Regler for de ledende landinspektørers virksomhed
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Dokument
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/doc/retsinfo/1986/17005@1986-01-16/da
Indhold
Ministeriet for offentlige arbejder.
1. INDLEDNING.
1.1 I henhold til § 8 i statsekspropriationsloven er den ledende landinspektør bistand for ekspropriations- og taksationskommissionerne. Han foretager og har ansvaret for de matrikulære berigtigelser m.v., der er foranlediget af ekspropriationerne.
1.2 Den ledende landinspektør er i sin virksomhed som sådan underlagt kommissarius, der har fuld instruktionsret i forhold til landinspektøren.
1.3 Kommissarius giver meddelelse til den ledende landinspektør om dennes deltagelse i et konkret anlæg.
1.4 Den ledende landinspektør tager kontakt med anlægsmyndigheden vedrørende fremstilling af besigtigelsesmateriale, herunder materiale til belysning af mulighederne for jordfordeling.
1.5 Den ledende landinspektør giver møde ved besigtigelses-, ekspropriations- og taksationsforretningerne og andre af kommissarius fastsatte møder.
1.6 Ved forretningerne bistår han med alle oplysninger af ejendomsretlig karakter og i øvrigt med oplysninger, der kan være af betydning for projektprøvelsen eller erstatningsfastsættelsen, herunder om ejendommenes matrikulære forhold, ejendomsværdi, zonestatus, adgangsforhold, servitutrettigheder og offentligretlige begrænsninger.
1.7 I alle spørgsmål inden for ekspropriationskommissionens arbejdsområde afgiver den ledende landinspektør erklæring i sager, der forelægges ham til udtalelse af kommissarius.
1.8 Den ledende landinspektør deltager efter aftale med den pågældende anlægsmyndighed i udarbejdelsen af det fornødne materiale og øvrige oplysninger, som det påhviler anlægsmyndigheden at udarbejde forud for besigtigelses- og ekspropriationsforretningerne. Den ledende landinspektør skal i denne forbindelse især påse, at materialet m.v. udarbejdes i overensstemmelse med de til enhver tid gældende regler og med de retningslinier, ministeriet for offentlige arbejder eller kommissarius måtte fastlægge.
1.9 Opmærksomheden henledes herved navnlig på ministeriet for offentlige arbejders cirkulære om fremme af ekspropriationers berigtigelse og vejledning vedrørende matrikulær og tinglysningsmæssig berigtigelse af linieanlæg.
1.10 De i forbindelse med ekspropriationssagers gennemførelse udfærdigede sagsakter er statens ejendom.
2. BESIGTIGELSESFORRETNING.
2.1 Den ledende landinspektør gennemgår før besigtigelsesforretningen besigtigelsesmaterialet og indhenter om fornødent supplerende oplysninger til brug for kommissionens behandling af sagen.
2.2 I de tilfælde, hvor kommissionen vedtager, at der i forbindelse med et anlæg skal søges gennemført en jordfordeling, bistår den ledende landinspektør, i det omfang kommissarius fastlægger, jordbrugsdirektoratet og anlægsmyndigheden ved udarbejdelsen af jordfordelingsplan.
3. EKSPROPIATIONSFORRETNING.
3.1 Den ledende landinspektør skal påse, at det materiale, som udarbejdes af anlægsmyndigheden, og som skal ligge til grund for ekspropriationsforretningen, er i overensstemmelse med det ved besigtigelsesforretningen vedtagne, og at det er udarbejdet efter de til enhver tid gældende regler og forskrifter.
3.2 I det omfang, kommissarius stiller krav om det, udarbejder den ledende landinspektør inden ekspropriationsforretningen skematisk oversigt over indgrebenes betydning og ejendomsspecifikation for de berørte ejendomme.
3.3 Umiddelbart efter ekspropriationsforretningen udarbejder den ledende landinspektør en fortegnelse til brug for foreløbig tinglysning af ekspropriationsindgrebet i de berørte ejendomme. (Førnotat).
3.4 Fortegnelsen sendes til kommissarius til videre foranstaltning.
3.5 Når ekspropriationens omfang er fastlagt, udarbejder den ledende landinspektør endvidere en fortegnelse over de ejendomme, der skal omvurderes ved den førstkommende årsomvurdering, samt de ejendomme, der er erhvervet i deres helhed. Fortegnelsen sendes til kommissarius, som på grundlag heraf underretter kommunen (vurderingsmyndigheden).
4. ERSTATNINGSUDBETALING.
4.1 Det påhviler den ledende landinspektør at opgøre de erstatninger, som udbetales i henhold til statsekspropriationslovens § 23 (foreløbige og endelige).
