Finansministeriets vejledende retningslinier for ydelse af § 1, stk. 2-tillæg under den pensionsgivende grænse til akademikere (* 1)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Dokument
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/doc/retsinfo/1986/6733@1986-10-07/da
Indhold
1. Decentralisering af aftaler om § 1, stk. 2-tillæg
Finansministeriet og en række organisationer på akademikerområdet har indgået aftaler om decentralisering af adgangen til at indgå aftaler om § 1, stk. 2 og 3-tillæg.
Ifølge aftalerne kan Finansministeriet overlade indgåelsen af aftaler om ydelse af nye tillæg eller forhøjelse af bestående tillæg i henhold til overenskomstens § 1, stk. 2 og 3, til de enkelte ministerier m.v.
Organisationerne kan overlade indgåelsen af aftaler som nævnt til de enkelte fraktioner og tillidsrepræsentanter. I det omfang de berørte ministerier m.v. overlader indgåelsen af aftaler til de enkelte styrelser, institutioner og virksomheder, overlader organisationen i videst muligt omfang indgåelsen af aftaler til de enkelte fraktioner og tillidsrepræsentanter.
Finansministeriet har udarbejdet disse vejledende retningslinier til brug for ministerier m.v. under de decentrale forhandlinger. Retningslinierne finder alene anvendelse på områder, inden for hvilke Finansministeriet har bemyndiget vedkommende ministerium. Det nærmere omfang af ministeriernes adgang til at indgå aftaler om tillæg vil fremgå af skrivelser fra Finansministeriet.
De særlige regler om decentralisering af aftaler om fordeling af puljetillæg og genanvendelse af ledigblevne puljetillæg er fortsat gældende.
2. Bestemmelsen i overenskomsternes § 1, stk. 2
Tillæg til overenskomstansatte akademikere ydes normalt
henhold til bestemmelsen i overenskomsternes § 1, stk. 2.
Bestemmelsen har følgende indhold:
»Stk. 2. Ved ansættelse i en stilling, der i arbejdsmæssig, administrativ, kvalifikationsmæssig eller anden henseende indtager en sådan særstilling, at den ikke omfattes af de almindelige forudsætninger for nedenstående lønninger m.v., træffes der mellem finansministeriet og organisationen speciel aftale om tillæg til lønnen og eventuelle andre vilkår«.
Akademikeroverenskomsterne er normallønsoverenskomster med en lønskala med indbygget hensyntagen til den anciennitet, en ansat efterhånden opnår. En voldgiftskendelse af 5/10 1982 fastslår, at § 1, stk. 2, jfr. stk. 3, er undtagelsesbestemmelser:
»Der er derfor intet grundlag for at anse § 1, stk. 2, jfr. stk. 3, ... som en art »løfteparagraf«, som i et bredere omfang kan anvendes til at søge de ansattes lønninger hævet. Bestemmelsen har karakter af en undtagelsesbestemmelse, der skal bringes i anvendelse, når der i det enkelte tilfælde undtagelsesvis kan påvises et særligt grundlag herfor.'
Det er således ikke meningen, at § 1, stk. 2-bestemmelsen skal benyttes som hjemmel til generelt at yde tillæg oven i skalalønnen.
3. Særstillingskravet
Det er en almindelig forudsætning for ydelse af § 1, stk. 2-tillæg, at der er tale om ansættelse i en stilling, som indtager den i overenskomsternes § 1, stk. 2, krævede særstilling.
Efter aftalepraksis tages der ved tillægsfastsættelsen udgangspunkt i en stillingsbeskrivelse. Blandt oplysningerne i stillingsbeskrivelsen er navnlig oplysninger om referenceforhold og eventuelle ledelsesopgaver af betydning, men også en stilling på »menigt« niveau vil kunne indtage den krævede særstilling.
Den ansattes anciennitet er ikke i sig selv afgørende for, om særstillingskravet er opfyldt. Om betydningen af den ansattes anciennitet hedder det i ovennævnte voldgiftskendelse af 5/10 1982:
»Selv om det efter § 1, stk. 2, er stillingens særlige karakter, der skal vurderes, kan det ikke kritiseres som værende i strid med bestemmelsen, at (Finansministeriet) i det foran beskrevne omfang også vurderer indehaverens anciennitet, idet kortvarig anciennitet ofte vil være et indicium for, at stillingen ikke har de særlige kendemærker, der kan bringe den ind under § 1, stk. 2.«
Medmindre specielle omstændigheder foreligger, bør der normalt ikke tildeles § 1, stk. 2-tillæg til kandidater med kortvarig anciennitet, idet det kun er få kandidater, der på mindre end 4-5 år kan nå at erhverve tilstrækkelig erfaring til, at betingelsen i § 1, stk. 2, om indtagelse af en særstilling er opfyldt.
Omvendt er længere anciennitet ikke et indicium for, at stillingen indtager den krævede særstilling.
4. Speciel aftale
Overenskomsterne forudsætter, at der skal være tale om en »speciel aftale«. I modsætning til tjenestemandsområdet sker der derfor ikke nogen klassificering af stillinger, når disse besættes på overenskomstvilkår. Tillæggene er personlige, således at der foretages en vurdering i det konkrete tilfælde af den pågældende akademikers kvalifikationer og den stilling, vedkommende er eller påtænkes ansat i.
