Gelex

Bestemmelser om tilvejebringelse og uddannelse m.v. af personel til det lokale civilforsvar, kapitel IX, sikkerhedsbestemmelser, kapitel X, materiel og køretøjer. - Se "redaktionelle noter"

OphævetVersion 1990-02-22fra 1990-02-22 til 2004-07-15
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Dokument

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/doc/retsinfo/1990/9605@1990-02-22/da

Indhold
  1. Indledning

IX Sikkerhedsbestemmelser

9.1 Arbejdsmiljøloven

Sikkerhedsvirksomheden i civilforsvaret i fredstid gennemføres efter de regler, der er fastsat i lov nr. 68l af 23. december l975 om arbejdsmiljø, med senere ændringer og med de hertil hørende bekendtgørelser og cirkulærer, se bilag 25 og underbilag 25.1-5.

Civilforsvaret er omfattet af loven som helhed. Der er dog givet dispensationer til fravigelse af bestemmelserne om daglig hvileperiode og ugentligt fridøgn under uddannelsen, øvelser og fredsmæssig katastrofebistand, jf. arbejdstilsynets skrivelse af 22. december l978, optaget som bilag 25.3, ligesom visse dele af reglerne om bedriftssundhedstjeneste ikke er iværksat for civilforsvaret.

Bestemmelserne har til formål at sikre, at der opnås et sikkert og sundt arbejdsmiljø under hensyntagen til opfyldelsen af de mål, der er fastsat for civilforsvarets virke.

Det påhviler således enhver tjenestegørende/ansat i civilforsvaret på sit niveau og inden for sin funktion at medvirke i sikkerhedsarbejdet, eventuelt ved at indberette om forhold, der måtte forringe sikkerheden eller sundheden.

Der henvises særligt til kap. 5 om arbejdets udførelse, til kap. 6 om arbejdsstedets indretning, til kap. 7 om tekniske hjælpemidler og kap. 8 om stoffer og materialer.

Med den tilpasning, der følger af forholdets natur, betragtes tjenestestedets chef som arbejdsgiver, der er ansvarlig for, at tjenesteforholdene sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarlige, og således at regler om arbejdstøj og personlige værnemidler, regler om særligt uddannet personel m.v. iagttages.

Der henvises iøvrigt til de sikkerhedsbestemmelser, der er indeholdt i de enkelte uddannelsesplaner, instruktørvejledninger og materielbekendtgørelser. Arbejdstilsynet påser bestemmelsernes overholdelse, enten på eget initiativ eller efter anmeldelser, som kan foretages anonymt.

Overtrædelse af arbejdsmiljølovgivningen kan medføre straf i form af bøde eller hæfte, jf. lovens kapitel 15.

9.2 Regler om sikkerhed under uddannelse og øvelser i civilforsvaret

9.2.1 Generelt

Civilforsvarsstyrelsen har foretaget en revision af sikkerhedsbestemmelser for CF-korpsets uddannelses- og øvelsesvirksomhed af l983 og herunder opdateret indholdet på en sådan måde, at der i et særligt hæfte »Sikkerhedsbestemmelser for uddannelse og øvelser i civilforsvaret«, CF-form 86.01.,er indarbejdet en række fælles bestemmelser vedrørende sikkerhedsmæssige forhold for alt uniformeret CF-personel.

Hæftet erstatter ikke gældende cirkulærskrivelser, sikkerhedsbestemmelser, lærebøger, reglementer og andre publikationer, ligesom det ikke omfatter særlige sikkerhedsbestemmelser for materiel. Sådanne bestemmelser findes i materielbekendtgørelser m.v. og forudsættes indlært i forbindelse med det pågældende emne.

Hæftet koncentrerer sig om personlig sikkerhed i generel forstand og om sikkerhedsforhold i forbindelse med uddannelse samt med arbejdet i markeringsenheder og øvelsesstyrker.

Bestemmelserne udleveres efter ønske til alt uniformeret personel, og de relevante afsnit skal være gennemgået for personellet, inden uddannelse og øvelse påbegyndes.

