Retningslinier for tilrettelæggelse af sundhedsplejerskeordninger (Til samtlige kommuner, amtskommuner, embedslægeinstitutioner m.v.)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Dokument
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/doc/retsinfo/1985/15570@1985-02-01/da
Indhold
I medfør af § 4, stk. 2, og § 5 i lov nr. 409 af 13. juni 1973 om sundhedsplejerskeordninger og af § 2 i indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 162 af 27. marts 1974 om sundhedsplejerskeordninger giver sundhedsstyrelsen herved efter forhandling med de kommunale sammenslutninger, Dansk Sygeplejeråd m.fl. følgende retningslinier for sundhedsplejerskeordningernes tilrettelæggelse, herunder regler om, hvilke indberetninger kommunalbestyrelser og amtsråd skal afgive om virksomheden. Retningslinierne omfatter såvel den administrative som den faglige tilrettelæggelse og udførelse og erstatter sundhedsstyrelsens retningslinier af juli 1974.
Lov om sundhedsplejerskeordninger er aftrykt som bilag 1 og indenrigsministeriets bekendtgørelse som bilag 2.
1. INDLEDNING
Det påhviler kommunerne efter lov om sundhedsplejerskeordninger ved ansættelse af sundhedsplejersker at yde vederlagsfri vejledning og bistand med hensyn til sundhedstilstanden hos børn, der er under den undervisningspligtige alder og ikke går i skole eller børnehaveklasse. Amtsrådet kan dog for en begrænset periode meddele kommunen fritagelse for denne forpligtelse.
I medfør af lovens § 3 skal den kommunale sundhedsplejerskeordning forvaltes efter reglerne i lov om styrelse af sociale og visse sundhedsmæssige anliggender.
Efter denne lov har kommunalbestyrelsen det direkte ansvar for den sundhedsmæssige indsats og for koordinationen af sundhedsplejerskernes arbejde med anden virksomhed i kommunen inden for det sociale og sundhedsmæssige område og i øvrigt for administrationen af sundhedsplejerskeordningen inden for rammerne af den udarbejdede plan for den sociale og sundhedsmæssige virksomhed i kommunen.
Den daglige administration af ordningen varetages af social- og sundhedsforvaltningen. Vedrørende opgaver i forbindelse hermed henvises til afsnit 3 om ordningens tilrettelæggelse.
Sundhedsplejerskeordningen kan som angivet i indenrigsministeriets bekendtgørelse § 7 tilrettelægges i kombination med skolesundhedsplejen efter lov om skolelægeordning og vil endvidere ifølge § 1, stk. 2, i lov om sundhedsplejerskeordninger kunne udvides til at omfatte andre persongrupper end børn. Endvidere vil mindre kommuner kunne slutte overenskomst om en fælles sundhedsplejerskeordning.
Sundhedsplejerskeordningen udgør tillige med børnetandplejeordningen, skolelægeordningen og hjemmesygeplejerskeordningen det primære kommunale ansvarsområde i den primære sundhedstjeneste. Det er væsentligt, at der er tæt og smidigt samarbejde disse ordninger imellem for at sikre den bedste service over for befolkningen og for at opnå den bedste udnyttelse af ressourcerne.
For at opnå en helhedsorienteret indsats i den primære sundhedstjeneste er det tillige en helt nødvendig forudsætning, at der på tværs af sektorgrænser, faggrænser og administrative skel etableres samarbejde mellem de primærkommunale sundhedsordninger, det sociale område, praktiserende læge og sygehusvæsenet.
1.1. FORMÅLET MED SUNDHEDSPLEJERSKEORDNINGEN
Sundhedsplejerskeordningen har som formål i et tværfagligt samarbejde at medvirke til fremme af sundhed og trivsel for de personer, ordningen omfatter, såvel gennem generelle sundhedsfremmende og sygdomsforebyggende foranstaltninger som gennem en indsats, der tager udgangspunkt i den enkelte persons sundhedstilstand.
2. SUNDHEDSPLEJERSKEORDNINGENS OMFANG OG INDHOLD
Sundhedsplejerskeordningens omfang og indhold tilrettelægges af kommunalbestyrelsen. Indsatsen bør planlægges og udøves i samarbejde med befolkningen, således at den i videst muligt omfang imødekommer det enkelte individs, familiens og lokalsamfundets behov for sundhedspleje.
