Ikke selve loven: Dokument

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/doc/retsinfo/1985/59@1985-06-13/da

Indhold

1. Indledning
2. 1. § 16 a.
3. Underskrift 1

1. I lov om sygehusvæsenet, jfr. lovbekendtgørelse nr. 451 af 27. september 1982 med senere ændringer er optaget regler om planlægning af sygehusberedskabet som følger:

»KAPITEL IV a

SYGEHUSBEREDSKAB

§ 16 a.

Stk. 1. Det påhviler hver amtskommune at planlægge og gennemføre sådanne foranstaltninger, at der under krigsforhold og under større katastrofer i fredstid kan ydes syge og tilskadekomne behandling på sygehus eller behandlingssteder uden for sygehusene. Det påhviler statslige og private sygehuse at planlægge og gennenføre sådanne foranstaltninger, at de på tilsvarende måde som amtskommunale sygehuse kan indgå i sygehusberedskabet.

Stk. 2. Indenrigsministeren fastsætter efter forhandling med sygehusrådet vejledende retningslinier for sygehusberedskabets planlægning og gennemførelse.

Stk. 3. Amtskommunens sygehusberedskabsplan skal omfatte de amtskommunale, statslige og private sygehuse, der er beliggende i amtskommunen. Planen indsendes til indenrigsministeren. Indenrigsministeren kan meddele amtsrådet sine bemærkninger til planerne. Indenrigsministeren kan herunder i særlige tilfælde, når væsentlige beredskabsmæssige hensyn taler derfor, bestemme, at en plan eller en revision heraf, der indebærer væsentlige afvigelser fra de vejledende retningslinier, jfr. stk. 2, på ny skal behandles af amtsrådet. Indenrigsministerens bestemmelse om fornyet behandling i amtsrådet skal træffes senest 3 måneder efter indsendelsen af den pågældende plan eller revision heraf. På grundlag af de indsendte planer udarbejder indenrigsministeren en redegørelse om sygehusberedskabsplanlægningen.

Stk. 4. Hovedstadsrådet udarbejder en overordnet sygehusberedskabsplan for hovedstadsområdet. Planen opstilles med udgangspunkt i de enkelte amtskommuners sygehusberedskabsplaner.

Stk. 5. § 12, stk. 4 og 5, finder tilsvarende anvendelse på sygehusberedskabsplaner, der er udarbejdet af hovedstadsrådets amtskommuner, og på den overordnede sygehusberedskabsplan.«

Stk. 1. § 20

Stk. 2. »Stk. 3. En repræsentant for civilforsvarsstyrelsen deltager i rådets forhandlinger uden stemmeret, når der drøftes sager af betydning for sygehusberedskabet. Civilforsvarsstyrelsens repræsentant kan stille forslag vedrørende sygehusberedskabet til behandling i rådet.« I lov nr. 253 af 27. maj 1981 om civilforsvar fastslås, at sygehusberedskabet er en del af det samlede civilforsvar:

Stk. 1. »§ 2. Civilforsvaret består af det statslige civilforsvar, derunder civilforsvarskorpset, jfr. stk. 2, det kommunale civilforsvar samt sygehusberedskabet, jfr. kapitel IV a i lov om sygehusvæsenet.«

2. De nævnte lovbestemmelser betyder under eet, AT sygehusberedskabet skal planlægges som led i den almindelige sygehusplanlægning, men AT beredskabet som en del af civilforsvaret samtidig underlægges særlige regler, som ikke gælder for den almindelige sygehusplanlægning. Dette er bl.a. begrundet i de særlige situationer, planlægningen skal søge at skabe et beredskab for, jfr. pkt. 4.

3. At der i sygehusloven er optaget regler om sygehusberedskabet betyder som nævnt, at planlægningen af sygehusberedskabet er en del af den almindelige sygehusplanlægning. Det medfører navnlig, AT indenrigsministeren efter forhandling med sygehusrådet skal fastsætte vejledende retningslinier for sygehusberedskabets planlægning og gennemførelse, og AT sygehusberedskabsplanen ligesom sygehusplanen skal indsendes til indenrigsministeren som led i informationsudvekslingen/ dialogen mellem staten og sygehuskommunerne vedrørende tilrettelæggelsen af sygehusberedskabet. Planlægningens formelle procedurer er med andre ord den samme.

4. De situationer, sygehusberedskabsplanlægningen skal søge at skabe et beredskab for, adskiller sig i flere henseender fra de antagelser om udviklingen, der ligger til grund for den almindelige sygehusplanlægning. I den almindelige sygehusplanlægning kan der med visse målemetoder opstilles rimeligt troværdige antagelser om den fremtidige udvikling (f.eks. i befolkningstal, befolkningens kønsfordeling og aldersfordeling). Dette gør det muligt tilnærmelsesvist at fastlægge et fremtidigt serviceniveau og ressourceforbrug. Det skyldes bl.a., at de kræfter, der antages at påvirke serviceniveauet, gennemgående lokaliseres til de demografiske faktorer, den kendte forbrugsstatistik og de økonomiske rammer, der menes at være til rådighed. Planlægningsbilledet afspejler med andre ord i nogen grad en videreførelse af den hidtidige service, korrigeret under hensyntagen til ændringer i de demografiske faktorer og de krav om udvidelser eller indskrænkninger, som følger af den politiske beslutningsproces. I billedet kan dog naturligvis indgå flere faktorer - f.eks. et skøn over den fremtidige lægevidenskabelige udvikling - men i princippet hviler planlægningen på en antagelse om videreførelse af de hidtidige påvirkninger af udviklingen, således som disse registreres med de målemetoder, der er til rådighed.

Sygehusberedskabsplanlægningen har derimod til formål at skabe et beredskab for situationer, der IKKE fremtræder som en videreførelse af den hidtidige »normale« udvikling, med tværtimod er afgørende forskellig fra denne, nemlig katastrofesituationer. Planlægning retter sig mod »større katastrofer i fredstid« og »krigsforhold«, jfr. sygehuslovens § 16 a, stk. 1.