Yderligere eksemplarer af hæftet kan rekvireres uden beregning ved indsendelse af almindelig hvid rekvisition til Civilforsvarsstyrelsen, idet der dog minimum rekvireres 25 eksemplarer pr. rekvisition.

Videre er der udarbejdet et hæfte »øvelses- og markeringsbestemmelser for civilforsvaret« (3. udgave MAJ 86 - CF-form 86.06), som også gælder for det kommunale civilforsvars uddannelses- og øvelsesvirksomhed. Yderligere eksemplarer kan rekvireres mod beregning fra Civilforsvarsstyrelsen.

De 2 nævnte hæfter supplerer hinanden.

Opmærksomheden henledes på, at afsnittet i markeringsbestemmelserne om fremstilling og brug af napalm ikke indgår i uddannelsen af personel til det kommunale civilforsvar, hvorfor Gel-pulver til fremstilling af napalm ikke kan rekvireres i Civilforsvarsstyrelsen.

Videre henledes opmærksomheden på, at Branchesikkerhedsrådet for service og tjenesteydelser (BSR. nr. 8) i 1988 har udsendt »Vejledning for arbejde i bunkere« (varenummer 191718).

9.2.2 Særlige regler

9.2.2.1 Persontransport på lastbiler

Civilforsvarsstyrelsen har fastsat følgende regler for persontransport på CF-korpsets lastbiler samt på de lastbiler, der benyttes i det lokale civilforsvar, og som er registreret på hvide nummerplader:

I det omfang lastbiler er forsynet med bænke eller særlige til persontransport indrettede pakningskasser, skal sådanne siddepladser anvendes under transporten, idet dog bilernes tilladte bruttovægt ikke må overskrides.

Bænke og kasser skal være forsvarligt anbragte, således at arme og ben samt eventuel udrustning er inden for vognfadningen. Kasserne skal være så solide, at de i tilfælde af kollision eller væltning ikke kan sønderbrydes af indholdet. Bænke og kasser skal endvidere være forsynet med ryglæn eller sider i en højde af mindst 30 cm over den flade, hvorpå mandskabet er anbragt, eller med anden fast afskærmning, der yder tilsvarende sikkerhed.

Hvor der ikke transporteres personel udover det på kasser eller bænke anbragte, kan bagsmæk undværes, såfremt dette er nødvendigt af hensyn til transport af større gods.

Persontransport må herudover finde sted med personellet siddende på vognbunden og i øvrigt på en sådan måde, at der ikke herved opstår umiddelbar fare for ulykkestilfælde. Hvor sådan transportmåde helt eller delvis anvendes, skal køretøjerne være forsynet med sidefjæle og bagsmæk af 30 cm's højde, og bagsmækken må ikke fjernes under kørsel. Eftersyn hos Statens bilinspektion af lastbiler, der bruges til persontransport, er ikke påkrævet, med mindre det pågældende køretøj i egenskab af udrykningskøretøj eller skolevogn i øvrigt skal underkastes syn.

Det understreges, at det under al persontransport på lastbiler - uanset hvilket nummer bilen er indregistreret under er forbudt det transporterede personel at stå op under kørslen.

Ligeledes er det under alle forhold-forbudt at anvende påhængsvogne til persontransport.

9.2.2.2 Regler om tilsyn og vedligeholdelse af øvelsesanlæg

Det påhviler uddannelseslederen og instruktørerne under deres virke på uddannelses- og øvelsesområdet at føre et almindeligt tilsyn med øvelsesanlægget med henblik på konstatering af eventuel fare for nedstyrtning eller sammenstyrtning af ruindele.

Der skal herudover foretages et bygningssagkyndigt tilsyn med øvelsesanlægget. Nærmere aftale om et sådant fast tilsyn, herunder om tilsynet bør foretages 1 eller 2 gange om året, må træffes med en stedlig bygningssagkyndig.

