Forretningsorden for Eksportfremmerådet
Karakter B
afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Dokument
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/doc/retsinfo/1987/87@1987-05-25/da
I medfør af bestemmelsen i § 11, stk. 2 i lov om Danmarks Erhvervsfond (lov nr. 145 af 21. april 1965 med senere ændringer, jfr. lovbekendtgørelse nr. 125 af 17. marts 1986), fastsættes herved følgende:
§ 1.
Stk. 1. Der nedsættes et Eksportfremmeråd, som i overensstemmelse med lovens § 11, stk. 1 og de af Industriministeriet fastsatte retningslinjer for eksportfremmeordningen har til opgave: at rådgive Regeringen i eksportfremmeanliggender, at tage initiativer til gennemførelse af samlede eksportfremstød, hvor en særlig indsats skønnes ønskelig, at udpege områder, hvor særlige hindringer stiller sig i vejen for en indsats, der kan føre til øget eksport, samt at anvise og i givet fald træffe beslutning om egnede foranstaltninger til at overvinde sådanne hindringer, at fastlægge generelle anvisninger og vejledninger om praksis for ydelsen af støtte til eksportfremmende formål, at træffe afgørelse om konkrete sager, som sekretariatet forelægger Rådet, og som kræver stillingtagen til principielle spørgsmål, eller som vedrører ansøgninger af betydelig størrelse.
§ 2.
Stk. 1. Rådet består af en formand, en næstformand og indtil 17 medlemmer, der udnævnes af industriministeren. Desuden er Udenrigsministeriet repræsenteret. Rådet sammensættes således, at eksportøkonomisk sagkundskab, samfundsmæssig indsigt og praktisk kendskab til eksportforhold inden for forskellige erhverv og virksomhedstyper er repræsenteret. Formanden skal besidde erhvervsmæssig eksportindsigt. Formanden og næstformanden udgør Rådets formandskab.
Stk. 2. Medlemmerne udnævnes for 3 år ad gangen og afgår efter tur. De kan kun genudnævnes een gang, medmindre industriministeren ud fra særlige hensyn træffer anden beslutning. Ved Rådets første sammensætning, eller hvor et medlem afgår inden udløbet af sin funktionsperiode, kan udnævnelse dog ske for en kortere periode. Genudnævnelse kan i sådanne tilfælde ske to gange. Ingen, der er fyldt 67 år, kan udpeges til medlem af Rådet.
§ 3.
Stk. 1. Rådet mødes, så ofte formanden finder anledning dertil. Forhandlingerne ledes af formanden eller i dennes fravær af næstformanden. Rådet kan aftale faste mødedage. Indkaldelse skal ske skriftligt med et varsel på mindst 5 arbejdsdage. Møde skal endvidere afholdes, såfremt tre medlemmer til formanden fremsætter begæring om drøftelse af principielle spørgsmål og angiver emnet for Rådets drøftelse. Møde indkaldes herefter med et varsel på mindst 5 og højst 10 arbejdsdage.
§ 4.
Stk. 1. Rådet er beslutningsdygtigt, når mindst halvdelen af medlemmerne er til stede. Beslutning træffes ved almindelig stemmeflerhed. I tilfælde af stemmelighed er formandens eller i dennes fravær næstformandens stemme afgørende. I tilfælde, hvor det under hensyn til en sags hastende karakter ikke er muligt at afvente Rådets sammentræde, kan formanden, eller i dennes fravær næstformanden, beslutte, at afgørelse træffes ved skriftlig procedure.
Stk. 2. Dagsorden for Rådets møder fastlægges af sekretariatet efter forelæggelse for formandskabet og udsendes senest 5 dage inden mødets afholdelse tillige med den for drøftelsen fornødne dokumentation. Senere udsendt materiale kan drøftes, såfremt intet medlem rejser indvendinger derimod.
Stk. 3. Rådet kan til løsning af særlige opgaver beslutte at nedsætte ad hoc-arbejdsgrupper, hvori andre end Rådets medlemmer kan deltage.
Stk. 4. Formanden kan, med mindre Rådets flertal modsætter sig dette, indbyde andre end Rådets medlemmer til at deltage i et rådsmøde eller en del af dette. Hensigt om sådan indbydelse meddeles i forbindelse med dagsordenens udsendelse, og eventuel indsigelse herimod må gennem sekretariatet meddeles formandskabet senest dagen før mødets afholdelse.
§ 5.
Stk. 1. Alle, der deltager i Rådets arbejde, er underkastet forvaltningsloven (lov nr. 571 af 19. december 1985), herunder bestemmelserne om inhabilitet og tavshedspligt.
§ 6.
Stk. 1. De sekretariatsmæssige opgaver for Eksportfremmerådet varetages af Sekretariatet for Danmarks Erhvervsfond, der på Rådets vegne træffer afgørelse om konkrete enkeltsager på grundlag af de af Industriministeriet fastsatte retningslinjer og de af Rådet fastlagte anvisninger og vejledninger. Sådanne sager kan ikke kræves forelagt Rådet; men sager, der er af betydelig størrelse eller principiel betydning, eller som giver anledning til tvivlsspørgsmål af principiel karakter, kan af Sekretariatet forelægges Rådet efter drøftelse med formandskabet i forbindelse med dagsordenens fastlæggelse.
Stk. 2. Sekretariatet deltager i Rådets møder og udsender til hvert rådsmøde en oversigt over de siden forrige møde trufne afgørelser.
Stk. 3. Sekretariatet varetager sine opgaver i nært og stadigt samarbejde med organisationer, virksomhedsgrupper, myndigheder og andre, der varetager det praktiske eksportarbejde, således at Rådet kan holdes løbende underrettet om, hvorledes de støttede eksportfremstød og de af Rådet planlagte initiativer kan ventes gennemført i praksis.
Stk. 4. Sekretariatet kan til løsning af særlige opgaver nedsætte udvalg og arbejdsgrupper af særligt sagkyndige.
§ 7.
Stk. 1. Rådets afgørelser er endelige og kan ikke kræves indbragt for anden administrativ myndighed; men et rådsmedlem kan begære en sag forelagt industriministeren til afgørelse.
§ 8.
Stk. 1. Der udarbejdes et kort referat af Rådets møder med angivelse af hovedpunkter i diskussionen og trufne beslutninger. I tilfælde af afstemning angives resultatet heraf. Referatet underskrives af formanden.
§ 9.
Stk. 1. Eksportfremmerådet afgiver årligt en beretning om sin virksomhed til industriministeren.
§ 10.
Stk. 1. Forretningsordenen træder i kraft den 1. juni 1987. Samtidig ophæves forretningsorden for Eksportfremmerådet og dettes udvalg af 10. december 1985.
Underskrift 1
Industriministeriet, den 25. maj 1987 Nils Wilhjelm