KUNDGØRELSE FOR FORSVARET B.19-1987 OM BESTEMMELSER VEDRØRENDE IDENTITETSKORT TIL FORSVARETS PERSONEL
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Dokument
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/doc/retsinfo/1987/25105@1987-10-21/da
Indhold
A. Indledning
=============
1. Ved kongelig resolution af 14/6 1951 ratificeredes de på den diplomatiske konference i Geneve den 12/8 1949 undertegnede fire konventioner henholdsvis
I til forbedring af såredes og syges vilkår i de væbnede styrker i felten,
II til forbedring af såredes, syges og skibbrudnes vilkår i de væbnede styrker på søen,
III om behandling af krigsfanger og
IV om beskyttelse af civile personer i krigstid.
2. Nærværende bestemmelser omfatter de i konventionerne nævnte identitetskort for følgende personelkategorier:
A.1: Kombattanter (konvention III),
A.2: Kombattanter, der har modtaget sekundær uddannelse som sygehjælpere (konvention I),
B.1: Sanitært og gejstligt personel, der virker til lands (konvention I),
B.2: Sanitært og gejstligt personel, der virker til søs (konvention II) og
C. : Personel, der følger de væbnede styrker uden at være medlem af disse (konvention III).
3.a. Af konvention lII, artikel 4, fremgår det, at medlemmer af de stridende parters væbnede styrker såvel som medlemmer af hjemmeværnet eller frivillige korps, der udgør en del af de nævnte væbnede styrker, skal behandles som krigsfanger i overensstemmelse med konventionens artikler, når de falder i fjendens magt. lfølge de af Den internationale Røde Kors Komite i 1960 udgivne kommentarer til ovennævnte bestemmelse er det enhver nations pligt at tage skridt til, at medlemmerne af de væbnede styrker umiddelbart kan erkendes som sådanne, og at drage omsorg for, at de er lette at skelne fra medlemmer af de fjendtlige væbnede styrker eller fra civile. Herunder fremgår af kommentarerne, at udtrykket "medlemmer af de væbnede styrker" omfatter såvel kombattanter som nonkombattanter.
Til medlemmer af de væbnede styrker, der som følge af ovenstående skal bære en af de tre værns uniformer, udstedes militært identitetskort eller identitetskort for sanitært og gejstligt personel tilknyttet de væbnede styrker, som beskrevet i pkt. b.-e. nedenfor.
b. Af konvention IIl, artikel 17, fremgår, at enhver af de stridende parter er forpligtet til at udstyre alle under den hørende personer, der i givet fald kan blive krigsfanger, med et identitetskort.
Identitetskortet skal på forlangende forevises af krigsfangen, men må i intet tilfælde fratages ham. Identitetskortets udseende fremgår af bilag 1.
Kortet benævnes i det følgende "identitetskort A.1".
c. I konvention I, artiklerne 25, 29 og 41, bestemmes, at medlemmer af de væbnede styrker, der særligt er uddannede til i påkommende tilfælde at anvendes som sygepassere, sygeplejersker eller frivillige sygebærere til eftersøgning, opsamling, transport eller behandling af sårede og syge, skal respekteres og beskyttes, såfremt de udfører disse pligter på et tidspunkt, hvor de kommer i berøring med fjenden eller falder i fjendens hænder. Personel, som er faldet i fjendens hænder, er at anse som krigsfanger, men skal udøve dets sanitære pligter, hvor dette er påkrævet.
Personellet skal under udøvelsen af dets sanitære pligter og kun da bære et hvidt armbind, der i midten er forsynet med kendemærket (rødt kors på hvid bund) i formindsket gengivelse; armbindet skal hidrøre fra og stemples af den militære myndighed.
Militære identitetspapirer, der bæres af sådant personel, skal nærmere anføre, hvilken særlig uddannelse det har modtaget, den midlertidige karakter af de opgaver, hvormed det er beskæftiget, og dets hjemmel til at bære armbindet.
Identitetskortets udseende fremgår af bilag 1.
Kortet benævnes i det følgende »Identitetskort A.2«.
Identitetskort A.2 adskiller sig fra type A.1 ved, at der på bagsiden af type A.2 er anført følgende tekst:
»Modtaget sekundær uddannelse som sygehjælper og skal under midlertidig udøvelse af sanitære pligter bære hvidt armbind med rødt kors«.
d. Af konvention 1, artiklerne 24, 28 og 40, fremgår, at sanitært personel, som udelukkende er beskæftiget med eftersøgning, opsamling, transport eller behandling af sårede eller syge eller med forebyggelse af sygdomme, personer, der udelukkende er beskæftiget med sanitære enheders og indretningers administration, såvel som feltpræster, tilknyttet de væbnede styrker, skal respekteres og beskyttes under alle forhold.
Personel, som falder i den fjendtlige parts hænder, er ikke at anse som krigsfanger og må kun tilbageholdes, for så vidt eventuelle krigsfangers helbredstilstand, åndelige fornødenheder og antal kræver dette.
Personellet skal på venstre arm bære et armbind, der kan tåle vand, er forsynet med kendemærket (rødt kors på hvid bund) og er udstedt og stemplet af den militære myndighed.
Personellet skal tillige bære et særligt identitetskort, der er forsynet med kendemærket.
I intet tilfælde må kendetegn, identitetskort eller retten til at bære armbind fratages det nævnte personel. Ved tab af kort eller kendetegn har personellet ret til at erholde genpart af kortene og til at få kendetegnene erstattet.
Identitetskortets udseende fremgår af bilag 2.
