Gelex

Retningslinier for Udliciteringsrådets virksomhed

OphævetVersion 1992-03-30fra 1992-07-23 til 2003-06-19
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Dokument

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/doc/retsinfo/1992/108@1992-03-30/da

Indhold
  1. Indledning
  2. Underskrift 1

I medfør af § 14, i cirkulære af 21.januar 1992 om udlicitering af

statslige drifts- og anlægsopgaver, og efter indstilling fra

Udliciteringsrådet, fastsættes:

Rådgivning om forhold vedrørende udlicitering af offentlige drifts- og anlægsopgaver

1. Udliciteringsrådet skal, når det anmodes herom, rådgive regeringen m.v. om forhold vedrørende udlicitering af offentlige drifts- og anlægsopgaver.

Rådet kan endvidere yde sådan rådgivning til private virksomheder og andre, der vil kunne deltage i udbudskonkurrencer om udførelsen af offentlige drifts- og anlægsopgaver.

2. Udliciteringsrådet kan uopfordret tilbyde offentlige institutioner rådgivning, ligesom Rådet uopfordret kan rådgive om, hvilke opgaver, der er egnede til udbud.

Vejledning om kalkulationsregler og udbudsformer mv.

3. Udliciteringsrådet vejleder offentlige institutioners overordnede chefer og de tekniske, administrative medarbejdere, som skal forestå afholdelsen af udbudsforretningerne, om kalkulationsregler, udbudsformer mv.

Rådet kan endvidere vejlede private virksomheder.

4. Rådet yder sin vejledning gennem udgivelse af informative og pædagogiske hæfter o.lign. om forskellige emner vedrørende udbud og udlicitering af offentlige opgaver, gennem afholdelse af eller ved at medvirke i afholdelsen af kurser, temamøder, konferencer og høringer, eller i øvrigt på sådan måde, som rådet finder hensigtsmæssig.

5. Udliciteringsrådet yder sin vejledning i samarbejde med Finansministeriet, andre ministerier, offentlige institutioner og andre med særlig viden om kalkulationsregler, udbudsformer og andre forhold vedrørende udbud og udlicitering af offentlige drifts- og anlægsopgaver.

Udtalelser om klager over overtrædelser af cirkulæret af 21.januar 1992 om udlicitering af offentlige drifts- og anlægsopgaver

6. Enhver statslig myndighed kan skriftligt anmode Udliciteringsrådet om en udtalelse om en klage over en overtrædelse af cirkulæret af 21. januar 1992 om udlicitering af offentlige drifts- og anlægsopgaver, som den pågældende statslige institution skal afgøre.

7. Enhver, der i øvrigt har rimelig anledning hertil og interesse heri, kan skriftligt anmode Udliciteringsrådet om en udtalelse om en klage som den pågældende eller en anden har indgivet eller påtænker at indgive til en statslig myndighed over en overtrædelse af bestemmelserne i cirkulæret af 21. januar 1992 om udlicitering af statslige drifts- og anlægsopgaver, som påstås at være begået af den pågældende statslige myndighed eller en anden statslig myndighed, hvis afgørelser og virksomhed kan påklages til den førstnævnte statslige myndighed.

8. Formanden afviser enhver anmodning efter pkt. 6. eller 7., som ikke er omfattet af Udliciteringsrådets adgang til at udtale sig, jf. § 14 stk 3, i cirkulæret af 21. januar 1992 om udlicitering af statslige drifts- og anlægsopgaver, og videresender så vidt muligt sagen til rette myndighed. Formanden afviser endvidere enhver anmodning om en udtalelse vedrørende en åbenbar grundløs klage.

9. Formanden drager omsorg for, at Udliciteringsrådet får de oplysninger mv., som er nødvendige for rådets behandling af anmodninger, der ikke afvises efter pkt. 8.

10. Udliciteringsrådet afgiver sine udtalelser på grundlag af det skriftlige materiale, som er modtaget fra den, der har anmodet om en udtalelse, fra den pågældende offentlige institution eller andre, samt på grundlag af en drøftelse af sagen blandt rådets medlemmer. Rådet kan give den, der har anmodet om en udtalelse, eller andre adgang til at udtale sig over for rådet, når rådet skønner, at sagen vil blive bedre oplyst herved.

