Gelex

Bestemmelser om tilvejebringelse og uddannelse m.v. af personel til det lokale civilforsvar, kapitel IV, frivillige. - Se "redaktionelle noter"

OphævetVersion 1990-02-22fra 1990-02-22 til 2004-07-15
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Dokument

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/doc/retsinfo/1990/9585@1990-02-22/da

Indhold
  1. Indledning

IV. Frivillige

4.1 Tilvejebringelse

Civilforsvars-Forbundet er et landsforbund bestående af frivilligt personel i civilforsvaret, andre personlige medlemmer samt organisationer, virksomheder og institutioner. Civilforsvars-Forbundet er organiseret i landsforbundet, regionsforbund og kredsforbund. Sidstnævntes område dækker normalt den pågældende kommunes område.

DKB er en landsorganisation under Civilforsvars-Forbundet omfattende alle kvinder, der melder sig frivilligt i civilforsvaret, se i denne forbindelse cirkulærskrivelser af 11. november 1975 og 4. oktober 1976 om automatisk medlemsskab af Danske Kvinders Beredskab.

Senest den 23. juni 1982 er der mellem Indenrigsministeriet og Civilforsvars-Forbundet, herunder DKB, indgået aftale om løsning af opgaver indenfor civilforsvaret og det civile beredskab, se bilag 14.

Af denne aftale fremgår, at Civilforsvars-Forbundet påtager sig at tilvejebringe frivilligt personel til civilforsvaret. Hvervningen sker i det omfang og tempo, som de respektive myndigheder fremsætter ønske om. Det kommunale civilforsvar kan dog også selv hverve frivillige, men kommunalt afholdte udgifter til sådan hvervning refunderes ikke af staten.

Frivillige til politiets CF-ordenskorps hverves som hidtil af politiet. De lokale Civilforsvars-Forbundet/Danske Kvinders Beredskab kredse skal have mulighed for at deltage i politiets hvervemøder/orienteringsmøder med henblik på at informere om forbundets virksomhed og aktiviteter.

Det lokale civilforsvar bygger i høj grad på det frivillige personel, og det er derfor af største betydning, at antallet af frivillige er stort, og at de frivillige får den bedst mulige uddannelse med henblik på såvel indsats i en krigssituation som ved fredsmæssige katastrofer.

4.2 Optagelsesprocedure

4.2.1 Grunduddannelse

Civilforsvarets Grunduddannelse forestås af Civilforsvars-Forbundet.

Enhver kan gennem Civilforsvars-Forbundet melde sig til grunduddannelsen, som er af 24 timers varighed og fælles for mænd og kvinder. Tilmelding skal ske på en særlig tilmeldingsblanket, se bilag 28.2. Der er ikke mulighed for at afvise en person, der ønsker at gennemgå grunduddannelsen.

Under grunduddannelsen gælder den i bilag 11 anførte forfriskningsordning, men eleverne har ikke krav på andre ydelser.

Udgifterne ved grunduddannelsen afholdes af Civilforsvarsstyrelsen.

Lov om erstatning til skadelidte værnepligtige m.fl. (se bilag 9) gælder under uddannelsen.

Efter afslutning af grunduddannelsen udleveres et kursusbevis, se bilag 28.3.

4.2.2. Frivillig tjeneste/kontrakt

Hvis en person, der har gennemgået grundskolen, ønsker at tilslutte sig civilforsvaret som frivillig, er næste skridt, at den pågældende udfylder en ansøgning om optagelse som frivillig i civilforsvaret, se bilag 28.4. Denne ansøgning indleveres til den myndighed eller DKB-kreds, der skal modtage ansøgeren. Dette gælder også frivillige, som ikke har gennemgået grundskolen, og for hvem den ikke er obligatorisk.

