Vedtægt for fiskeriet i Ringkøbing og Stadil fjorde
Karakter B
afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Dokument
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/doc/retsinfo/1983/7003@1983-09-15/da
Indhold
VEDTÆGTENS OMRÅDE
Stk. 1. § 1 Vedtægtens område omfatter Ringkøbing fjord, Von å og Øst Stadil fjord jfr. bilag 1. Ringkøbing fjords udmunding i Vesterhavet regnes at være ved havnemolernes yderste, vestlige ende. INDBYRDES ORDENSREGLER FOR FISKERIET
Stk. 1. § 2 For at kunne nyde den ved fiskerilovgivningen almindelige beskyttelse for fiskeriet på lovlig indtagen fiskeplads skal alle redskaber være afmærket efter reglerne i den til enhver tid gældende lov om saltvandsfiskeri, dog således, at samtlige til fiskeriet benyttede pæle såvel i rod- som topenden mærkes på tydelig måde med ejerens navnebogstaver.
Stk. 1. § 3 Fiskere, der ønsker at deltage i lodtrækning om fordeling af de nummererede bundgarnspladser i det i vedhæftede bilag 3 anførte område afgrænset af Nr. Lyngvig kirke - Velling kirke som nordlig grænse og Præstens Øje - Stauning kirke som sydlig grænse for tildeling af pladser til fiskeri med bundgarn, skal senest den 15. februar kl. 16.00, eller dersom denne dag er en helligdag, da den påfølgende hverdag inden kl. 16.00 herom skriftligt have givet meddelelse til den stedlige fiskerikontrol. Om de nævnte pladser vil der derefter den 1. marts kl. 13.00, eller dersom denne dag er en helligdag, da den følgende hverdag kl. 13.00 på sømandshjemmet i Hvide Sande eller andet af fiskerikontrollen anvist sted finde lodtrækning og fordeling sted alene mellem de fiskere, der i henhold til gældende saltvandsfiskerilovs bestemmelser er berettigede til at deltage i lodtrækning om nævnte bundgarnspladser og i rette tid har indgivet anmeldelse til den stedlige fiskerikontrol.
Stk. 2. Lodtrækningen og fordelingen foretages ved fiskerikontrollens mellemkomst efter de herom angivne regler i den til enhver tid gældende saltvandsfiskerilov, dog med den ændring, at højeste nummer også trækker først hver tredje omgang. I omtalte lodtrækning kan kun deltage een person fra hvert bådelag.
Stk. 3. Fiskere, der ved lodtrækning har erhvervet pladser til sildebundgarn og ikke efter dette fiskeri ønsker pladserne benyttet til andre fiskerier, skal til fiskerikontrollen afmelde disse pladser inden den 15. juni. Pladserne vil så ved fiskerikontrollens medvirken og eventuelt ved lodtrækning blive fordelt den 1. juli.
Stk. 4. Bundgarnspladser, der er fordelt efter stk. 1, må først påbegyndes afmærket den 15. marts, og afmærkningen skal være afsluttet inden 1. april, forudsat at is- og vejrforholdene tillader det. Ikke afmærkede pladser kan efter sidstnævnte dato indtages efter saltvandsfiskerilovens almindelige regler. Udsætning af fiskedygtigt redskab på de tildelte bundgarnspladser skal være tilendebragt senest 21 dage efter sidst tilladte afmærkningsdag.
Stk. 5. Fiskeriet betragtes ikke som afsluttet, når afbrydelse for tørring eller udbedring af redskabet ikke overstiger 21 dage.
Stk. 6. Pladser, der ikke er besat med fiskedygtigt redskab inden udløbet af nævnte frist, kan ligeledes besættes efter saltvandsfiskerilovens almindelige regler.
Stk. 7. På lodtrækningsområdet kan der uden for de nummererede pladser indtages bundgarnspladser efter reglerne i § 4 nedenfor.