Det fælles for disse situationer er, at der hurtigt opstår et voldsomt øget pres på hele sygehusvæsenets undersøgelses-, behandlings- og plejeapparat, altså en langt højere grad af uforudsigelighed med hensyn til mængden af patienter end den kendes i sygehusenes daglige virke. Dertil skal føjes, at under krigsforhold må planlægningen baseres på antagelser om, at større eller mindre dele af sygehusvæsenet selv kan være ramt af katastrofen og følgeligt helt eller delvis sat ud af spillet. Sygehusvæsenet skal med andre ord ihvertfald under krigsforhold med formindskede ressourcer (ødelagte/ beskadigede bygninger, beskadiget/ ødelagt apparatur, færre medicinalpersoner osv.) kunne klare et pres, der langt overstiger hverdagens, hvad angår mængden af skader og behovet for øjeblikkelig hjælp.

5. Dette betyder, at behovet for en katastrofe/ beredskabsplanlægning er overvældende stort, fordi planlægningen er en af forudsætningerne for at kunne gribe katastrofesituationen rationelt an, herunder bl.a. at kunne improvisere konstruktivt.

Det betyder også, at hovedtemaerne i beredskabsplanlægningen er andre end i den almindelige planlægning. Det drejer sig ikke om at udstikke rammer for sygehusvæsenets mange specialiserede aktiviteter eller om planlægning af nye bygninger osv.. Det drejer sig om gennem planlægning at skabe størst mulig sikkerhed for, at sygehusvæsenet hurtigt kan omstilles til at arbejde under væsenligt andre forhold og samtidig præstere maksimal ydeevne.

6. På dette grundlag skal planlægningen af sygehusberedskabet i amtskommunerne omfatte en beredskabsplan for hele amtskommunens sygehusvæsen, afgrænset som i den almindelige sygehusplanlægning, men indbefattet beredskabssygehuse.

Planen skal sikre, at sygehusberedskabet inden for amtskommunen koordineres, og at sygehusberedskabet er afpasset efter beredskabssituationer, som danner grundlaget for beredskabet i de øvrige dele af totalforsvaret.

Særlige forhold i f.eks. hovedstadsområdet - især i Storkøbenhavn - kan betinge en fælles planlægning og gennemførelse af sygehusberedskabet. Sygehusberedskabsplanlægning kan derfor efter forhandling med indenrigsministeriet udføres i fællesskab for flere sygehuskommuner.

Planen skal som minimum indeholde bestemmelser om:

- den overordnede ledelse af det samlede sygehusberedskab i amtskommunen

- lokaliteter til rådighed for sygehusberedskabet

- sygehusberedskabets kommunikationssystem

- sygehusberedskabets transportkapacitet.

Det er alene den samlede plan for det amtskommunale sygehusvæsen, der skal indsendes til indenrigsministeriet. Fristen for udarbejdelsen af den samlede plan vil først blive fastsat, når den nedenfor omtalte status-runde er gennemført.

Retningslinjer for udarbejdelsen af den samlede plan er indeholdt i civilforsvarsstyrelsens sygehusberedskabscirkulære nr. 9 af 13. april 1981, hvormed samtidig udsendtes »standarberedskabsplan for det amtskommunale sygehusvæsen.« De i cirkulæret og standardplanen indeholdte retningslinjer opretholdes uændret.

For så vidt angår planlægningen af de enkelte amtskommunale sygehuse og beredskabssygehuse henvises til de hidtil af civilforsvarsstyrelsen udsendte retningslinjer, der ligeledes opretholdes uændret. I bilag 2 til dette cirkulære er der givet en oversigt over hidtil udsendte og planlagte beredskabscirkulærer, og i bilag 3 er der foretaget en samredaktion af indeholdet af disse.

Indenrigsministeriet er på det rene med, at planlægningen er behæftet med en ikke ringe usikkerhed. Det et ikke muligt at sige præcist, hvilket serviceniveau beredskabet skal lægges på kvantitativt og kvalitativt - bl.a. fordi mængden af tilskadekomne og skadernes art ikke kan præciseres så vidt, at denne usikkerhed kan elimineres af planlægningen. En række andre planlægningsforudsætninger er desuden ikke lagt klart fast. Der mangler således en klar plan for den primære sundhedstjenestes opgaver i beredskabet.

På en række af de punkter, hvor planlægningsforudsætningerne er uklare, er der forberedende udvalgsarbejde/ udredningsarbejde igang i indenrigsministeriet/ civilforsvarsstyrelsen. Det gælder f.eks. sådanne spørgsmål som lægemiddelberedskab, de praktiserende lægers opgaver, virkningerne af A-C-våben m.v.. På andre punkter må man ikke regne med, at den forudseelige usikkerhed kan gøres væsentlig mindre end i dag. Hovedopgaven i planlægningen vil derfor stadig være at forberede en organisation, der hurtigt kan omstilles og nå op på maksimal ydeevne - såvel på det enkelte sygehus som for sygehusvæsenet som helhed.

7. På nuværende stade af planlægningsprocessen finder indenrigsministeriet, at der er et afgørende behov for, at der gøres status over, hvor langt planlægningen er ført frem i de enkelte amtskommuner. Indenrigsministeriet ønsker tillige amtsrådets kommentarer til/ vurdering af de særlige problemer, beredskabsplanlægningen rejser. En sådan kommentar/ vurdering er ikke blot ønskelig på grund af det lange tidsrum, der er gået, siden planlægningen iværksattes, men udgør også en nødvendig forudsætning for de videre overvejelser.

I tilslutning til cirkulæret vedlægges derfor som BILAG 1 en række spørgsmål, som ønskes besvaret til belysning af de nævnte spørgsmål.

Amtsrådets svar på de i BILAG 1 anførte spørgsmål skal være indenrigsministeriet i hænde senest den 1. januar 1986.

Når denne runde er afsluttet, vil ministeriet vende tilbage til spørgsmålet om planlægningens videreførelse, herunder fastsættelse af en frist for den samlede amtskommunale beredskabsplan.