2.1. BØRN UNDER DEN UNDERVISNINGSPLIGTIGE ALDER
Den kommunale sundhedsplejerskeordning omfatter:
- Almen sundhedsvejledning om børnenes legemlige og psykiske udvikling, herunder oplysning om sundhedsfremmende og sygdomsforebyggende foranstaltninger, der har til formål at fremme børnenes sundhed og trivsel.
- Opsøgende virksomhed, herunder observation af børnenes sundhedstilstand og formidling af kontakt til lægelig og social sagkundskab, såfremt observationen viser, at dette findes påkrævet.
- Speciel vejledning om bistand i samarbejde med lægelig og social sagkundskab til forældre og børn med behov for en særlig sundhedsmæssig indsats.
Sundhedsplejerskens virksomhed udøves primært ved besøg i barnets hjem og omfatter i alle tilfælde familier med børn under 1-1 1/2 år.
Sundhedsplejersken modtager fra jordemoderen fødselsanmeldelse om alle nyfødte børn i kommunen. Ved hjemmefødsel eller ambulant fødsel bør sundhedsplejersken aflægge det første besøg umiddelbart efter fødslen, og efter fødsel på sygehus snarest muligt efter at moderen er udskrevet. Vedrørende samarbejdet mellem sundhedsplejersken, jordemoderen og hjemmesygeplejersken henvises til afsnit 3.3. om tværfagligt samarbejde.
Den individuelle kontakt med familierne kan kombineres med arbejde med grupper af forældre eventuelt i samarbejde med andre fagpersoner. Forældrene får herved mulighed for udveksling af erfaringer og synspunkter vedrørende forhold af betydning for børnenes trivsel og sundhedstilstand. Denne arbejdsform kan endvidere være medvirkende til at bryde børnefamliernes eventuelle isolation og at styrke samarbejdet om sunde livsforhold i lokalområdet.
Omfanget og indholdet af den sundhedsfaglige indsats, herunder antallet af besøg til den enkelte familie må afhænge af barnets helhedssituation, idet såvel dets sundhedstilstand som familiens ressourcer med hensyn til omsorg for barnet, støtte fra nærmiljøet samt samfundets tilbud iøvrigt må tages i betragtning.
På baggrund af forældrenes oplysninger og egen observation vurderer sundhedsplejersken barnets sundhedstilstand og drøfter med forældrene individuelle og almene spørgsmål af betydning for dets fysiske og psykosociale udvikling. Drejer det sig om helt unge mødre og førstegangsfødende, må der lægges særlig vægt på vejledning og støtte vedrørende amning og omsorg for barnet samt de muligheder, der i øvrigt er for at styrke familiens ressourcer.
Sundhedsplejerskeordningen må især tilgodese børn med behov for særlig sundhedsfaglig indsats. Sundhedsplejersken skal derfor opretholde kontakten med disse børn, eventuelt indtil skolealderen, og i nært samarbejde med forældre samt faggrupper i social- og sundhedsvæsenet, herunder børnetandlæge, skolepsykolog og tale-høre-pædagog yde en særlig indsats for at forebygge, at sygelige tilstande opstår, og medvirke til, at formodede eller erkendte trivsels- og udviklingsproblemer kommer under behandling så tidligt som muligt.
Årsag til behov for en særlig indsats kan være forhold omkring fødselsforløbet (lav fødselsvægt, misdannelser og følger efter fødselskomplikationer), sygdomme af fysisk og psykisk art, forsinket udvikling samt belastende forhold i nærmiljøet (disharmonisk familieliv, arbejdsløshed, familier med fremmed kulturbaggrund m.m.).
Kontakten med en familie kan genoptages efter henvendelse fra familien selv, fra lægen samt faggrupper inden for socialvæsenet og på sundhedsplejerskens eget initiativ.
Erfaringer har vist, at sundhedsplejersken i sit besøgsarbejde ofte af forældre inddrages i spørgsmål, der vedrører større børns trivsel og udvikling. Det kan derfor være hensigtsmæssigt at lade sundhedsplejerskens opsøgende virksomhed omfatte alle forældre med småbørn, f.eks. ved tilbud om et eller to besøg. En sådan ordning bør tilrettelægges i samarbejde med de praktiserende læger for derved at sikre en koordination af den samlede forebyggende indsats over for småbørn.
Såfremt sundhedsplejersken skønner, at der er behov for særlige sociale foranstaltninger over for barnet eller dets familie, har denne pligt til at underrette det sociale udvalg (jf. bistandslovens § 19 og socialministeriets bekendtgørelse nr. 140 af 26. marts 1976 som ændret ved socialministeriets bekendtgørelse nr. 278 af 19. juni 1979).
