Læreplan for faget EKSPORTENGELSK I på merkonomkursus i International Marketing
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Dokument
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/doc/retsinfo/1986/22211@1986-09-24/da
Indhold
Formål
Formålet med undervisningen er
- at deltagerne opnår indsigt i kulturelle og erhvervsmæssige forhold på udvalgte engelsksprogede markeder
- at deltagerne får kendskab til internationale markedsføringsmæssige sammenhænge
- at deltagerne udbygger deres evne til at forstå og til at udtrykke sig om emner, der vedrører samfundsforhold og erhvervsliv
- at deltagerne kan forhandle på engelsk.
Mål
Målet med undervisningen er
- at deltagerne kan forstå varieret og nuanceret tale- og skriftsprog, specielt i erhvervsrelaterede sammenhænge
- at deltagerne kan udtrykke sig selvstændigt og nuanceret med en høj grad af idiomatisk korrekthed i erhvervsrelaterede sprogsituationer
- at deltagere kan gennemføre et rollespil med erhvervsrelateret indhold
- at deltagerne kan kommentere autentiske erhvervsrelaterede tekster samt udtrykke sig selvstændigt i et nuanceret og varieret skriftsprog med en høj grad af idiomatisk korrekthed
- at deltagerne kan dokumentere dybere kendskab til de erhvervsmæssige, kulturelle, politiske og økonomiske forhold, som er relevante for afsætningen på udvalgte markeder.
Indhold
I undervisningsforløbet behandles tekster, herunder auditivt og audiovisuelt materiale, som dækker erhvervsmæssige, kulturelle, politiske og økonomiske forhold.
I tekstvalget inddrages emner, som forbereder faget OMRÅDESTUDIER.
Deltagernes erfaringsverden, herunder erhvervsbaggrund, inddrages i størst muligt omfang.
Undervisningen, der foregår på engelsk, bygger på det kommunikative sprogsyn.
Sprogfærdighed
Såvel receptive som produktive færdigheder styrkes gennem arbejde med lyd- og videobånd samt tekster med erhvervsmæssigt, kulturelt, politisk og økonomisk indhold.
Gennem arbejde med autentiske sagprosatekster opøves deltagernes evne til at analysere, kommentere, argumentere og parallellisere.
Ved udarbejdelse og afholdelse af foredrag trænes deltagerne i strukturering af det udvalgte materiale samt i anvendelse af præsentationsteknik, herunder non-verbal kommunikation.
Udtryksfærdigheden styrkes endvidere ved arbejde med rollespil og cases under anvendelse af samtalestrategier og mødeteknik.
Under evaluering af foredrag, rollespil og casebehandling opøves deltagernes evne til at give og modtage kritik.
På baggrund af og med udgangspunkt i erhvervsrelaterede tekster trænes deltagerne i kommentering og selvstændig formulering, herunder rapportskrivning.
Timetal
60 timer
Hjemmeopgaver
Der stilles i alt 12 hjemmeopgaver, hver af et omfang som et halvt eksamenssæt.
Ikrafttrædelse m.v.
Læreplanen har omgående virkning og afløser foreløbig plan udsendt den 20. august 1986.
P.d.v.
e.b.
Erik Nexelmann
underv.insp.