Underskrift 1

INDENRIGSMINISTERIET, DEN 13. JUNI 1985 BRITTA SCHALL HOLBERG /Thomas Clement ---------------------------------------------------------------------

BILAG 1

EVALUERING AF SYGEHUSBEREDSKABSPLANLÆGNINGEN

1. SYGEHUSBEREDSKABETS LEDELSE

Sygehusberedskabets ledelsesforhold på regionalt, amtskommunalt og lokalt niveau er beskrevet således i afsnit 1 i »Standardberedskabsplan for det amtskommunale sygehusvæsen«:

»På REGIONSPLAN træffes nødvendige OPERATIVE BESLUTNINGER vedrørende sygehusberedskabet af civilforsvarets regionskommandoer. I regionskommandoen indgår repræsentanter for de amtskommunale myndigheder, herunder lægelig sagkundskab, inden for regionens område.

På det AMTSKOMMUNALE PLAN varetages foranstaltninger vedrørende sygehusberedskabet udover operative beslutninger, jfr. ovenfor, af de amtskommunale myndigheder.

På LOKALT PLAN (SYGEHUSENE) etableres og ledes beredskabet af sygehusets beredskabsledelse i overensstemmelse med bestemmelserne i sygehusets beredskabsplan.«

SPØRGSMÅL:

1. Er en ledelsesstruktur fastlagt på det amtskommunale plan?

2. Er de amtskommunale repræsentanter til civilforsvarets regionskommando udpeget?

3. Er der etableret en beredskabsledelse på alle sygehuse i amtskommunen?

2. KATASTROFEBEREDSKAB

Om katastrofeberedskab siges følgende i afsnit 1 i »Standardberedskabsplan for det amtskommunale sygehusvæsen«:

»Ved katastrofer i fredstid vil beredskabet ofte kun komme til at berøre et enkelt eller få sygehuse, hvor indsatsen kan løses af det enkelte sygehus eller ved et direkte samarbejde mellem enkelte sygehuse. I disse tilfælde udøves ledelsen af beredskabet af sygehusledelsen i overensstemmelse med bestemmelserne i sygehusets beredskabsplan, jfr. hovedforanstaltning 4.1 etablering af katastrofeberedskab i »Standardberedskabsplan for sygehuse«.

Såfremt katastrofen har eller skønnes at få et omfang, der overstiger ressourcerne på de sygehuse, der primært er berørt af katastrofen, kan det blive nødvendigt, at det videre hjælpearbejde koordineres og ledes af sygehusforvaltningen, jfr. nedenfor afsnit 4.1.3 og afsnit 4.2 beredskabets etablering.' (I den amtskommunale standardberedskabsplan).

SPØRGSMÅL:

1. Er der på alle amtskommunens sygehuse udarbejdet en plan for etablering af katastrofeberedskab, jfr. hovedforanstaltning 1 i »Standardberedskabsplan for sygehuse«? I benægtende fald bedes det oplyst, hvornår de resterende planer forventes at foreligge.

2. Har sygehusforvaltningen udarbejdet en plan for koordinering og samlet ledelse af hjælpearbejdet?

3. SYGEHUSENES INTERNE MAKSIMUMSKAPACITET

Sygehusenes interne maksimumskapacitet er beskrevet i bilag 1 til sygehusberedskabscirkulære nr. 1 og indgår som hovedforanstaltning 2 i »Standardberedskabsplan for sygehuse«.

Sygehusenes interne maksimumskapacitet er den kapacitet, som de kan udbygges til, når alle muligheder for etablering af sengepladser og behandlingskapacitet er udnyttet.

SPØRGSMÅL:

1. I hvilket omfang er der på amtskommunens sygehuse udarbejdet planer for etablering af »intern maksimumskapacitet«, jfr. hovedforanstaltning i »Standardberedskabsplan for sygehuse«?

2. Hvilken sengekapacitet råder amtskommunen over, når »intern maksimumskapacitet« er etableret i det planlagte omfang?

3. Hvilken behandlingskapacitet (antal behandlingslejer m.v.) råder amtskommunen over, når »intern maksimumskapacitet« er etableret?

4. Hvor stor en del af »intern maksumumskapacitet« kan etableres i sikrede behandlings- henholdsvis sengeafsnit?

4. SYGEHUSANNEKSER

Sygehusvæsenets udbygning med annekser er beskrevet i sygehusberedskabscirkulære nr. 1 samt i de med sygehusberedskabscirkulære nr. 3 og 9 udsendte standardberedskabsplaner for henholdsvis sygehuse og amtskommuner.

I sygehusberedskabscirkulære nr. 15 er givet retningslinier for udpegning og indretning af bygninger til sygehusannekser ( og beredskabssygehuse).

I bilag 1 til sygehusberedskabscirkulære nr. 1. siges bl.a. følgende:

»Ved ANNEKS forstår man sengeafsnit, der indrettes i bygninger i nærheden af et bestående sygehus og drives i tilknytning til og i administrativt fællesskab med dette.

Sygehusets plejemæssige kapacitet vil være afgørende for, hvor mange sengepladser sygehuset er i stand til at etablere ud over det normale sengeantal, idet der tages hensyn til, at ambitionsniveauet med hensyn til pleje af tilskadekomne i en beredskabssituation må ligge på et væsentligt lavere niveau end det sædvanlige.

Ved undersøgelse af anneksmulighederne rekognosceres der ikke alene for lokaliteter, der kan rumme det maksimale sengetal, med der tilvejebringes oplysninger om alle lokaliteter, der praktisk set kan anvendes som annekser i en given situation.«

SPØRGSMÅL:

1. I hvilket omfang er der i amtskommunen udarbejdet planer for, hvilke lokaliteter, der ønskes taget i brug til indretning af sygehusannekser?

2. Er de pågældende bygninger/ lokaliteter registreret i CF-regionen til dette brug?

3. Hvilken sengekapacitet har de til sygehusannekser udpegede bygninger?

5. BEREDSKABSSYGEHUSE

Sygehusvæsenets udbygning med beredskabssygehuse er beskrevet i sygehusberedskabscirkulære nr. 1 og 2 samt i de med sygehusberedskabscirkulære nr. 3 og 9 udsendte standardberedskabsplaner.

