Datasammenskrivning af lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse
Karakter B
afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Dokument
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/doc/retsinfo/1986/15005@1986-10-01/da
Denne datasammenskrivning omfatter lov nr. 182 af 23. juni 1932 om sundhedsvæsenets centralstyrelse med de ændringer, der følger af lov nr. 88 af 15. marts 1939, lov nr. 192 af 11. juni 1954, lov nr. 153 af 29. april 1965, lov nr. 203 af 28. maj 1975 og lov nr. 113 af 27. marts 1985.
§ 1.
Stk. 1. Centralstyrelsen for landets sundhedsvæsen benævnes Sundhedsstyrelsen. VIRKSOMHEDSOMRÅDE
§ 2.
Stk. 1. Sundhedsstyrelsen fører overtilsynet med sundheds- og sygeplejen - herunder indbefattet tandlæge-, jordemoder- og apotekervæsenet - og er øverste rådgiver for det offentlige i alle forhold, der kræver lægekyndig eller apotekerkyndig indsigt. I denne egenskab skal styrelsen høres af centraladministrationens forskellige afdelinger i alle sager, hvis afgørelse af vedkommende ministerium skønnes at kræve indsigt - budgetsager af denne art derunder indbefattet. Ligeledes skal sundhedsstyrelsen på begæring af de nævnte myndigheder afgive betænkninger i sager af den anførte art.
Stk. 2. Sundhedsstyrelsens virksomhed omfatter, for så vidt angår sundheds- og sygepleje, også de hæren og flåden vedrørende forhold og Rigshospitalet samt Grønland.
§ 3.
Stk. 1. Sundhedsstyrelsen har nøje at følge sundhedsforholdene i landet og våge over sundhedslovgivningens efterlevelse, at henlede de pågældende myndigheders opmærksomhed på stedfindende overtrædelser og mangler samt at modtage de henvendelser, der med hensyn til sundhedsforholdene rettes til den fra myndigheder eller organisationer, og, når det findes fornødent, at fremkomme med de til sundhedsforholdenes forbedring egnede forslag. Fremdeles har sundhedsstyrelsen, for så vidt foreliggende forhold findes at give anledning dertil, at foranstalte udbredt - ved skrifter eller foredrag - vejledninger med hensyn til særlige sundhedsforanstaltninger eller særlige sygdomsforhold.
Stk. 2. Sundhedsstyrelsen fører, for så vidt sundheds- og sygeplejen angår, efter indenrigsministerens nærmere bestemmelse det overordnede tilsyn med alle offentlige anstalter, hvor flere mennesker - voksne eller børn - holdes samlede, alle statslige og kommunale helbredelsesanstalter og forplejningsanstalter og private anstalter af lignende art, der modtager offentlig støtte, eller på hvilke patienter indlægges eller behandles for offentlig regning. Lignende tilsyn udøver sundhedsstyrelsen med alle private anstalter, hvor erhvervsmæssig pleje finder sted, og endvidere med private hjem, hvor syge, abnorme eller børn haves til huse på erhvervsmæssig måde. For så vidt sundhedsstyrelsens tilsyn vedrører anstalter og hjem, der henhører under socialministeriet, udfærdiger indenrigsministeren bestemmelser om tilsynet efter forhandling med socialministeren. Sundhedsstyrelsens leder eller den, som han dertil bemyndiger, har i tilsynets interesse når som helst adgang til enhver af de anførte lokaliteter i landet samt til enhver anden lokalitet, der med hensyn til sin indretning eller den deri stedfindende virksomhed er undergivet, særlige sundhedsmæssige forskrifter. Over planer til opførelse eller væsentlige ombygninger af fornævnte anstalter indhentes sundhedsstyrelsens erklæring.
Stk. 3. Når forholdene kræver det, kan sundhedsstyrelsen indkalde embedslæger til møder; ligeledes kan den indbyde repræsentanter for kommunale råd og for organisationer samt tekniske fagmænd til deltagelse i møder.
§ 4.
Stk. 1. Alle læger, tandlæger, jordemødre, sygeplejere, massører o.lign. samt de ved apotekervæsenet beskæftigede personer står under sundhedsstyrelsen, for så vidt angår deres embede, bestillinger, forretninger og pligter som sådanne. Sundhedsstyrelsen fører tilsyn med, at de såvel som alle ledere af helbredelsesanstalter, hvortil ingen særlig læge er knyttet, opfylder de dem som sådanne ifølge de gældende bestemmelser påhvilende pligter, og foretager de ved deres mulige pligtovertrædelser foranledigede skridt.
