Ikke selve loven: Dokument

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/doc/retsinfo/1985/15620@1985-12-01/da

Indhold

1. Indledning
2. Underskrift 1

FORORD

Sundhedsstyrelsen udsendte i 1983 »Retningslinier ved optræden af erhvervet immundefekt syndrom (AIDS)».

På baggrund af ny viden om ætiologi, diagnostik og epidemiologi ved AIDS har sundhedsstyrelsen revideret retningslinierne i samråd med sundhedsstyrelsens rådgivende udvalg vedrørende AIDS.

Sygdommem AIDS har fået meget stor opmærksomhed i medierne, og AIDS har givet anledning til frygt og usikkerhed både hos medicinalpersonalet og i befolkningen.

Det er derfor væsentligt, at medicinalpersonalet har kendskab til AIDS, således at holdninger og praksis omkring sygdommen etableres på grundlag af viden og ikke ud fra usikkerhed og frygt. Fagligt ubegrundede og irrelevante forholdsregler omkring AIDS vil medvirke til at sprede usikkerhed i befolkningen, og medicinalpersonalet bør være i stand til at give saglig og relevant information til patienterne og til befolkningen.

Retningslinierne er udsendt til landets praktiserende læger, speciallæger, tandlæger, ledende sygeplejersker, landets sygehuse, embedslæger, epidemikommisioner m.fl.

Yderligere eksemplarer kan købes hos Direktoratet for Statens Indkøb, Bredgade 20, København K, tlf. 01-92 91 00.

Underskrift 1

København, den 29. november 1985. Søren K. Sørensen /Michael von Magnus INDHOLDSFORTEGNELSE ORDLISTE 1. INDLEDNING 2. EPIDEMIOLOGI 2.1. AIDS i den øvrige verden 2.2. AIDS i Danmark 3. ÆTIOLOGI 3.1. Virus 3.2. Patogenese 3.3. Immunitet mod LAV/HTLV-III 3.4. Påvisning af LAV/HTLV-III-infektion 4. KLINIK 4.1. Opportunistiske infektioner 4.2. Kaposi's sarkom 4.3. Andet 5. DIAGNOSTISKE KRITERIER FOR AIDS 5.1. Definition på AIDS 5.2. Kriterier for AIDS 6. DIAGNOSE 7. BEHANDLING 7.1. Antiviral kemoterapi 7.2. Immunstimulerende terapi 7.3. Opportunistiske infektioner 7.4. Kaposi's sarkom 7.5. Sociale- og psykiske støtteforanstalt- ninger 8. VACCINATION 9. PROGNOSE 10. VISITATION 11. ANMELDELSE 12. FORHOLDSREGLER MOD SMITTESPREDNING 12.1.1 Anvisninger til personer i risikogrupper 12.1.2. Anvisninger til antistof-positive 12.1.3. Anvisninger til AIDS-patienter 12.2. Anvisning til personer udenfor risikogrupperne 12.3. Pleje og behandling af AIDS-inficerede personer 12.4. Prøvetagning og behandling af prøvemateriale 12.5. Forholdsregler ved uheld 12.6. Donorblod og blodprodukter 12.7. Undersøgelsesmaterialer af humanbiologisk oprindelse 12.8. Sæddonorer og donorer i forbindelse med transplantation 12.9. Tandbehandling Bilag 1. HYGIEJNISKE FORHOLDSREGLER VED PLEJE, UNDERSØGELSE OG BEHANDLING AF PATIENTER MED LAV/HTLV-III-INFEKTION Forholdsregler i sengeafdelingen Forholdsregler i hospitalslaboratorier Patologiske institutter Forholdsregler ved dialysebehandling Tandbehandling Pleje i hjemmet Desinfektion og desinfektionsmidler Bilag 1A. »Snavsetøj fra sygehuse/institutioner«

Bilag 2. SUNDHEDSSTYRELSENS RETNINGSLINIER FOR UNDERSØGELSE AF BLODDONORER FOR AIDS-VIRUS-ANTISTOF

Bilag 3. SUNDHEDSSTYRELSENS RETNINGSLINIER FOR ANVENDELSEN AF FRISK OG DYBFROSSEN SÆD VED INSEMINATION

Bilag 4. »CENTER FOR DISEASE CONTROL«, USA's DEFINITION PÅ AIDS

Bilag 5. SUNDHEDSSTYRELSENS BEKENDTGØRELSE OM LÆGERS ANMELDELSE AF ERHVERVET IMMUNDEFEKT SYNDROM AF 8. NOVEMBER 1985

ORDLISTE AIDS: Acquired Immunodeficiency Syndrome, erhvervet immundefekt syndrom. AIDS-virus: Det virus, der forårsager AIDS, og som forkor- tes LAV/HTLV-III. ARC: AIDS related complex. Et sygdomsbillede frem- kaldt af AIDS-virus. Dette inkluderer såvel kliniske manifestationer (f.eks. vægttab og nat- tesved) som abnorme fund ved laboratorieunder- søgelser (f.eks. hypergammaglobolinæmi og ned- sat antal hjælper lymfocytter). ELISA: Enzyme Linked Immunosorbent Assay. HJÆLPER Lymfocytter, der er modnet i thymus, som frem- Lymfocytter mer det immunologiske respons. (celler): Cellerne kaldes også T-hjælper celler, T 4 eller leu 3. HTLV-III: Humant T-celle leukæmi/lymfotropt virus type III. Et amerikansk isolat af AIDS-virus. KS: Kaposi's sarkom. LAS: Lymphadenopathy Syndrome. En tilstand med ge- neraliseret lymfeknudesvulst, med eller uden systemiske symptomer iøvrigt. Syndromet er fremkaldt af infektion med AIDS-virus, men diagnosen kræver udelukkelse af andre årsager til lymfeknudesvulst. LAV: Lymphadenopathy Associeret Virus. Et fransk isolat af AIDS-virus. Suppressor Lymfocytter, der er modnet i thymus, som hæmmer Lymfocytter det immunologiske respons. Cellerne kaldes og- (celler): så T-suppressorceller, T 8 eller leu 2. T-lymfocytter: Lymfocytter, der er modnet i thymus; disse er af betydning for det cellulære immunrespons.

1. INDLEDNING

Siden 1980/1981 har man i USA og Vesteuropa påvist et stort antal tilfælde af sygdommen »Acquired immune deficiency syndrome«. Antallet af nye tilfælde har været hastigt stigende. Sygdommen kaldes på dansk erhvervet immundefekt syndrom og i daglig tale benyttes den engelske forkortelse, AIDS.

Sygdommen skyldes et virus, der kaldes LAV/HTLV-III. Antistof mod dette virus kan påvises i blod.

Smittevejene for AIDS har meget stor lighed med smittevejene for hepatitis B. Både AIDS og hepatitis B overføres gennem blod og ved seksuel kontakt. Hepatitis B-virus er dog mere modstandsdygtig overfor ydre påvirkninger og mere infektiøst end LAV/HTLV-III. På baggrund af de velbelyste smitteveje for AIDS kan der fastlægges forholdsregler mod smittespredning ved pleje og behandling af personer med LAV/HTLV-III-infektion.

Da LAV/HTLV-III er mindre smitsomt end hepatitis B-virus er forholdsreglerne på nogle punkter mere lempelige, end hvad der gælder for beskyttelse mod hepatitis B, og forholdsregler, der medtager »det værst tænkelige tilfælde«, d.v.s. smittevejene for hepatitis B vil være fuldt tilstrækkelige til at hindre LAV/HTLV- -III-smitte.

Hovedmanifestationerne ved sygdommen er opportunistiske infektioner og/eller udvikling af visse sjældne tumorformer, herunder Kaposi's sarkom. Baggrunden for begge disse manifestationer er en svær nedsættelse af den cellulære immunitet.

Hovedformålet med nærværende redegørelse er

at informere læger, tandlæger, ledende sygeplejersker og andet medicinalpersonale om AIDS, for derved

at medvirke til, at patienter kommer i behandling så tidligt som muligt samt

at oplyse om, hvilke forholdsregler der skal træffes for at begrænse smittespredningen.

2. EPIDEMIOLOGI

2.1. AIDS I DEN ØVRIGE VERDEN.

AIDS blev første gang beskrevet af de amerikanske sundhedsmyndigheder i 1981. Omtrent samtidig blev de første tilfælde diagnosticeret i Vesteuropa. Retrospektivt kan enkelte AIDS-tilfælde dateres til slutningen af 1970'erne. Hovedparten af tilfældene er forekommet i storbyer.

AIDS forekommer hyppigt i visse dele af det centrale Afrika. Indtil videre (november 1985) er der derudover rapporteret AIDS-tilfælde fra Australien, New Zealand, Japan, Canada og visse mellem- og sydamerikanske stater. En del af de partier, der er registreret i USA, har været personer, som nylig var emigreret fra Haiti. Fra asiatiske lande er der foreløbig kun meddelt enkelte tilfælde.

Såvel i USA som i Europa har antallet af AIDS-tilfælde udvist en hastig stigning, som synes at fortsætte. I visse europæiske lande (specielt Belgien, Schweiz og Frankrig) har en del tilfælde dog været af afrikansk oprindelse. Figur 1 viser det akkumulerede antal pr. 1 mio. indbyggere i USA og Vestauropa. Som det fremgår, er tallene i USA 10-20 gange højere end i Europa.

Figur 1

AKKUMULERET ANTAL AIDS TILFÆLDE I USA OG I EUROPA PR 1 MIO. INDBYGGERE

(Udeladt her)

AIDS overføres ved seksuel kontakt og med blod og visse blodprodukter. Overførsel af smitte fra mor til barn kan ske in utero eller ved fødslen.

Selv om LAV/HTLV-III indtil videre er isoleret fra blod, sæd, spyt, tårevæske, urin og modermælk må virus forventes også at kunne findes i andre vævsvæsker og ekskreter. Den nuværende viden om epidemiologien ved AIDS viser dog, af AIDS smitter ved seksuel kontakt og gennem blod.