I sygehusberedskabskabscirkulære nr. 15 er givet retningslinier for udpegning og indretning af bygninger til (sygehusannekser og) beredskabssygehuse. I dette cirkulære siges bl.a. (afsnit 1.b.):

»Beredskabssygehuse er selvstændigt virkende sygehusenheder, der etableres i dertil udpegede bygninger dels til supplering af, dels til erstatning for eksisterende sygehuse. Sygehuskommunerne udpeger lokaliteter, hvor beredskabssygehusene skal opstilles og udarbejder planer både for opstilling og driften af disse.«

Ved udvælgelsen af de geografiske placeringsmuligheder bør der søges alternative muligheder.

SPØRGSMÅL:

1. I hvilket omfang er der i amtskommunen udpeget lokaliteter til brug for indretning af beredskabssygehuse?

2. Er de pågældende lokaliteter registreret i CF-regionen til dette brug?

3. I hvilket omfang er der udarbejdet planer for opstilling og drift af beredskabssygehuse?

6. BEHANDLERGRUPPER.

I bilag 1 til sygehusberedskabscirkulære nr. 1 og i sygehusberedskabscirkulære nr. 6 beskrives de BEHANDLERGRUPPER, der må opstilles på hvert enkelt sygehus for at opnå den fulde behandlingskapacitet, og det forudsættes, at en behandlingsgruppe kan betjene 3-5 behandlingslejer (ikke nødvendigvis operationsborde).

Som retningslinie for behandlingsgruppernes størrelse og sammensætning fastsætter sygehusberedskabscirkulære nr. 6 følgende:

Der skelnes mellem to typer behandlergrupper:

TYPE A, der, ledet af en kirurgisk speciallæge, vil være i stand til at behandle skader af alle sværhedsgrader, herunder skader der kræver fuld anæstesi, og

TYPE B, der, ledet af en læge med nogle års kirurgisk uddannelse, vil være egnet til at behandle mindre alvorlige og mindre komplicerede tilfælde, herunder bl.a. ekstremitetsskader, der ofte vil kunne behandles under anvendelse af lokal anæstesi.

En A-GRUPPE består af en kirurgisk speciallæge som leder samt 2-3 andre læger, en operationssygeplejerske, 1 anæstesisygeplejerske og yderligere 1-2 sygeplejersker (eller sygehjælpere med uddannelse på operationsafdeling), medens en B-GRUPPE består af en læge med nogle års kirurgisk uddannelse som leder samt yderligere en læge og 2-3 sygeplejerske (eller sygehjælpere) uden egentlig specialuddannelse.

SPØRGSMÅL:

1. I hvilket omfang er der på amtskommunens sygehuse udarbejdet planer for opstilling af behandlergrupper A og behandlergrupper B?

7. EVAKUERINGSPLANLÆGNING

I bilag 1 til sygehusberedskabscirkulære nr. 1 siges i afsnit IV bl.a. ». . . der må planlægges ud fra en forudsætning om, at udflytning fra et eksisterende sygehus af patienter, personale og materiel til andre lokaliteter helt eller i et vist omfang kan blive nødvendig.«

I den med sygehusberedskabscirkulære nr. 3 udsendte »Standardberedskabsplan for sygehuse« indgår iværksættelse af evakueringsforanstaltninger som hovedforanstaltning 5, og i den med sygehusberedskabscirkulære nr. 9 udsendte »Standardberedskabsplan for det amtskommunale sygehusvæsen« indeholdes evakuering i afsnit 3.

SPØRGSMÅL:

1. I hvilket omfang er der udarbejdet planer for evakuering af amtskommunens sygehuse?

2. I hvilket omfang er disse planer koordineret med politimestrenes evakueringsplanlægning?

8. LÆGEHOLD På SKADESTEDER

Med sygehusberedskabscirkulære nr. 8 udsendtes »Indstilling om lægehold på skadesteder under krigsforhold og ved fredsmæssige katastrofer«, der omhandler tilvejebringelse, uddannelse, sammensætning og udrustning af lægehold til udsendelse såvel under krigsforhold som ved katastrofer i fredstid, hvor katastrofens omfang, karakter, transportforhold eller andre forhold kan gøre det nødvendigt, at der fra sygehusene udsendes egentlige hold til lægelig førstebehandling af tilskadekomne på katastrofested eller på venteplads.

Civilforsvarsstyrelsen henstillede i sygehusberedskabscirkulæret, at der på grundlag af indstillingen ved kirurgiske sygehuse opstilles sådanne lægehold udrustet med det i indstillingens bilag 1 beskrevne standardudstyr og standardudrustning.

Bestemmelser vedrørende lægehold, herunder bestemmelser om transport af lægehold fra sygehus til skadested, såvel i krigstid som under fredsforhold bør optages i sygehusenes beredskabsplaner.

SPØRGSMÅL:

1. I hvilket omfang er der ved amtskommunens sygehuse opstillet lægehold til udsendelse under krigsforhold og ved katastrofer i fredstid?

2. Indeholder sygehusenes beredskabsplaner de fornødne bestemmelser om opstilling m.v. og transport af lægeholdene?

---------------------------------------------------------------------

BILAG 2

Fortegnelse over sygehusberedskabscirkulærer (SBC)

SBC NR. 1 af 7. april 1976 vedrørende principperne for opbygning af sygehusberedskabet.

SBC NR. 2 af 14. juli 1977 vedrørende beredskabssygehuse og i øvrigt i snæver forlængelse af SBC nr. 1 om principperne for opbygningen af sygehusberedskabet.

SBC NR. 3 af 15. december 1977 vedrørende standardberedskabsplan for sygehuse.

SBC NR. 4 af 4. juli 1978 vedrørende motorkøretøjer til sygehusberedskabet.

SBC NR. 5 af 4. august 1978 vedrørende tildeling af X-værnepligtige til sygehusberedskabet.

