Gelex

Regler for ejendomsmæglerkursus m.v.

OphævetVersion 1985-08-28fra 1985-08-28 til 1990-10-19
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Dokument

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/doc/retsinfo/1985/22084@1985-08-28/da

Indhold
  1. Indledning

I henhold til undervisningsministeriets bekendtgørelse nr. 346 af 22. juni 1984 om ejendomsmæglerkursus m.v. fastsættes herved regler om ejendomsmæglerkursus og kursus i ejendomsvurdering.

1. Ejendomsmæglerkursus.

1.1. Optagelse.

Deltagerne skal forud for eller sideløbende med undervisningen gennemgå en praktisk uddannelse efter regler fastsat af industriministeriet (for tiden handelsministeriets bekendtgørelse nr. 418 af 9. august 1977 om ejendomsmægleres uddannelse § 2).Den praktiske uddannelse er en nødvendig, faglig forudsætning for gennemførelse af ejendomsmæglerkursus. Skolen skal derfor ved optagelsen påse, at deltagerne har en relevant praktisk baggrund.

1.2. Adgang til de enkelte undervisningsfag.

Ejendomsmæglerkursus omfatter fagene lovgivning om fast ejendom (60 timer), ejendomsomsætningens retsregler (60 timer) og ejendomshandel (120 timer).

Der gælder følgende særlige adgangsbetingelser:

Lovgivning om fast ejendom:

Bestået erhvervsjura I ved merkonomkursus.

Ejendomsomsætningens retsregler:

Bestået erhvervsjura II ved merkonomkursus.

Lovgivning om fast ejendom skal læses senest samtidig.

Ejendomshandel:

Bestået virksomhedsøkonomi ved merkonomkursus eller regnskabslære/driftsøkonomi ved højere handelseksamen.

Bestået virksomhedsorganisation eller nationaløkonomi I ved merkonomkursus.

Bestået erhvervsjura I og erhvervsjura II ved merkonomkursus.

Bestået lovgivning om fast ejendom.

1.3. Dispensation.

De særlige optagelsesbetingelser kan opfyldes ved meritoverføring, jfr. pkt. 1.6.

Skolen kan dispensere fra de særlige optagelsesbetingelser, hvis skolen på grundlag af dokumentation for forudgående uddannelse skønner, at den pågældende har tilstrækkelige forudsætninger inden for det pågældende fagområde. Det bemærkes, at eventuel dispensation fra de særlige optagelsesbetingelser ikke er ensbetydende med meritoverførsel.

Ved undervisningens begyndelse indsender skolen en rapport over de givne dispensationer til direktoratet for erhvervsuddannelserne.

1.4. Samlet ejendomsmæglerkursus.

Når prøve i alle undervisningsfag på ejendomsmæglerkursus er bestået, udstedes et samlet bevis for dette kursus.

Faget lovgivning om fast ejendom skal være bestået højst 5 år forud for eksamen i faget ejendomshandel.

1.5. Overgangsordning.

Deltagere, der senest i 1985 har bestået prøve i følgende fag:

1. Virksomhedsøkonomi (merkonomkursus) eller regnskabslære/driftsøkonomi (højere handelseksamen),

2. Virksomhedsorganisation eller nationaløkonomi I (merkonomkursus),

3. Erhvervsjura I (merkonomkursus),

4. Erhvervsjura II (merkonomkursus)

5. Lovgivning om fast ejendom (ejendomshandelens retsregler, merkonomkursus),

vil alene skulle bestå eksamen i faget:

6. Ejendomshandel

for at opnå samlet eksamensbevis.

For deltagere, der opfylder denne betingelse, vil forædelsesreglen foran under pkt. 1.4., jfr. bekendtgørelsens § 6, stk. 4 indtil videre ikke kunne gøres gældende.

1.6. Meritoverføring.

De under pkt. 1.2. og 1.5. nævnte merkonomkurser kan erstattes af de uddannelser eller undervisningsfag, som kan erstatte det pågældende fag i en merkonomuddannelse.

Personer, der har bestået det tidligere merkonomkursus ejendomshandelens retsregler, kan fritages for faget lovgivning om fast ejendom på ejendomsmæglerkursus.

Personer, der har bestået teoretisk del af den tidligere ejendomsmæglerprøve, har umiddelbart adgang til ejendomsmæglerkursus senest 5 år efter bestået teoretisk del. Det bemærkes, at teoretisk del senest kan være bestået i 1982, og at optagelse på ejendomsmæglerkursus på dette grundlag derfor kan ske senest i 1987. De faglige bindinger inden for ejendomsmæglerkursus skal respekteres, jfr. pkt. 1.2.

I særlige tilfælde kan meritoverføring (fritagelse) for fag på ejendomsmæglerkursus tillades af skolen udover de tilfælde, der er nævnt foran, hvis skolen på grundlag af dokumentation for forudgående uddannelse på området skønner, at ansøgeren allerede har tilsvarende viden inden for det pågældende fagområde.