Med baggrund i den skærpede opmærksomhed på sikkerhed under uddannelses- og øvelsesvirksomhed skal alle lemme beregnet til nedfiring/ophaling af slanger m.v. i ruiner, stands etc. forsynes med solide hængsler. Disse skal monteres på en sådan måde, at lemmene ikke ved et uheld kan falde gennem åbningen med eventuel personskade til følge.

Hvor bygninger påtænkes benyttet til øvelsesformål, bedes myndigheden være opmærksom på, om der findes løse effekter eller andet, som måtte være af værdi for museer og samlinger.

9.2.2.3 Forbud mod anvendelse af asbesttæpper

Asbesttæpper må ikke anvendes til beskyttelse af ofre under redningsaktioner. Som følge heraf skal eksisterende asbesttæpper bortskaffes som asbestaffald efter Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 660 af 24. september l986 om asbest.

Tæpper til erstatning for asbesttæpper, benævnet »Gnistbeskyttelsestæppe, CFM 12«, kan rekvireres mod betaling ved reservedelslageret, CF-korpsets Materieltjeneste, Glostrup. For så vidt angår anvendelse af rekvisitioner henvises der til bilag 24.1.

9.2.2.4 Anvendelse af brandmandsbælter

Brandmandsbælter, der er leveret af Civilforsvarsstyrelsen, må ikke anvendes under nedfiring af levende figuranter. Stigekrogen på disse bælter må heller ikke anvendes under nedfiring af levende figuranter, og den må heller ikke anvendes til sikring mod fald fra stige, da denne sikkerhedsforanstaltning ikke er tilstrækkelig.

9.2.2.5 Regler om deltagelse i uddannelse og øvelse i flugtvejsudlægninger

Uddannelsen af K-værnepligtige i »flugtvej« sker af sikkerhedsmæssige grunde uden, at der foretages realistiske brandmarkeringer.

Uddannelsesplanerne for frivilligt personel omfatter-ikke etablering af flugtveje. Dette personel må derfor under ingen omstændigheder uddannes og deltage i øvelser med flugtvejsudlægninger.

9.2.2.6 Ophør med udførelse af indvendig brandslukning

Af sikkerhedsmæssige hensyn må civilforsvarspersonel indtil videre ikke trænge ind i rum, hvori der er brand eller stærk røgudvikling, hvis personellet alene bærer gasmaske.

Baggrunden for forbudet er, at undersøgelserne i forbindelse med de nye filtratorer endnu ikke er afsluttet. Der opstår en fare, når brande forbruger ilt og udvikler røg, der kan indeholde kulilte og andre giftige luftarter. Endvidere kan gasmaskerne, der primært er beregnet til beskyttelse mod virkningen af C-kampstoffer ikke tåle de høje varmegrader, som de udsættes for ved indvendig brandslukning. Endelig har Statens Brandinspektion indskærpet, at der altid skal anvendes fuld åndedrætsbeskyttelse ved indvendig slukning af brande.

Dette medfører, at det kommunale civilforsvar herefter kun må udføre defensiv brandslukning.

I tilslutning hertil skal Civilforsvarsstyrelsen oplyse, at det ikke kan anbefales, at K-værnepligtige på frivillig basis i tilslutning til den lokale uddannelse uddannes som røgdykkere, idet de pågældende ikke vil opnå den fornødne rutine og ikke have mulighed for at vedligeholde de eventuelle opnåede færdigheder. Af samme årsag kan det heller ikke anbefales, at der i den frivillige uddannelse indgår røgdykning.

X Materiel og køretøjer

Afsnittet er endnu ikke udarbejdet, men det er planlagt, at det skal indeholde generelle regler om f.eks. opbevaring, råden, ansvar, eftersyn og lignende.

Den 20. januar l989 udsendtes en meddelelse om, at der vil blive udsendt et nyt bind i Civilforsvarsstyrelsen håndbogssamling benævnt »Tekniske publikationer for det lokale civilforsvar«.

Indholdsfortegnelsen fra håndbogen er optaget som bilag 30 i nærværende bestemmelser.

Versioner

  1. 1990-02-22, til 2004-07-15