Gelex

Datasammenskrivning af lov om udskrivning af skat til amtskommunen

OphævetVersion 1986-10-01fra 1986-10-01 til 2002-10-15
Karakter B

afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Dokument

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/doc/retsinfo/1986/9015@1986-10-01/da

Indhold
  1. Indledning
    1. § 1.
    2. § 2.
    3. § 3.
    4. § 4.
    5. § 5.
    6. § 6.
    7. § 7.
    8. § 8.
    9. § 9.
    10. § 10.
    11. § 11.
    12. § 12.
    13. § 13.
  2. Underskrift 1

Denne datasammenskrivning omfatter lov om udskrivning af skat til amtskommunen, jfr. lovbekendtgørelse nr. 534 af 30. oktober 1974 med de ændringer, der følger af lov nr. 217 af 28. april 1976, lov nr. 500 af 28. oktober 1983 og lov nr. 315 af 4. juni 1986.

§ 1.

Stk. 1. Det beløb, der ifølge det af amtsrådet vedtagne årsbudget skal udskrives som skat til amtskommunen, tilvejebringes dels ved udskrivning af grundskyld og eventuelt dækningsafgift i henhold til lov om beskatning til kommunerne af faste ejendomme, dels ved udskrivning af amtskommunal indkomstskat.

§ 2.

Stk. 1. Af det samlede udskrevne beløb efter fradrag af de forventede indtægter ved dækningsafgift og efter forlods udskrivning af grundskyld med 4 promille af den afgiftspligtige grundværdi af de ejendomme, der ligger i amtskommunen, udskrives halvdelen som grundskyld. Den amtskommunale grundskyld kan dog højst udskrives med i alt 20 promille af den afgiftspligtige grundværdi.

§ 3.

Stk. 1. Den resterende del af det beløb, der ifølge årsbudgettet skal udskrives, pålignes som amtskommunal indkomstskat.

§ 4.

Stk. 1. Pligt til at svare amtskommunal indkomstskat påhviler enhver person, der er pligtig at svare kommunal indkomstskat efter reglerne i afsnit I i loven om kommunal indkomstskat. jfr. dog § 5, stk. 2.

§ 5.

Stk. 1. Skatten svares for kalenderåret til den amtskommune (amtsskattekommune), som omfatter den kommune, der efter § 2 i loven om kommunal indkomstskat er den skattepligtiges skattekommune for samme kalenderår.

Stk. 2. Personer, hvis skattekommune er Københavns eller Frederiksberg kommune, eller som efter reglerne i § 2, stk. 4, i loven om kommunal indkomstskat i stedet for kommunal indkomstskat svarer et staten tilfaldende skattebeløb, svarer ikke amtskommunal indkomstskat.

Stk. 3. Amtsrådet har samme ret til at rejse indsigelse mod den skattekommune, der er udpeget for en skatteyder, som tilkommer en kommunalbestyrelse efter lov om kommunal indkomstskat. Hvis der ikke kan opnås enighed mellem kommunalbestyrelser og amtsråd om, hvilken kommune der skal anses for skattekommune, afgøres spørgsmålet af indenrigsministeren.

§ 6.

Stk. 1. Den amtskommunale indkomstskat tilfalder udelt amtsskattekommunen, uanset om vedkommende skattepligtige person har ophold uden for denne kommune i det pågældende kalenderår.

§ 7.

Stk. 1. Uenighed mellem amtskommuner om, hvilken af dem der er berettiget til den amtskommunale indkomstskat, der påhviler en person, afgøres af indenrigsministeren.

§ 8.

Stk. 1. Amtskommunal indkomstskat beregnes på grundlag af den til statsskat opgjorte skattepligtige almindelige indkomst. Skatten nedsættes efter personskattelovens §§ 10-12, jfr. til dels § 9, og § 26, stk. 1, 2 og 5. Dog udgør grundbeløbet for det personfradrag, der er nævnt i personskattelovens § 10, stk. 1, 21.200 kr. ved nedsættelsen af den beregnede amtskommunale indkomstskat. Beløbet reguleres efter personskattelovens § 20.

§ 9.

Stk. 1. Amtskommunal indkomstskat svares med en udskrivningsprocent, der fastsættes af amtsrådet for det pågældende kalenderår, og som skal angive forholdet mellem på den ene side de beløb, der skal udskrives som amtskommunal indkomstskat, og på den anden side den forventede sum af de skattepligtige indkomster reduceret med de beløb, hvoraf de i § 8, 2.-4. pkt., nævnte nedsættelser skal beregnes. Fremkommer der ved beregningen af udskrivningsprocenten flere decimaler, forhøjes den første med 1, og de øvrige bortkastes.

§ 10.

Stk. 1. Bestemmelserne i §§ 14-17 i loven om kommunal indkomstskat finder tilsvarende anvendelse, for så vidt angår amtskommunal indkomstskat.

§ 11.

Stk. 1. Indenrigsministeren fastsætter de nærmere regler for gennemførelsen af bestemmelserne i denne lov.

§ 12.

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 1972.

Stk. 2. Lov nr. 29 af 28. januar 1966 om den amtskommunale beskatning ophæves. Bidrag til amtskommunerne, som er pålignet kommunerne efter den nævnte lov bortfalder i det omfang, bidraget forfalder efter 1. januar 1972.

§ 13.

Stk. 1. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Underskrift 1

INDENRIGSMINISTERIET, DEN 1. OKTOBER 1986 Marius Ibsen

Versioner

  1. 1986-10-01 · til 2002-10-15