Gelex

At-anvisning om Gylleanlæg (* 1) (* 2) (* 3)

OphævetVersion 1988-03-01fra 1988-03-01 til 1996-09-05
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Dokument

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/doc/retsinfo/1988/3130@1988-03-01/da

Indhold
  1. Indledning

Gylleanlæg

Indledning

Gylleanlæg er omfattet af bekendtgørelse nr. 43 af 22. januar 1981 om tekniske hjælpemidlers indretning og anvendelse.

Denne anvisning giver nærmere retningslinier for, hvorledes bekendtgørelsens krav til indretning kan opfyldes for gylleanlæg.

Arbejdstilsynet kræver, at gylleanlæg er indrettet i overensstemmelse med anvisningen eller på anden måde, der er mindst ligeså forsvarlig. Gylleanlæg der er indrettet i overensstemmelse med anvisningen anses umiddelbart at opfylde ovennævnte bekendtgørelse.

For ibrugværende gylleanlæg, der er installeret før 1. juli 1978, vil det indtil videre ikke blive krævet, at de opfylder anvisningens punkt 1.1.2, 1.2.1, 1.2.2, 1.2.4, 1.2.5 og 1.3.2 stk. 2.

Når disse gylleanlæg underkastes væsentlig ombygning, skal punkt 1.1.2, 1.2.1 og 1.2.5 også være opfyldt.

Anvisningen erstatter publikation 76/1978, anvisninger for gylleanlæg.

1. Indretning

1.1 Alment

1.1.1 Gylleanlæg skal være forsvarligt indrettet. De enkelte dele skal være udført af egnede materialer og dimensioneret, så den for sikkerheden nødvendige styrke og holdbarhed er opnået. Gylleanlæg skal være sikret, så bruger eller andre ikke udsættes for fare. Dette skal så vidt muligt ske gennem konstruktionen og ellers ved sikkerhedsudstyr.

I øvrigt henvises til arbejdstilsynets anvisning nr. 2.2.0.1 maskiner og maskinanlæg.

For mekaniske dele af udmugningsanlæg henvises tillige til arbejdstilsynets anvisning om udmugningsanlæg.

1.1.2 Bygningsreglementets tekniske og konstruktive krav til jordbrugets avls- og driftsbygninger skal være opfyldt.

1.1.3 Miljøstyrelsens krav til gyllebeholderes dimensionering og udførelse skal være opfyldt.

1.2 Forbindelse mellem stald og pumpested

1.2.1 Forbindelse mellem stald og pumpested skal indrettes, så det effektivt er hindret, at gasser der frigøres fra gyllen (fx ved omrøring og pumpning) trænger ind i stalden eller andre bygninger.

1.2.2 Gyllebeholdere må ikke anbringes i stalde (eller andre bygninger). Dog kan gyllekældre og kanaler med en største dybde på 1,2 m anbringes i stalde.

1.2.3 Pumpebrønde og forbeholdere som har rørforbindelser til bagskylning af kanaler og gyllekældre skal indrettes, så gyllen effektivt og sikkert kan beluftes inden bagskylning.

1.2.4 Der skal være en vandlås på alle rør og kanaler mellem pumpested og stald, jfr. dog 1.2.7 og 1.2.8.

Vandlåsen skal fungere uafhængig af gylleniveau i pumpebrønd og i stald.

1.2.5 Kanaler og rør, som leder gyllen fra flere staldrum til pumpested, skal for hvert enkelt staldrum afsluttes med vandlås.

1.2.6 Udslusningsanlæg fra staldrum kan uden vandlås tilsluttes en fælles rørledning, når de enkelte staldrum har spjæld, der ikke tillader luftgennemgang i lukket stilling, og den fælles rørledning har vandlås inden pumpestedet.

1.2.7 Når pumpen er tilsluttet direkte på rørledningen, kan vandlås undlades.

1.2.8 Mekaniske udmugningsanlæg tilsluttet et gylleanlæg kan enten have en vandlås eller en effektiv udluftning af udmugningskanalen mellem stald og pumpested.

1.3 Inspektions- og nedstigningsåbninger

1.3.1 Alle lukkede beholdere, hvor personer kan gå ned, skal kunne udluftes effektivt. En effektiv udluftning vil normalt kræve mindst 2 åbninger.

1.3.2 Nedstigningsåbninger til lukkede beholdere skal udformes, så hjælpere let kan bjærge en bevidstløs person op.

Nedstigningsåbningerne skal mindst have en lysning på enten 0,8 x 0,8 m eller 0,5 x 1,0 m eller 0,8 m i diameter.

1.3.3 Over een af nedstigningsåbningerne skal der være et permanent fastgøringssted for en talje med sikkerhedsline.

1.4 Gyllepumper - gylleomrørere m.v.

1.4.1 Gyllepumper, gylleomrørere, spjæld og ventiler skal kunne betjenes sikkert, og uden at brugeren udsættes for farlige mængder gyllegas.

Start- og stopkontakter skal anbringes mindst 1,5 m fra åbninger, der fører til pumpebrønden.

1.4.2 Gyllepumper og gylleomrørere skal være indrettede, så de kan løftes op i fri luft for reparation og eftersyn.

1.5 Afskærmning af gyllebeholdere

1.5.1 Gyllebeholdere skal indhegnes eller afdækkes, så børn og andre uvedkommende kan holdes borte fra farlige områder.

1.5.2 Indhegningen kan anses for at være fyldestgørende, når åbne gyllebeholder er indhegnet til mindst 1,5 m over terræn.

