Gelex

Hjemmeværnsbestemmelse Nr U 180-102 om uddannelsens principper

OphævetVersion 1985-11-30fra 1985-11-30 til 2001-08-27
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Dokument

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/doc/retsinfo/1985/25100@1985-11-30/da

Indhold
  1. Indledning

Formål

1. Denne hjemmeværnsbestemmelse fastsætter principper for uddannelsens planlægning, tilrettelæggelse, gennemførelse og kontrol.

Generelt

2. Et væsentligt element i uddannelsen er at skabe og fastholde en harmonisk balance mellem den militære disciplin, orden og fasthed og et godt kammeratskab.

Udover den militære uddannelse skal det tilstræbes at befæste personellets interesse og ansvarsbevidsthed for herigennem at medvirke til at forsvare det nationale fællesskab og værne landets selvstændighed.

Uddannelsens planlægning, tilrettelæggelse, gennemførelse og kontrol bør præges af, at personellet i hovedsagen er modne kvinder og mænd. Endvidere bør uddannelsen være præget af, at den enkeltes uddannelse og funktion kun har mening som et led i samarbejdet om at løse enhedens opgaver.

Pædagogiske Principper

3. Forsvarskommandodirektiv P. 180-1 af Dec 1984, »Direktiv vedrørende pædagogiske principper for forsvaret«, der er optrykt som bilag til denne bestemmelse, er autoriseret til brug i hjemmeværnet. De i bilaget anførte principper skal i størst muligt omfang danne grundlag for enhver planlægning, tilrettelæggelse, gennemførelse og kontrol af uddannelsen.

Bemærkninger

4. Forsvarskommandopublikation PP. 180-1, 2. udgave (1984), »Pædagogiske principper for forsvaret, Direktiv med kommentarer«, er en kommenteret udgave af principperne og forefindes ved distriktsniveau og højere.

DIREKTIV VEDRØRENDE PÆDAGOGISKE PRINCIPPER FOR FORSVARET

Forord

Forsvarets uddannelse omfatter alle de aktiviteter, der sigter på, at forsvarets enheder lærer det, der gør dem egnede til at løse deres opgaver i krig og fred. Disse opgaver bestemmer uddannelsens mål.

Alt personel skal i uddannelsen lære det, der gør den enkelte egnet til at bestride sin funktion. Funktionerne bestemmer målene for de enkelte uddannelser.

I uddannelsesmålene beskrives det, der skal læres, som krav om viden, færdigheder og holdninger.

Hvis den enkelte gennem uddannelsen når til at kunne opfylde uddannelsesmålenes krav, har uddannelsen været effektiv.

Da det er den enkeltes personlige erfaringer, der er afgørende for, om han lærer noget, må han være motiveret for at deltage i uddannelsen.

Maksimale indlæringsresultater opnås kun, hvis han er maksimalt motiveret for uddannelsen. At skabe og vedligeholde den bedst mulige motivation må derfor blive et pædagogisk grundprincip.

Den enkeltes funktion har kun sin mening som et led i et samarbejde om at løse enhedens opgaver. Det må derfor blive et andet pædagogisk grundprincip, at deltagerne i uddannelsen i størst mulig grad inddrages i et meningsfyldt og effektivt samarbejde.

De nedenfor formulerede pædagogiske principper er et middel til at opnå størst mulig effektivitet af uddannelsen i forsvaret. De skal derfor tjene som retningslinier for al planlægning, tilrettelæggelse, gennemførelse og kontrol af uddannelse.

O.K. Lind

PÆDAGOGISKE PRINCIPPER

Grundprincipper for uddannelse

1. Hos den enkelte deltager i en uddannelse skal der skabes og vedligeholdes den bedst mulige motivation.

2. Alle deltagerne i en uddannelse skal i størst mulig grad inddrages i et meningsfyldt og effektivt samarbejde.

3. Ethvert uddannelsesforløb består i planlægning, tilrettelæggelse, gennemførelse og kontrol. (Systematik).

Principper for planlægning af uddannelse

4. For enhver uddannelse skal der være fastlagt et formål, samt mål og eventuelle delmål, idet disses indbyrdes sammenhæng skal sikres.

5. Målene er bestemt af den funktion, der skal bestrides, når uddannelsen er gennemført.

6. Målene skal beskrives ved den viden, de færdigheder og de holdninger, som deltagerne skal erhverve sig gennem uddannelsesaktiviteterne, og skal danne grundlag for kontrol af uddannelsen.

7. Målbeskrivelser bør være både klare og inspirerende.

Principper for tilrettelæggelse af uddannelse

8. Deltagerne i en uddannelse skal inddrages i et samarbejde om at fastlægge delmål og at fastsætte metoder og kontrol i det omfang, de allerede fastsatte mål, den rådige tid, de rådige midler herunder faciliteter samt øvrige rammer tillader det.

9. Uddannelsen skal med hensyn til indhold, form og metoder tilrettelægges således, at den fremmer og støtter den enkeltes aktivitet, engagement, selvstændighed og personlige medansvar.

10. Uddannelsen tilrettelægges på ethvert niveau således, at samspillet mellem personer, mellem enheder og mellem personer og enheder gives vilkår, der kan fremme evne og vilje til samarbejde.

Principper for gennemførelse af uddannelse

11. I enhver uddannelse skal det sikres, at deltagerne kender og forstår mål og delmål, og det tilstræbes, at de accepterer dem.

12. Uddannelsen skal gennemføres med krav til aktivitet svarende til uddannelsesstedet og de fastsatte mål og under så realistiske vilkår som muligt.

13. Uddannelsens indhold skal behandles på en sådan måde, at deltagerne selvstændigt kan vise initiativ, tage beslutninger og løse problemer og opgaver.

14. Lederen af grunduddannelsen skal i størst mulig grad bygge sin ledelse på personlig autoritet, herunder faglig og pædagogisk dygtighed samt personligt engagement og eksempel. Han skal vælge ledelses- og kommunikationsform smidigt efter situationen.

15. Al undervisning er et samarbejde mellem leder og deltagere med det formål, at eleverne skal nå de for indlæringen fastsatte mål. Deltagerne skal herunder i størst mulig grad, under differentierede undervisningsmetoder, aktiveres og opleve fremgang i præstationer for derigennem at engageres.

Principper for kontrol af uddannelse

16. I enhver uddannelse skal det sikres, at såvel løbende som endelig kontrol finder sted.

17. De opgaver eller krav, der stilles i enhver kontrolsituation, skal være funktionelle og i nøje overensstemmelse med mål og delmål for uddannelsen.

18. Den daglige kontrolvirksomhed skal i videst muligt omfang bygge på kontrolformerne selvkontrol og gruppekontrol.

19. Kontrolbetingelserne skal være alment kendte af uddannelsesdeltagerne.

20. Såvel ledere som deltagere skal oplyses om kontrollens resultater og om de foranstaltninger, disse måtte give anledning til.

21. På grundlag af kontrollen vurderes uddannelsens planlægning, tilrettelæggelse, gennemførelse og kontrol, og eventuel revision foretages.

Versioner

  1. 1985-11-30 · til 2001-08-27