På dette tidspunkt skal der foretages en vurdering af ansøgeren. Vurderingen foretages af »brugermyndigheden« på grundlag af de oplysninger, der er opgivet på ansøgningsblanketten, eventuelt suppleret med det indtryk, instruktørerne på grunduddannelsen måtte have af den pågældende. Hvis ansøgeren på dette grundlag kan godkendes som frivillig, skal der indgåes en kontrakt med den pågældende, se bilag 28.

Kontrakt kan kun indgås med frivillige, der er fyldt 16 år, og kontrakten skal godkendes af værgen indtil det fyldte 18. år.

Ved afslag på en ansøgning henledes opmærksomheden på reglerne i forvaltningsloven, lov nr. 571 af 19. december 1985, kap. 6 om begrundelse. Samme bestemmelser gælder ved opsigelse af en kontrakt.

Først efter kontraktens indgåelse skal den frivillige iklædes, og de regler, der gælder om de økonomiske vilkår for frivillige, jfr. bilagene 1 og 11, træder i kraft for den frivilliges vedkommende. Opmærksomheden henledes på, at al udrustning udleveres ved de lokale/regionale CF-myndigheders foranstaltning.

Eventuelle stamkort for de frivillige oprettes først hos den modtagende myndighed.

4.3 Videre uddannelse

Videre uddannelse kan komme på tale for alle, der har gennemført grundskolen.

Der henvises i øvrigt til Civilforsvarsstyrelsens uddannelsesoversigt CF-form 511, hvoraf uddannelsesmulighederne m.v. fremgår.

Hvis en frivillig ikke længere ønsker at være tilknyttet den myndighed, med hvem kontrakten er indgået, må kontrakten ophæves efter de derom gældende bestemmelser, og en eventuel ny kontrakt indgås med en anden myndighed eller CFF/DKB.

4.3.1. Lederuddannelse

Efter gennemgået meniguddannelse kan de frivillige søge optagelse på videregående kurser med henblik på at gennemføre en lederuddannelse (gruppeførere, delingsførere, andre ledere og stabspersonel). Der henvises til Civilforsvarsstyrelsens uddannelsesoversigt med nærmere vilkår for gennemførelse af en sådan uddannelse.

4.3.2. Instruktøruddannelse

De frivillige kan eventuelt også søge uddannelse som instruktører. Om specielle krav og vilkår henvises ligeledes til Civilforsvarsstyrelsens uddannelsesoversigt. Se endvidere nedenfor under kapitel V.

4.4. Tjenesten

Frivillige til aktiv tjeneste har i kontrakten påtaget sig pligt til at forrette tjeneste af et nærmere bestemt omfang (50 timer årligt) bl.a. ved deltagelse i øvelser, hvor den teoretisk erhvervede viden afprøves i praksis, samt til deltagelse i fredstidskatastrofeberedskabet.

4.5. Almindelige tjenesteforhold

Frivillige med kontrakt med civilforsvaret får udleveret uniform efter særligt herom fastsatte bestemmelser.

De frivillige har i kontrakten påtaget sig en lydighedspligt over for de foresatte.

Under krig eller andre extraordinære forhold gælder civilforsvarslovens regler om straf og disciplinarmidler også for frivilligt personel uden for CF-korpset, jfr. civilforsvarslovens § 42, stk. 2.

Det fremgår af kontraktens bestemmelser, at de frivillige er ansvarlige for den udleverede udrustning efter dansk rets almindelige erstatningsregler, og at de i tilfælde af skade på egne ejendele kan søge om erstatning. Ansøgninger herom vil også blive afgjort efter dansk rets almindelige erstatningsregler. Der henvises til Bestemmelser om personaleadministration i det lokale civilforsvar, afsnit 10.

Ved ulykkestilfælde eller lignende under tjenesten omfattes de frivillige af lov nr. 80 af 8. marts 1978 om erstatning til skadelidte værnepligtige med flere. Se bilag 9.

I et vist omfang anvendes private motorkøretøjer, tilhørende værnepligtige eller frivillige, under øvelser. Dette kan dog kun ske, hvis ejeren er indforstået med det, og køretøjet er kaskoforsikret.