I vejledningen til forældrene kan sundhedsplejersken bl.a. henvise til de af sundhedsstyrelsen udgivne vejledninger »Vejledning for forældre om graviditet og fødsel«, »Vejledning for forældre om barnets første leveår« og »Legebarnet«.
Sundhedsplejersken kan medvirke ved undervisning af forældre, f.eks. på efterfødselskurser, yde konsulentbistand over for personalegrupper beskæftiget med børn i den kommunale dagpleje og daginstitutioner, medvirke på mødrekurser for indvandrere samt deltage i visitationsudvalg eksempelvis omkring børn med fysiske eller psykiske handicap.
2.2. BØRN I DEN UNDERVISNINGSPLIGTIGE ALDER
Sundhedsplejerskeordningen kan tilrettelægges i kombination med skolesundhedsplejen efter lov om skolelægeordning.
De kombinerede ordninger har den fordel, at der i skolesundhedsplejen kan drages nytte af sundhedsplejerskens forhåndskendskab til barnet og til dets familie og miljø, hvorved mulighederne for at opnå kontinuitet i sundhedsplejerskens indsats vedrørende børn under og i den undervisningspligtige alder øges.
Der henvises til sundhedsstyrelsens vejledende retningslinier af 31. januar 1983 for tilrettelæggelse af skolelægeordningen samt til sundhedsstyrelsens supplerende vejledning af oktober 1983 vedrørende sundhedsplejerskens opgaver i skolelægeordningen.
2.3. ANDEN SUNDHEDSFAGLIG INDSATS
Kommunalbestyrelsen kan tilbyde andre personer, der har behov herfor, vederlagsfri vejledning og bistand af en sundhedsplejerske, jf. lovens § 1, stk. 2.
2.3.1. VORDENDE MØDRE/ FÆDRE
Det dalende fødselstal og den ændrede familiestruktur har bl.a. medført, at vordende forældres erfaringer vedrørende omsorg for spædbørn ofte er yderst begrænset.
Under henvisning hertil kan sundhedsstyrelsen anbefale, at sundhedsplejerskeordningen omfatter tilbud til gravide om kontakt med sundhedsplejersken. Dette gælder især ganske unge kvinder, førstegangsfødende og enlige samt kvinder med en fremmed kulturbaggrund.
De vordende forældre vil herved få mulighed for inden fødslen at drøfte med sundhedsplejersken en række af de spørgsmål, der sædvandligvis drøftes ved første besøg efter barnet er født, jf. afsnit 2.1., herunder for vejledning om praktiske forhold i forbindelse med omsorgen for barnet, vedrørende etablering af amning, ændret familiesituation m.v.
2.3.2. ANDRE PERSONER ELLER GRUPPER AF PERSONER
Sundhedsstyrelsen kan tillige anbefale, at sundhedsplejersken herudover inddrages i det opsøgende og forebyggende arbejde, der udøves i kommunen over for personer/ persongrupper som erfaringsmæssigt er særlig udsatte for sundhedsproblemer, f.eks. kulturelle minoritetsgrupper, funktionshæmmede og familier eller enlige i kritiske situationer.
I forbindelse med et opsøgende arbejde blandt ældre kan sundhedsplejersken endvidere sammen med hjemmesygeplejersken på baggrund af fælles kendskab til levevis og livsvilkår i lokalsamfundet medvirke ved tilrettelæggelsen og gennemførelsen af sundhedspædagogiske aktiviteter for og med ældre.
Endelig kan sundhedsplejersken i et tværfagligt samarbejde deltage i andre sundhedspædagogiske aktiviteter i lokalområdet, f.eks. ved deltagelse i forsøgsprojekter og ved udarbejdelsen af informationsmateriale om sundhedsmæssige forhold vedrørende ernæring, alkohol, prævention m.v.
3. ORDNINGENS TILRETTELÆGGELSE
Kommunalbestyrelsen bør tilrettelægge ordningen således, at der skabes muligheder for en fortsat tilpasning af sundhedsplejerskevirksomheden i overensstemmelse med den faglige udvikling inden for sundhedsvæsenet og ændringer i befolkningens behov og ønsker for sundhedsplejerskeservice.
3.1. PERSONALENORMERING
Kommunalbestyrelsen fastsætter sundhedsplejerskeordningens omfang og ansætter det antal sundhedsplejersker, der er nødvendigt for at sikre, at ordningens formål opfyldes.