SBC NR. 6 af 18. januar 1979 vedrørende personel i sygehusberedskabet.

SBC NR. 7 af 26. november 1980 vedrørende blodforsyning.

SBC NR. 8 af 19. marts 1981 vedrørende lægehold på skadesteder.

SBC NR. 9 af 13. april 1981 vedrørende standardberedskabsplan for det amtskommunale sygehusvæsen.

SBC NR. 10 af 22. juni 1981 vedrørende registrering af personel til sygehusberedskabet.

SBC NR. 11 af 19. oktober 1981 vedrørende sygehusberedskabets kommunikationssystem.

SBC NR. 12 af 27. november 1981 vedrørende det odontologiske beredskab.

SBC NR. 13 af 27. november 1981 vedrørende den statslige ambulancetjeneste.

SBC NR. 14 af 7. januar 1982 vedrørende nødjournalisering.

SBC NR. 15 af 25. august 1982 vedrørende udpegning og indretning af sygehusannekser og beredskabssygehuse.

SBC NR. 16 af 30. september 1983 vedrørende beredskabsbestemmelser for sygehusberedskabet.

FORTEGNELSE OVER PLANLAGTE SYGEHUSBEREDSKABSCIRKULÆRER

SBC NR. 17 vedrørende beklædnings- og linnedforsyningen.

SBC NR. 18 vedrørende beredskabmæssige sikringsforanstaltninger ved sygehuse.

SBC NR. 19 vedrørende frivilligt hjælpemandskab til sygehusberedskabet.

SBC NR. 20 vedrørende farlige stoffer.

SBC NR. 21 vedrørende sikrede reservebehandlingsafsnit.

SBC NR. 22 vedrørende beredskabslagre.

---------------------------------------------------------------------

BILAG 3

SAMREDAKTION AF SYGEHUSBEREDSKABSCIRKULÆRERNES INDHOLD

1. MYNDIGHEDER

Forvaltningen af sygehusberedskabet varetages af amtsrådene, i Københavns kommune af magistraten og i Frederiksberg kommune af kommunalbestyrelsen.

A. KRIGSFORHOLD OG ANDRE EKSTRAORDINÆRE FORHOLD

Grundlaget for sygehusberedskabets taktiske organisation under krigsforhold og andre ekstraordinære forhold er den af Civilforsvarsstyrelsen etablerede Civilforsvarskommando.

Civilforsvarskommandoen består af:

- en landskommando,

- to landsdelskommandoer,

- syv regionskommandoer hver dækkende en civilforsvarsregion.

Landet er inddelt i følgende civilforsvarsregioner:

Region I: Nordjyllands amtskommune.

Region II: Viborg, Ringkøbing og Århus amtskommuner.

Region III: Ribe, Vejle og Sønderjyllands amtskommuner.

Region IV: Fyns amtskommune.

Region V: Vestsjællands og Storstrøms amtskommuner.

Region VI: Københavns og Frederiksberg kommuner, Københavns, Frederiksborg og Roskilde amtskommuner.

Region VII: Bornholms amtskommune.

Civilforsvarets landskommando varetager på LANDSPLAN ledelsen af landets sygehusberedskab. I landskommandoen indgår lægelig og sygehusadministrativ sagkundskab.

Civilforsvarets vestre landsdelskommando og civilforsvarets østre landsdelskommando varetager under landskommandoen på LANDSDELSPLAN ledelsen af sygehusberedskabet. I landsdelskommandoerne indgår ligeledes lægelig og sygehusadministrativ sagkundskab.

Civilforsvarets regionskommandoer træffer på REGIONSPLAN nødvendige operative beslutninger vedrørende sygehusberedskabet. I regionskommandoen indgår repræsentanter for de amtskommunale myndigheder, herunder lægelig sagkundskab inden for regionens område.

De amtskommunale myndigheder varetager på det AMTSKOMMUNALE PLAN foranstaltninger vedrørende sygehusberedskabet udover operative beslutninger jfr. ovenfor.

Sygehusets beredskabsledelse etablerer og leder beredskabet på lokalt plan (sygehusene).

B. FREDSKATASTROFEFORHOLD

Ved katastrofer i fredstid vil beredskabet ofte kun komme til at berøre et enkelt eller få sygehuse, hvor opgaverne kan løses af det enkelte sygehus eller ved et direkte samarbejde mellem enkelte sygehuse. I disse tilfælde udøves ledelsen af beredskabet af beredskabsledelsen på det enkelte sygehus.

Såfremt katastrofen har eller skønnes at få et omfang, der overstiger ressourcerne på de sygehuse, der primært er berørt af katastrofen, koordineres hjælpearbejdet i overensstemmelse med den amtskommunale sygehusberedskabsplan.

2. OMSORGEN FOR SYGE OG TILSKADEKOMNE UNDER KRIGSFORHOLD OG ANDRE EKSTRAORDINÆRE FORHOLD

A. ALMINDELIGE BETRAGTNINGER OM OPGAVERNE

Erfaringerne fra de to verdenskrige og krigene derefter har vist, at alle krige resulterer i omfattende tab af menneskeliv, såvel blandt de kæmpende styrker som civilbefolkningen. Men erfaringerne viser også, at der kan reddes tusindvis af liv afhængigt af, hvor meget der sættes ind på civilforsvarsmæssige foranstaltninger af såvel forebyggende som afhjælpende karakter.

Som planlægningsforudsætning for en eventuel kommende krig gælder, at dansk territorium vil kunne blive ramt af virkninger af følgende våbentyper:

- konventionelle våben

- kemiske våben

- mindre kernevåben

- større kernevåben

enkeltvis eller i kombination. Virkningerne kan ramme dansk område også selv om der ikke foregår egentlige kamphandlinger inden for landets grænser, navnlig hvis der anvendes atomvåben i Danmarks nærhed, idet radioaktivt støv under ugunstige vejrforhold kan spredes over store afstande.

I en krigssituation vil sygehusvæsenet blive udsat for en i forhold til fredstidssituationen stærkt øget og forandret belastning, idet det må påregnes, at antallet af tilskadekomne som følge af krigshandlingerne vil være meget stort.