I USA og Vesteuropa er AIDS indtil videre især set blandt homoseksuelle og biseksuelle mænd, intravenøse stofmisbrugere og hæmofilipatienter, samt seksualpartnere til de hernævnte personer med høj risiko for at få AIDS. Der er i alt påvist nogle hundrede transfusionsoverførte tilfælde. Den procentvise fordeling af antallet af tilfælde i forskellige risikogrupper i USA og i Vesteuropa, fremgår af tabel 1. Langt den største risikogruppe er homoseksuelle og biseksuelle mænd, der udgør 3/4 af alle rapporterede AIDS-tilfælde. I USA er intravenøse stofmisbrugere den næststørste risikogruppe. Fra Italien og Spanien er rapporteret relativt mange AIDS-tilfælde hos narkomaner. Dette forventes at blive et tiltagende problem i Europa.

TABEL 1 AIDS-TILFÆLDE I USA OG I EUROPA FORDELT EFTER RISIKOGRUPPER USA Europa n % n % RISIKOGRUPPE Homoseksuelle og biseksuelle mænd 9.365 72,4 871 71,0 I.v. stofmisbrugere 2.178 16,8 48 3,9 Hæmofilipatienter 95 0,7 39 3,2 Transfusionsrecipienter 220 1,7 25 2,0 Andre/uoplyst 1.074* 8,3 243* 19,8 -------------------------------- 12.932 100,0 1.226 100,0 * heraf personer fra lande, hvor de fleste AIDS-tilfælde ikke har været associeret med kendte risikofaktorer 341 157

Kilder: U.S. Department of Health and Human Services. Acquired Immunodeficiency Syndrome (AIDS), Weekly Surveillance Report September 2, 1985. Atlanta, USA 1985. WHO Collaborating Centre on AIDS, AIDS surveillance in Europe, Report No. 6.

Fordelingen mellem risikogrupperne har hidtil været konstant. Intravenøse stofmisbrugere, der smittes ved anvendelse af fælles kanyler og sprøjter, og biseksuelle mænd, kan bringe smitten videre ved heteroseksuel kontakt. Kvindelige stiknarkomaner, der samtidig er prostituerede, udgør en særlig risiko for at sprede smitten. Indtil videre har spredningen uden for de primære risikogrupper været begrænset.

I Afrika findes AIDS lige så hyppigt blandt kvinder som mænd. Heteroseksuel kontakt, anvendelse af forurenede sprøjter i sundhedsvæsenet og blodtransfusion anses i denne del af verden for at være vigtige smitteveje.

AIDS I DANMARK.

Antallet af AIDS-patienter i Danmark har som i andre europæiske lande udvist en betydelig stigning. Frem til november 1985 er der i alt anmeldt 60 AIDS-tilfælde i Danmark. Antallet af anmeldte tilfælde i de enkelte år fremgår af søjlediagrammet i figur 2. I forhold til indbyggerantallet er Danmark et af de lande i Europa, der har flest AIDS-patienter.

Figur 2

(Udeladt her)

Hovedparten af de danske AIDS-patienter har været homoseksuelle eller biseksuelle mænd. To heteroseksuelle mænd har gentagne gange rejst i Afrika og er formentlig blevet smittet der. For een mand og een kvinde er smittekilden ukendt. Der er konstateret AIDS hos een dansk hæmofilipatient, og een AIDS-patient er smittet gennem blodtransfusion. Der er endnu ikke fundet AIDS blandt narkomaner. 88% af patienterne har haft bopæl i København og Frederiksberg kommuner samt Københavns amt.

Serologiske undersøgelser har vist, at betydeligt flere personer end dem, der har udviklet sygdommen, er smittede med AIDS-virus. Der er således påvist en betydelig udbredning af smitten blandt homoseksuelle og biseksuelle mænd; blandt dem, der i 1984 og 1985 henvendte sig til undersøgelse for AIDS i København, var op imod 30% antistofpositive. En del danske hæmofilipatienter er smittet via faktorpræparater; i de undersøgte stikprøver drejer det sig om ca. halvdelen af de patienter med blødersygdomme, der regelmæssigt har været behandlet med faktorpræparater.

Der er fornylig påvist antistof hos enkelte narkomaner, og det må forventes, at antallet øges.

3. ÆTIOLOGI

AIDS skyldes infektion med et retrovirus benævnt LAV/HTLV-III. Som nævnt under afsnittet om epidemiologi synes ikke alle inficerede at udvikle AIDS. Det er på nuværende tidspunkt ikke klarlagt, hvilke eventuelle yderligere faktorer der er af betydning for, om sygdommen kommer til udbrud.

3.1. VIRUS

Virus blev først isoleret i Frankrig i 1983 og benævnt Lymphadenopathy Associated Virus (LAV). De virusstammer, der er blevet isoleret i USA, er benævnt Human T-celle Lymfotropt Virus type III (HTLV-III). Et officielt navn for virus forventes at fremkomme inden for de nærmeste år.

LAV/HTLV-III er et lille kappebærende retrovirus. Virus-RNA indeholder 3 hovedgener, der koder for kappeproteiner, strukturproteiner samt enzymet reverse transcriptase. Dette enzym er i stand til at omskrive den virale genetiske information fra RNA til DNA, deraf navnet retrovirus. Dette DNA kan indkobles i værtscellens kromosomer. Når virusgenomet først er indkorporeret i værtscellens kromosomer, forbliver det der resten af cellens liv og overføres ved celledeling. LAV/HTLV-III-infektionen er formentlig livslang.

3.2. PATOGENESE

LAV/HTLV-III inficerer lymfocytter af typen hjælper-celler (se ordlisten). Ved en direkte lytisk virkning på de inficerede celler antages det, at virus forårsager en reduktion i antallat af hjælper-lymfocytter i blod og lymfoidt væv. Den svære immundefekt, som kan observeres såvel klinisk som laboratoriemæssigt ved AIDS, kan forklares ved manglen på hjælper-lymfocytter, idet disse har en meget central rolle i reguleringen af en række immunologiske funktioner. Det er muligt, at LAV/HTLV-III udover at inficere lymfocytter kan inficere andre celler i organismen. Specielt synes der at være holdepunkt for infektion af centralnervesystemet, men betydningen heraf er ikke klarlagt.

3.3 IMMUNITET MOD LAV/HTLV-III

Antistoffer mod LAV/HTLV-III synes at fremkomme omkring 2 måneder efter infektionen (usikkert, kun få observationer). Antistofferne virker ikke beskyttende i almindelig forstand, idet påvisning af antistoffer med den nuværende viden er ensbetydende med, at virus er tilstede. Udfra erfaring med LAV/HTLV-III-lignende virus må det antages, at infektionen er livslang, og at antistofferne persisterer. De hidtil beskrevne antistoffer mod virus er af IgG-type og rettet mod strukturproteinerne (især tidligt i infektionen) og kappeproteinerne. Hos nogle patienter med AIDS kan antistofferne mod virus forsvinde i slutstadiet.

3.4. PÅVISNING AF LAV/HTLV-III-INFEKTION

Virusspecifikke antistoffer af IgG-klasse kan måles ved hjælp af en ELISA-analyse. Hvis der ved en ELISA-analyse påvises LAV/HTLV-III-antistoffer, bør undersøgelsesresultatet bekræftes (konfirmeres) ved analyse af serum i et eller flere testsystemer, principielt forskellige fra den først anvendte metode. Fund af antistof mod LAV/HTLV-III indicerer, at patienten er inficeret med virus, og at personen har en vis risiko for senere at udvikle AIDS, eller forstadier hertil. Antistof-positive patienter må formodes at være smittefarlige. Det er ikke afklaret, om der forekommer kroniske tilfælde af LAV/HTLV-III-infektioner hos personer, der forbliver anti-LAV/HTLV-III-negative. Det har hidtil ikke været muligt at påvise virus-antigen i serum eller plasma. Virus kan dyrkes fra blod, men dette er arbejdskrævende og vil næppe finde anvendelse som rutinemetode.

4. KLINIK

Den akutte LAV/HTLV-III infektion kan være asymptomatisk. Nogle får formentlig symptomer, der ligner mononucleose, lymfocytær meningitis eller glomerulonephritis (figur 3, side 16). Hvor mange der udvikler AIDS er endnu uvist. Undersøgelser tyder indtil videre på at mellem 5-20% af de LAV/HTLV-III-antistofpositive udvikler AIDS. Initialt er AIDS præget af uforklaret træthed, sygdomsfølelse, utilsigtet vægttab, diarre og feber af ukendt årsag. Nogle af patienterne har generaliseret lymfeknudesvulst, senere i forløbet er tegnene på nedsat cellulær immunitet mere udtalt, f.eks. svære herpes simplex infektioner lokaliseret til mundhule eller anogenitalt, oral candidiasis eller herpes zoster.

Hos patienter med manifest AIDS vil de kliniske fund afhænge af, hvilke opportunistiske infektioner der er tilstede, og om patienterne har udviklet Kaposi's sarcom eller andre tumorer. Patienternes almentilstand kan være svært påvirket, og der er ofte et udtalt vægttab. De fleste patienter har feber i lange perioder, men der er ikke noget karakteristisk temperaturforløb. Udover de fokale klager, generes patienterne af udtalt træthed, appetitløshed, hukommelsessvækkelse og nattesved. Enkelte patienter med Kaposi's sarkom er iøvrigt symptomfrie.

Figur 3

(Udeladt her)

4.1. OPPORTUNISTISKE INFEKTIONER

Opportunistiske infektioner er infektioner, der kun opstår, når organismens immunforsvar i forvejen er svækket. Det drejer sig om infektioner med mikroorganismer (bakterier, virus, svampe og parasitter), som legemet under normale omstændigheder er modstandsdygtig overfor. På grund af den langvarigt svækkede cellulære immunitet får AIDS-patienter opportunistiske infektioner. Endvidere ses usædvanlige forløb af mere harmløse infektioner. Lokalisationen og sværhedsgraden af infektionerne er ofte usædvanlig.

Blandt de opportunistiske infektioner ved AIDS er pneumoni forårsaget af Pneumocystis carinii den hyppigste (ca. 60%). Derudover ses med varierende hyppighed infektioner med svampe, atypiske mycobakterier, cryptosporidier, Toxoplasma gondii, cytomegalovirus og Herpes simplex virus.

4.2. KAPOSI's SARKOM (KS)

Ca. 25% af AIDS-patienterne har denne tumor, der oftest er multifokal og lokaliseret til huden, hvor den viser sig om multiple, fra mm til cm store, violette til brunlige indurerede papler, plaques eller noduli. KS findes også på slimhinder, især i munden og i gastro-instestinalkanalen samt i indre organer, som f.eks. lunger og lever. Endelig kan KS forekomme i lymfeknuder.

