Måleteknisk direktiv. Verifikationsmærkat Volumenmålere/-Måleanlæg. Vejledning (MDIR 00.01-02)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Dokument
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/doc/retsinfo/1990/10052@1990-08-01/da
Indhold
1. BAGGRUND
Volumenmålere/-måleanlæg skal reverificeres hvert år. I forbindelse med reverifikationen fornys årsmærket i instrumentets hovedplombe på verifikationsskiltet.
Denne mærkning er ikke særlig præcis, idet alene årstallet for verifikationen kan aflæses, mens oplysninger om den aktuelle dato ikke findes på måleren/anlægget. Endvidere er mærkningen ikke særlig tydelig og - for den almindelige forbruger - vanskelig at få øje på.
Statens Metrologiråd/Industri- og Handelsstyrelsen ønsker nu at tydeliggøre dette forhold - også for den almindelige forbruger. Derfor bliver der på alle målere/måleanlæg, som verificeres efter 1. april 1989, sat en verifikationsmærkat.
2. BESKRIVELSE
Verifikationsmærkaterne er fremstillet af selvklæbende »destructable« PVC-folie og har størrelsen 40x25 mm. Teksten er trykt i sort og rødt på hvid bund. Mærkaterne har følgende udseende:
Koden 246 angiver, at Dantest er det laboratorium, der har foretaget verifikationen.
3. ANVENDELSE
3.1 Kriterier
Påsætning af verifikationsmærkat sker i forbindelse med enhver verifikation/reverifikation, som foretages efter 1. april 1989.
3.2 Påsætning
Mærkaten skal anbringes på en plan affedtet flade på instrumentet i umiddelbar nærhed af visningen. På instrumenter med mere end een visning, skal der anbringes en mærkat på hver visning. Eventuelle gamle tilsynsmærkater eller verifikationsmærkater fjernes fra instrumentet.
3.3 Udfyldelse af tomme hvide felter
De tomme hvide felter på mærkaterne skal efter påsætning udfyldes. Der anvendes hertil en »Pilot Permanent ink, Fine Line type SC-OHF«-pen.
Rubrikkerne »verificeret d.« og »Fabr. nr.« udfyldes med h.h.v aktuel dato for udførelse af verifikation og instrumentets fabrikationsnummer.
4. FREMSTILLING, OPBEVARING M.V.
4.1 Fremstilling og udlevering til bemyndigede laboratorier
Industri- og Handelsstyrelsen forestår fremstilling af mærkaterne. De bemyndigede laboratorier kan fra Industri- og Handelsstyrelsen få udleveret det nødvendige antal mærkater mod betaling af fremstillingsomkostningerne.
4.2. Bemyndigede laboratoriers opbevaring af verifikationsmærkater
De bemyndigede laboratorier skal opbevare mærkater på en sådan måde, at misbrug fra uvedkommende personer udelukkes.
Der skal føres regnskab med, hvor mange mærkater der påsættes, og hvor mange der destrueres. Ved udløb af hvert kvartal indsendes regnskab til styrelsen over hvor mange verifikationer, der er udført i pågældende kvartal.
5. INSTRUMENTEJERS MULIGHED FOR AT REKVIRERE PÅSÆTNING AF MÆRKATER
Henvendelser vedr. påsætning af verifikationsmærkater skal ske til det bemyndigede laboratorium. Påsætning af mærkater kan ske i 3 forskellige situationer:
5.1 I forbindelse med verifikation
I forbindelse med enhver verifikation af målere/måleanlæg foretaget efter 1. april 1989 påsættes der en verifikationsmærkat. Prisen for påsætning af mærkat er inkluderet i prisen for verifikation.
5.2 Ved import af målere med gyldig EØF-førstegangsverifikation
Importører af målere kan hos det bemyndigede laboratorium mod et mindre gebyr rekvirere verifikationsmærkater til at sætte på nye importerede målere med gyldig EØF-førstegangsverifikation. Rekvireringen skal ske skriftligt, og der skal oplyses målerens fabrikat, fabrikationsnummer, godkendelsesmærke (systembetegnelse), væsketype, kapacitet og årstal på verifikationsplomben.
5.3 Erstatningsmærkater
I tilfælde hvor en påsat verifikationsmærkat ved uheld bliver beskadiget, kan en erstatningsmærkat (som er identisk med den ødelagte mærkat) rekvireres mod et gebyr. Erstatningsmærkaten kan mod skriftlig rekvisition udleveres af det laboratorium, som sidst har verificeret måleren/anlægget. Rekvisitionen skal indeholde oplysning om instrumentets fabrikat, fabrikationsnummer, systembetegnelse, væsketype, kapacitet og tidspunkt for sidste verifikation (evt. i form af årstal på verifikationsplomben) samt en underskrevet erklæring om at instrumentet fremstår funktionsdygtig og med ubrudt plombering.
6. IKRAFTTRÆDEN
Nærværende direktiv træder i kraft den 1. august 1989.
P. Claudi Johansen