Gelex

Retningslinier for brug af uhævet feriegodtgørelse efter ferieloven

OphævetVersion 1985-01-01fra 1985-01-01 til 2003-05-07
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Dokument

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/doc/retsinfo/1985/3005@1985-01-01/da

Indhold
  1. Indledning

Forord

Ferielovens § 22 åbner mulighed for, at virksomheder og organisationer, der har ferieoverenskomst eller regulativ, kan få tilladelse til selv at anvende uhævet feriegodtgørelse, til ferieformål for virksomhedens ansatte.

Denne pjece indeholder retningslinier for at opnå en sådan tilladelse.

Retningslinierne er ændret i forhold til tidligere især ved at - kravet om kapitaltilskud fra virksomheden fraviges, hvis den uhævede feriegodtgørelse, der kan opspares over 4 år, er tilstrækkelig til køb af feriehuse af god standard;

- der vil også i begrænset omfang kunne gives tilladelse til at anvende midlerne til modernisering og vedligeholdelse.

Arbejdstilsynet anvender disse retningslinier fra november 1984.

Erik Andersen

Retningslinier for dispensation efter ferielovens § 22, stk. 1, til selv at anvende uhævet feriegodtgørelse.

Ferieloven

Loven fastsætter i § 22, stk. 1, at feriegodtgørelse, der ikke er hævet af lønmodtageren inden udløbet af det ferieår, inden for hvilket ferien skulle have været holdt, tilfalder Arbejdsmarkedets Feriefond. Direktøren for arbejdstilsynet kan dog for områder, hvor der efter lovens § 3 er godkendt regulativ eller overenskomst, tillade, at beløbene anvendes til andet ferieformål.

Dispensationspraksis

Direktoratet kan dispensere, hvor der foreligger et klart afgrænset ferieformål, og hvor der tillige er fornøden sikkerhed for, at beløbene faktisk bliver anvendt til dette formål. Det er endvidere en forudsætning for dispensation, at feriegodtgørelsen benyttes således, at den alene kommer de beskæftigede og deres familier til gode.

Det er nærmere bestemt, at tilladelse kan gives til:

1. Erhvervelse eller opførelse af feriefaciliteter.

2. Køb af dispositionsret til huse i Dansk Folke-Feries feriecentre.

3. Opsparing med henblik på punkt 1. og 2.

4. Ombygning og modernisering.

5. Drift og vedligeholdelse.

ad 1

Direktoratet vil kunne godkende, at den uhævede feriegodtgørelse anvendes til køb af grund eller opførelse af feriehuse, såfremt etableringen finder sted i umiddelbar tilslutning til godkendelsen, jfr. dog punkt 3 om opsparing.

Erhvervelsen af egne feriefaciliteter er betinget af oprettelse af en fond.

ad 2

Direktoratet vil kunne godkende, at den uhævede feriegodtgørelse anvendes til køb af dispositionsret til huse i Dansk Folke-Feries feriecentre under forudsætning af, at erhvervelsen finder sted i umiddelbar tilslutning til godkendelsen, jfr. dog punkt 3 om opsparing.

ad 3

Direktoratet vil kunne give tilladelse til opsparing af den uhævede feriegodtgørelse med henblik på etablering af egne feriefaciliteter eller køb af dispositionsret, såfremt opsparingen kan ske inden for en overskuelig tid, d.v.s. højst 3-4 år.

Tilladelse til opsparing vil være betinget af, at der erhverves feriefaciliteter så snart den opsparede uhævede feriegodtgørelse er tilstrækkelig uanset at der f.eks. kun er sparet i 2 år.

Kapitaltilskud

Såfremt 3-4 års opsparing ikke er tilstrækkelig til at etablere feriefaciliteter, vil det være en betingelse, at arbejdsgiveren eller dennes organisation eller lønmodtagerorganisationerne yder et kapitaltilskud, således at der efter højst 4 års opsparing etableres feriefaciliteter.

ad 4

Direktoratet vil kunne give tilladelse til, at en del af eller hele den uhævede feriegodtgørelse anvendes til modernisering og ombygning. Det bemærkes, at en sådan anvendelse kun vil kunne godkendes til egne feriefaciliteter.

ad 5

Direktoratet vil kunne give tilladelse til, at en del af eller hele den uhævede feriegodtgørelse anvendes til drift og vedligeholdelse af feriehuse. Det bemærkes, at en sådan anvendelse kun vil kunne godkendes til egne feriefaciliteter.

Regnskab

Det er en betingelse for en eventuel tilladelse til selv at anvende uhævet feriegodtgørelse, at der til direktoratet hvert år ved regnskabsafslutningen indsendes regnskab over størrelsen og anvendelse af de uhævede feriegodtgørelsesbeløb. Regnskaberne skal udarbejdes og attesteres af en statsautoriseret revisor.Regnskaber fra offentlige arbejdsgivere kan aflægges af f.eks. kommunernes revision eller rigsrevisionen.