1.7. Eksamen.

Det er en forudsætning for adgang til eksamen, at deltageren har fulgt undervisningen, herunder løst de skriftlige opgaver i et omfang, som skolen finder tilstrækkeligt.

I faget ejendomshandel er det tillige en betingelse, at studiekredsarbejde er godkendt efter skolens nærmere bestemmelse, jfr. nedenfor, og at deltageren senest den 1. februar over for skolen har fremlagt erklæring fra ejendomsmæglerkommissionen om, at den praktiske uddannelse er godkendt, jfr. Pkt. 1.1.

Begge prøver i faget ejendomshandel skal være bestået særskilt med mindst 6.

Med hensyn til sygeeksamen og adgang til omprøver, jfr. bekendtgørelsens § 14, bemærkes, at deltagere, der har bestået den ene af de to prøver i faget ejendomshandel, kun skal tage den prøve om, der ikke er aflagt, respektive ikke bestået.

Der er ikke adgang til eksamen for privatister.

1.8. Studiekredsarbejde.

Formål:

Studiekredsarbejde har til formål at sikre dybere indlæring af væsentlige dele af fagets stofområde samt at træne deltagerne i:

Systematisk problemformulering og -behandling

Indsamling og analyser af kildemateriale

Systematisk skriftlig og mundtlig fremstilling.

Godkendelse af studiekredsarbejde.

I studiekredsarbejdet kræves udført et selvstændigt arbejde af den enkelte deltager.

Alle sager vedrørende forkastelse skal forelægges faglederen til udtalelse og skolens leder til afgørelse. Hvis en elev ikke deltager i studiekredsarbejdet, eller hvis besvarelsen forkastes~ jfr. ovenstående - må eleven tage faget/fagene om fra begyndelsen af et følgende skoleår.

Vedrørende studiekredsarbejde som betingelse for adgang til afsluttende prøve, se foran.

Form.

Den enkelte skole afgør, om der i det enkelte fag skal anvendes enkeltmandsopgaver eller gruppeopgaver. Ved gruppeopgaver inddeles holdet i 5-6 grupper med 4-5 deltagere, og der tages ved sammensætningen af gruppen i videst muligt omfang hensyn til deltagernes ønsker. Ud over rene gruppe- eller enkeltmandsopgaver kan følgende former benyttes:

A. 2-4 elever får stillet samme enkeltmandsopgave og arbejder sammen i gruppen, hvad angår indsamling af til opgaven nødvendigt materiale og oplysninger. Når oplysningerne er indsamlet af eleverne i fællesskab, arbejder eleverne hver for sig, således at analysen, vurderinger, resonnementerne og den selvstændige tænkning bliver elevernes individuelle præstation.

B. Ved gruppeopgaver kan emnet eventuelt fordeles således, at hver deltager får ansvar for en nærmere afgrænset del af emnet.

Studiekredsemner.

Studiekredsemnerne på det enkelte hold formuleres af læreren i størst mulig udstrækning i samråd med eller efter forslag fra deltagerne. Det understreges, at emnerne skal være af en sådan karakter, at besvarelsen kræver en betydelig selvstændig indsats af deltagerne. Emner, som kan besvares ved simpel gengivelse af stof fra lærebøger, er ikke acceptable. Emnerne bør formuleres således, at besvarelsen ikke kræver henvendelse til erhvervsvirksomheder. En oversigt over de valgte studiekredsemner skal sendes af skolen til faglederen senest 2 uger inden studiekredsemnerne udleveres til deltagerne. Faglederen retter henvendelse til den pågældende skole, hvis han har væsentlige indsigelser til emnerne.

Kildemateriale.

Deltagerne må selv fremskaffe det nødvendige kildemateriale først og fremmest litteraturen, og dernæst - om fornødent - ved at indhente oplysninger hos de pågældende erhvervsorganisationer m.v. Det må være en absolut forudsætning for sådanne henvendelser, at man i forvejen har sat sig nøje ind i det foreliggende materiale og udtrykkeligt i hvert tilfælde får præciseret, i hvilket omfang oplysningerne må publiceres. Antallet af henvendelser skal begrænses til det absolut nødvendige. Henvendelser til erhvervsvirksomheder bør kun ske rent undtagelsesvis.

Rapportens udformning.

Rapportens udformning vil være afhængig af det behandlede emnes karakter, men man skønner, at der i almindelighed bør være tale om 12-30 maskinskrevne A4-sider.

Omkostninger ved rapportens mangfoldiggørelse afholdes af deltagerne. Ud over at besvarelsen skal være maskinskrevet, stilles ingen særlige krav vedrørende den tekniske udførelse.

Rapporten bør indeholde en klar problemafgrænsning og have klar systematik. Fremstillingsformen bør være præcis, letlæselig og ensartet gennem hele rapporten. Emnebehandlingen skal have en selvstændig karakter og være forsynet med eksempler. Forsiden skal indeholde oplysninger om emne, dato for forelæggelsen, navnene på studiekredsdeltagerne og indholdsfortegnelse.

