'Hvem vejleder og om hvad?' - informationsartikel i Nyt fra Ankestyrelsen (* 1)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Dokument
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/doc/retsinfo/1995/19301@1995-07-31/da
Indhold
Ankestyrelsen får en hel del henvendelser fra medarbejdere fra kommunernes socialforvaltninger, som ringer og beder om vejledning om gældende ret og om praksis. Andre ringer til Socialministeriet for at få vejledning, for det plejer de at gøre.
Efter ankestyrelseslovens § 1, stk. 4 skal Ankestyrelsen koordinere praksis på landsplan og herunder yde vejledning om ankeinstansernes praksis. Det vil sige, at Ankestyrelsen - som led i praksiskoordineringen - skal yde vejledning både om gældende retsregler og om gældende praksis på de lovområder, hvor Ankestyrelsen træffer afgørelser.
Efter den sociale styrelseslov skal statsamternes sekretariater for de sociale ankenævn og revaliderings- og pensionsnævnene yde vejledning til kommunerne inden for deres kompetenceområde. Det fremgår af styrelseslovens § 17, stk. 4.
Hvis gældende retsregler, herunder vejledninger, og praksis, som er beskrevet i SM-Sociale Meddelelser, ikke giver svar på socialfaglige spørgsmål, kan kommunernes sagsbehandlere derfor søge vejledning i statsamterne, mens de sociale nævns sagsbehandlere kan søge vejledning i Ankestyrelsen.
Selv om ankemyndighederne endnu ikke har truffet afgørelser efter ny lovgivning, vil de dog ofte kunne yde retlig vejledning om fortolkningen af reglerne. Derfor vil behovet for at søge vejledning fra Socialministeriet være begrænset til særlige tilfælde.
Ankestyrelsen og statsamterne kan yde socialfaglig vejledning af generel karakter. Derimod kan der ikke ydes vejledning om afgørelsen af konkrete enkeltsager. Det skyldes, at hverken Ankestyrelsen eller statsamterne kan foregribe afgørelsen af konkrete sager gennem »bindende forhåndstilkendegivelser«. For det ville betyde, at ankeadgangen blev mere eller mindre illusorisk.
Adgangen til vejledning er en del af praksiskoordineringen og skal bidrage til, at der træffes rigtige afgørelser i første omgang, så afgørelserne på landsplan bliver rimeligt ensartede af hensyn til borgernes retssikkerhed.