Civilforsvaret erstatter normalt det tab, der påføres den pågældende ved skade på køretøjet sket i forbindelse med øvelser, hvis dette efter sædvanlige regler skulle være båret af den pågældende selv eller hans forsikringsselskab. Erstatningsspørgsmålet kan eventuelt løses, uden at forsikringsselskabet inddrages i sagen, hvis der kan blive tale om bonustab el.lign. for ejeren af motorkøretøjet.

4.6. Økonomi

Der ydes kommunerne enhedsbeløb pr. time for uddannelse af frivillige. I det fælgende er anført nærmere vejledende regler for de ydelser, som i henhold til personelbekendtgørelsen tilkommer de frivillige, og som indgår i enhedsbeløbet. (Se kapitel VIII).

For politiets CF-ordenskorps er reglerne bindende. Udgifterne afholdes over de tildelte rådighedsbeløb til uddannelse. Se også bilag 11.

4.6.1. Ved lokal civilforsvarstjeneste

4.6.1.1. Befordring

Under uddannelse og øvelser kan der ydes de frivillige en befordringsgodtgørelse efter samme regler, som gælder for K-værnepligtige.

4.6.1.2. Forplejning m.v.

I forbindelse med uddannelse og øvelser kan anvendes et mindre beløb pr. frivillig pr. fremmøde til servering af en forfriskning. Beløbets størrelse fremgår af bilag 11. For politiets CF-ordenskorps gælder, at beløbet eventuelt i stedet kan opspares, og der kan da serveres en udvidet forplejning f.eks. ved afslutningen af den egentlige uddannelsessæson. Beløbet må ikke udbetales kontant eller overføres til nyt finansår.

Ved øvelser alene med frivilligt personel kan der herudover ydes de frivillige en forplejning inden for et nærmere fastsat beløb under forudsætning af, at forplejningspersonellet som et led i øvelsen tilbereder forplejningen.

Ved deltagelse i større kombinerede øvelser med værnepligtigt personel forplejes de frivillige efter samme regler som de værnepligtige.

4.6.1.3 Særregler vedrørende indsættelse af det fredsmæssige katastrofeberedskab

I henhold til Indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 219 af 21. maj 1982 om civilforsvarets katastrofebistand (se bilag 31) skal det kommunale civilforsvar opstille et fredsmæssigt katastrofeberedskab.

Ifølge Indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 486 af 30. august 1982 om statens deltagelse i visse civilforsvarsudgifter § 3, stk. 2, afholder Civilforsvarsstyrelsen udgifterne i forbindelse med frivilliges rådighedstjeneste i det kommunale civilforsvar.

Dette er uddybet i Indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 387 af 18. juni 1989 om værnepligtige og frivillige i civilforsvaret, se § 21, stk. 1, 1. punktum (bilag 1).

Det kommunale fredsmæssige katastrofeberedskab kan indsættes, hvis følgende 3 forudsætninger er opfyldt

- der er tale om bistand i katastrofetilfælde eller andre forhold, der gør offentlig indgriben nødvendig

- det sædvanlige katastrofeberedskab, herunder CF-korpset er utilstrækkeligt og

- der er tale om indsats, som falder inden for civilforsvarets opgavesæt.

Det personel, som indgår i det fredsmæssige katastrofeberedskab, skal underskrive en kontrakt om frivillig tjeneste i civilforsvaret, se bilag 28 og 28.1.

Ved indsættelse af det fredsmæssige katastrofeberedskab, kan der til det indkaldte personel ydes befordringsgodtgørelse og godtgørelse for tabt arbejdsfortjeneste m.v. efter de for de værnepligtige gældende regler, samt gratis forplejning.