Stk. 2. Sundhedsstyrelsen skal endvidere påse, at de pågældende personer afgiver sådanne anmeldelser og indberetninger, som afkræves dem til fremme af den offentlige sundhedspleje, i hvilken henseende de har at rette sig efter de af sundhedsstyrelsen givne forskrifter.
Stk. 3. Undladelse af at efterkomme en sådan forpligtelse kan efter sundhedsstyrelsens begæring straffes med bøde, og forpligtelsens efterlevelse kan, såfremt ikke andet er bestemt, af sundhedsstyrelsen fremtvinges ved dagbøder af indtil 50 kr. til statskassen.
§ 5.
Stk. 1. Må det antages, at en læge, tandlæge, jordemoder, sygeplejer, massør el.lign. er farlig for sine medmennesker under udøvelse af sin kaldsvirksomhed enten på grund af legemlige mangler eller varig eller med mellemrum indtrædende mangelfuld sjælstilstand, hvad enten denne skyldes sygdom eller misbrug af alkohol, morfin, kokain og deslige, eller på grund af udvist grov uduelighed, afgiver sundhedsstyrelsen til indenrigsministeren indstilling om, at der træffes foranstaltninger til, at kaldsvirksomhedens udøvelse forbydes vedkommende. Forinden sundhedsstyrelsen afgiver sin indstilling, skal sagen forelægges retslægerådet. Endvidere skal der gives vedkommende lejlighed til at erklære sig skriftlig eller, hvis han ønsker det, at afgive mundtlig forklaring for sundhedsstyrelsen i et af den anledning afholdt møde, i hvilket også retslægerådet deltager. Retslægerådet afgiver altid skriftlig erklæring i sagen. Endvidere skal pågældende, opfordres til - skriftlig eller i det nævnte møde - at erklære, om han ønsker sagen afgjort ved dom eller underkaster sig indenrigsministerens afghørelse. Afgives sådan erklæring ikke inden en frist af 14 dage, vil sagen være at indbringe for domstolene.
Stk. 2. Under den i nærværende paragrafs første stk. ommeldte behandling i sundhedsstyrelsen har den pågældende ret til over for styrelsen at optræde ved eller i forening med en af ham valgt tillidsmand, ligesom han og tillidsmanden på hans vegne har ret til at gøre sig bekendt med samtlige sagens akter således som disse foreligger for sundhedsstyrelsen.
Stk. 3. I påtrængende tilfælde, hvor den fortsatte virksomhed skønnes at frembyde overhængende fare, kan sundhedsstyrelsen midlertidig fratage den pågældende retten til at udøve virksomhed. Sundhedsstyrelsen skal da straks give indberetning til indenrigsministeren, der stadfæster eller ophæver sundhedsstyrelsens beslutning.
Stk. 4. Skal spørgsmålet om endeligt at fratage en af de pågældende personer retten til at udøve virksomhed afgøres ved dom, foranlediger indenrigsministeren retssag anlagt mod pågældende i den borgerlige retsplejes former. Dersom retten frakendes pågældende, kan det ved dommen bestemmes, at anke ikke har opsættende virkning, idet den pågældende dog, såfremt vedkommende er i fast stilling, ikke som følge af dommen kan afskediges af denne stilling, forinden endelig domstolsafgørelse foreligger.
Stk. 5. Dersom indenrigsministeren, forinden han tager stilling til, om retten til at udøve kaldsvirksomhed bør søges frataget den pågældende, anser det for nødvendigt, at denne underkastes lægeundersøgelse, eventuelt ved indlæggelse på et sygehus eller et sindssygehospital, opfordrer han den pågældende til at underkaste sig sådan undersøgelse. Vægrer den pågældende sig herved, forelægger indenrigsministeren spørgsmålet for den ret, ved hvilken en eventuel retssag vil være at anlægge. Retten afgør spørgsmålet ved kendelse. Sådan afgørelse kan også af retten træffes, efter at retssag er anlagt. Såfremt den pågældende undlader at efterkomme en kendelse, der går han imod, fratager indenrigsministeren ham retten til at udøve kaldsvirksomhed, og hvis retssag er rejst, bortfalder denne. Udgifterne ved lægeundersøgelsen afholdes af statskassen.
Stk. 6. Indenrigsministeren kan efter ansøgning meddele en person, hvem retten til at udøve kaldsvirksomhed er frataget, tilladelse til på ny at udøve sådan gerning, såfremt de fratagelsen begrundende omstændigheder ikke længere findes at være til stede. Indenrigsministerens nægtelse af at tage ansøgningen til følge kan ikke indbringes for domstolene, før der er forløbet et år efter den afgørelse, ved hvilken retten endeligt blev pågældende frataget, eller efter den dom, ved hvilken der nægtedes ham tilladelse til på ny at udøve kaldsvirksomhed.
