Forretningsorden for Statens Museumsnævn
Karakter B
afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Dokument
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/doc/retsinfo/1985/27@1985-03-08/da
§ 1.
Stk. 1. Statens Museumsnævn er oprettet med sammensætning og funktionsperiode i henhold til § 23 i lov nr. 291 af 6. juni 1984 om museer m.v. til varetagelse af de opgaver, der er tillagt nævnet i denne lov.
§ 2.
Stk. 1. Nævnet vælger blandt medlemmerne en formand og en næstformand, der i formandens fravær varetager dennes formandsopgaver, jfr. lovens § 23, stk. 3.
§ 3.
Stk. 1. Nævnet er beslutningsdygtigt, når formanden, eller i dennes fravær næstformanden, og mindst 7 andre medlemmer eller suppleanter er tilstede.
Stk. 2. Beslutninger i nævnet træffes ved almindelig stemmeflertal. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme udslaggivende.
§ 4.
Stk. 1. Nævnet kan nedsætte såvel faste underudvalg til forberedende behandling af bestemte sagsområder som midlertidige arbejdsudvalg til behandling af konkrete opgaver.
Stk. 2. Nævnet kan beslutte, at udvalgene kan tiltrædes af ikke-nævnsmedlemmer.
§ 5.
Stk. 1. Formanden fastsætter tid og sted for nævnets møder og leder disse. Møder afholdes mindst 4 gange årligt.
Stk. 2. På begæring af mindst 4 medlemmer skal der indkaldes til møde.
Stk. 3. Formanden kan beslutte, at hastende sager skal behandles skriftligt.
§ 6.
Stk. 1. I sager, der ikke tåler udsættelse, træffer formanden afgørelse med efterfølgende orientering af nævnet.
§ 7.
Stk. 1. Suppleanter indkaldes kun ved længerevarende forfald og efter det pågældende nævnsmedlems anmodning. Dog kan suppleanter for de af Amtsrådsforeningen i Danmark og Kommunernes Landsforening udpegede medlemmer give møde, når disse medlemmer er forhindret i at møde.
§ 8.
Stk. 1. Formanden fastlægger dagsorden for møderne. Forslag til dagsordenspunkter indsendes til museumsnævnets sekretariat.
Stk. 2. Dagsorden udsendes til medlemmerne senest 8 dage inden møderne.
Stk. 3. Der optages referat af møderne i nævnet og i de af nævnet nedsatte udvalg. Referater udsendes til medlemmerne senest 2 uger efter mødets afholdelse.
Underskrift 1
Ministeriet for kulturelle anliggender, den 8. marts 1985. Mimi Stilling Jakobsen / Eva Paulsen