Der afgives indberetning til Civilforsvarsstyrelsen i tilfælde, hvor det fredsmæssige katastrofeberedskab har været indsat, med detaljeret opgørelse over de samlede dermed forbundne udgifter, herunder mandskabsudgifter, opdelt på frivillige og værnepligtige.

Er det fredsmæssige katastrofeberedskab ikke tilstrækkeligt, kan reglerne om indkaldelse af værnepligtige bringes i anvendelse. Disse bestemmelser er omtalt i kapitel II, pkt. 2.3.3, 2.3.3.1 og 2.3.3.3.

4.6.2 Ved kursusophold på civilforsvarets centrale skoler

4.6.2.1 Ved deltagelse i kurser ved Civilforsvarets Højskole og Civilforsvarets tekniske Skole og Fynske CF-kolonne, kursusafdelingen ydes fri undervisning, indkvartering og forplejning.

4.6.2.2 For statsansatte kursusdeltagere, som oppebærer time- og dagpenge i henhold til Finansministeriets cirkulære herom, foretages der fradrag i ydelserne efter de i dette cirkulære anførte satser for fradrag i tilfælde, hvor tjenestemanden vederlagsfrit får fuld eller delvis kost. Kursusdeltagerne vil på skolen få udleveret en specificeret opgørelse over de måltider, der falder i kursusperioden.

4.6.2.3 Offentlige transportmidler skal fortrinsvis benyttes, og udgifterne hertil refunderes almindeligvis i henhold til de for statens ansatte gældende regler.

Der godtgøres kursusdeltagerne

- de faktisk afholdte udgifter til befordring med jernbane (evt. skib) fra hjemstedet til skolen og retur på 2. klasse med reduktion af gældende rabatordninger

- dokumenterede udgifter til befordring af rejsegods

- udgifter fra bopæl til nærmeste offentlige eller andet kollektivt transportmiddel (km-godtgørelse på laveste sats/hyrevogn mod dokumentation når særlige forhold taler derfor)

For elever, der skal rejse fra Bornholm til Civilforsvarets tekniske Skole i Tinglev gælder, at grønne afgange med fly må benyttes.

Kursusdeltagere med bopæl i den del af landet, hvor skolen er beliggende, kan dog benytte eget motorkøretøj, når særlige forhold taler herfor. Dette gælder specielt, når det i det givne tilfælde er mest økonomisk for staten. Der kan i så fald ydes en godtgørelse svarende til den lave sats for befordringsgodtgørelse til statens tjenestemænd beregnet efter tabelafstand tur/retur mellem bopæl og skolen.

4.6.2.4 Til kursusdeltagere kan der endvidere ydes en godtgørelse for tabt arbejdsfortjeneste eller for udgifter til vikar. Der er fastsat maksimal godtgørelse pr. kursusdag, se bilag 11. Der henvises iøvrigt til de regler herom, som er fastsat i bilag 15.

I visse tilfælde, hvor den frivillige opnår tjenestefrihed uden lønafkortning til deltagelse i kurser på civilforsvarets skoler, kan der i stedet ydes arbejdsgiveren en refusion af lønudgifter med et beløb som det ovenfor nævnte. Dette gælder bl.a. for folkeskolens lærere, statsansatte og kommunalt ansatte. Der henvises i øvrigt til Ministeriet for statens lønnings- og pensionsvæsens cirkulære af 18. marts 1968 om tjenestefrihed for statsansatte til deltagelse i hjemmeværnets eller civilforsvarets skoler og kurser, se underbilag 15.1.

Reglen tillades anvendt også på privat ansatte, som får tjenestefrihed uden lønafkortning.

4.6.2.5 Der ydes endvidere et beløb, som fremgår af bilag 11 pr. påbegyndt døgn inkl. rejsedøgn til dækning af merudgifter ved fravær fra hjemmet til alle kursusdeltagere, bortset fra statsansatte, der under kursusopholdet i henhold til reglerne i Finansministeriets cirkulære om time- og dagpenge m.v af tjenestestedet får udbetalt godtgørelse for merudgifterne ved tjenesterejser, og kommunalt ansatte, som under kursusopholdet efter gældende kommunale regler ligeledes får udbetalt godtgørelse for merudgifterne.