4.3. ANDET

Der er hos AIDS-patienter observeret en række autoimmune fænomener, herunder svære autoimmune thrombocytopenier og koagulationsforstyrrelser betinget af antistoffer mod koagulationsfaktorer.

5. DIAGNOSTISKE KRITERIER FOR AIDS

5.1. DEFINITION PÅ AIDS

Betegnelsen AIDS omfatter alene de alvorligste manifestationer af LAV/HTLV-III-infektionen. Definitionen blev fastlagt af de amerikanske sundhedsmyndigheder i 1982 af hensyn til den epidemiologiske overvågning af sygdommen og hvilede dengang alene på kliniske kriterier. Definitionen blev tiltrådt af WHO. I juli 1985 inkluderedes i USA visse laboratorieresultater, såfremt undersøgelserne er foretaget. Denne udvidede definition følges også herhjemme.

5.2. KRITERIER FOR AIDS:

1. Alvorlig opportunistisk infektion, tydende på nedsat cellulær immunitet, diagnosticeret ved mikrobiologisk eller histologisk undersøgelse (* 1),

og/eller

2. Kaposi's sarkom verificeret ved histologisk undersøgelse,

og/eller

3. Visse former for histologisk verificeret malignt lymfom (* 2),

hos personer, hvor der ikke kan påvises anden årsag til immundefekt. Patienter med ovennævnte sygdomme, men uden påviselig LAV/HTLV-III-infektion og med normale lymfocytsubpopulationer har ikke AIDS.

Foreligger der ikke LAV/HTLV-III-antistof undrsøgelse eller lymfocytsubpopulations undersøgelse, accepteres AIDS-diagnosen alene på kliniske kriterier.

Bilag 4 indeholder »Center for Disease Control«, USA's definition.

6. DIAGNOSE

Klinisk bør AIDS mistænkes hos patienter, der frembyder de initiale symptomer, der er nævnt i afsnit 4, hvor man efter de sædvanlige undersøgelser ikke har fundet anden årsag til patientens tilstand. Mistanken vil yderligere styrkes, hvis patienten enten tilhører en risikogruppe eller har haft seksuel kontakt med en person tilhørende en risikogruppe. AIDS bør ligeledes overvejes hos personer, hvor man under udredningen af et sygdomsbillede uventet finder tegn på opportunistiske infektioner.

Ved AIDS kan der forekomme orale sygdomstegn, eventuelt tidligt i sygdommens forløb. Således ses blandt andet atypiske leukoplakier lateralt på tungen. Leukoplakierne er diffust afgrænset og har et håret udseende. Kaposi's sarkom kan også optræde i mundhulen.

Hos patienter, der mistænkes for at have AIDS, bør blodet undersøges for LAV/HTLV-III-antistof. Er antistofundersøgelsen positiv, bør disse patienter henvises til videre undersøgelse for nedsat cellulær immunitet. Se afsnittet om visitation, afsnit 10. De opportunistiske infektioner (og KS), der er typiske for AIDS, samt patientens ændrede respons på infektion medfører, at man ikke altid kan benytte sig af sædvanlig serologisk diagnostik, men må foretage supplerende histologisk og mikrobiologisk undersøgelse af de afficerede væv. Da infektionerne kan være tilgængelige for behandling, er invasive diagnostiske procedurer ofte indicerede.

7. BEHANDLING

7.1. ANTIVIRAL KEMOTERAPI

Antiviral kemoterapi rettet mod LAV/HTLV-III infektionen forsøges i øjeblikket flere steder. Der er endnu ingen sikkert dokumenteret effekt af denne behandling.

7.2. IMMUNSTIMULERENDE TERAPI

Der kendes i dag ingen behandling med sikker effekt.

7.3. OPPORTUNISTISKE INFEKTIONER

De fleste af disse kan behandles.

7.4. KAPOSI's SARKOM

Hos visse patienter er der effekt af cancer-kemoterapi eller strålebehandling. Effekten af interferon er indtil videre udokumenteret.

7.5. SOCIALE- OG PSYKISKE STØTTEFORANSTALTNINGER

Det er meget væsentligt at være opmærksom på den psykiske og sociale støtte i behandlingen.

Patienter med AIDS eller forstadier hertil vil oftest have meget store psykiske og sociale problemer.

Oplysning om diagnosen AIDS eller om en positiv antistofundersøgelse bør derfor formidles til patienten ved en personlig samtale, så at patienten kan få den fornødne psykiske støtte samt tid og mulighed for at reagere.

Information, rådgivning og vejledning vedrørende fremtidig livssituation, herunder prognose, hensigtsmæssig adfærd m.v. bør gives, men kan ofte ikke rummes af patienten i den første chokfase. Det kan være nødvendigt at aftale tidspunkter til opfølgende samtaler, hvor patienten må formodes at være parat og bedre psykisk i stand til at bearbejde informationen og formulere sine spørgsmål.

At være ramt af en alvorlig og livstruende sygdom medfører en akut krise, der ved AIDS kan være dybere end ved andre livstruende sygdomme. Dette skyldes blandt andet omgivelsernes angst for smitte og det forhold, at sygdommen, for hovedparten af patienterne, kædes sammen med et tilhørsforhold til en seksuel minoritetsgruppe, som ikke er fuldt socialt accepteret af befolkningen som helhed.

Det er vigtigt at behandlingstilbud til patienter med AIDS er således organiseret, at patienten kan få den fornødne og kontinuerlige faglige støtte til at gennemleve kriseforløbet og sikres en tilværelse under de bedst mulige og menneskeværdige betingelser.

Erfaringsmæssigt frygtes først og fremmest isolation fra socialt og menneskeligt samvær, tab af værdighed og personlig integritet samt de fysiske symptomer ved sygdommens fremadskriden. Frygten for at komme til at opleve et liv og en død i dyb ensomhed er stor. Der må derfor vises disse forhold speciel opmærksomhed ved tilrettelæggelse af behandling og pleje.

8. VACCINATION

Der er endnu ikke udviklet vaccine mod LAV/HTLV-III.

Flere steder i verden arbejdes intenst med udvikling af forskellige vacciner, der kan anvendes til aktiv immunisering mod LAV/HTLV-III.

En række vanskeligheder er endnu ikke overvundet, herunder karakterisering af stabile glyco-proteiner i viruskappen. Endvidere er der isoleret flere varianter af overfladeantigener.

Der vil næppe foreligge en generel vaccinationsmulighed inden for en årrække.

9. PROGNOSE

Prognosen er dårlig for patienter, der opfylder de under afsnit 5 anførte diagnostiske kriterier. I USA er i alt 80% af de patienter, hvor man har stillet diagnosen AIDS, døde efter 2 år.

I Danmark er ca. halvdelen af samtlige AIDS-patienter døde. Levetidsanalyser viser, at ca 50% af patienterne er døde 1 år efter at diagnosen er stillet. Figur 4. viser overlevelseskurven for danske AIDS-patienter.

Figur 4

(Udeladt her)

10. VISITATION

Da LAV/HTLV-III-infektionen hovedsagelig forekommer i en befolkningsgruppe med særlige psyko-sociale problemer, er det vigtigt, at der findes flere undersøgelsesmuligheder, herunder anonymt undersøgelsestilbud.

10.1. PERSONER, DER ØNSKER UNDERSØGELSE FOR AIDS,

kan henvende sig til praktiserende læge, venerologiske klinikker, dermato-venerologiske afdelinger eller ambulatorier ved de infektionsmedicinske afdelinger/afsnit (lægehenvisning unødvendig).

10.2. PATIENTER, DER HOS PRAKTISERENDE LÆGE FINDES LAV/HTLV-III- ANTISTOF-POSITIVE

henvises til ambulatorierne ved de infektionsmedicinske afdelinger/afsnit med henblik på supplerende undersøgelser.

10.3. PATIENTER, DER ER LAV/HTLV-III-ANTISTOF-POSITIVE OG HAR VÆRET FULGT PÅ DE VENEROLOGISKE KLINIKKER,

henvises ved symptomgivende LAV/HTLV-III-infektion til de infektionsmedicinske afdelinger/afsnit.

10.4. PATIENTER MED AIDS OG PATIENTER, HVOR DER ER MISTANKE HEROM.

Antallet af patienter med AIDS er endnu forholdsvis lille. Diagnostik og behandling kræver ofte komplicerede, herunder invasive, procedurer samt infektionsmedicinsk, immunologisk og klinisk-mikrobiologisk sagkundskab. Derfor bør patienter med AIDS og patienter, hvor der er mistanke herom, henvises til de infektionsmedicinske specialafdelinger på Rigshospitalet, Odense sygehus og Marselisborg hospital og til Hvidovre hospital, infektionsmedicinsk afsnit.

11. ANMELDELSE

Tilfælde af AIDS er individuelt anmeldelsespligtige, jfr. sundhedsstyrelsens bekendtgørelse nr. 498 af 8. november 1985, se bilag nr. 5., samt § 26 i lov nr. 114 af 21. marts 1979 om foranstaltninger mod smitsomme sygdomme. Tilfælde skal anmeldes skriftligt ved anvendelse af sundhedsstyrelsens formular nr. 4102. Sygdommens navn, AIDS, anføres i rubrikken nederst på side 1, mærket »andre anmeldelsespligtige sygdomme«.

12. FORHOLDSREGLER MOD SMITTESPREDNING

LAV/HTLV-III er foreløbig påvist i blod, sæd, spyt, tårevæske, urin og modermælk fra inficerede personer.

I modsætning til de fleste andre infektionssygdomme er antistoffer mod LAV/HTLV-III ikke ensbetydende med beskyttende immunitet. Man må indtil videre betragte alle personer med LAV/HTLV-III-antistof, såvel syge som raske, for smitsomme. Dette gælder muligvis for livstid.

LAV/HTLV-III-infektionen smitter med blod og sæd og kan således overføres ved seksuel kontakt og med blod og visse blodprodukter. Smitte kan ikke overføres med gammaglobulin til intramuskulært brug, albumin eller Hepatitis B-vaccine.

Smitte med LAV/HTLV-III er indtil videre hyppigst set ved homoseksuel kontakt mellem mænd, men infektionen kan også overføres ved hetoroseksuelt samleje. Analt samleje synes at øge smitterisikoen for den modtagende partner.