Ved beregning af det fornødne antal sundhedsplejersker må følgende forhold tages i betragtning:
- det årlige fødselstal, befolkningens aldersfordeling og befolkningstætheden,
- arten og omfanget af de sociale og sundhedsmæssige problemer,
- ordningens omfang (familier med spædbørn og småbørn, skolebørn, vordende forældre, andre personer eller grupper af personer),
- arten og omfanget af uddannelsesmæssige opgaver,
- sundhedsplejerskens sekretærbistand og adgang til tekniske hjælpemidler o.l. samt befordringsmuligheder.
Vedrørende normering af sundhedsplejersker er der til orientering i bilag 3 givet en oversigt over sundhedsplejerskeordningens personaleforbrug og antal børn under tilsyn af sundhedsplejerske på landsplan siden 1981.
Kommunalbestyrelsen kan endvidere som anført i indenrigsministeriets bekendtgørelse indhente vejledende udtalelser fra amtssundhedsplejersken og embedslægeinstitutionen.
3.2. ANSÆTTELSE AF SUNDHEDSPLEJERSKER
Ansættelse som sundhedsplejerske er betinget af, at den pågældende er sygeplejerske og har afgangsbevis som sundhedsplejerske fra Danmarks Sygeplejerskehøjskole.
Sundhedsstyrelsen kan dog i ganske særlige tilfælde meddele dispensation til ansættelse af en sygeplejerske selvom kravet om sundhedsplejerskeuddannelse ikke er opfyldt, men dispensationen gives kun for en begrænset periode.
Ved ansættelse af sundhedsplejersker i ledende stillinger vil det være ønskeligt, at disse har gennemgået 2. del af den videregående uddannelse ved Danmarks Sygeplejerskehøjskole eller anden tilsvarende uddannelse, der har som formål at kvalificere sygeplejersker til at lede og udvikle sundheds- og sygeplejen inden for deres arbejdsområde.
3.3. DET TVÆRFAGLIGE SAMARBEJDE
Det påhviler sundhedsplejersken i sin virksomhed at samarbejde med andre faggrupper i social- og sundhedsvæsenet, herunder medvirke til en hensigtsmæssig tilrettelæggelse af den indsats, der vedrører fælles klienter og generelle sundhedsfremmende tiltag i lokalområdet. En forudsætning herfor er, at der i kommunen skabes muligheder for at etablere et formaliseret samarbejde - hvor dette ikke allerede finder sted.
Med henblik herpå bør tilstræbes, at ordningen tilrettelægges således, at sundhedsplejersken har klientkreds sammenfaldende med praktiserende læger og/ eller sagsbehandlerne i social- og sundhedsforvaltningen.
Hvor sundhedsplejerskeordningen er kombineret med skolesundhedsplejen har sammenfald med skoledistriktet vist sig at være hensigtsmæssig bl.a. af hensyn til kontinuiteten i sundhedsplejerskens indsats vedrørende børn under og i den undervisningspligtige alder.
Et struktureret samarbejde med faggrupperne i sundhedsvæsenet, herunder praktiserende læger, tandlæger, jordemødre, hjemmesygeplejersker og personalet ved fødeafdelinger og pædiatriske afdelinger, som alle i forskellige sammenhænge har kontakt med gravide og med familier med børn, øger mulighederne for en hensigtsmæssig koordinering af gruppernes arbejde. Endvidere skabes mulighed for at udvikle det forebyggende arbejde i lokalsamfundet.
Samarbejdet mellem sundhedsplejersker og praktiserende læger omfatter regelmæssig kontakt for derved at sikre en koordinering af faggruppernes indsats generelt over for familier med småbørn og især, hvor der foreligger behov for en særlig sundhedsfaglig indsats.
Sundhedsplejersker og jordemødre kan træffe aftaler vedrørende den sundhedsfaglige indsats for gravide, specielt førstegangsfødende og helt unge samt ved hjemmefødsler/ ambulante fødsler. Tilsvarende kan træffes aftale med hjemmesygeplejerske om fordelingen af opgaver, der vedrører barselpleje og om samordning af arbejdet omkring de familier med børn, hjemmesygeplejersken har kontakt med.
Mellem sundhedsplejersker og fødeafdelinger samt pædiatriske afdelinger kan træffes aftaler om gensidig mundtlig og/ eller skriftlig information om indlagte børn.
Samarbejdet med børnetandplejen kan hensigtsmæssigt omfatte såvel en forebyggende indsats over for småbørnene som de særlige opsøgende aktiviteter, der iværksættes over for ældre børn med særlige sundhedsmæssige problemer.