11. Finder Udliciteringsrådet, at der kan foreligge en alvorlig overtrædelse af cirkulæret af 21. januar 1992 om udlicitering af statslige drifts- og anlægsopgaver, orienterer rådet den pågældende minister og finansministeren herom samtidigt med, at rådet afgiver sin udtalelse.

12. Finder Udliciteringsrådet, at bestemmelserne i cirkulæret af 21. januar 1992 om udlicitering af statslige drifts- og anlægsopgaver i øvrigt ikke er overholdt, giver det den pågældende statsinstitution meddelelse herom.

13. Udliciteringsrådet kan offentliggøre en udtalelse, hvis rådet skønner, at sagen har en ikke ubetydelig interesse i offentligheden, eller hvis rådet skønner, at en sådan offentliggørelse vil fremme overholdelsen af cirkulæret. Rådet kan dog ikke offentliggøre en udtalelse i det omfang den indeholder fortrolige oplysninger, jf. forvaltningslovens §§ 28 og 31 og straffelovens § 152. Forinden beslutning om at offentliggøre en udtalelse træffes, skal rådet give den, der har anmodet om en udtalelse, den pågældende statsinstitution og andre, der har krav herpå, adgang til inden for en rimelig frist at fremsætte sine bemærkninger herom.

Forskellige bestemmelser

14. Udliciteringsrådet er i sin virksomhed uafhængig. Rådet skal være upartisk og saglig.

15. Rådet skal gennem al sin virksomhed bidrage til, at konkurrencen om udførelsen af de offentlige drifts- og anlægsopgaver bliver størst mulig og gennemsigtig. Rådet skal især medvirke til, at konkurrencen ikke fordrejes på nogen måde.

16. Udliciteringsrådet afholder almindeligvis møder 6 gange om året og i øvrigt herudover, når formanden, næstformanden eller 2 medlemmer finder behov herfor.

Rådets møder indkaldes af formanden med angivelse af tid, sted og dagsorden med i almindelighed 5 hverdages varsel. I ekstraordinære og hastende tilfælde kan møder dog indkaldes med kortere varsel.

Rådet er beslutningsdygtigt, når mindst 3 medlemmer og formanden, eller i dennes fravær næstformanden, er til stede. Rådet træffer beslutning, når flere er for end imod en sådan, dog skal mindst 3 stemme for beslutningen.

Udliciteringsrådet fastsætter i øvrigt selv sin forretningsorden.

Henvendelser til Udliciteringsrådet sendes til Finansministeriet, Sekretariat for Udliciteringsrådet, Borgergade 18, Postboks 2193, 1017 København K.

17. Finansministeriet yder Udliciteringsrådet sekretariatsmæssig bistand og det meddeler formanden, hvilke embedsmænd i Finansministeriet, der skal yde rådet denne bistand. Enhver embedsmand i Finansministeriet skal i øvrigt medvirke til, at Finansministeriet yder rådet den bistand, som er nødvendig for, at rådet kan varetage sine opgaver, jf. § 14 i cirkulæret af 21. januar 1992 om udlicitering af statslige drifts- og anlægsopgaver.

Formanden kan bemyndige Finansministeriet til som sekretariat for Udliciteringsrådet i nærmere bestemt omfang at varetage de funktioner, som formanden skal varetage.

18. Vederlag til formanden og til rådets medlemmer fastsættes af Finansministeriet i overensstemmelse med reglerne i Finansministeriets cirkulære af 4. juni 1986 om særskilt vederlæggelse m.v.

Ikrafttrædelse

19. Reglerne træder i kraft den 1. april 1992.

Finansministeriet kan tillade mindre væsentlige fravigelser fra reglerne.

Underskrift 1

Finansministeriet, den 30. marts 1992 Henning Dyremose / Michael Dithmer

Versioner

  1. 1992-03-30, til 2003-06-19