Blandt intravenøse stofmisbrugere kan LAV/HTLV-III-smitte overføres ved kontaminerede kanyler og sprøjter. LAV/HTLV-III-smittede kvinder kan smitte deres barn in utero, i forbindelse med fødslen, eller muligvis ved amning. Der er ingen smitterisiko ved almindelig social omgang med LAV/HTLV-III-inficerede personer. Således ses smitte ikke ved berøring, ved omgang på arbejdsplads, i offentlige transportmidler, ved anvendelse af samme toilet ect. Luft- og vandbåren smitte er ikke påvist. Insekt-overført AIDS-smitte er ikke påvist.

Generelt er der ingen infektionshygiejniske grunde til at begrænse LAV/HTLV-III-inficerede personers erhvervsudøvelse.

Risikogrupper:

Visse befolkningsgrupper er særligt udsatte for LAV/HTLV-III-infektion (se side 11.). Det drejer sig om følgende grupper:

- homoseksuelle mænd og biseksuelle mænd

- intravenøse stofmisbrugere

- hæmofilipatienter

- personer fra geografiske områder, hvor LAV/HTLV-III er udbredt i befolkningen, for tiden Haiti og Centralafrika

- seksualpartnere til personer i ovennævnte grupper.

Læger bør være opmærksomme på personer blandt deres patienter, som tilhører grupper med forøget risiko for LAV/HTLV-III-infektion, og informere disse personer i henhold til afsnit 12.1.1.

12.1.1. ANVISNINGER TIL PERSONER I RISIKOGRUPPER MED HENBLIK PÅ AT REDUCERE SMITTESPREDNING

Personer, der tilhører AIDS-risikogrupper, skal informeres om, at risiko for seksuelt overført LAV/HTLV-III-smitte kun ophæves ved helt at undlade seksuelt samvær, der indebærer kontakt mellem slimhinder og mellem sæd og slimhinder.

Endvidere skal disse personer oplyses om, at risiko for LAV/HTLV-III-smitte kan mindskes ved:

- at nedsætte antallet af seksualpartnere, om muligt til en enkelt fast partner, samt ved at undgå tilfældige seksualpartnere

- at bruge kondom. Man ved, at LAV/HTLV-III-virus ikke kan penetrere kondomets membran, og brugen af kondom nedsætter derfor smitterisikoen meget betydeligt

- at undgå analt samleje og andre seksual-praktikker, der giver risiko for slimhindelæsion

- at udlade at dele tandbørste, barbermaskine o.l. med andre. Tandbørste og barbermaskine kan overføre små mængder blod til smålæsioner, der opstår ved anvendelsen af disse brugsgenstande.

Intravenøse stofmisbrugere skal oplyses om, at LAV/HTLV-III-infektionen kan overføres med kontaminerede sprøjter og kanyler, og at de ikke må låne deres sprøjter og kanyler ud.

Kvinder, som tilhører en risikogruppe, skal oplyses om, at hvis de smittes med LAV/HTLV-III, er der øget risiko for udvikling af AIDS i forbindelse med graviditet, samt at smitten kan overføres til det nyfødte barn. Gravide, der tilhører en risikogruppe, bør undersøges for antistof mod LAV/HTLV-III i blodet.

Personer, som tilhører en risikogruppe, må ikke være donorer af blod, sæd og organer m.v.

12.1.2. ANVISNINGER TIL LAV/HTLV-III-POSITIVE PERSONER

Personer, der er undersøgt for LAV/HTLV-III-antistof og fundet positive, skal tilbydes individuel vejledning og støtte. Anti-LAV/HTLV-III-positive personer skal herunder oplyses om:

- forløb og prognose for LAV/HTLV-III-infektion, herunder eventuel udvikling af AIDS

- symptomer ved AIDS og forstadier hertil

- smitteveje for LAV/HTLV-III-infektionen

- at de skal undlade seksual-praktikker, der indebærer kontakt mellem slimhinder eller mellem sæd og slimhinder (* 3)

- at de skal orientere deres seksualpartner(e) om smitterisikoen ved seksuelt samvær

- at de ikke må donere blod, sæd og organer m.v.

- at personlige brugsgenstande som tandbørste, barbermaskine o.l. ikke må deles med andre

- at de ved besøg hos læge/tandlæge og ved blodprøvetagning skal oplyse om påvisningen af anti-LAV/HTLV-III (se 12.4.)

- at de i tilfælde af sygdomstegn (se side 15) bør søge læge

- at påvisning af anti-LAV/HTLV-III ikke generelt giver anledning til begrænsning i erhvervsudøvelsen.

LAV/HTLV-III-antistof-positive gravide skal tilrådes abort.

12.1.3. ANVISNINGER TIL AIDS-PATIENTER

AIDS-patienter rådgives som anført under 12.1.2.

12.2. ANVISNINGER TIL PERSONER, SOM IKKE TILHØRER NOGEN KENDT AIDS-RISIKOGRUPPE MED HENBLIK PÅ AT NEDSÆTTE RISIKO FOR LAV/HTLV-III-SMITTE

Der er ikke påvist smitterisiko ved almindelig social omgang med LAV/HTLV-III-antistof-positive personer.

I Danmark er AIDS-smitte påvist hos enkelte prostituerede kvindelige narkomaner.

I en del lande i det centrale Afrika er LAV/HTLV-III-infektionen betydeligt mere udbredt i befolkningen end i USA og Vesteuropa. Ved rejse til lande i Centralafrika (især Zaire, Rwanda, Burundi, Uganda, Kenya, Tanzania, Zambia) og til Haiti frarådes derfor seksuel kontakt med befolkningen. Mange prostituerede er smittede med LAV/HTLV-III. Heteroseksuel kontakt og anvendelse af forurenede sprøjter og kanyler i sundhedsvæsenet samt blodtransfusion anses i denne del af verden for at være vigtige smitteveje. Derudover er en mindre del af prostituerede kvinder i de fleste storbyer formentlig smittede.

12.3. PLEJE OG BEHANDLING AF LAV/HTLV-III-INFICEREDE PERSONER

Smittevejene for AIDS ligner smittevejene ved hepatitis B-infektionen. Med den nuværende viden om LAV/HTLV-III-infektion anses AIDS-virus for mindre smitsomt end hepatitis B-virus. Der er ikke registreret AIDS blandt plejepersonele, laboranter m.v., der kan sættes i forbindelse med erhvervsudøvelse. I USA er 1758 medicinalpersoner undersøgt efter uheld (kanylestik m.v.) i forbindelse med behandling og pleje af AIDS-patienter. 2 personer, hvor anden smittevej menes udelukket, har udviklet LAV/HTLV-III-antistof efter parenteral exposition (kanylestik). Een sygeplejerske i England har udviklet LAV/HTLV-III-antistof efter kanylestik. Der var tale om en accidentel mikroinjektion af inficeret blod. Den erhvervsbetingede risiko for LAV/HTLV-III-smitte for sygehuspersonale er således meget lille.

Sundhedsstyrelsen har i bilag 1 angivet det niveau for hygiejniske forholdsregler, der anses for tilstrækkeligt til at imødegå smittespredning ved undersøgelse, behandling og pleje af LAV/HTLV-III-antistof positive personer.

12.4. PRØVETAGNING OG BEHANDLING AF PRØVEMATERIALE

Ved prøvetagning er det vigtigt at være opmærksom på de generelle hygiejniske forskrifter og være bekendt med at der kan være tale om infektiøst materiale. Der henvises endvidere til bilag 1.

Prøvemateriale anbefales mærket som nedenfor anført: 1. REKVISITIONSSEDDEL Rekvisitionsseddel mærkes ved risiko for overførsel af hepatitis og/eller AIDS (eller andre smitsomme sygdomme efter behov) ved påklæbning af cirkulær gul mærkat påtrykt sort trekant og bogstavet »S«. 2. PRØVEGLAS TIL FORSENDELSE Beholder, flaske, prøveglas eller -rør, der indeholder det smitsomme materiale mærkes på samme måde som rekvisitionssedlen. (Mærkning af prøverør, der opstilles i laboratoriet til brug ved undersøgelsen, kan foretages efter laboratoriets egne regler, og metoder for evt. mærkning er valgfri). 3. EMBALLAGE Mærkning af kuverter eller anden udvendig forsendelsesemballage kræves indtil videre ikke. Ved forsendelse med postvæsenet forudsættes, at emballagen opfylder post- og telegrafvæsenets krav til indpakningen. Biopsier og materiale til cytodiagnostik anbringes i brudsikret prøverør, flaske eller lignende, der lukkes forsvarligt og anbringes i en gennemsigtig plastpose. Denne lukkes ligeledes omhyggeligt, inden posen anbringes i forsendelsesemballagen, som må kunne modstå tryk og slag. Rekvisitionssedelen vedlægges UDEN FOR plastposen. Samme fremgangsmåde anvendes ved alle prøver fra patienter med diagnosen AIDS eller hvor man har mistanke om forstadier hertil.

12.5. FORHOLDSREGLER VED UHELD

Der findes ingen specifik profylakse mod LAV/HTLV-III-smitte og eventuel virkning af gammagloblin er ikke undersøgt. Ved uheld, der medfører eksposition for LAV/HTLV-III-inficeret materiale på slimhinder eller parenteralt, foretages skylning/afvaskning. Læsioner i huden pensles 2 gange med jodspiritus 2.5% - 5% eller hospitalssprit.

Såfremt uheldet finder sted på arbejdspladsen, skal hændelsen meldes til sikkerhedsrepræsentanten og til arbejdsgiveren, som skal anmelde tilfældet som arbejdsulykke efter gældende regler.

Den pågældende bør tilbydes regelmæssige undersøgelser for LAV/HTLV-III-antistof, f.eks. 0,1, 1/2, 3, 6 og 12 mdr. efter.

På grund af sammenfald mellem AIDS- og hepatitis B-risikogrupper bør forebyggelse af hepatitis B overvejes i henhold til sundhedsstyrelsens retningslinier for beskyttelse mod hepatitis.

Ved uheld, der medfører spild af infektiøst materiale, optørres dette med cellestof gennemvædet med desinfektionsmiddel. Det forurenede sted afvaskes med desinfektionsmiddel

Det er påvist, at virus er påvirkeligt af en række almindeligt anvendte desinfektionsmidler. Til desinfektionsopgaver anbefales indtil videre aldehydholdige midler i 3% brugsopløsning eller klorholdige midler i 2-4% brugsopløsning, (se iøvrigt bilag 1).