Samarbejdet mellem sundhedsplejersken og de øvrige faggrupper i social- og sundhedsforvaltningen, ved daginstitutioner, den kommunale dagpleje, rådgivningsklinikker og institutioner/ konsulenter for børn med vidtgående fysiske eller psykiske handicap kan omfatte aftaler om tilrettelæggelse af den tværfaglige indsats, der vedrører forældre og børn med behov for støtte af sundhedsfaglig samt social og/ eller pædagogisk art.
3.4. LOKALEFORHOLD
Social- og sundhedsforvaltningen stiller kontor og kontormæssig bistand til rådighed for sundhedsplejersken. Kontoret bør være i forvaltningen eksempelvis i tilknytning til det personale, der har beslægtede opgaver, men er dette ikke muligt, må der findes andre løsninger. Man er bekendt med, at der er kommuner, der har fundet det hensigtsmæssigt at leje sig ind i et lægehus.
Sundhedsplejersken har regelmæssig træffetid på kontoret, hvor journaler og andet arbejdsmateriel opbevares.
Sundhedsplejersken må endvidere kunne have adgang til lokale til fællesmøder, gruppevirksomhed o.l.
3.5. DEN DAGLIGE LEDELSE
Forvaltningen af sundhedsplejerskeordningen samt ansvaret for koordinationen af de sundhedsmæssige og sociale personalegruppers indsats for den enkelte borger påhviler som nævnt kommunerne.
Det er sundhedsstyrelsens opfattelse, at en rationel anvendelse af ressourcerne og en effektiv sundhedsplejerskeordning bedst opnås, hvor den daglige ledelse varetages af en sygeplejefaglig leder.
Sundhedsstyrelsen må derfor anbefale, at ledelsen af ordningen - eller af ordninger der omfatter flere kommuner - overdrages en sygeplejefaglig leder. Hvis forholdene taler derfor kan opgaven tillige omfatte ledelsen af hjemmesygeplejerskeordningen.
Lederen rådgiver social- og sundhedsforvaltningen i spørgsmål, der rummer sundheds- og sygeplejefaglige aspekter.
Under ansvar over for ledelsen af social- og sundhedsforvaltningen planlægger og organiserer den ledende sundhedsplejerske sundhedsplejerskearbejdet inden for rammerne af den fastlagte plan og medvirker til, at sundhedsplejerskernes arbejde koordineres med anden virksomhed inden for rammerne af den fastlagte plan inden for det sociale- og sundhedsmæssige område. Yder vejledning til den enkelte sundhedsplejerske og tilrettelægger møder med sundhedsplejerskerne, eventuelt sammen med andre faggrupper, jf. afsnit 3.3., og virker for, at sundhedsplejerskernes faglige viden fornyes gennem personaleundervisning, studiekredse m.v.
Lederen følger udviklingen inden for de områder, der influerer på behovet for sundhedsplejersker. Lederen kan endvidere ved udarbejdelse af årsberetning om sundhedsplejerskeordningen orientere de ansvarlige myndigheder om ordningens indhold og omfang samt fremkomme med forslag til videreudvikling af sundhedsplejen som led i den samlede sundhedsfremmende virksomhed i kommunen. Lederen yder tillige bidrag til kommunens social- og sundhedsplan.
Lederen samarbejder med amtssundhedsplejersken om planlæggende og koordinerende opgaver, jf. bilag 4, Amtssundhedsplejerskens opgaver.
4. SMITSOMME SYGDOMME
Vedrørende sundhedspersonalets og andre faggruppers pligter ved forekomst af smitsomme sygdomme for børn og unge henvises til indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 100 af 7. marts 1983 om forholdsregler mod smitsomme sygdomme i skoler og daginstitutioner for børn og unge og sundhedsstyrelsens retningslinier af 21. marts 1983 om forholdsregler mod smitsomme sygdomme i skoler og daginstitutioner for børn og unge.
5. JOURNALER
Sundhedsplejersken fører journaler i overensstemmelse med den af sundhedsstyrelsen givne vejledning. Journalblanketterne udleveres af social- og sundhedsforvaltningen.
Ansvaret for journalerne påhviler sundhedsplejersken, sålænge han/ hun benytter dem. Når brugen af en journal ophører, afleveres den til arkivering i kommunens arkiv. Journalen eller resumee af denne skal dog, når barnet begynder skolen, kunne overdrages til skolesundhedsplejen på begæring og med forældrenes samtykke, jf. sundhedsstyrelsens vejledende retningslinier for tilrettelæggelse af skolelægeordningen.