Karakteren af de skader, der vil opstå under krigsforhold, afhænger af, hvilke våbentyper der vil blive anvendt. Anvendelse af konventionelle våbentyper vil først og fremmest bevirke skader, der kræver kirurgisk behandling. Sådanne skader kan bl.a. opstå ved sammenstyrtninger, brande og eksplosioner.

Brugen af kemiske kampstoffer vil kræve en medicinsk behandling. Hertil kommer de personskader, der skyldes ioniserende stråling som følge af brugen af kernevåben.

Ud over disse skader vil den almindelige sygelighed i befolkningen givetvis også kunne ændres drastisk under krigsforhold. Mulighederne for opståen af epidemier er til stede.

For sygehusberedskabet må de skader, der kræver kirurgisk behandling, anses for at være de vanskeligste at løse, idet behandlingen af disse skader kræver indsættelse af fagkyndigt personel og behandlingsudstyr i stort omfang.

Opgaverne vedrørende den medicinske behandling må i relation hertil anses for enklere at varetage.

I det følgende er der derfor navnlig redegjort for de opgaver for sygehusberedskabet, der vedrører den kirurgiske behandling af syge og tilskadekomne under krigsforhold og andre ekstraordinære forhold.

Den forøgede og forandrede belastning af sygehusvæsenet nødvendiggør en tilpasning af den fredsmæssige virksomhed til de forandrede krav. En lægelig bedømmelse af de syge og tilskadekomnes akutte og endelige behov for behandling må være grundlaget for prioriteringen af behandlingsindsatsen.

Mulighederne for at udskyde behandlingen af visse af de sygdomme, der under normale forhold bliver behandlet, må udnyttes for at skabe plads på sygehusene for de krigsskadede.

Sygehusenes behandlingskapacitet må endvidere udvides i størst muligt omfang. Dette bør ske ved, at alle givne ressourcer, det gælder operationsressourcer, personelressourcer, sengepladser m.v. må inddrages i beredskabet. Hertil kommer, at kapaciteten skal kunne udvides ved etablering af sygehusannekser og beredskabssygehuse.

B. OPGAVERNES LØSNING

Ved behandlingen af syge og tilskadekomne under krigsforhold må der af hensyn til misforholdet mellem antallet af tilskadekomne og behandlingskapaciteten foretages en opdeling af de tilskadekomne.

Behandlingen af de hårdtsårede (dvs. sårede, der ikke selv kan gå) må varetages af civilforsvarets redningstjeneste, ambulancetjenesten og sygehusberedskabet i forening.

Herudover vil der være et antal letsårede (dvs. sårede, der selv kan gå), som i en masseskadesituation ikke vil kunne påregne at blive behandlet på sygehus/ skadestue. Ydelse af fornøden hjælp til disse letsårede må, såfremt hjælp ikke kan ydes af personellet i egenbeskyttelsen (dvs. bedriftsværn og boligværn) ydes enten af den kommunale hjælpetjeneste (indkvarteringstjenesten) eller af læger og andet personel fra den primære sundhedstjeneste.

Det bemærkes herved, at det forudsættes, at den primære sundhedstjeneste også under beredskabsforhold varetages af praktiserende læger, evt. samtidig med at en del af disse inddrages i sygehusberedskabet.

Omsorgen for de hårdtsårede omfatter følgende:

A) Befrielse og/ eller opsamling på tilskadekomststedet, anbringelse på båre samt ydelse af livreddende førstehjælp.

B) Båretransport til køregrænsen, og midlertidig anbringelse på venteplads (båresamlingssted) og eventuel lægelig nødbehandling samt transportprioritering.

C) Transport med ambulance til primært kirurgisk behandlingssted (lokaltransport).

D) Primær kirurgisk behandling.

E) Indlæggelse og endelig behandling, i muligt omfang på samme sygehus, ellers langtransport med ambulance til andet indlæggelsessygehus.

REDNINGSARBEJDET OG DEN LÆGELIGE MEDVIRKEN

Vedrørende ovennævnte punkt A og B har civilforsvarets redningstjeneste til opgave at opsamle og/eller befri tilskadekomne, anbringe disse på bårer, yde livreddende førstehjælp og transportere bårerne til de oprettede ventepladser (båresamlingssteder).

Den lægelige medvirken til løsning af disse opgaver udføres af lægehold, der kan udsendes fra sygehusene eller fra andre lokaliteter, f.eks. lægehuse. Lægeholdenes arbejde udføres dels på ventepladsen og dels i et vist omfang på selve skadestedet (f.eks. indeklemte tilskadekomne). Lægeholdenes indsats på ventepladsen tilsigter at yde lægelig førstehjælp, stabilisere og transportsikre (samt prioritere) tilskadekomne, således at disse vil kunne klare transporten til nærmeste egnede sygehus-(e).

I områder, hvor der kæmpes, påhviler omsorgen for de sårede forsvarets sanitetstjeneste. De sårede opsøges og opsamles af bårehold, der yder livreddende førstehjælp, hvorefter de sårede transporteres til en afdelingsforbindeplads, hvor der ydes den første lægehjælp og foretages transportprioritering. Fra afdelingsforbindepladserne transporteres de sårede via hovedforbindepladser til det primære kirurgiske behandlingssted, som efter omstændighederne kan være et militært feltlazaret eller det civile sygehusberedskab. Letsårede og syge militære patienter kan modtage endelig behandling på militære infirmerier.

AMBULANCETRANSPORT

De ovenfor under C (og E) nævnte transportopgaver varetages af Den statslige Ambulancetjeneste.

Civilforsvarsstyrelsen forestår denne tjenestes opbygning og administration. Under krigsforhold har Civilforsvarskommandoen den øverste kommandomyndighed over ambulancetjenestens personel og materiel.