Stk. 7. Når en af de ovennævnte personer - midlertidig eller endeligt - fortaber retten til at udøve kaldsvirksomhed, udsteder sundhedsstyrelsen offentlig bekendtgørelse derom. Såfremt retten frakendes ved dom i en offentlig sag, skal anklagemyndigheden give sundhedsstyrelsen meddelelse derom. Sundhedsstyrelsen kan lade de heromhandlede domme offentliggøre.
Stk. 8. Såfremt en af de ovennævnte personer, der har mistet retten til udøvelse af kaldsvirksomhed, vedblivende udøver sådan virksomhed, straffes han med bøde eller hæfte i indtil 3 måneder.
§ 6.
Stk. 1. Sundhedsstyrelsen forestår og leder indsamlingen og bearbejdelsen af det medicinal-statistiske materiale, hvis resultater offentliggøres ved dens foranstaltning; den fører fortegnelse over alle til udøvelse af læge- og tandlægepraksis berettigede personer, ligesom samme forpligtelse kan pålægges den med hensyn til andre under dens tilsyn stående autoriserede personer; den udgiver årlig en fortegnelse over disse - samt over dyrlæger på grundlag af veterinærdirektoratets indberetning - hvorhos den udgiver samlingen af den civile medicinallovgivning. Om sundhedsstyrelsens virksomhed gives årlig beretning til indenrigsministeren. Beretningen offentliggøres. ORGANISATION OG FORRETNINGSGANG
§ 7.
Stk. 1. Medicinaldirektøren, der skal være læge, er chef for sundhedsstyrelsen.
§ 8.
Stk. 1. Indenrigsministeren beskikker et antal særligt sagkyndige til i fornødent omfang at bistå sundhedsstyrelsen.
Stk. 2. De i stk. 1 nævnte særligt sagkyndige udgør under forsæde af medicinaldirektøren sundhedsstyrelsens sagkyndige råd. Rådet tiltrædes af 2 af indenrigsministeren for 6 år ad gangen udpegede repræsentanter for de kommunale råd. Rådet afholder ordinære møder 2 gange årligt samt ekstraordinære møder i det omfang, forholdene kræver det. På møderne forelægger medicinaldirektøren en oversigt over sundhedsstyrelsens virksomhed, ligesom spørgsmål af principiel betydning for landets sundhedsforhold er genstand for drøftelse.
Stk. 3. Sygehusrådet, statens seruminstitut, statens husholdningsråd, statens vitaminlaboratorium og praktisk sundhedsmæssige undersøgelser, statens laboratorium for pesticidundersøgelser, levnedsmiddelinstituttet, det i § 5 i lov om et levnedsmiddelinstitut m.m. nævnte råd, samt de i lovgivningen om apotekervæsenet omhandlede institutioner og nævn yder efter anmodning sundhedsstyrelsen fornøden bistand.
Stk. 4. Såfremt en sags behandling forudsætter sagkundskab, som sundhedsstyrelsen selv, herunder de i stk. 1 nævnte særlige sagkyndige, eller de i stk. 3 nævnte organer ikke er i besiddelse af, kan styrelsen tilkalde andre sagkyndige til at deltage i sagens behandling.
§ 9.
Stk. 1. Reglerne om sundhedsstyrelsens forretningsgang og organisation, herunder om de opgaver, der påhviler de særligt sagkyndige, fastsættes af indenrigsministeren. STATENS SERUMINSTITUT
§ 10.
Stk. 1. Statens seruminstitut, der hører under indenrigsministeriet, er landets centrallaboratorium, for så vidt angår human bakteriologi, virologi og serologi m.v.
Stk. 2. Instituttets ledelse varetages af en direktion, bestående af en faglig direktør og en administrativ direktør.
Stk. 3. Der nedsættes et tilsynsråd for instituttet. Rådet består af medicinaldirektøren som formand samt 2 medlemmer udpeget af indenrigsministeren, det ene efter indstilling fra sundhedsstyrelsen.
Stk. 4. Indenrigsministeren fastsætter regler om direktionens (direktørernes) og tilsynsrådets virksomhed m.v.
§ 11.
Stk. 1. Indenrigsministeren fastsætter regler, herunder om betaling, for instituttets udlevering af præparater og udførelse af undersøgelser m.m. LOVENS IKRAFTTRÆDEN
§ 12.
Stk. 1. Denne lov træder i kraft den 1. januar 1933. Fra samme tidspunkt ophæves lov nr. 111 af 30. april 1909.
Underskrift 1
INDENRIGSMINISTERIET, DEN 1. OKTOBER 1986 O. Kopp Christensen