Ved vurderingen heraf bør der lægges vægt på, hvilke funktioner den pågældende skal udføre, om vedkommende har beskæftiget sig med tilsvarende arbejde før, om der er forudsat arbejdsledelse og i givet fald for hvilken type medarbejdere og disses aflønning. Det bør endvidere spille ind, hvordan tillægsniveauet er for tilsvarende stillinger i styrelsen, og hvorledes et tillæg vil passe ind i dette niveau. En ansat bør normalt ikke tildeles samme eller højere tillæg end den nærmeste foresatte.
En ansat kan godt tildeles et tillæg, der er mindre end det forgængeren havde, f.eks. hvis der er tale om en yngre kandidat uden så store personlige kvalifikationer, som den afgåede medarbejder havde. Lavere tillæg kan også ydes, hvis det tillæg, forgængeren i stillingen havde, var forhøjet af pulje, eller hvis sideordnede medarbejderes tillæg er forhøjet af puljemidler. Men det kan også være muligt at yde højere tillæg på grund af virkningen af § 1, stk. 3 (»tillægsstopaftalen«), jfr. pkt. 5.
Der kan kun tildeles eet kvalifikationstillæg pr. ansat. Der er intet til hinder for, at der kan indgås aftale om ydelse af tillæg, som er finansieret dels uden for, dels inden for en pulje (herunder ved genanvendelse af ledigblevne puljetillæg).
Medlemskab af en organisation er ikke en forudsætning for tildeling af et tillæg.
5. Tillægsstopaftalen
Selv om en stilling indtager den krævede særstilling, følger det imidlertid ikke heraf, at der skal ydes tillæg. Efter indgåelsen af »tillægsstopaftalen« kan tillægssager nemlig kun rejses i 2 situationer
1) i forbindelse med nyansættelse eller
2) i tilfælde af, at der sker væsentlige ændringer i den pågældendes stilling.
Aftalen, der findes i overenskomsternes § 1, stk. 3, 1. afsnit, har følgende indhold:
»Stk. 3. Der kan i overenskomstperioden ikke ydes nye tillæg eller ske forhøjelse af bestående tillæg i henhold til stk. 2. Dog vil der fortsat kunne indgås aftaler om ydelse af nye tillæg i tilfælde af nyansættelser og om ydelse af nye tillæg eller forhøjelse af bestående tillæg, i tilfælde af at der sker væsentlige ændringer i den pågældendes stilling.«
Nyansættelse
Der er tale om nyansættelse, når der sker ansættelse af en akademiker, der ikke tidligere har været ansat i statens tjeneste,
eller hvis umiddelbart forudgående ansættelse har været uden for staten. Hvis den pågældende i forvejen er ansat i statens tjeneste, foreligger der normalt nyansættelse, hvis der sker skift fra eet ministerium til et andet. I øvrigt må det bero på den pågældendes ansættelsesområde ifølge ansættelsesbrevet, om der er tale om nyansættelse. Overgang fra een ansættelse til en anden under samme ministeriums omrade betragtes normalt ikke som nyansættelse, men behandles efter reglerne om væsentlig stillingsændring.
Der er en frist på et halvt år fra ansættelsen for ansættelsesmyndigheden såvel som organisationen til at rejse en sag om ydelse af tillæg i forbindelse med nyansættelse. Rejses sagen efter fristens udløb, kan der vel indgås aftale om tillæg, men der er ikke noget overenskomstmæssigt krav på ydelse heraf.
Væsentlig stillingsændring
Afgørelsen af, om der er sket en væsentlig stillingsændring, beror på en samlet vurdering af stillingen før den påberåbte stillingsændring, sammenholdt med en tilsvarende vurdering af stillingen efter dette tidspunkt. Væsentlig stillingsændring kan f.eks. forekomme i forbindelse med: Etablering af en ny intern struktur, væsentlige organisatoriske ændringer, ændring af styrings-, koordinerings- eller ledelsesopgaver, ændring af det ansvar eller af karakteren af de opgaver, der hidtil har været henlagt til stillingen, eller hvis en ændring i sammensætningen af arbejdsopgaverne indebærer en væsentlig ændring i kravet til nødvendig uddannelse hos stillingsindehaveren. En væsentlig stillingsændring vil være knyttet til en bestemt dato. Hvis det ikke er muligt at fastslå en bestemt dato for stillingsændringen, f.eks. hvis ændringen har fundet sted over en længere periode (»glidende udvikling«), foreligger der ikke en væsentlig stillingsændring i overenskomstens forstand.