Såfremt en familie flytter til anden kommune og fortsat ønsker kontakt med en sundhedsplejerske, sendes journalen til social- og sundhedsforvaltningen (sundhedsplejersken) i den nye opholdskommune. Journalen arkiveres af den kommune, i hvilket barnet endelig udskrives af sundhedsplejerskeordningen, og opbevares i overensstemmelse med gældende bestemmelser (mindst 10 år).
6. MEDVIRKEN VED UDDANNELSE AF SYGEPLEJERSKER OG SUNDHEDSPLEJERSKER
Efter aftale med sygeplejeskolerne medvirker sundhedsplejersker ved uddannelse af sygeplejeelever i den del af grunduddannelsen, der skal foregå i den primære sundhedstjeneste.
Sundhedsstyrelsen lægger vægt på, at sundhedsplejerskerne som hidtil efter aftale med Danmarks Sygeplejerskehøjskole ved Århus Universitet medvirker ved uddannelsen af sundhedsplejersker.
7. FORSØGSVIRKSOMHED
Sundhedsplejerskeordningen bør både lokalt og generelt til stadighed kunne udvikle sig i takt med nye krav, som fremkommer på baggrund af udviklingen i samfundet, ændringer i sygdomsmønstret og i familiernes sundhedsmæssige adfærd. Ved forsøgsvirksomhed lokalt vil nye eller ændrede organisationsformer og funktioner/ opgaver kunne afprøves til gavn for såvel den lokale som den generelle udvikling inden for ordningerne.
Forsøgsvirksomheden bør tilrettelægges således, at en nærmere vurdering af forsøgsresultaterne er mulig. Planer for forsøgets tilrettelæggelse og gennemførelse, herunder kriterier for vurdering af forsøgsvirksomheden, må derfor beskrives forud for forsøgets start, eventuelt med bistand fra amtssundhedsplejersken, embedslægeinstitutionen og sundhedsstyrelsen.
Ovennævnte orienteres om planlægningen/ etableringen af et forsøg og tilsendes kopi af den endelige forsøgsrapport, ligesom forsøget bør omtales i kommunens social- og sundhedsplaner.
Vedrørende eksempler på iværksatte/ gennemførte forsøgsaktiviteter inden for det forebyggende arbejde kan henvises til publikationer herom, bl.a. udgivet af Forebyggelsesrådet, Dansk Sygehus Institut og socialstyrelsen.
8. INDBERETNINGER
Kommunalbestyrelsen er forpligtet til efter regler fastsat af sundhedsstyrelsen at give oplysning om sundhedsplejerskevirksomheden, jf. lovens § 5. 8.1. SUNDHEDSPLEJERSKEN
Sundhedsplejersken udarbejder på grundlag af de af sundhedsstyrelsen udarbejdede særlige retningslinier en beretning om sin virksomhed og afleverer denne til social- og sundhedsforvaltningen.
8.2. KOMMUNALBESTYRELSEN
På grundlag af sundhedsplejerskernes indberetninger udarbejder social- og sundhedsforvaltningen en beretning om den samlede sundhedsplejerskevirksomhed i kommunen og indsender eksemplar heraf til sundhedsstyrelsen.
Kommunalbestyrelsen afgiver endvidere til embedslægeinstitutionen indberetninger om ansættelse i og afgang fra sundhedsplejerskestillinger med angivelse af den pågældendes fulde navn, personnummer og autorisationsdato. 9. AMTSKOMMUNENS OPGAVER
Amtskommunen kan ansætte en amtssundhedsplejerske til at bistå amtsrådet med de vejledende, koordinerende og planlæggende opgaver, som er pålagt amtsrådet i henhold til reglerne i lov om styrelse af sociale og visse sundhedsmæssige anliggender, jfr. § 4, stk. 2. i indenrigsministeriets bekendtgørelse.
Vedrørende amtssundhedsplejerskens opgaver henvises til bilag 4.
10. STATENS OPGAVER
10.1. Embedslægeinstitutionen
På begæring af kommuner og amtskommuner afgiver embedslægeinstitutionen i samråd med amtssundhedsplejersker og ledende sundhedsplejersker udtalelser i forbindelse med planlægning af sundhedsplejerskeordningen samt yder vejledning angående den mest hensigtsmæssige indpasning af ordningen i det kommunale og amtskommunale social- og sundhedsvæsen. Endvidere afgiver institutionen efter anmodning udtalelser om, hvorvidt sundhedsplejerskeordningen er i overensstemmelse med udviklingen og befolkningens behov, og om forslag til ændringer af ordningerne.