Rapporten skal afsluttes med en omhyggelig fortegnelse over anvendte kilder. Fortegnelsen kan f.eks. disponeres på følgende måde:

1. Anvendte biblioteker.

2. Anvendte håndbøger (årgang).

3. Andre benyttede håndbøger og tidsskrifter (årgang).

4. Eventuelle yderligere kildehenvendelser.

De eksemplarer af rapporten, som afleveres til læreren, skal være underskrevet af deltagerne i rapportens udarbejdelse.

Aflevering.

Den enkelte skole er frit stillet med hensyn til, hvornår i skoleårets forløb studiekredsarbejdet skal placeres. Det anbefales, at løsningstiden kommer til at ligge på et tidspunkt, hvor en stor del af fagets stof er gennemgået. En løsningstid på 4-8 uger vil være det normale.

Forelæggelse.

Læreren fastlægger datoen for de forskellige rapporters forelæggelse samtidig med afleveringen. Det forventes, at alle deltagerne har sat sig ind i hvert enkelt emne, således at opgaveløser(ne) på forelæggelsesaftenen kun behøver at fremkomme med en kort redegørelse for rapportens indhold.

Ved både enkeltmands- og gruppeopgaver udpeges i forvejen opponent(er), som ved forelæggelsen er hovedansvarlig for kritik af besvarelsen. Ved gruppeopgaver fungerer en anden studiekredsgruppe som opponenter.

Ved gruppeopgaver virker opgaveløserne som panel og skal i videst muligt omfang selv besvare spørgsmål og imødegå indvendinger.

Læreren er dirigent og skal på et passende tidspunkt trække diskussionens hovedemner op og så vidt muligt fremkomme med en konklusion.

Bedømmelse.

Læreren giver som afslutning på den lektion, i hvilken forelæggelsen finder sted, en udførlig mundtlig bedømmelse af besvarelsen. Til dette formål kan læreren forsynes med et antal bedømmelsesskemaer. Læreren afleverer et af opgaveløserne underskrevet eksemplar af besvarelsen til skolen, eventuelt sammen med det udfyldte bedømmelsesskema.

Læreren afleverer endvidere til skolen en underskrevet fortegnelse over deltagere, der har fået godkendt studiearbejdet.

2. Kursus i ejendomsvurdering.

Undervisningen gennemføres indtil videre efter læreplanen for faget ejendomsvurdering ved merkonomkursus.

2.1. Optagelse.

På kursus i ejendomsvurdering kan optages deltagere, der har gennemført ejendomsmæglerkursus. Om optagelse af andre henvises til bekendtgørelsens § 10, stk. 2.

2.2. Eksamen.

Det er en forudsætning for adgang til eksamen, at deltageren har fulgt undervisningen, herunder løst de skriftlige opgaver i et omfang, som skolen finder tilstrækkeligt.

Begge prøver i faget ejendomsvurdering skal være bestået særskilt med mindst 6.

Med hensyn til sygeeksamen og adgang til omprøver, jfr. bekendtgørelsens § 14, bemærkes, at deltagere, der har bestået den ene af de to prøver i faget ejendomsvurdering, kun skal tage den prøve om, der ikke er aflagt, respektive ikke bestået.

Der er ikke adgang til eksamen for privatister.

3. Regler for behandling af klagesager i forbindelse med eksamenskarakterer.

Når skolen modtager en klage fra en kursusdeltager over en eksamenskarakter, forespørger skolen skriftlig faglæreren og censor, hvorvidt der er begået en formel fejl ved bedømmelsen (sammentællingsfejl af points eller lignende).

Det er således ikke meningen, at lærer og censor skal foretage en ny censur.

Herefter sikrer skolen sig, at lærer og censor har underskrevet karakterlisten(-lister) udvisende samme karakter for klageren.

Materialet indsendes herefter til direktoratet for erhvervsuddannelserne til afgørelse.

I øvrigt skal skolen tilbyde klageren, at denne mod gebyr kan få en fotokopi af sin besvarelse samt et eksemplar af den trykte opgave (derimod ikke andet materiale som f.eks. vægtfordelingsliste eller lignende).

Klagefristen er 3 måneder fra dagen for eksamens afholdelse i det pågældende fag.

4. Ikrafttrædelse m.v.

Reglerne har virkning fra den 1. august 1985. Der henvises iøvrigt til bekendtgørelse nr. 346 af 22. juni 1984 om ejendomsmæglerkursus m.v., der vedlægges om bilag.

Samtidig ophæves midlertidige retningslinier vedrørende ejendomsmæglerkursus og kursus i ejendomsvurdering, II-586 af 3. august 1984.

P.d.v.

e.b.

Erik Nexelmann

underv. insp.

BILAG

Bilaget er udeladt her. Der henvises til Z BEK 346 19840622

Versioner

  1. 1985-08-28 · til 1990-10-19