1.5.3 Beholdervæggen kan helt eller delvis udgøre en del af indhegningen.

1.5.4 Indhegningen skal indrettes, så personer ikke kan gå, stå eller klatre på indhegningen.

- Dette anses for at være opfyldt, når beholdervæggenens vandrette flader højst er 50 mm brede, og beholdervæggens skrå flader har en hældning på mindst 45 grader,

- og når trådhegn har en maskevidde på højst 40 mm.

1.5.5 Indhegningen skal være solid og lavet af bestandige materialer.

Låger i hegnet må ikke kunne åbnes uden brug af værktøj eller nøgle.

Arbejdsplatforme på og ved åbne beholdere skal mindst sikres med rækværk med hånd-, knæ- og fodliste.

1.5.6 Hvis adgangen til arbejdsplatforme ikke kan aflåses, skal platformen sikres med et mindst 1,5 m højt hegn mod gyllen. Hegnet indrettes som anført i pkt. 1.5.4 og 1.5.5.

1.5.7 Dæk over beholdere skal enten kunne holde til almindelig færdsel, eller være indhegnet som anført i pkt. 1.5.2, 1.5.4 og 1.5.5. I sidst nævnte tilfælde skal der ved skiltning advares mod færdsel på dækket.

1.5.8 En beholders dæk, som ikke er dimensioneret til kørsel med traktor og vogn skal afskærmes, så traktor og vogne ikke kan køre ind over beholderen.

En afskærmning som er mindst 0,5 m høj kan anses at opfylde dette krav.

1.5.9 Inspektions- og nedstigningsåbninger skal sikres med dæksel.

Dækslet må ikke umiddelbart kunne fjernes uden værktøj eller nøgle.

2. Sikkerhedsskilte

2.1.1 I forbindelse med gylleanlæg skal findes følgende skilte:

- Ved alle nedstigningsåbninger til gyllebeholdere, gyllekældre og pumpebrønde m.v. skal være opsat advarselsskilte om forgiftningsfare, jfr. bilag.

- Ved nedstigningsåbninger til gyllebeholdere, gyllekældre, pumpebrønde m.v. skal der på iøjefaldende steder være opslag om forgiftningsfaren og om førstehjælp i forgiftningstilfælde, jfr. bilag.

2.1.2 På gylletankvogne skal der være skilte, som advarer mod forgiftningsfaren fra gyllegassen og forbyder ophold på tanken under fyldningen, jfr. bilag.

Skiltene skal anbringes på gylletankvognens forreste endebund eller ved en eventuel lejder og på et sted, hvor skiltene ikke forurenes af gylle.

2.1.3 Skiltene skal være tydelige og af vejrfaste materialer.

3. Brugsanvisninger

3.1 Den der installerer (indretter) et gylleanlæg skal levere en brugsanvisning, som mindst oplyser om:

at der ved et gylleanlæg skal være de i afsnit 2 omtalte sikkerhedsskilte.

at tømning, omrøring og bagskyldning i gyllekældre og kanaler skal tilrettelægges så der ikke frigives farlige mængder gyllegasser i stalden.

at omrøring og bagskylning i gyllekældre og kanaler kun må ske med vand eller udluftet gylle, og så vidt muligt efter at den mest gyllegasholdige flydende del af gyllen er fjernet først.

at ved omrøring og bagskylning i gyllekældre skal der være mindst 0,5 m luft mellem spaltegulv og gylle.

at ved arbejde, hvor det er nødvendigt at gå ned i gyllebeholder, gyllekælder eller gyllekanal skal den nedstigende anvende sikkerhedssele med line. Ovenfor nedstigningsåbningen skal der være mindst 1 hjælper med en talje eller flere hjælpere, som magter at hejse den nedstegne op igen.

at ved nedstigning i gyllebeholdere, gyllekældre eller gyllekanaler skal den nedstigende enten være udstyret med luftforsynet åndedrætsværn eller følgende punkter skal være iagttaget inden nedstigning:

- Beholderen skal være tømt for gylle.

- Eventuelle spjæld til lagerbeholder og udslusningsanlæg skal være sikrede mod åbning.

- Beholderen skal være forsvarligt udluftet. Lukkede beholdere skal udluftes med blæser og alle åbninger åbne.

- Luftens indhold af svovlbrinte må ikke være sundhedsfarlig og skal være under den gældende grænseværdi (for tiden 10 ppm eller 15 mg/m3).

3.2 I stalde med gylleanlæg skal der være et tydeligt opslag, som forklarer om gylleanlæggets betjening ved tømning og evt. omrøring og bagskylning, sikkerhedsforanstaltninger ved alm. brug og ved afhjælpning af driftsforstyrrelser.

3.3 Opslaget skal endvidere oplyse om, hvor sikkerhedsmateriel såsom sikkerhedssele, line og luftforsynet åndedrætsværn opbevares, og hvordan udluftning foretages.

3.4 Hvis fremmed hjælp er nødvendig ved afhjælpning af driftsforstyrrelser, anføres telefonnummer og adresse i opslaget.

Erik Andersen

Påbudte advarselsskilte og opslag ved gylleanlæg Gylleadgangsskilte Gylletankvognsskilte

Sidelængde 325 mm. Sidelængde 200 mm.

Sidelængde 297 x 210 mm. Sidelængde 200 x 140 mm.

Diameter 225 mm.

Opslag

Sidelængde 297 x 420 mm. Sidelængde 297 x 420 mm.

Versioner

  1. 1988-03-01 · til 1996-09-05