4.2 Såfremt en erstatning ikke udbetales på den i henhold til lovens § 22 bestemte rentedag, skal landinspektøren opgøre erstatningen til udbetaling på den dato, kommissarius fastsætter. Ved beregningen af den rentegodtgørelse, der i dette tilfælde tilkommer den erstatningsberettigede for tidsrummet fra rentedagen til udbetalingen, medregnes selve udbetalingsdagen. Alle måneder regnes til 30 dage. Der beregnes ikke rentes rente. Ved udbetaling forud for rentedagen reduceres erstatningen til det beløb, der forrentet med ekspropriationsrenten i tidsrummet fra udbetalingen til rentedagen giver den fastsastte ekspropriationserstatning, medmindre andet er bestemt.
4.3 Når alle erstatninger vedrørende et anlæg eller en etape heraf er fastsat, udfærdiger den ledende landinspektør en fortegnelse over disse (erstatningsberegningen). Heri anføres erstatningernes enkelte poster, herunder renter, i overensstemmelse med forlig, accepterede erstatningsforslag eller endelig kendelse.
4.4 Indbetalte købesummer for overdragne, eksproprierede arealer m.v. optages i erstatningsberegningen med angivelse af datoen for indbetaling fra kommissarius til vedkommende anlægsmyndighed.
4.5 Såfremt erstatningsudbetalingen sker i et regnskabsmøde, fremlægges erstatningsberegningen ved mødet. Det påhviler den ledende landinspektør inden regnskabsmødet at udarbejde udbetalingslister, dels til brug ved indkaldelse af rettighedshavere og kommuner i henhold til statsekspropriationslovens § 24, dels til brug ved erstatningsudbetalingen i regnskabsmødet.
5. MATRIKULÆR OG TINGLYSNINGSMÆSSIG BERIGTIGELSE.
5.1 Når anlægsmyndigheden har meldt anlægsarbejdet færdigt og har fremsendt afmærkningsplaner til den ledende landinspektør, iværksætter denne straks den matrikulære berigtigelse.
5.2 Såfremt der skal ske afmærkning af skæring mellem anlægget og eksisterende skel, skal han sørge for dette. Han skal påse, at den modtagne afmærkningsplan er i overensstemmelse med trufne beslutninger. Han skal angive eksproprierede, afskårne arealer og disses fremtidige tilhørsforhold.
5.3 Herefter foretager den ledende landinspektør opmåling af de afgivne, herunder afskårne og servitutbelagte arealer og udarbejder de til den matrikulære og tinglysningsmæssige berigtigelse nødvendige dokumenter.
5.4 Efter sket ejendomsmåling supplerer den ledende landinspektør erstatningsberegningen på grundlag af de endelige, fastslåede arealer. Erstatningsberegningen skal udvise den efterbetaling, der i henhold til statsekspropriationslovens § 23 og de af kommissarius fastsatte regler tilkommer ejere af ejendomme, som må afgive større arealer end forudsat ved erstatningsudbetalingen.
5.5 Erstatningsberegningen og de til den matrikulære berigtigelse nødvendige dokumenter sendes til matrikeldirektoratet gennem kommissarius.
5.6 Efter sagens notering i matriklen påfører den ledende landinspektør erstatningsberegning, afgangsberegning og eventuelle kort de af matrikeldirektoratet givne nye matrikelnumre og sender sagen til kommissarius.
5.7 Hvis tinglysningsfortegnelse ikke er udarbejdet af matrikeldirektoratet, udarbejdes den af den ledende landinspektør.
5.8 Til brug ved tinglysning af servitutter, stiftet ved ekspropriationen, medsendes i fornødent omfang servitutrids, udarbejdet af anlægsmyndigheden og attesteret af den ledende landinspektør. Denne skal angive, hvilke servitutter der er opretholdt på eksproprierede arealer, jfr. statsekspropriationslovens § 25, og i øvrigt bistå kommissarius ved den tinglysningsmæssige berigtigelse.
5.9 Hvis der er fremkommet nye selvstændige matrikelnumre, skal der udfærdiges matrikelkopikort for disse.
5.10 Når kommissarius bestemmer det, skal den ledende landinspektør rette og påtegne berørte lodsejeres matrikelkopikort om de arealændringer, som er en følge af ekspropriationen, eller, såfremt han anser det for mere hensigtsmæssigt, udfærdige en kopi af matrikelkortet, der viser forholdene efter den foretagne ekspropriation.
5.11 Den ledende landinspektør kan lade en lokal, praktiserende landinspektør foretage opmåling og arealberegning. Den ledende landinspektør har imidlertid det fulde ansvar for sagens korrekte berigtigelse i behørig tid.
5.12 Spørgsmålet om anvendelse og valg af lokal, praktiserende landinspektør sker efter aftale med anlægsmyndigheden. Uenighed afgøres af kommissarius.
6. INSTRUKSENS OMRÅDE OG IKRAFTTRÆDEN.
6.1 I Københavns og Frederiksberg kommuner samt i Sønderjylland gælder instruksen med de ændringer, der følger af den for disse omrader gældende, særlige matrikulære administration.
6.2 Disse regler træder i stedet for indenrigsministeriets instruks af 8. august 1890.
Underskrift 1
Ministeriet for offentlige arbejder, den 16. januar 1986. P. M. V.