12.6. DONORBLOD OG BLODPRODUKTER

Som anført i afsnittet om epidemiologi kan LAV/HTLV-III overføres ved blodtransfusion og gennem blodprodukter. Donorer, der tilhører risikogrupperne for AIDS, må ikke afgive blod. Før hver tapning skal bloddonoren underskrive en erklæring om ikke at tilhøre en risikogruppe for AIDS.

Alt donorblod skal undersøges for LAV/HTLV-III-antistof. Se sundhedsstyrelsens retningslinier af 1. november 1985 til landets sygehuse (bilag 2).

Varmebehandling af blodprodukter, der anvendes i behandlingen af patienter med blødersygdomme, vides at reducere/ophæve risikoen for smitte. Alle registrerede faktorpræparater i Danmark til behandling af bløderpatienter skal være AIDS-virus-befriede, f.eks. gennem varmebehandling.

AIDS hos patienter, der er transfunderet med blod, blodprodukter eller plasma og plasma-produkter, skal anmeldes som transfusionsoverført AIDS. Meddelelse skal også gives til leverandøren af de anvendte blodprodukter.

Om profylaktiske og hygiejniske foranstaltninger mod smitte i blodtypelaboratorier og blodbanker henvises til bilag 1, afsnittet om hospitalslaboratorier.

12.7. ANVENDELSE AF UNDERSØGELSESMATERIALER AF HUMANBIOLOGISK OPRINDELSE.

Når reagenser fremstillet ud fra humanbiologisk materiale, f.eks. kontrol-sera, anvendes i laboratorier, skal det i det omfang det er muligt sikres, at disse er undersøgt for LAV/HTLV-III og fundet negative.

I de laboratorier, hvor der udføres undersøgelser for og med LAV/HTLV-III, påhviler det den for laboratoriets drift ansvarlige leder at udfærdige særlige forholdsregler.

12.8. UNDERSØGELSE FOR LAV/HTLV-III AF SÆDDONORER OG DONORER I FORBINDELSE MED TRANSPLANTATION

LAV/HTLV-III kan overføres i forbindelse med allotransplantation. Endvidere kan sæddonorer, der er smittet med LAV/HTLV-III, give anledning til smitteoverførsel i forbindelse med kunstig befrugtning.

Der må derfor kun anvendes sæd i forbindelse med kunstig befrugtning fra LAV/HTLV-III-negative donorer. Se endvidere bilag 3. I forbindelse med transplantation må man i det omfang, det er muligt, sikre sig, at der kun anvendes transplantater fra LAV/HTLV-III-antistof negative personer eller sikre sig, at transplantaterne har undergået en virus-inaktiverende behandling.

12.9. TANDBEHANDLING.

Et flertal af de behandlinger, der udføres hos tandlæger og tandplejere, er karakteriseret ved, at der anvendes spidse eller skarpe instrumenter. Det er en følge af behandlingen, at der opstår blødning fra gingiva eller i sjældnere tilfælde fra pulpa, ligesom kirurgiske indgreb og ekstraktioner altid medfører blødning.

Tandlæger og deres hjælpepersonale kan ikke undgå at komme i kontakt med blodet og der er endvidere en risiko for, at personalet kan tilføje sig selv sår med instrumenterne. Ved behandling af LAV/HTLV-III-antistof-positive personer er det derfor en vigtig forholdsregel mod smitte, at risikoen for stiklæsioner nedsættes mest muligt, se bilag 1.

Da orale symptomer kan være tidligt forekommende ved AIDS bør tandlægen være opmærksom herpå. Patienter med f.eks. candidiasis, atypiske leukoplakier, Kaposis' sarkom eller andre sygdomstegn bør tandlægen henvise til nærmere undersøgelse for AIDS.

BILAG 1

HYGIEJNISKE FORHOLDSREGLER VED PLEJE, UNDERSØGELSE OG BEHANDLING AF PATIENTER MED LAV/HTLV-III-INFEKTION.

Pleje og behandling af LAV/HTLV-III-inficerede indlagte patienter medfører ingen risiko for direkte nosokomiel smitte til andre patienter i sygehuset. Sygdommen overføres ved eksposition for blod og sæd. LAV/HTLV-III er også fundet i spyt, tårevæske og urin, men smitte er ikke påvist ved exposition for spyt, tårer eller urin. I sygehuset vil dette sige, at risiko består ved accidentel inokulation af blod eller ved accidentel exposition af slimhinder for blod og sæd, fra inficerede patienter.

Forebyggelsen af smittespredningen i sygehuset beror derfor på vedligeholdelse af den grundlægende hygiejniske standard, samt iagttagelse af forholdsregler for personalet til at imødegå accidentel smitteudsættelse i forbindelse med visse procedurer.

Herværende forholdsregler kan danne grundlag for anvisninger udarbejdet lokalt, f.eks. i samråd med hygiejneudvalgene.

FORHOLDSREGLER I SENGEAFDELINGEN

Patienterne kan plejes og behandles med anvendelse af sygehusets sædvanlige »forholdsregler til forebyggelse af smitte via blod, sekreter og ekskreter«.(* 4)

Forholdsreglerne omfatter sædvanligvis følgende:

STUE

I de fleste tilfælde kan patienterne placeres på flersengsstue.

Enestue efter behov og såfremt eget toilet er påkrævet, d.v.s., til uklare/urolige patienter, eller patienter med blødninger, blodig sekretion, store sår, svær diarrhoe. Ingen særlige forholdsregler ved brusebad. Badekar rengøres efter brug. (Aldehyd- eller klorpræparat).

OVERTRÆKSKITTEL eller PLASTIKFORKLÆDE

Anvendes ved risiko for forurening af uniformen med sekreter, ekskreter eller blod.

MASKE/HUE

Er ikke nødvendig. Ved risiko for blodsprøjt mod ansigtet anvendes dog briller og maske.

HANDSKER

Anvendes efter skøn ved pleje og undersøgelsesprocedurer, hvor sekreter og blod kan forurene hænderne, og skal anvendes ved åbne sår eller rifter på hænderne.

HÆNDER

Grundig håndvask, når patienten forlades. (Sæbe og vand).

UNDERSØGELSESUDSTYR

Ingen særlige forholdsregler, dog skal forurenet udstyr behandles som nævnt under utensilier. Blodpletter punktdesinficeres straks med aldehyd- eller klorpræparater.

PATIENTENS UDSKILLELSER

Urin, fæces, blod og blodtilblandede sekreter eller ekskreter skylles ud direkte i toilet eller dekontaminator.

LINNED

Opsamles og vaskes på sædvanlig måde. Blodigt eller stærkt forurenet linned behandles som »smittetøj« (jfr. bilag 1.a).

SERVICE og BESTIK

Ingen særlige forholdsregler.

LABORATORIEPRØVER

Prøver af blod og blodtilblandede sekreter og ekskreter, samt af væv mærkes og emballeres ved forsendelse efter gældende regler (jfr. side 27).

UTENSILIER

Brug af engangsudstyr, hvor dette er muligt.

Flergangsudstyr rengøres og varmedesinficeres i afdelingens skyllerum i bækkenskyller eller opvaskemaskine. Forurenede genstande, der ikke tåler varmedesinfektion, disinficeres med egnet desinfektionsmiddel. (Aldehyd- eller klorpræparat).

Barberkniv, -maskine skal være personlig eller engangsudstyr. Opmærksomheden henledes på at visse, især optiske instrumenter m.fl. kan lide overlast ved behandling med kemiske desinfektionsmidler. Leverandøren af instrumentet må i disse tilfælde anvise den egnede desinfektionsmetode.

AFFALD

Affald anbringes i plastikpose, som lukkes og opsamles i affaldssæk. Affaldssækken kan stå i afdelingens skyllerum og bortskaffes, svarende til afdelingens sædvanlige rutine.

Kanyler m.v. opsamles i brudsikre kanylebokse. Undlad at påsætte beskyttelseshætten på kanylen efter brugen.

BLODSPILD

Blodspild skal straks tørres op og stedet aftørres med egnet desinfektionsmiddel, som efterlades til indtørring. (Aldehyd- eller klorpræparat). Der anvendes handsker.

RENGØRING 1. Daglig rengøring Stuen rengøres på vanlig vis. 2. Slutdesinfektion Ingen særlig slutdesinfektion. Dyner, puder, madrasser og lignende desinficeres i lighed med sædvanlig praksis. BØGER Patienterne kan benytte bøger fra sygehusets bibliotek.

FORHOLDSREGLER I HOSPITALSLABORATORIER

Alle prøver af blod, sekreter, ekskreter og væv fra patienter med kendt LAV/HTLV-III-infektion skal mærkes og forsendes i overensstemmelse med anbefalingerne side 27. Prøver fra sunde smittebærere uden erkendt infektion kan imidlertid også indeholde virus, og den vigtigste forebyggede faktor i laboratorierne er derfor en høj standard af almindelig hygiejne.

Anvendelse af lukkede blodprøvetagningssystemer kan overvejes og eventuel indførelse drøftes med de lokale hygiejneudvalg.

Følgende forholdsregler skal særligt fremhæves:

Arbejdsmetoder, som indebærer risiko for stænk bør studeres og modificeres.

Direkte berøring af prøvemateriale (blod, sekreter m.v.) bør undgås, evt. ved brug af beskyttelsesudstyr i form af handsker, briller, beskyttende kittel, sikkerhedsbænk eller lignende. Handsker skal anvendes ved åbne sår eller rifter på hænderne.

Mundpipetering er ikke tilladt.

Grundig håndvask ved forurening af hænderne med infektiøst materiale (sæbe og vand/hospitalssprit).

Spild på borde o.l. optørres med cellestof vædet med klorpræparat (Diversol BX 4% eller tilsvarende).

Flergangsutensilier, glas m.v. oprenses efter desinfektion. Desinfektion og oprensning foregår mest hensigtsmæssigt i een arbejdsgang i en vaskedekontaminator. Ved kemisk desinfektion anbefales et klorpræparat (Diversol BX 4% eller tilsvarende). Smitteførende affald (prøverester, glas, prøverør m.v.) behandles i henhold til Miljøstyrelsens vejledning nr. 1/1984 om »Bortskaffelse af sygehusaffald«.