Som følge af den begrænsning, der ligger i »tillægsstopaftalen«, sammenholdt med adgangen til at yde tillæg i forbindelse med nyansættelse, kan der opstå tillægsmæssige forskelle mellem ansatte, der bestrider arbejdsområder på samme niveau og i øvrigt er lige kvalificerede. Hvis f.eks. flere arbejdsområder udvikler sig parallelt og stiller stadig større krav til den ansatte, der varetager arbejdsområdet, uden at der dog kan siges at være tale om en væsentlig stillingsændring, kan der ifølge tillægsstopaftalen ikke ske ydelse eller forhøjelse af tillæg. Hvis en af disse ansatte fratræder, og stillingen besættes med en nyansat, er der ifølge tillægsstopaftalen mulighed for at optage forhandling om tillæg på baggrund af en vurdering af den nyansattes kvalifikationer i relation til det nuværende (udvidede) arbejdsområde. Den pågældende vil således eventuelt få et tillæg, der medfører, at han oppebærer højere løn for et arbejde end hans forgænger og hans sideordnede, der har været ansat i længere tid, og hvis arbejdsområde har gennemgået en glidende udvikling frem til det nuværende. Sådanne tillægsforskelle kan i visse tilfælde modvirkes ved ydelse af puljetillæg.
Der er ikke i overenskomsten fastsat nogen egentlig frist for at rejse sager om ydelse af tillæg eller tillægsforhøjelse i forbindelse med væsentlig stillingsændring. I en voldgiftskendelse af 27/9 1982 udtales imidlertid bl.a.:
»Det fremgår modsætningsvis af § 1, stk. 3, 1. punktum, at der i forbindelse med overenskomstforhandlinger kan stilles krav om forhøjelse af kvalifikationstillæg. Dette må medføre, at stillingsændringer i en overenskomstperiode normalt ikke efter denne periodes udløb vil kunne påberåbes til støtte for, at der foreligger »væsentlige ændringer«, i den i § 1, stk. 3, 2. punktum, omhandlede forstand.'
Der er dog ikke noget i vejen for, at en sag, der er rejst, men ikke afsluttet inden en overenskomstperiodes udløb, forhandles efter almindelige regler og praksis.
Derimod kan der, jfr. den ovenfor citerede kendelse, normalt ikke efter en overenskomstperiodes udløb rejses sager om væsentlige stillingsændringer, der er sket i perioden. Der kan i disse tilfælde vel indgås aftale om tillæg, men der er ikke et overenskomstmæssigt krav på ydelse eller forhøjelse af tillæg. I et tilfælde, hvor udviklingen i løbet af en årrække inden for en styrelse pludseligt manifesterer sig ved, at der også formelt gennemføres en væsentlig omstrukturering af styrelsen, er det dog ifølge voldgiftskendelsen ikke udelukket ved en vurdering efter § 1, stk. 3, 2. punktum, også at hense til stillingens indhold efter omstruktureringen sammenholdt med dens indhold, da dens indehaver overtog den.
6. Kendte' tillægsstørrelser
For så vidt angår tillæg under den pensionsgivende grænse benyttes normalt følgende »kendte« tillægsstørrelser:
19.424,88 kr., 25.022,42 kr., 29.184,15 kr., 30.770,81 kr., 34.724,45 kr., 37.819,75 kr. og 41.773,39 kr.
Alle tillæg er anført i årligt grundbeløb (niveau oktober 1984).
Der er ikke opstillet faste regler for, hvilke tillæg der benyttes i de enkelte situationer. Det laveste tillæg er normalt førstegangstillæg, mens tillæg nær den pensionsgivende grænse kan ydes til ansatte, der har fået tillagt en vidtrækkende, selvstændig afgørelseskompetence, besidder en meget bred erfaring, er arbejdsleder for flere medarbejdere med en akademisk uddannelse m.v.
7. Indberetning til Finansministeriet
Finansministeriet underrettes af vedkommende ministerium 1. april og 1. oktober om indgåede aftaler i det forløbne halve år. Meddelelsen skal indeholde oplysning om den ansattes navn, lønanciennitetsdato, hidtidige tillæg, nye tillæg, ikrafttrædelsesdato, en eventuel forgængers tillæg samt kortfattet begrundelse. Der vedlægges skema.
8. Tvister m.v.
Finansministeriet kan tilbagekalde ministeriernes adgang til at indgå aftaler.
Tilsvarende kan organisationen efter drøftelse med Finansministeriet tilbagekalde fraktionernes og tillidsrepræsentanternes adgang til at indgå aftaler.
Tvivlsspørgsmål om fortolkningen af decentraliseringsaftalen og overenskomstens § 1, stk. 2 og 3, herunder om en stilling indtager den krævede særstilling, eller om der er sket en væsentlig stillingsændring, må i første omgang søges afklaret decentralt. Hvis spørgsmålet ikke kan afklares decentralt, behandles sagen på samme måde som øvrige retstvister af Finansministeriet og organisationen efter reglerne herom i hovedaftalen.
Tvister, der udelukkende drejer sig om, hvilket tillæg der skal ydes, er interessetvister, som efter afgivelse af behørigt varsel kan medføre arbejdsstandsning. Varsler om arbejdsstandsning afgives af en overenskomstpart over for den anden overenskomstpart.
Finansministeriet vil være indstillet på at bistå ministerier og styrelser med løsning af eventuelle tvivlsspørgsmål, der måtte opstå i forbindelse med de decentrale forhandlinger.