og grenvalgsorientering) skal opfattes som alternative muligheder, og det må understreges, at samtlige opgaver ikke kan løses inden for det i bekendtgørelsen fastlagte timetal.
Forholdet mellem den kollektive orientering og den individuelle vejledning må bestemmes af elevernes interesser og studievejledernes praktiske tilrettelæggelse af arbejdet.
III. Kontakt med erhvervsliv og institutioner
1. Studievejledningen holder løbende kontakt med den offentlige erhvervsvejledning. Forbindelsen mellem skolen og den offentlige erhvervsvejledning finder især sted på følgende måder:
a. Udstationering af en erhvervsvejleder på skolen et antal timer efter lokal forhandling.
b. Individuel henvisning af elever til erhvervsvejleder.
c. Samarbejde med erhvervsvejledning og AF i øvrigt om information om og kontakt til lokalt erhvervsliv, herunder eventuelt besøg på uddannelsesinstitutioner og i virksomheder for enkeltelever og gruppe af elever.
d. Samarbejde om studieorienterende møder.
2. Studievejlederne deltager i det regionale og lokale samarbejde mellem de forskellige uddannelsers vejledergrupper.
3. Studievejlederne arrangerer som led i de i kapitel II punkt 6 nævnte kollektive timer besøg på skolen af repræsentanter for organisationer, institutioner og virksomheder.
Forbindelsen til det lokale arbejdsliv kan - foruden gennem den offentlige erhvervsvejledning (se ovenfor) - kanaliseres gennem medlemmer af arbejdsmarkedsnævnet, formænd for DA's lokale sammenslutninger og arbejderbevægelsens lokale skolekontaktudvalg samt gennem lokale erhvervsskoler m.v.
For så vidt angår den offentlige sektor, kan der rettes henvendelse direkte til de lokale myndigheder.
4. Udgifter til aflønning af eventuelle gæstelærere dækkes i henhold til undervisningsministeriets cirkulære om vederlæggelse af arbejdsmarkedsrepræsentanter, der medvirker i erhvervsvejledningsarrangementer m.v. (RS 07-09).
5. Studievejlederne formidler kontakt til studievejledningen ved de videregående uddannelsesinstitutioner.
IV. Orientering af elever, som afbryder gymnasieforløbet
Studievejlederen skal af rektor informeres om elever, som overvejer at afbryde eller har afbrudt gymnasieforløbet. Rektor skal tilbyde de nævnte elever en samtale med studievejlederen, hvis de ikke allerede har drøftet deres uddannelsessituation med studievejlederen.
Studievejlederen kan ved en sådan samtale drøfte konsekvenserne af en afbrydelse af gymnasieforløbet med eleven, ligesom han skal orientere eleven om andre uddannelsesmuligheder. Studievejlederen bør være behjælpelig med at sætte eleven i forbindelse med andre uddannelsesinstitutioner, arbejdsformidling og eventuelt andre vejledere.
V. Internt samarbejde
1. Studievejledningen tilrettelægges således, at der etableres fast kontortid inden for skoletiden i et rimeligt omfang. Det tilrådes, at studievejlederens kontortid fastlægges, så skolens samlede kontortid for studievejledere tilrettelægges koordineret og efter en hensigtsmæssig plan.
2. Studievejlederen indgår i et fast samarbejde med skolens øvrige studievejledere. Den samlede gruppe af studievejledere bør repræsentere forskellige forudsætninger. Studievejlederne samarbejder om en hensigtsmæssig fordeling af arbejdsopgaver, som har betydning for hele skolen, for eksempel tilsyn med og udlån af materiale til erhvervsorientering, ekstern kontakt, repræsentation i udvalg, tilrettelæggelse af større arrangementer på skolen og uden for skolen.
Ved små skoler med kun een studievejleder vil der kunne opstå problemer med at overkomme alle disse opgaver.
3. Som hovedregel følges den enkelte elev af den samme studievejleder i hele gymnasieforløbet.
4. Studievejlederen skønnes at kunne varetage sin samlede funktion bedst med et ugentligt timetal, der svarer til ca. 1/3 stilling.
5. Det må tilstræbes, at den enkelte studievejleder fungerer over en længere periode. Studievejlederens personlige erfaring med arbejdet er af afgørende betydning,og desuden giver en flerårig funktionsperiode den bedste udnyttelse af de uddannelsesmæssige aktiviteter, der iværksættes for studievejlederne.
P. d. v.
John Bernth
undervisningsinspektør