PATOLOGISKE INSTITUTTER

Histopatologi

Prøver og væv modtages mærket og emballeret som anført side 27. I videst muligt omgang aftales fiksering inden forsendelse til histopatologisk undersøgelse. Frysesnit på ufikseret materiale bør undgås eller kun udføres under betingelser og med udstyr som sikrer mod smittespredning. Det anvendte udstyr desinficeres straks efter brugen.

Autopsi

Personalet skal orienteres om diagnosen. Obduktionen gennemføres i det omfang, det er nødvendigt og om muligt i separat lokale. Adgangen til lokalet under obduktionen og indtil desinfektion er udført begrænses til obducent og hjælper. Rådes der ikke over separat lokale foretages obduktionen i sædvanlige sektionsstuer uden for det tidsrum, hvor de øvrige autopsier foregår.

Der anvendes i videst muligt omfang engangsudstyr, og alt udstyr skal være tilstede før obduktionen påbegyndes.

Undgå arbejdsmetoder, som resulterer i skarpe knoglekanter. Ved risiko for stænk og sprøjt overvejes ændrede arbejdsmetoder og til beskyttelse bæres altid operationsbenklæder, gummistøvler, stort heldækkende eengangsforklæde, ansigtsmaske, beskyttelsesbriller, samt stærke handsker. I visse faser kan metaltrådhandsker anvendes.

Ved åbning af kraniet kan forudgående formalinfiksering overvejes såfremt forsøg på virusisolering ikke er påkrævet.

Desinfektion og rengøring af instrumenter, borde, bakker, samt personligt beskyttelsesudstyr bør være fastlagt på forhånd og fremgangsmåden forefindes i skriftlig form. Udarbejdelse af nødvendige instrukser for personalets beskyttelse i forbindelse med arbejdet, vedligeholdelsen og rengøringen af udstyr og lokaler, samt håndteringen og bortskaffelsen af affald påhviler afdelingslederen, som også påser, at de følges.

FORHOLDSREGLER VED DIALYSEBEHANDLING

Hæmodialyse

Dialysepatienter med antistof mod LAV/HTLV-III, behandles og dialyseres i særskilt afsnit eller lokale adskilt fra antistof-negative patienter.

Der anvendes eengangsdialysatorer, der ved evt. genbrug kun må anvendes til samme patient. Dialysekonsoller er bundet til henholdsvis antistof-positivt og antistof-negativt afsnit og desinficeres efter brugen efter sædvanlige retningslinier. Slanger, fittings etc. på blodsiden skal være eengangsudstyr, som efter brugen anbringes forsigtigt i svær plastpose, der bortskaffes som specielt sygehusaffald, jfr. Miljøstyrelsens vejledning nr. 1/1984 om bortskaffelse af sygehusaffald.

Personalet må i forbindelse med dialysen og oprydningen efter denne undgå slimhindeeksposition og inokulation af blod og i nødvendigt omfang anvende beskyttelseskittel, maske (briller) og handsker.

Ved plejen af patienterne iøvrigt forholdes som anført i afsnittet om sengeafdelinger, side 31.

Peritonealdialyse

Patienter med antistof mod LAV/HTLV-III, der behandles med peritonealdialyse, behandles og plejes under indlæggelse i henhold til de forholdsregler, der er anført i afsnittet om sengeafdelinger, side 31.

TANDBEHANDLING

Personer, der søger tandbehandling kan også have smitsomme sygdomme, herunder LAV/HTLV-III-infektion. Den væsentligste hygiejniske forholdsregel i denne forbindelse er en gennemført hygiejne under alle forhold.

Ved et flertal af de behandlinger, der udføres hos tandlæger og tandplejere, anvendes spidse eller skarpe instrumenter. Der opstår i denne forbindelse hyppigt blødning fra gengiva eller i sjældnere tilfælde fra pulpa. Kirurgiske indgreb og ekstraktioner medfører altid blødning.

Tandlæger og deres hjælpepersonale kommer i kontakt med dette blod, og der er endvidere risiko for, at tandlægen eller hjælpepersonalet kan tilføje sig selv et sår med instrumenterne.

Da LAV/HTLV-III smitter gennem blod, er dette en mulig smittevej. De velbelyste smitteveje for AIDS tyder ikke på smitte igennem luften og LAV/HTLV-III overføres derfor næppe via den aerosol, der opstår ved brug af vand- og luftpåsprøjtning under tandbehandling. Almindelig kontaminering af huden anses ikke for en mulig smittevej. De omfattende erfaringer fra USA viser at den erhvervsbetingede risiko for smitte med LAV/HTLV-III for tandlæger er overordentlig lille eller helt fraværende.

AIDS smitter ikke ved almindelig daglig omgang. Der er derfor ingen risiko for smitte til klinikkens øvrige patienter eller personale.

For tandlægen og dennes hjælpepersonale er det væsentligt at nedsætte muligheden for at tilføje sig selv sår fra instrumenterne. De manuelle rutiner ved undersøgelse og behandling må tilrettelægges under hensyntagen til eventuel smitterisiko.

Det anbefales altid at anvende tætsluttende og robuste handsker ved:

- operative indgreb,

- ved depuration,

- når tandlæge/tandplejer/klinikassistent har åbne rifter i huden.

Instrumenter, anvendt i patientbehandlingen, tilrådes rengjort i opvaskemaskine, hvorefter instrumenterne håndteres som vanligt. I stedet for maskinopvask kan instrumenterne desinficeres svarende til det under »desinfektion og desinfektionsmidler« anførte. (Se side 41).

Den øvrige klinikhygiejne gennemføres efter sædvanlige retningslinier.

PLEJE I HJEMMET AF PATIENTER MED LAV/HTLV-III-INFEKTION.

Pleje af LAV/HTLV-III inficerede patienter i hjemmet medfører ingen risiko for smitte af familiemedlemmer og andre, der opholder sig eller har deres gang i hjemmet. Sygdommen overføres ved eksposition for blod og sæd, der kan indeholde virus. Der består således i hjemmet og andre steder ingen risiko for smitte ved almindeligt samvær, ved ophold i samme lokaler eller ved fælles husholdning med patienten.

Risiko for smitte består ved accidentel inokulation af blod eller ved accidentel eksposition af slimhinder for blod og sæd fra inficerede patienter. Teoretisk kan smitte ikke udelukkes ved eksposition af slimhinder for spyt og tårer, men smitte gennem spyt og tårer er aldrig påvist. Smittemåden er direkte kontakt. Intet tyder på, at sygdommen kan overføres som luftbåren smitte. For personalet i hjemmeplejen (hjemmesygeplejerske, sygehjælper, hjemmehjælper) og eventuelt sundhedsplejerske, fysioterapeut, laborant samt pårørende vil dette sige, at plejeprocedurer, der kan medføre utilsigtet eksposition skal udføres med omtanke og under anvendelse af passende beskyttelsesmidler.

Hjemmesygeplejersken skal instruere sygehjælpere, hjemmehjælpere og pårørende om plejemæssige forhold samt vejlede i forbindelse med vask, rengøring, desinfektion og bortskaffelse af affald.

FORHOLDSREGLER I HJEMMET.

ENGANGSHANDSKER

Anvendes ved risiko for forurening af hænderne med muligt infektiøst materiale som blod, pus, afføring m.v. Handsker bør således bruges ved såkaldt »nedre toilette«, ved skiftning af væskende eller urene sår, ved pleje af patienter med blødninger fra næse eller tandkød, med diarre eller opkastninger etc. samt ved udtagning af blodprøver. Handsker bruges ligeledes af personale med friske sår eller rifter på hænderne.

HÆNDER

Almindelig håndvask, hyppigt, samt når patienten forlades.

OVERTRÆKSKITTEL

Bruges til beskyttelse af beklædningen og kan komme på tale ved pleje af urenlige patienter, specielt i forbindelse med forbindsskift og sårpleje samt ved blødninger. Engangskittel kan anvendes.

MASKE/HUE

Kommer sædvanligvis ikke på tale i forbindelse med pleje i hjemmet. Maske eller briller bør dog anvendes ved procedurer, der indebærer risiko for slimhindeeksposition.

PLEJE- OG UNDERSØGELSESUDSTYR

Termometre aftørres med vat eller lignende. Ved risiko for forurening af hænderne bruges handsker. Termometret desinficeres herefter ved henstand i frisk hypokloritopløsning (* 5) i 10 minutter, herefter afskylning i vand og tørring. Blodtryksmanchet, pulstæller, saks og andet flergangsudstyr, der er forurenet, aftørres og desinficeres ved aftørring med frisk hypokloritopløsning (* 5), som efterlades til indtørring. Brug iøvrigt engangsudstyr i det omfang, det er muligt.

PERSONLIGE ARTIKLER

Tandbørste, barbermaskine, manicure-, pedicure- og hudplejeudstyr og lignende må være til personligt brug og bør ikke anvendes af andre.

PATIENTENS UDSKILLELSER

Urin, fæces, blod og blodtilblandede sekreter eller ekstreter skylles ud direkte i toilettet. Bækkener og uringlas rengøres og desinficeres med frisk hypokloritopløsning (* 5).

LINNED/SENGETØJ

Linned, der udsættes for forurening, bør kunne tåle kogevask, d.v.s. mindst 80 C i almindelig husholdningsvaskemaskine.

Forurenet tøj håndteres mindst muligt før vask. Eventuelt smitstof uskadeliggøres i vaskemaskinen, og patientens tøj kan vaskes sammen med anden kogevask. I mangel af vaskemaskine kan der foretages kogevask i gryde eller lignede, eller der kan træffes aftale med vaskeri.

SPISEBESTIK OG SERVICE M.V.

Vaskes op i opvaskemaskine eller i varmt vand tilsat opvaskemiddel.

AFFALD

Brugte forbindinger eller andet forurenet affald fra patienten opsamles på brugsstedet i plastikpose, som lukkes og derefter bortskaffes gennem den almindelige dagrenovation. Dette affald må ikke indeholde skærende eller spidse genstande, der kan medføre en risiko ved den videre håndtering af affaldssækken (se nedenfor om kanyler og lignende).