De fredsmæssige ambulancekorps (brandvæsener, De danske Redningskorps m.v.), der omfatter i alt 623 ambulancer med 719 bårepladser (jfr. Betænkning nr. 860 om civilforsvar og brandvæsen m.v.) indgår ikke i den statslige ambulancetjeneste, men deltager ved skader under krigsforhold sammen med enheder fra den statslige ambulancetjeneste i transport af tilskadekomne fra skadested (venteplads) til sygehus.

Den statslige ambulancetjenestes kapacitet er i dag 9.600 bårepladser. Køretøjerne er ca. 2.400 udskrevne motorvogne af typen VW pick-up og VW LT 31 m.fl..

Til samtlige disse køretøjer har Civilforsvarsstyrelsen anskaffet udrustning, der muliggør, at hver ambulance kan indrettes til transport af 4 liggende patienter.

Som ambulancechauffører anvendes værnepligt og frivilligt personel. Hver ambulance påregnes bemandet med 2 ambulancechauffører. Det samlede behov er således ca. 4.800 ambulancechauffører.

Ambulancetransport af militære syge og sårede i områder, hvor der kæmpes, samt - uden for disse områder - til forsvarets behandlingssteder, påhviler ikke den statslige ambulancetjeneste, men varetages af de militære myndigheder, der ligeledes i muligt omfang tilrettelægger jernbanetransport af egne syge og sårede. Øvrige ambulancetransporter af militære syge og tilskadekomne påhviler Den statslige Ambulancetjeneste.

DEN LÆGELIGE BEHANDLING

De foran under D og E nævnte opgaver, dvs. primær kirurgisk behandling og endelig behandling på indlæggelsessygehus, varetages af sygehusberedskabet.

Udgangspunktet for opbygningen af sygehusberedskabet er de eksisterende sygehuse.

Sygehuse med kirurgiske afdelinger indrettes til såvel primær kirurgisk behandling som til endelig behandling af tilskadekomne. Indlæggelse og behandling af tilskadekomne skal finde sted på disse sygehuse, så længe de overhovedet er i stand til at fungere som sygehuse.

En forhåndsinddeling af sygehusene efter graden af en sandsynlig risiko for ødelæggelse vil næppe være mulig og er heller ikke hensigtsmæssig. Der sigtes mod et elastisk opbygget beredskabssystem med mulighed for udnyttelse af alle eksisterende ressourcer. Sygehusenes anvendelse som indlæggelsessygehuse for tilskadekomne afhænger helt af den konkret foreliggende situation.

B. SYGEHUSENES KAPACITET

Sygehusvæsenet udarbejder oversigter over

a) behandlingsafsnit, herunder sikrede behandlingsafsnit og

b) sengepladser, herunder sikerede sengepladser samt en fortegnelse over, hvorledes sengene fordeler sig under de forskellige udbygningsmuligheder, herunder annekser. Oversigten indeholder beskrivelse af sygehusenes funktion under følgende vilkår:

- Det enkelte sygehus normale kapacitet.

- Sygehusets maksimumskapacitet med interne ekstraforanstaltninger, herunder hvilke muligheder der findes for placering af patienter i sikrede afsnit, udskrivning af patienter, samt hvilke institutioner (plejehjem o.l.) der kan modtage patienter, der ikke kan udskrives til hjemmet.

- Sygehusets maksimumkapacitet med annekser.

Ved anneks forstår man sengeafsnit, der indrettes i bygninger i nærheden af et bestående sygehus og drives i tilknytning til og i administrativt fællesskab med dette.

Antallet af læger med kirurgisk erfaring sætter en øvre grænse for sygehusenes behandlingskapacitet over for tilskadekomne, der har behov for kirurgisk behandling.

Den lægelige behandling, der har en ikke-kirurgisk karakter, må fortsættes også under beredskabsforhold. Den medicinske behandlingskapacitet vil blive belastet betydeligt i tilfælde af et stort antal tilskadekomne som følge af brugen af atomvåben (stråleskadede) og af kemiske kampstoffer.

Ligeledes vil der for den psykiatriske behandling kunne opstå en betydelig belastning i tilfælde af f.eks. paniksituationer.

I krigstid kan sygehusene forvente at modtage multiskadede patienter. I forbindelse med behandlingen af disse vil der være behov for tandlægefaglig bistand, ligesom der vil være behov for en sådan bistand ved akut opståede tandbehandlingsbehov.

Sygehusets plejemæssige kapacitet vil være afgørende for, hvor mange sengepladser sygehuset er i stand til at etablere ud over det normale sengeantal, idet der tages hensyn til, at ambitionsniveauet med hensyn til pleje af tilskadekomne i en beredskabssituation må ligge på et væsentlig lavere niveau end det sædvanlige.

Ved undersøgelse af anneksmulighederne rekognosceres der ikke alene for lokaliteter, der kan rumme det maksimale sengetal, men der tilvejebringes oplysninger om alle lokaliteter, der praktisk set kan anvendes som annekser i en given situation.

Med henblik på supplering og/ eller erstatning for eksisterende sygehuse må der i alle amtskommuner udpeges lokaliteter, der er egnede til anvendelse som sygehuse under beredskabsforhold, idet der må planlægges ud fra en forudsætning om, at udflytning fra et eksisterende sygehus af patienter, personale og materiel til andre lokaliteter helt eller i et vist omfang kan blive nødvendig. Disse sygehuse benævnes under eet som beredskabssygehuse.

Det af staten anskaffede udstyr til etablering af 48 beredskabssygehuse hver med 200 sengepladser og 4 operationslejer, er overdraget til amtskommunerne pr. 1. januar 1982.

Sygehusenes kapacitet og udvidelsesmulighederne skal fremgå af sygehusenes beredskabsplaner.

3. PERSONEL

Grundstammen i sygehusberedskabets personel-ressourcer er det eksisterende sygehusvæsens uddannede sygehuspersonale inden for alle faggrupper.

Sygehusberedskabets etablering betinger tilgang af yderligere personale, og dette personalebehov kan ikke forventes opfyldt ved hvervning eller nyansættelse af uddannet sygehuspersonale, hvorfor der må regnes med inddragelse af den statslige ambulancetjenestes mandskab (frivillige og værnepligtige), X-værnepligtige (dvs. værnepligtige, der ikke uddannes i fredstid) og frivillige, uddannet i henhold til særlige planer.

