Regler for import af øvrige OECD-træarters formeringsmateriale
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Dokument
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/doc/retsinfo/1986/13403@1986-11-06/da
Indhold
På årsmødet den 2. oktober d.å. i Statens Udvalg for Kontrol med forstligt Formeringsmateriale vedtog man følgende fortolkning af Landbrugsministeriets bekendtgørelse nr. 150 af 31. marts 1981, § 5, stk. 1 og stk. 2, om anmeldelse og certificering ved import af formeringsmateriale af sådanne forstlige træarter, som er indeholdt i bekendtgørelsens bilag 2, stk. 2 og stk. 3, dvs. sådanne øvrige OECD-træarter, som ikke er EF-træarter:
Import af formeringsmateriale af de nævnte arter til hovedsagelig forstlige formål, herunder til juletræ- og pyntegrøntproduktion, anmeldes straks til Herkomstkontrollen vedlagt forekommende herkomstcertifikat samt faktura.
På grundlag af en gennemgang og bedømmelse af de fremsendte oplysninger vælger Herkomstkontrollen en af tre muligheder:
1. Der udstedes dansk stamcertifikat på partiet.
2. Det meddeles, at dansk stamcertifikat evt. vil kunne udstedes efter inspektion af partiet.
3. Det meddeles, at dansk stamcertifikat ikke kan udstedes på partiet på det foreliggende grundlag.
Valget mellem de tre muligheder træffes efter følgende retningslinjer:
ad 1. Vælges, hvor der importeres frø eller planter, hvor der fra eksportlandet (dvs. sidste handelsled før Danmark) foreligger originale, officielle herkomstcertifikater af betryggende kvalitet, og hvor formeringsmaterialet har været under officiel herkomstkontrol i alle led fra tidspunktet for frøhøst til importtidspunktet. Frømaterialer, som afsendes direkte fra producentlandet (her lig eksportlandet) til dansk adressat med de nødvendige herkomstcertifikater, hører til dette punkt.
ad 2. Vælges, hvor der importeres frø fra mellemhandlerlande uden officiel herkomstkontrol for pågældende træart, hvor der af producentlandet er udstedt originale, officielle herkomstcertifikater af betryggende kvalitet, som skal følge partiet, hvor frømaterialet importeres i producentlandets originale, plomberede pakninger, og hvor importøren meddeler, at han ønsker dansk stamcertifikat. Plomberne brydes i nærvær af Herkomstkontrollen, som kontrollerer overensstemmelsen mellem herkomstcertifikater og indre pakkesedler. Med dette formål for øje foretager Herkomstkontrollen en inspektionsrejse i marts-april måned hver år.
ad 3. Vælges i tilfælde hvor betingelserne i henhold til punkterne 1 og 2 ikke er opfyldt.
Såfremt der udstedes dansk stamcertifikat på partiet, jvf. punkterne 1 og 2, følges reglerne i bekendtgørelsens § 6 om certifikatudstedelse og fakturaoplysninger ved videresalg. Såfremt der ikke udstedes dansk stamcertifikat på partiet, jvf. punkt 3, træder reglerne i § 6 ikke i kraft, og partiet vil kunne forhandles i Danmark uden certifikatudstedelse og fakturaoplysninger.
Ovenstående regler træder i kraft med øjeblikkelig virkning. Samtidig tilbagekaldes de hidtil gældende »Regler for import af OECD-træarter fra Vesttyskland som ikke er EF-træarter« (udateret).
p.H.v.
Søren Fl. Madsen