KANYLER, SPRØJTER, INJEKTIONER

Kanyler, sprøjter, knivsblade, barberblade og lignende skarpt engangsudstyr opsamles i brudsikker beholder. Denne bortskaffes og destrueres som specielt sygehusaffald efter kommunens anvisninger. (Nærmere forklaring af udtrykket »specielt sygehusaffald« kan findes i Miljøstyrelsens vejledning nr. 1, 1984, om bortskaffelse af sygehusaffald). Efter injektioner, skal kanylens beskyttelseshætte ikke påsættes, da uheld erfaringsmæssigt ofte har fundet sted netop ved denne procedure. Injektioner, der normalt ikke fører til udvendig blødning, kan gives uden brug af handsker.

DESINFEKTION/OPTØRRING AF SPILD

Spildt blod, pus eller andet infektiøst materiale optørres straks med køkkenrulle, cellestof eller lignende, der er vædet med frisk hypokloritopløsning (* 5). Pletten eller stedet tildækkes herefter med mere papir gennemvædet med hypokloritopløsningen. Papiret efterlades i 1 time, hvorefter desinfektionen er tilendebragt, og afvask med vand og sæbe kan ske. Papiret kasseres.

RENGØRING

Ingen særlige forholdsregler. Der er ikke behov for ekstra rengøringsforanstaltninger eller brug af særlige midler, ej heller ved rengøring af seng og sengeudstyr. Ved optørring af spild samme forholdsregler som anført under afsnittet, »Desinfektion/optørring af spild«.

BADEVÆRELSE, SANITET

Baderum, toilet, bruser m.v. kan være fælles for husstanden. Synlig forurening på gulv, sanitetsporcelæn m.m. aftørres og desinficeres med frisk hypokloritopløsning (* 5).

VED DØDSFALD

Når en patient med LAV/HTLV-III-infektion dør i hjemmet, er der ikke grundlag for særlige forholdsregler udover de ovenfor anførte. Der kan foretages sædvanlig kremering eller begravelse.

DESINFEKTION og DESINFEKTIONSMIDLER

Overflader desinficeres ved aftørring med klorholdigt middel, som efterlades til indtørring. Helt rene overflader kan desinficeres med alkoholer f.eks. hospitalssprit.

Utensilier desinficeres bedst ved varmepåvirkning, f.eks. ved kogning eller behandling i moderne dekontaminator, som både rengør og desinficerer. Til kemisk desinfektion af utensilier, der ikke tåler varmebehandling, anbefales aldehydpræparater eller klorholdige midler. Desinfektionstid ved henstand er 1 time.

Optørring af spild (infektiøst): Der anvendes cellestof gennemvædet med klorholdigt desinfektionsmiddel. Brug handsker. Nyt cellestof med desinfektionsmiddel efterlades til desinfektion.

Hånddesinfektion: Hertil er spritholdige præparater velegnede.

Klorpræparater:

Almindeligvis 4% brugsopløsning. Fabrikantens anvisning følges. (Eksempler på handelspræparater: Diversol BX, Kloramin, Tref). Til brug i hjemmet foreslås klorin i brugsfortynding 1:10.

Aldehydpræparater:

Almindeligvis 3% brugsopløsning. Fabrikantens anvisning følges. (Eksempler på handelspræparater: Cidex, aktiveret glutaraldehyd, Gigasept, Incidin Perfekt, Korsolin, Tegodor).

Alkoholer:

Hospitalssprit, propanol 35% (g/g) og andre hånddesinfektionsmidler med tilsvarende alkoholkoncentration.

Vedr. midlerne og metoderne, jfr. iøvrigt »Råd og anvisninger om kemisk desinfektion«, Statens Seruminstitut, 1984.

BILAG 1A INFORMATIONSMATERIALE. Den centrale afdeling for sygehushygiejne Statens Seruminstitut

SNAVSETØJ FRA SYGEHUSE/INSTITUTIONER

Erfaringerne viser, at snavsetøj (vasketøj) fra sygehuse og andre behandlings- og plejeinstitutioner indsamles og håndteres noget forskelligt. Den fremgangsmåde, der vælges, skal sikre, at mikroorganismerne ikke spredes i sengeafdelingen og at personalet i vaskeriet ikke behøver sortere tøj, der har været anvendt hos patienter med smittefarlige infektioner eller er meget groft forurenet. Selv om mange forskellige mikroorganismer kan påvises i snavsetøj, er smitte herfra dog yderst sjælden, men spredning af mikroorganismerne til luften, hænder, uniform m.v. er naturligvis uønsket. Nogle enkle, hygiejniske regler vil i de fleste tilfælde, dersom de overholdes, være tilstrækkelige til at forebygge smitte. Hvis tøjet har været anvendt af en patient med kendt infektion, kan mængden af mikroorganismer, der har vist evne til at inficere, være øget, og de vil kunne forårsage infektion, såfremt der er en indgangsport hos det udsatte personale. Mulige indgangsporte kan være:

- Sår eller andre hudlæsioner f.eks. på hænderne (også eksem). - Mave- tarmkanalen (f.eks. ved overførsel via kontaminerede hænder). - Luftvejene (ved uhensigtsmæssig håndtering spredes mikroorganismerne og kan med indåndingsluften føres ned i luftvejene).

Håndtering af snavsetøj:

Afbrydelse af smittespredning ved håndtering af almindeligt forurenet vasketøj må derfor bero på mindst mulig berøring og umiddelbar anbringelse i snavsetøjsposer, samt omhyggelig håndhygiejne hos afdelingspersonalet. Vaskeripersonalet bør under sortering af tøjet foruden handsker anvende overtrækskittel og evt. hue og maske. Der bør foretages grundig håndvask inden spise- og rygepauser, samt efter endt arbejdsdag. Af hensyn til vaskeripersonalet må personalet på afdelingerne påse, at affald og genstande anvendt i patientplejen, herunder specielt spidse og skarpe genstande, ikke forekommer i vasketøjet.

Opsamling af snavsetøj:

Alt snavsetøj opsamles så nær brugerstedet som muligt og nedlægges i en snavsetøjspose, som ikke må overfyldes og skal lukkes forsvarligt inden transport til vaskeriet. Hvis tøjet er vådt kan det være nødvendigt at anbringe snavsetøjsposen i en plastpose. Enhver behandling at tøjet på sygehusafdelinger f.eks. afskylning af fækalier etc. frarådes.

Opsamling af »smittetøj«:

Ved et fåtal af infektionssygdomme må smitterisikoen som nævnt anses for at være øget i en sådan grad, at vaskeripersonalet ikke bør sortere vasketøjet fra disse patienter sammen med det øvrige vasketøj. De tilfælde, hvor separat behandling af tøjet er påkrævet kan sammenfattes til: De sygdomstilfælde, hvor vi vælger at isolere patienten, hvadenten det drejer sig om streng isolation eller anden form for smitteisolation.

Herudover kan man vælge at betragte snavsetøj, som er særligt forurenet med fæces, pus, m.v. som hørende til den kategori, hvor sortering i vaskeriet er uønsket også af æstetiske grunde.

Tøj fra isolerede patienter samt evt. særligt stærkt forurenet vasketøj, ofte kaldet »smittetøj«, nedlægges i særskilte poser, der klart markerer, at dette tøj er smittefarligt, d.v.s. ikke bør sorteres i vaskeriet (gule poser, evt. påtrykt tekst, e.l.). Som øget sikkerhed kan tøjet inden det anbringes i opsamlingsposen, opsamles i en vandopløselig (gelatine) pose, som kan lægges direkte i vaskemaskinen, hvor den opløses af det varme vaskevand. En ulempe ved disse poser er, at de kan gå i stykker, såfremt der placeres meget vådt tøj i posen. Der findes også stofposer forsynet med lukkesnor, som opløses i vaskemaskinen. Anvendes disse poser kan vaskeripersonalet placere hele posen i vaskemaskinen og på denne måde, undgå berøring med tøjet. Enkelte sygehuse autoklaverer »smittetøjet« før vaskebehandlingen, hvorefter tøjet kan håndteres i vaskeriet som andet snavsetøj.

Transport af snavsetøj:

Transporten fra afdelingerne til vaskeriet kan ske via nedstyrtningsskakt til et opsamlingsrum eller ved vognafhentning i afdelingerne. Vognene bør reserveres til urene transporter og skal holdes rene.

Såkaldt »smittetøj« og almindeligt snavsetøj kan transporteres sammen forudsat poserne er forsvarligt lukkede.

Portørpersonalet skal instrueres i forholdsregler til at undgå smittespredning (overtrækstøj, arbejdshandsker (stikrisiko) og have mulighed for bad/tøjskift før efterfølgende rent arbejde. Nedstyrtningsskakter og opbevaringsrum bør have negativt tryk i forhold til omgivende lokaliteter.

Litteratur:

Hospital Laundry Arrangements. HM publication (71)49, 1971, Department of Health and Social Security, England.

B. Nystrøm: Smittrisker med sjukhustvætt. Sjukhuset 58:738-738, 1981.

Helsedirektoratet, Norge 1972: Hygiejniske krav til transport og vask av tekstiler som nyttes i helseanstalter.

K. Jensen, O.B. Jepsen og K. Siboni: Håndbog i sygehushygiejne 1982, Statens Seruminstitut s.102-104.

BILAG 2.

RETNINGSLINIER FOR UNDERSØGELSE AF BLODDONORER FOR AIDS-VIRUS-ANTISTOF (LAV/HTLV-III-ANTISTOF).

(Udelades her)

BILAG 1 TIL BILAG 2.

OVERVEJELSER MED HENBLIK På GENERELT AT NEDSÆTTE BEHOVET FOR AT ANVENDE BLOD, DER IKKE ER UNDERSØGT FOR AIDS-VIRUS-ANTISTOF.

Helt frisktappet og dermed ikke AIDS-virus-antistof undersøgt blod anvendes hovedsageligt i følgende situationer:

1.

Blodbanken udgår for blod af en bestemt type og må tappe mere til en bestemt patient. Denne situation kan undgås ved, at der haves et lager af alle blodtyper, tilpasset det lokale behov, samt ved at anvende konponent-terapi, hvor dette er muligt.

2.

En patient har brug for en blodkomponent, der almindeligvis kun findes i helt frisktappet blod:

- 2a. Thrombocytter. Thrombocytter er kun holdbare i ca. 1 døgn i almindeligt bankblod. Det er muligt ud fra frisktappet blod at fremstille et thrombocyt-koncentrat, der er holdbart i ca. 5 døgn. Ved opbygning af et lager af thrombocyt-koncentrater, der er undersøgt for AIDS-virus-antistof, vil man kunne undgå at bruge ikke-antistof undersøgt blod.