I øvrigt henvises til lov om embedslægeinstitutioner af 13. juni 1973 samt til indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 474 af 19. september 1974 om embedslægeinstitutionernes virksomhed.
SØREN K. SØRENSEN
/C. Jess
Bilag 1
LOV NR. 409 AF 13. JUNI 1973 OM SUNDHEDSPLEJERSKEORDNINGER MED SENERE ÆNDRINGER
Bilag 2
INDENRIGSMINISTERIETS BEKENDTGØRELSE NR. 162 AF 27. MARTS 1974 OM SUNDHEDSPLEJERSKEORDNINGER.
Bilag 3
OVERSIGT OVER SUNDHEDSPLEJERSKEORDNINGENS PERSONALEFORBRUG OG ANTAL BØRN UNDER TILSYN AF SUNDHEDSPLEJERSKEN
I det følgende er givet nogle nøgletal vedrørende sundhedsplejerskeordningen for landet som helhed i de senere år, udarbejdet på grundlag af oplysninger fra Danmarks Statistik og kommunernes indberetninger til sundhedsstyrelsen om sundhedsplejerskevirksomheden.
PERSONALEFORBRUG
I tabel 1 er vist antallet af sundhedsplejersker omregnet til heltidsbeskæftigede ansat i ordninger med småbørnssundhedspleje og i ordninger kombineret med skolesundhedsplejen samt antallet af børn pr. heltidsbeskæftiget sundhedsplejerske i årene 1981 til 1984.
TABEL 1. ANTAL HELTIDSBESKÆFTIGEDE SUNDHEDSPLEJERSKER SAMT ANTAL BØRN PR. HELTIDSBESKÆFTIGET SUNDHEDSPLEJERSKE, 1981-1984.
--------------------------------------------------------------------- Småbørns- Kom- Antal børn pr. sundheds- bineret heltidsbe- Hele landet pleje ordning I alt (* 1) skæftiget 0-årige 0-6 årige --------------------------------------------------------------------- 1981 322 467 618 98 765 1982 379 556 726 73 594 1983 357 598 731 72 564 1984 309 580 672 76 592 ---------------------------------------------------------------------
Kilder: Oplysninger om antal beskæftigede er udarbejdet af Danmarks Statistik for sundhedsstyrelsen. Befolkningen i kommunerne 1. januar henholdsvis 1981, 1982 og 1984. Danmarks Statistik.
(* 1)Antallet af sundhedsplejersker i småbørnsordning + 5/8 af antallet i kombineret småbørns- og skolesundhedspleje.
Beregningerne af antallet af børn pr. heltidsbeskæftiget sundhedsplejerske er baseret på, at sundhedsplejersken har en 40 timers arbejdsuge, og at sundhedsplejersker i de kombinerede ordninger anvender 3/8 af arbejdstiden i skolesundhedsplejen. Hvorvidt denne fordeling af arbejdstiden er hensigtsmæssig i den enkelte kommune afhænger bl.a. af forskydninger i antallet af børn under og i den undervisningspligtige alder og prioritering af opgaverne.
BØRN UNDER SUNDHEDSPLEJERSKETILSYN
I tabel 2 er vist, hvor stor en procentdel af samtlige børn, der blev tilset af sundhedsplejerske samt det gennemsnitlige antal besøg aflagt til børn i de forskellige aldersklasser i årene 1981, 1982 og 1983.
TABEL 2. PROCENTVIS ANDEL AF BØRN UNDER TILSYN AF SUNDHEDSPLEJERSKE SAMT GENNEMSNITLIGT ANTAL BESØG.
--------------------------------------------------------------------- 0-årige 1-årige 2-3 årige 4-årige og derover ------------------------------------------------------- Andel Antal Andel Antal Andel Antal Andel Antal i pct besøg i pct besøg i pct besøg i pct besøg --------------------------------------------------------------------- 1981 96,5 9,5 23,5 3,6 4,8 3,5 1,9 4,1 1982 100,6 9,7 28,8 3,2 5,5 3,4 2,1 4,1 1983 100,9 9,8 33,7 3,1 6,2 3,4 2,2 4,2 ---------------------------------------------------------------------
Af tabellen fremgår, at antallet af børn, der tilses af sundhedsplejerske, er steget siden 1981 inden for alle aldersgrupper, medens antallet af besøg pr. barn stort set har været uændret.
Den udbygning af sundhedsplejerskeordningen, som har fundet sted i samme periode, jf. tabel 1, har således betydet en øget indsats over for familier med børn over 1 år.