Stk. 1. § 4 På det øvrige vedtægtsområde uden for det i § 3 nævnte lodtrækningsområde for bundgarnspladser, jfr. bilag 3, anses en fiskeplads til bundgarn for lovligt indtaget, når udsættelse af redskabet er påbegyndt, og når udsættelsen uden unødigt ophold fortsættes, indtil bundgarnet er fuldt udsat og behørigt afmærket. Forinden arbejdet med udsættelse af et redskab påbegyndes, skal redskabets hovedpæl og inderste radpæl anbringes på plads.
Stk. 2. Ankommer flere fiskere samtidig og ønsker at benytte samme fiskeplads, og man ikke opnår enighed, afgøres det ved lodtrækning, eventuelt ved fiskerikontrollens mellemkomst, hvem pladsen skal tilfalde.
Stk. 3. Berettigede til at deltage i lodtrækning om bundgarnspladserne er kun fiskere, der i henhold til gældende saltvandsfiskerilov er berettigede til at deltage i lodtrækning om bundgarnspladser, som selv er ejere af det garn, der ønskes udsat på den plads, hvorom der trækkes lod, samt deres faste medhjælpere, dog højst 1 mand fra hvert bådelag.
Stk. 1. § 5 Ingen kan på vedtægtsområdet erhverve sig fortrinsret udover den tid, pladsen er besat med fiskedygtigt redskab og senest til 30. december, jfr. dog bestemmelsen om tørringstid og fiskeri efter smelt.
Stk. 1. § 6 Afstande mellem fiskeredskaber fastsættes som følger: 1) Sideafstande imellem bundgarn udsat i Ringkøbing fjord mindst 250 meter, inden for 2 meter-kurven mindst 150 meter. 2) For bundgarn udsat ved de i § 7, stk. 1 nævnte grænselinier fastsættes dog sideafstande på mindst 250 meter uanset vanddybden. 3) Sideafstande imellem bundgarn udsat i Stadil fjord og Von å mindst 80 meter. 4) For andre redskaber udsat på vedtægtens område fastsættes sideafstande efter regler i gældende saltvandsfiskerilov.
Stk. 2. Når redskaber sættes i lige linie, skal der for hver 300 meter redskabslængde være afstande på 100 meter mellem disse; dog således, at der mellem sådanne redskabslængder udsat i de i § 7, stk. 1 nævnte grænselinier fastsættes afstande på 125 meter.
Stk. 3. Der påbegyndes afmærkning udefra af de redskabspladser, der er trukket til besættelse ved de i § 7, stk. 1 nævnte grænselinier, og længder på de ved den der nævnte nordlige grænselinie udsatte redskaber må ikke overstige 250 meter.
Stk. 4. Endelig bestemmes, at pæleredskaber i hele vedtægtsområdet skal være optaget i tiden 1. januar - 15. marts, dog undtaget redskaber til fangst af smelt, der tillades anbragt hele året på den del af Ringkøbing fjord, der begrænses af sejlløbet til Ringkøbing havn og linien Anduvningsbøjen - Gl. Sogn kirke samt i Von å og Stadil fjord. BESKYTTELSE AF FISKEBESTANDENE
Stk. 1. § 7 Fra afvandingsslusen østefter i Ringkøbing fjord fastsættes et område, der ved afvandingsslusen skal have en bredde af 345 meter og i flugt med strømmen strækker sig ind i fjorden. Området afmærkes med båker af fiskerikontrollen for angivelse af såvel en nordlig som en sydlig grænselinie. Mod øst afgrænses området af Ringkøbing - Hvide Sande sejlløb og har her en bredde af 1.180 meter, parallelt med sejlløbet, og afmærkes i det nordøstlige og sydøstlige hjørne ved sejlløbet, med tydeligt mærkede bøjer, jfr. bilag 2. I forannævnte område er alt fiskeri forbudt.
Stk. 2. Endvidere fastsættes områder inden for afstande af 50 meter fra gennemløbene i Baggers dæmning, hvor enhver form for fiskeri er forbudt.
