Kommentar til SM-afgørelse - SM D-004-95 - beregning af dagpenge, når der udbetales løntilskud efter bistandslovens § 43, stk. 8 - af fuldmægtig Ellen Tofte Larsen, Ankestyrelsen (* 1)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Dokument
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/doc/retsinfo/1995/19302@1995-07-31/da
Indhold
Dagpengeudvalget har behandlet en sag om beregning af barseldagpenge til en person, hvis indtægt delvis bestod i løntilskud efter bistandslovens § 43, stk. 8. Der var tale om en elev, der fik elevlønnen suppleret op til niveauet for bruttorevalideringsydelsen.
Dagpengeudvalget traf afgørelse om, at løntilskuddet efter bistandslovens § 43, stk. 8, ikke kunne indgå i beregningen af barseldagpenge, fordi der var tale om en ydelse, som ikke kunne anses for indtjent i et lønmodtagerforhold i arbejdsretlig forstand. Afgørelsen er offentliggjort som SM D-4-95.
I den behandlede sag var der tale om løntilskud udbetalt af kommunen direkte til lønmodtageren.
Afgørelsen har givet anledning til forespørgsler om retstilstanden i tilfælde, hvor lønmodtageren fra arbejdsgiveren får en normal lønseddel, men hvor arbejdsgiveren får refunderet en del af (eller eventuelt hele) lønnen fra kommunen i form af løntilskud efter bistandlovens § 43, stk. 8.
Foranlediget heraf har problemstillingen atter været drøftet i Dagpengeudvalget, hvor det blev besluttet at fastholde den lagte linie.
Dagpengeudvalgets sekretariat har i overensstemmelse hermed besvaret forespørgslerne med, at dagpengene i disse tilfælde beregnes på grundlag af lønsedlen, hvoraf kommunen ikke vil kunne se, at der er tale om en revalidend. I denne situation vil løntilskuddet således i praksis indgå i grundlaget for beregning af dagpenge.
Dagpengeudvalget er opmærksom på, at der med en sådan praksis - måske ofte tilfældigt - vil være nogle, der får højere dagpenge, end de egentlig materielt ville være berettiget til, men det anses ikke for administrativt håndterbart, at kommunerne ved enhver beregning af dagpenge til en lønmodtager skal gå ind og undersøge, om der skulle være tale om et arbejdsforhold, hvor der ydes lønrefusion til arbejdsgiveren.
Vi har også vejledende udtalt, at det ikke er afgørende, om kommunen rent faktisk ved beregningen af dagpenge er klar over, at lønmodtageren er revalidend, og at arbejdsgiveren får lønrefusion efter § 43, stk. 8.
Det afgørende er således den faktiske udbetalingsmåde.
Med udsendelsen af SM D-4-95 har vi ønsket at gøre opmærksom på forholdet.