Kortet benævnes i det følgende »Identitetskort B.1«.
e. I konvention II, artiklerne 36, 37 og 42, er bestemt, at hospitalskibes gejstlige, lægelige og sanitære personel samt deres besætning skal respekteres og beskyttes; de nævnte personer må ikke tages til fange i det tidsrum, de er i hospitalskibets tjeneste, hvad enten der er sårede og syge om bord eller ej.
Medlemmer af det gejstlige, lægelige og sanitære personel, der har fået til opgave at øve den lægelige eller åndelige forsorg for sårede, syge eller skibbrudne af de væbnede styrker på søen, skal, dersom de falder i fjendens hænder, respekteres og beskyttes. De kan fortsat udføre deres pligter, sålænge dette er nødvendigt af hensyn til de såredes og syges pleje. De skal derefter sendes tilbage, så snart den øverstkommanderende, under hvis myndighed de befinder sig, anser det for muligt. Når de forlader skibet, er de berettiget til at medføre deres personlige ejendele.
Personellet skal bære et særligt identitetskort, der er forsynet med kendemærket.
I intet tilfælde må kendetegn, identitetskort eller retten til at bære armbind fratages det nævnte personel. Ved tab af kort eller kendetegn har personellet ret til at erholde genpart af kortene og til at få kendetegnene erstattet.
Identitetskortets udseende fremgår af bilag 2.
Kortene benævnes i det følgende »Identitetskort B.2«.
f. I konventionen III, artikel 4, er anført, at personer, der følger de væbnede styrker uden direkte at være medlemmer af disse, får krigsfangestatus, når de falder i fjendens magt. Som eksempler på sådanne personer er nævnt civile medlemmer af militære luftfartøjers besætninger, krigskorrespondenter, leverandører af arbejdsenheder eller af tjenestegrene, som er ansvarlig for de væbnede styrkers velfærd.
Forudsætningerne for krigsfangestatus er, at de er autoriserede af de væbnede styrker, som de følger.
For at lette gennemførelsen af denne bestemmelse skal de forsynes med et identitetskort, hvis udseende fremgår af bilag 3.
Kortet benævnes i det følgende »identitetskort C«.
B. Bestemmelser vedrørende udstedelse
=====================================
4. Generelt.
a. Til alt tjenestgørende militært personel samt til hjemsendt og hjemkommanderet personel, der som kombattanter eller som gejstlige eller sanitært personel skal møde ved fredsstyrkens forøgelse, skal der udfærdiges identitetskort type A.1, A.2, B.1 eller B.2 som anført i pkt. 3, idet der for hver person kun udfærdiges kort af een af nævnte typer.
b. Til civilt personel, der ikke i henhold til mødebefaling har uopholdelig mødepligt ved det militære forsvar, herunder hjemmeværnet, ved mobilisering, og som i krigstid skal fortsætte deres funktioner i forsvaret (herunder NATOs militære hovedkvarterer), udstedes et identitetskort C.
Til civilt personel, der er ansat ved Forsvarets Oplysnings- og Velfærdstjeneste, Nyboders Kommandantskab, Orlogsværftet, Statens Konfektion og Farvandsdirektoratet, udstedes normalt ikke identitetskort, idet det pågældende personel i folkeretlig henseende henhører under konvention IV.
c. Til personer, der ikke er ansatte i forsvaret, og som ikke har mødepligt ved dette, men som er udpegede til i krigstid at udføre funktioner i forsvaret eller for dette på forsvarets etablissementer eller i snæver tilknytning til kampenheder, herunder som forbindelsespersonel til forsvaret fra civile myndigheder, udstedes et identitetskort C ved udpegningen af de pågældende.
d. Herudover kan identitetskort C under ekstraordinære forhold eller under krig udstedes til andet civilt personel, der kommer til at udøve en funktion med direkte relation til det militære forsvar.
5.a. Identitetskort af typerne A.1 og A.2 skal forsynes med fotografi. Dette gælder dog for hjemmeværnets vedkommende kun for det faste personel.
b. Identitetskort af typerne B.1 og B.2 skal forsynes med fotografi og underskrift - også for hjemsendt (hjemkommanderet) personel og hjemmeværnspersonel.
c. Identitetskort af type C skal forsynes med fotografi.
6. Kort af alle typer udfærdiges i 2 eksemplarer med maskinskrift.
Alle originaleksemplarer af identitetskortene for såvel tjenestgørende som ikke-tjenestgørende militært personel samt for såvel civilt ansat personel som designeret civilt personel indkapsles i lamineringsfolie. Identitetskort af typerne B.1 og B.2 forsynes med prægestempel.
7.a. Identitetskort af typerne A.1, A.2 og C udfærdiges på dansk, engelsk og tysk.
b. Identitetskort af typerne B.1 og B.2 udfærdiges kun på dansk.
8. Udleverede identitetskort tilbageleveres/inddrages, når betingelserne for kortets udstedelse ikke længere er til stede.
9. Administrative bestemmelser i tilknytning til nærværende kundgørelse fastsættes af Forsvarskommandoen.
10. Kortudstedende myndigheder fastsættes af henholdsvis Forsvarsministeriet, Forsvarskommandoen og Hjemmeværnskommandoen.
Fortegnelse over kortudstedende myndigheder optages i de i pkt. 9 nævnte bestemmelser.
11. Kundgørelse for Forsvaret B.27-1973 og B.10-1979 udgår.
FMN 1.kt.87-4042-3
P. M. V.
E. B.
K. D. Andersen.
BILAG 1
BILAG 2
BILAG 3