4.6.3 Krigssituation

I kontrakten om frivillig tjeneste indgår en bestemmelse om, at den frivillige under beredskabsforhold eller under krig vil blive aflønnet efter nærmere af Indenrigsministeriet fastsatte regler. Disse regler er ikke endnu fastsat.

4.7. samarbejdsaftale med DRK og ASF-Dansk Folkehjælp

Den 15. august 1965 blev der indgået en samarbejdsaftale mellem Civilforsvarsstyrelsen og samariterorganisationerne Dansk Røde Kors og ASF-Dansk Folkehjælp.

Aftalen er optaget som bilag 29.

Samarbejdsaftalen tilsigter at skabe øget tilgang til civilforsvaret af personel, der gennem tilknytning til samariterorganisationerne har særlige forudsætninger for at løse opgaver af sanitær karakter, og derfor har en naturlig plads i civilforsvaret. Samtidig hermed søges tilvejebragt en hensigtsmæssig fælles planlægning af ensartede uddannelsesområder og en rationel udnyttelse af instruktøruddannet personel, jf. herved aftalens pkt. 3, hvorefter de medlemmer af samariterorganisationerne, der inden for en af organisationerne har gennemgået en uddannelse, der svarer til den uddannelse, der meddeles inden for civilforsvaret, ikke behøver at gennemgå den samme uddannelse påny ved indtræden i civilforsvaret, og aftalens pkt. 5 om gensidig anerkendelse af førstehjælpsinstruktører.

Ved samarbejdsaftalen er der endvidere truffet bestemmelse om tilvejebringelsen af helt ansartede regler for afholdelse af prøver inden for instruktøruddannelsen og dermed skabt sikkerhed for, at instruktører i civilforsvaret, i Dansk Røde Kors og i ASF-Dansk Folkehjælp vil være i stand til at opfylde de krav med hensyn til teoretisk, praktisk og pædagogisk kunnen inden for førstehjælpsområdet.

4.8 Særligt om civilforsvarets redningshunde

4.8.1 De hunde, der deltager i civilforsvarets redningstjeneste, er alle privatejede. Ifølge hundelovens § 8, stk. 1 (lovbekendtgørelse nr. 380 af 26. juni 1969), er hundeejeren på objektivt grundlag forpligtet til at erstatte den skade, hunden forvolder. Dette gælder også skade forvoldt under civilforsvarstjeneste (herunder skade på instruktører, frivillige, figuranter, tilskuere m.v.)

Såfremt der foreligger egen skyld hos skadelidte, kan erstatningen dog nedsættes eller bortfalde. Det påhviler den enkelte hundeejer at tegne en ansvarsforsikring, jf. hundelovens § 8, stk. 2, som også dækker for skade, som hunden måtte forvolde under sin tjeneste i civilforsvaret. Hundeejeren må selv afholde alle udgifter til tegning af en sådan.

4.8.2 Såfremt hunden selv kommer til skade under deltagelse i civilforsvaraktiviteter, kan hundeejeren få dækket dyrlægeregninger af vedkommende civilforsvarsmyndighed. Det er dog en forudsætning, at hundens tilskadekomst ikke skyldes forhold, der kan tilregnes hundeejeren. Udgifterne til dyrlægeregninger er indregnet i det enhedsbeløb, som staten betaler pr. frivillig til uddannelsesformål. Dør hunden under udførelse af civilforsvarsaktiviteter, er civilforsvarsmyndigheden kun pligtig til at erstatte hunden, såfremt myndigheden, ud fra almindelige erstatningsretlige grundsætninger, har handlet culpøst (forsætligt eller uagtsomt).

Versioner

  1. 1990-02-22 · til 2004-07-15