Der kan i øvrigt henvises til følgende publikationer fra sundhedsstyrelsen:
Statistik om sundhedsplejerskevirksomhed 1981, Primær sundhedstjenestestatistik III: 2:1983.
Forebyggende foranstaltninger for småbørn, 1983 (1982), Primær sundhedstjenestestatistik III:5:1985.
Bilag 4
AMTSSUNDHEDSPLEJERSKENS OPGAVER
Amtssundhedsplejersken er rådgivende i alle spørgsmål vedrørende sundheds- og sygeplejen inden for de områder - uden for sygehusvæsenet - hvor der beskæftiges sundheds- og sygeplejersker samt andre personalegrupper, der deltager i disses arbejde.
Efter anmodning fra kommuner yder amtssundhedsplejersken generel og konkret rådgivning vedrørende planlægning og tilrettelæggelse af sundhedsplejerskeordninger, herunder prioritering af opgaverne samt afgiver vejledende udtalelser i ansættelses- og afskedigelsessager, jf. § 6, stk. 2, og § 4 i indenrigsministeriets bekendtgørelse.
I samarbejde med embedslægeinstitutionen og ledende sundhedsplejerske/ hjemmesygeplejerske medvirker amtssundhedsplejersken endvidere ved tilrettelæggelsen af samarbejdet mellem sundhedsplejerskeordninger, hjemmesygeplejerskeordninger, læger, jordemodercentre, børnetandplejeordninger og sygehusvæsenet samt bistår med at fremme den faglige integration af ordningerne i det kommunale og amtskommunale sundheds- og socialvæsen.
Amtssundhedsplejersken tilrettelægger efteruddannelse af sundhedsplejersker og yder faglig vejledning til den enkelte, jf. indenrigsministeriets bekendtgørelse § 6, stk. 2.
Amtssundhedsplejersken yder endvidere bidrag til den i den sociale styrelseslov § 26 omhandlede plan for den sociale- og sundhedsmæssige virksomhed i amtskommunen.
Udover opgaverne inden for sundhedsplejerskeordningen kan amtssundhedsplejersken varetage lignende opgaver inden for hjemmesygeplejerskeområdet, jf. indenrigsministeriets bekendtgørelse om hjemmesygeplejerskeordninger §§ 4 og 6, stk. 2, og inden for skolesundhedsplejen, jf. § 5, stk. 3, i indenrigsministeriets bekendtgørelse om skolelægeordning.
Endelig er vejledning i sygeplejefaglige spørgsmål til personalegrupper inden for plejehjemssektoren og bistand med tilrettelæggelse af disses efteruddannelser flere steder overdraget til amtssundhedsplejersken.
Indholdsfortegnelse
1. INDLEDNING ................................................1 1.1. Formålet med sundhedsplejerskeordningen....................2 2. SUNDHEDSPLEJERSKEORDNINGENS OMFANG OG INDHOLD..............2 2.1. Børn under den undervisningspligtige alder ..........2 2.2. Børn i den undervisningspligtige alder ....................3 2.3. Anden sundhedsfaglig indsats ..............................3 2.3.1 Vordende mødre/fædre ......................................3 2.3.2. Andre personer eller grupper af personer ..................3 3. ORDNINGENS TILRETTELÆGGELSE................................4 3.1. Personalenormering ........................................4 3.2. Ansættelse af sundhedsplejersker ..........................4 3.3. Det tværfaglige samarbejde ................................4 3.4. Lokaleforhold..............................................5 3.5. Den daglige ledelse........................................5 4. SMITSOMME SYGDOMME ........................................5 5. JOURNALER..................................................6 6. MEDVIRKEN VED UDDANNELSE AF SYGEPLEJERSKER OG SUNDHEDSPLEJERSKER ........................................6 7. FORSØGSVIRKSOMHED..........................................6 8. INDBERETNINGER ............................................6 8.1. Sundhedsplejersken ........................................6 8.2. Kommunalbestyrelsen........................................6 9. AMTSKOMMUNENS OPGAVER......................................7 10. STATENS OPGAVER............................................7 10.1. Embedslægeinstitutionen....................................7 Bilag 1. Lov nr. 409 af 13. juni 1973 om sundhedsplejerskeordninger med senere ændringer ......................................8 Bilag 2. Indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 162 af 27. marts 1974 om sundhedsplejerskeordninger ..............9 Bilag 3. Oversigt over sundhedsplejerskeordningens personaleforbrug og antal børn under tilsyn af sundhedsplejersken .........10 Bilag 4. Amtssundhedsplejerskens opgaver...........................12