Inden for amtskommunen må der foretages en registrering af alt personel, der har en sådan uddannelse, at det kan forrette tjeneste i sygehusberedskabet. Af dette personel udtages en del til tjeneste ved forsvaret i tilfælde af mobilisering. Resten designeres til bestemte tjenesteområder og tjenestesteder i sygehusberedskabet i overensstemmelse med sygehusenes og amtskommunernes beredskabsplaner.

Den primære lægetjeneste forudsættes også under beredskabsforhold varetaget af praktiserende læger. Nogle kan tænkes inddraget i sygehusberedskabet som deltagere i lægehold til skadesteder eller som læger på sygehusene, evt. efter en kortvarig supplerende uddannelse specielt med henblik på skadebehandling.

4. MATERIEL, APPARATUR OG FORSYNINGER

I det omfang sygehusene udbygges ud over normal status, skal der forefindes materiel og apparatur i tilstrækkeligt omfang i depoter på eller i nærheden af sygehuset.

Der må til sygehusene tilvejebringes omsætningslagre af særlige sygehusmæssige forbrugsvarer til et vist antal måneders normalt forbrug.

Det bør indgå i beredskabsplanlægningen, at der i en beredskabssituation ved ethvert kirurgisk sygehus og ved beredskabssygehusene tilvejebringes materiel og personel (laboranter), der muliggør, at der kan foretages blodtypebestemmelse og forligelighedsprøver. Det bør således planlægges, at en del af det materiel og personel fra de sygehuse, der i fredstid foretager blodtypebestemmelse (sygehuse med blodbanker) i en beredskabssituation fordeles til de øvrige sygehuse og beredskabssygehuse, der indgår i beredskabsplanen.

Forsyninger af generel karakter til sygehusene, f.eks. fødevarer, olie m.v. tilvejebringes af amtskommunerne ad de sædvanlige kanaler. Planlægningen tilrettelægges inden for rammerne af det forsyningsberedskab, der opbygges som led i det civile beredskab.

5. SIKRING AF BYGNINGER OG TEKNISKE ANLÆG

Bygningsmæssige sikringsforanstaltninger skal ved sygehuse gennemføres i overensstemmelse med bestemmelserne i lov nr. 253 af 27. maj 1950 med senere ændringer om bygningsmæssige civilforsvarsforanstaltninger og i de til loven knyttede bekendtgørelser.

Herudover bør der forberedes indretning af sikrede behandlingsafsnit med operationsstuer samt tilhørende røntgenrum, præparationsrum, sterilisationsrum og sikrede sengeafsnit i forhold hertil.

Det vil være af væsentlig betydning for sygehusberedskabets effektivitet, at der tilvejebringes mulighed for etablering af nødforsyning med el og vand samt sikring af anlæg for autoklavering og anden sterilisation, af varmeanlæg, af kedelanlæg og rørledninger, af telefoncentral og -ledningsnet samt andre tekniske installationer.

Endelig skal der peges på nødvendigheden af et kunne etablere katastrofebelysning og afdækning af sprængte vinduesruder m.v.

6. PLANER

For ethvert amtskommunalt, statsligt og privat sygehus skal der udarbejdes en sygehusberedskabsplan, der redegør for, hvorledes sygehusets beredskab vil blive dimensioneret og organiseret for under krigsforhold og større katastrofer i fredstid at yde syge og tilskadekomne behandling på sygehus eller behandlingssted uden for sygehus.

Amtsrådet skal udarbejde en sygehusberedskabsplan, der omfatter samtlige amtskommunale, statslige og private sygehuse inden for amtskommunen og samtlige amtskommunen tilhørende beredskabssygehuse.

Amtsrådet skal udarbejde en beredskabsplan for hvert af amtskommunens beredskabssygehuse.

Civilforsvarsstyrelsen udsender en vejledende standardberedskabsplan for sygehuse, en vejledning vedrørende fremgangsmåden ved etablering af beredskabssygehuse og en vejledende standardberedskabsplan for det samlede amtskommunale sygehusberedskab.

Formålet med standardberedskabsplaner er AT sikre tilvejebringelse af et sygehusberedskab, der er afpasset efter de situationer, som også danner grundlaget for beredskabet i de øvrige dele af totalforsvaret, AT sikre koordineringen af sygehusberedskabet inden for amtskommunen, og AT sikre at sygehusberedskabet etableres som et integreret led i totalforsvaret.

Standardplanen for sygehuse er en rammeplan, der skal tjene som vejledning og danne grundlag for udarbejdelse af de enkelte sygehusplaner, herunder beredskabsplanerne for amtskommunens beredskabssygehuse. Planerne må i øvrigt opbygges efter og tilpasses lokale forhold, afhængig af strukturen på de enkelte sygehuse og karakteren af de til beredskabssygehuse udpegede lokaliteter.

Standardberedskabsplanen for det amtskommunale sygehusvæsen er en retningslinie for udarbejdelse af beredskabsplaner i de enkelte amtskommuner. Disse planer må i øvrigt opbygges efter og tilpasses lokale forhold. Sygehusberedskabets placering som en del af totalforsvaret og hensynet til tilvejebringelsen af ensartede beredskabsbestemmelser i alle amtskommuner gør det dog nødvendigt, at de dele af standardberedskabsplanen, der specielt vedrører beredskabets etablering og principperne for ledelsesforholdene på regionalt og højere niveau, må følges ved udarbejdelsen af de enkelte amtskommuners planer.

Af hensyn til sygehusvæsenets samarbejde med de lokale statslige og kommunale civilforsvarsmyndigheder er det af væsentlig betydning, at der på et tidligt tidspunkt i planlægningen optages kontakt med vedkommende civilforsvarsregion, politimestre og kommunale civilforsvar med henblik på en gensidig orientering om og fornøden koordinering af de respektive myndigheders beredskabsplaner.

Versioner

1. 1985-06-13 · til 1994-11-24