Stk. 3. I området inden for en afstand af 50 meter fra afvandingsslusen på dennes vestside er alt fiskeri forbudt.
Stk. 4. I området fra 50 meter fra afvandingsslusen og udefter til havnemolernes yderste vestlige ende er alt fiskeri forbudt. Dog tillades fiskeri med stang og snøre, men ikke fiskeri med huggeredskaber (rykfiskeri).
Stk. 1. § 8 I Von å forbydes fiskeri på de strækninger, hvor åens bredde er mindre end 50 meter. Hvor åen er bredere end 50 meter, fastsættes et løb på 40 meter for sejlads og fiskens frie gang, hvor intet redskabsfiskeri må udøves. Afstande måles fra den til enhver tid værende rørkant.
Stk. 2. Intet faststående redskab må udsættes på vanddybder, der er over 1 meter.
Stk. 3. Fra Østerdyb til Vesterdyb i Stadil fjord (Svælget) skal dette i hele dets bredde være åbent for fiskens frie gang. I dette løb må intet fiskeredskab anbringes. Løbet (en strækning på 550 meter) afmærkes af fiskerikontrollen.
Stk. 1. § 9 Løbet, der syd for Haurvig Huk går imod vest nord om Tipperne og derefter sydefter imellem Tipperne og Holmsland klit, friholdes til Grønne Odde for fiskeri i en bredde af 100 meter. Syd for Grønne Odde friholdes løbet for fiskeri i en bredde af 25 meter.
Stk. 1. § 10 På de trukne bundgarnspladser, jfr. § 3, må i tiden 15. marts 15. juni ikke benyttes redskaber med mindre maskestørrelse end 20 mm i hovednettet.
Stk. 1. § 11 Ved fiskeri på vedtægtens område er anvendelse af enhver art af maskinkraft forbudt. Det er dog tilladt at anvende maskinkraft ved fiskeri med nedgarn, ålekroge og faststående redskaber.
Stk. 2. Vod- og notfiskeri er forbudt. Fra forbudet er undtaget fiskeri med åledrivvod, åleslæbevod, ålehåndvod og agnvod. Fiskeri med disse redskaber, der ikke må belastes med mere vægt end 20 kg, tillades hele året overalt på vedtægtens område.
Stk. 1. § 12 Plumpning af nedgarn forbydes overalt på vedtægtens område. Ligeledes er ålestangning fra is forbudt.
Stk. 1. § 13 For fisk af nedennævnte arter fastsættes følgende fredningstider:
1. Havørred i yngledragt: 1. oktober til 31. december, dog således, at fredningstiden ikke er mindre end fastsat i medfør af gældende saltvandsfiskerilov.
2. Nedfaldslaks og -havørred: totalfredet.
ANDRE BESTEMMELSER
Stk. 1. § 14 Ved tidsangivelser i denne vedtægt medregnes såvel den førstnævnte som den sidstnævnte dag.
Stk. 1. § 15 For alle forhold, hvorom der ikke i denne vedtægt er givet særlige bestemmelser, gælder bestemmelserne i den til enhver tid gældende lov om saltvandsfiskeri.
Stk. 1. § 16 Overtrædelse af bestemmelserne i §§ 6, 7, 8, 9, 10, 11, 12 og 13 straffes med bøde.
Stk. 2. Overtrædelse af bestemmelserne i § 6 er undergivet privat påtale.
Stk. 1. § 17 Foranstående vedtægt, der er udarbejdet i henhold til lov nr. 195 af 26. maj 1965 om saltvandsfiskeri med senere ændringer, stadfæstes herved, således at den træder i kraft den 1. november 1983, fra hvilket tidspunkt den under 13. januar 1954 stadfæstede vedtægt for fiskeriet i Ringkøbing og Stadil fjorde bortfalder.
Underskrift 1
FISKERIMINISTERIET, DEN 15. SEPTEMBER 1983 H. GROVE /G. Schoubye
Bilag 1
Vedtægtens område
Bilag 2
Bilag 3