Der kan ikke gives tilladelse til, at uhævet feriegodtgørelse anvendes til:

1. Tilskud til ophold på eller rejser til feriesteder, der er etableret ved brug af uhævet feriegodtgørelse.

2. Administrationsomkostninger i forbindelse med en godkendt ordning om brug af uhævet feriegodtgørelse, herunder regnskabsaflæggelse.

3. Hjælp til driften af en feriekoloni for børn.

4. Køb af charterrejser, week-endrejser eller lignende.

5. Understøttelse, legater, bortlodninger ellerlignende i anledning af ferie.

6. Køb af lystbåde.

7. Etablering af feriefaciliteter i udlandet.

8. Etablering og drift af campingplads.

Tidligere godkendelser

Tidligere meddelte godkendelser, der ikke vil kunne godkendes efter disse retningslinier, skal ikke revideres, uanset at godkendelsen kun er givet »indtil videre«.

Fundats

Det er som nævnt en betingelse for anvendelse af uhævet feriegodtgørelse til etablering af egne feriefaciliteter, at den uhævede feriegodtgørelse overføres til en fond og anvendes gennem denne fond, således at ejerforholdet af erhvervede feriefaciliteter er uafhængigt, og således at den del af fondens midler, der hidrører fra de uhævede feriegodtgørelsesbeløb, umiddelbart kan opgøres og indbetales til Arbejdsmarkedets Feriefond såfremt fonden nedlægges.

Fundatsens indhold vil være bestemt af størrelsen af de årlige uhævede feriegodtgørelsesbeløb, samt hvilke formål beløbene ønskes anvendt til.

Eksempel på fundats

I tilfælde, hvor den uhævede feriegodtgørelse udgør ca. kr. 50.000,00 årligt, og hvor beløbene ønskes anvendt til etablering, drift og vedligeholdelse af feriefaciliteter, skal fundatsen som minimum indeholde bestemmelser om følgende:

1. Fondens navn.

2. Oplysning om hvem der tegner fonden.

3. Formål, det vil sige etablering, drift og vedligeholdelse af feriefaciliteter for virksomhedens lønmodtagere.

4. Tilvejebringelse af fondens midler, det vil sige overførsel af uhævet ferigodtgørelse samt evt. kapitaltilskud. Såfremt det kan forudses, at den uhævede feriegodtgørelse efter evt. opsparing ikke er tilstrækkelig til etablering af feriefaciliteter, skal det præciseres i fundatsen, hvorledes kapitaltilskudet tilvejebringes.

5. Opsparing af uhævet feriegodtgørelse i højst 3-4 år.

6. Anvendelse af fondens midler til: etablering af feriefaciliteter, drift af feriefaciliteter, samt vedligeholdelse af feriefaciliteter. Erhvervelse af feriefaciliteter skal finde sted så snart den opsparede uhævede feriegodtgørelse tillige med et evt. kapitaltilskud er tilstrækkeligt, uanset at der f.eks. kun er sparet i 2 år.

7. Forhåndsgodkendelse af erhvervelse af feriefaciliteter. Det bemærkes herved, at direktoratet forinden en evt. erhvervelse finder sted skal orienteres om feriehusets størrelse, udstyr, beliggenhed, anskaffelsespris samt, hvorledes erhvervelsen bliver financieret.

8. Regnskabsaflæggelse. Der skal hvert år ved regnskabsafslutningen til direktoratet indsendes et af en statsautoriseret revisor attesteret regnskab over størrelsen og anvendelsen af den uhævede feriegodtgørelse. Regnskabet skal indeholde detalierede oplysninger om financiering af erhvervede feriefaciliteter, udgifter til drift og vedligeholdelse, samt fondens aktiver og passiver, hvor opsparet uhævet feriegodtgørelse skal figurere særskilt.

9. Fondens ophør. Såfremt fonden nedlægges og feriefaciliteterne dermed afhændes, skal den del af salgsprovenuet, der må antages at hidrøre fra den uhævede feriegodtgørelse, indbetales til Arbejdsmarkedets Feriefond.

10. Fondens bestyrelse.

Yderligere vejledning

Direktoratet for arbejdstilsynet vil kunne give yderliger vejledning om dispensation til anvendelse af uhævet feriegodtgørelse:

Direktoratet for Arbejdstilsynet

Ferielovkontoret

Landskronagade 33 - 35

2100 København Ø

tlf: 01 - 18 10 50

Versioner

  1. 1985-01-01 · til 2003-05-07