- 2b. Koagulationsfaktorer. Visse koagulationsfaktorer er kun holdbare i timer til dage efter tapning af blodet. Såfremt plasma frasepareres det frisktappede blod og derefter nedfryses, kan der opnås et lager af frisktappet plasma. Dette er holdbart i mindst 1 år.

- 2c. Granulocytter er kun holdbare kort tid efter tapning. Der findes endnu ikke specielle metoder til langtidsopbevaring af granulocytter.

Behovet for at anvende blod, der ikke er undersøgt for AIDS-virus-antistof, kan nedsættes ved:

- At undersøge det tappede blod dagligt. Herved opnås, at den mængde blod, der ikke kan anvendes, reduceres. Endvidere afkortes den periode, hvori blodet ikke kan anvendes.

- At have et tilstrækkeligt lager af blod af alle typer, tilpasset det lokale behov.

- At have et lager af thrombocyt-koncentrat.

- At have et lager af friskfrosset plasma.

Det må forventes, at et større lager af blod og thrombocytter vil give en moderat større uddatering af disse produkter. Produktionen af thrombocytter kræver supplerende arbejdskraft og materiel. Dette skal dog ses i sammenhæng med de igangværende bestræbelser i blodbankerne med henblik på overgang til blodkomponent-terapi og en øget indsamling af plasma til dansk faktorproduktion.

Det bør overvejes at etablere et transfusionscenter i hver sygehuskommune med den opgave at opbygge og vedligeholde et lager af blod og blodkomponenter, undersøgt for AIDS-virus-antistof. Transfusionscentret kan forsyne de mindre blodbanker, når disses lager af AIDS-antistof-undersøgt blod i akutte, livstruende situationer er udtømt.

BILAG 3

RETNINGSLINIER FOR ANVENDELSEN AF FRISK OG DYBFROSSEN SÆD VED INSEMINATION FOR AT UNDGÅ LAV/HTLV-III SMITTEOVERFØRSEL.

(Udelades her)

BILAG 4

THE CASE DEFINITION OF AIDS USED BY CDC FOR NATIONAL REPORTING

For the limited purposes of national reporting of some of the severe late manifestations of infection with human T lymphotropic virus, type III/lymphadenopathy-associated virus (HTLV-III/LAV) in the United States, CDC defines a case of »acquired immunodeficiency syndrome« (AIDS) as an illnes characterized by: - one or more of the opportunistic diseases listed below (diagnosed by methods considered reliable) that are least moderately indicative of underlying cellular immunodeficiency; - absence of all known underlying causes of cellular immunodeficiency (other than HTLV-III/LAV infection) and absence of all other causes of reduced resistance reported to be associated with at least one of those opportunistic diseases.

Despite having the above, patients are excluded as AIDS cases if they have negative result(s) on testing for serum antibody to HTLV-III/LAV, (* 6) do not have a positive culture for HTLV-III/LAV, and have both a normal or high number of T-helper (OK T4 or LEU 3) lymphocytes and a normal or high ratio of T-helper to T-suppressor (OK T8 or LEU 2) lymphocytes. In the absence of test results, patients satisfying all other criteria in this definition are included as cases.

This general case definition may be made more explicit by specifying: - the particular diseases considered at least moderately indicative of cellular immunodeficiency, which are used as indicators of AIDS; - the known causes of cellular immunodeficiency, or other causes of reduced resistance reported to be associated with particular diseases, which would disqualify a patient as an AIDS case.

This specification is as follows.

Diseases at least moderately indicative of underlying cellular immunodeficiency

In the following list of diseases, the required diagnostic methods with positive results are shown in parentheses. »Microscopy« may include cytology.

1. Protozoal and helminthic infections - Cryptosporidiosis, intestinal, causing diarrhoea for over one month (or histology or stool microscopy). - PNEUMOCYTIS CARINII pneumonia (on histology, or microscopy of a »touch« preparation, bronchial washings, or sputum). - Strongyloidosis, causing pneumonia, central nervous system infection or infection disseminated beyond the gastrointestinal tract (on histology). - Toxoplasmosis, causing infection in internal organs other than liver, spleen or lymph nodes (on histology or microscopy of a »touch« preparation).

2. Fungal infections - Candidiasis, causing oesophagitis (on histology, or microscopy of a »wet« preparation from the oesophagus, or endoscopic or autopsy findings of white plaques on an erythematous mucosal base, but not by culture alone). - Cryptococcosis, causing central nervous system or other infection disseminated beyond lungs and lymph nodes (on culture, antigen detection, histology or India ink preparation of CSF).

3. Bacterial infections - MYCOBACTERIUM AVIUM OR M. INTRACELLULARE (MYCOBACTERIUM AVIUM complex), or MYCOBACTERIUM KANSASII, causing infection disseminated beyond lungs and lymph nodes (on culture).

4. Viral infections - Cytomegalovirus, causing infection in internal organs other than the liver, spleen or lymph nodes (on histology or cytology, but not by culture or serum antibody titre). - Herpes simplex virus, causing chronic mucocutaneous infection with ulcers persisting more than one month, or pulmonary, gastrointestinal tract (beyond month, throat or rectum), or disseminated infection (but not encephalitis alone)(on culture, histology or cytology). - Progressive multifocal leukoencephalopathy (presumed to be caused by Papovavirus) (on histology).

5. Cancer - Kaposi's sarcoma (on histology). - Lymphoma limited to the brain (on histology).

6. Other opportunistic infections with positive test for HTLV-III/LAV. (* 7)

In the absence of the above opportunistic diseases, any of the following diseases is considered indicative of AIDS if the patient had a positive test for HTLV-III/LAV. - Disseminated histoplasmosis (on culture, histology or cytology). - Bronchial or pulmonary candidiasis (on microscopy or visualization grossly of characteristic white plaques on the bronchial mucosa, but not by culture alone). - Isosporiasis, causing chronic diarrhoea (over one month) (on histology or stool microscopy).

7. Chronic lymphoid interstitial pneumonitis

In the absence of the above opportunistic diseases, a histologically confirmed diagnosis of chronic (persisting over two months) lymphoid interstitial pneumonitis in a child (under 13 years of age) is indicative of AIDS unless test(s) for HTLV-III/LAV are negative.(* 7) The histological examination of lung tissue must show diffuse interstitial and peribronchiolar infiltration by lymphocytes, plasma cells with Russell bodies, plasmacytoid lymphocytes and immunoblasts. Histological and culture evaluation must not identify a pathogenic organism as the cause of this pneumonia.

8. Non-Hodgkin's lymphoma with positive test for HTLV-III/LAV (* 7)

If the patient had a positive test for HTLV-III/LAV, (* 7) then the following histological types of lymphoma are indicative of AIDS regardless of anatomic site. - Small noncleaved lymphoma (Burkitt's tumour or Burkitt-like lymphoma), but not small cleaved lymphoma. - Immunoblastic sarcoma (or immunoblastic lynphoma) of B-cell or unknown immunological phenotype (not of T-cell type). Other terms which may be equivalent include diffuse undifferentiated non-Hodgkin's lymphoma, large cell lynphoma (cleaved or noncleaved), diffuse histiocytic lymphoma, reticulum cell sarcoma and high-grade lymphoma.

Lymphomas should not be accepted as indicative of AIDS if they are described in any of the following ways: low grade, of T-cell type (immunological phenotype), small cleaved lymphoma, lymphocyte lymphoma (regardless of whether well or poorly differentiated), lymphoblastic lymphoma, plasmacytoid lymphocytic lymphoma, lymphocytic leukaemia (acute or chronic) or Hodgkin's disease (or Hodgkin's lymphoma).

Known causes of reduced resistance

Known causes of reduced resistance to diseases indicative of immunodeficiency are listed in the left columm, while the diseases that may be attributable to these causes (rather than to the immunodeficiency caused by HTLV-III/LAV infection) are listed on the right.

KNOWN CAUSES OF REDUCED DISEASES POSSIBLY ATTRIBUTABLE TO THE RESISTANCE KNOWN CAUSES OF REDUCED RESISTANCE Systemic corticosteroid Any infection diagnosed during or therapy within one month after discontinua- tion of corticosteroid therapy, unless symptoms specific for an infected anatomic site (e.g. dyspnoea for pneumonia, headache for encephalitis, diarrhoea for colitis) began before the corticosteroid therapy or any cancer diagnosed during or within one month after discontinua- tion of more than four months of long-term corticosteroid therapy, unless symptoms specific for the anatomic sites of the cancer (as described above) began before the long-term corticosteroid therapy Other immunosuppressive Any infection diagnosed during or or cytotoxic therapy wihtin one year after discontinua- tion of immunosupperessive therapy, unless symptoms specific for an infected anatomic site (as described above) began before the therapy or any cancer diagnosed during or within one year after discontinuation of more than four months of long-term immunosuppressive therapy, unless symptoms specific for the anatomic sites of the cancer (as described above) began before the long-term therapy Cancer of lymphoreticular Any infection or cancer, if diagnosed or histiocytic tissue such after or within three months before as lymphoma (except for the diagnosis of cancer of lympho- lymphoma localized to the reticular or histiocytic tissue brain), Hodgkin's disease, lymphocytic leukaemia or multiple myeloma Age 60 years or older at Kaposi's sarcoma, but not if the diagnosis patient has a positive test for HTLV-III/LAV Age under 28 days (neonatal) Toxoplasmosis or herpes simplex virus at diagnoses infection, ad described above Age under 6 month at Cytomegalovirus infection, as diagnosis described above An immunodeficiency atypical Any infection or cancer diagnosed of AIDS, such as one invol- during such immunodeficiency ving hypogammaglobulinaemia or angioimmunoblastic lymphadenopathy, or an immunodeficiency of which the cause appears to be a genetic or developmental- defect rather than HTLV-III/LAV infection Exogenous malnutrition Any infection or cancer diagnosed (starvation due to food during or within one month after deprivation, not malnutri- discontinuation of starvation tion due to malabsorption or illness)

BILAG 5

BEKENDTGØRELSE NR. 498 AF 8. NOVEMBER 1985 OM LÆGERS ANMELDELSE AF

ERHVERVET IMMUNDEFEKT SYNDROM (udelades her).

Versioner

1. 1985-12-01 · til 1995-11-24