'Pension til sent udviklede og udviklingshæmmede' - artikel af fuldmægtig Jytte Damgaard, Direktoratet for Social Sikring og Bistand - bemærkninger fra Ankestyrelsen (* 1)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Dokument
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/doc/retsinfo/1995/19303@1995-07-31/da
Indhold
Revaliderings- og Pensionsnævnet for Københavns og Frederiksberg Kommuner har behandlet nogle sager om pensionstilkendelse til sent udviklede og udviklingshæmmede. En række af sagerne er indsendt til Ankestyrelsen til orientering om nævnets praksis.
Da vurderingen af praksis på området kan være af interesse også for andre nævn, redegøres der i denne artikel for resultatet af drøftelserne. Nogle af sagerne er anket til Ankestyrelsen, som snarest muligt vil behandle dem.
- - -
Den 11. maj 1995 afholdt Revaliderings- og Pensionsnævnet for Københavns og Frederiksberg Kommuner i henhold til § 5, stk. 3, i nævnenes forretningsorden et principielt møde om fastlæggelse af praksis for tilkendelse af pension til sent udviklede og udviklingshæmmede.
Baggrunden for mødet var et ønske fra et af nævnets medlemmer, på vegne af De samvirkende Invalideorganisationer om, at det blev undersøgt, om den praksis, som har været fulgt på området siden Invalideforsikringsrettens tid, fortsat var »up to date«. Praksis har ikke været vurderet før, idet der ikke er nogen nyere principielle afgørelser fra Ankestyrelsen på området.
Spørgsmålet var, om der på baggrund af samfundsudviklingen og de indvundne pædagogiske erfaringer siden 60'erne var grundlag for, set ud fra et retssikkerhedssynspunkt, at ændre den hidtidige praksis, som har medført, at mulighederne for »senmodning« ofte har ført til tilbageholdenhed med at tilkende højeste pension.
Som et led i forarbejdet til det principielle møde har nævnssek- retariatet haft møder med Socialministeriets pensionskontor og handicapkontor, Landsforeningen til Støtte For Sent Udviklede, og Sektionen for rådgivning og vejledning vedrørende Psykisk Udviklingshæmmede i Københavns kommune, i daglig tale PSU.
Tidligere praksis
Som bekendt er det en forudsætning for tilkendelse af førtidspension, at der er tale om fysisk eller psykisk invaliditet, som varigt nedsætter erhvervsevnen i et nærmere angivet omfang. Der kan derfor ikke tilkendes pension, hvis det er muligt at iværksætte foranstaltninger, der mere varigt kan antages at forbedre erhvervsevnen. Ud over lægelig behandling kan det være uddannelse, revalidering, genoptræning, anskaffelse af hjælpemidler, indretning af hjem og arbejdsplads, løsning af specielle transportproblemer og lignende.
Personkredsen, der her er tale om, er dels diagnosticeret som lidende af oligofreni, på dansk åndssvaghed, evnesvaghed eller intelligensdefekt, og dels de sent udviklede, som, bredt forstået, er børn, der ved skolestart, ofte af forskellige årsager, er år bagud i udvikling i forhold til deres jævnaldrende.
Invalideforsikringsrettens praksis har været ret håndfast, og selv om man har foretaget en helhedsvurdering af hver enkelt ansøger, har man haft tendens til at fokusere på talværdierne. Sagt meget firkantet fik sinker med IQ på ca. 75 som regel ikke tilkendt pension alene på intelligensdefekten. Højerestående debile fik typisk tilkendt mellemste pension med mindre, der var tydelige muligheder for senmodning. Lavtstående debile og imbecile tenderede højeste pension med mindre ansøgeren var ganske ung, og væsentlig senmodning kunne imødeses, eller der var tale om en beskæftigelse med mere end kun symbolsk aflønning.
Baggrundsmøder
Socialministeriet er af den opfattelse, at en vurdering alene på en IQ er tvivlsom i pensionssammenhæng, idet ansøgerens faktiske funktionsniveau kan afvige fra IQ'en. Ministeriet mener, at det er urealistisk at tale om senmodning i relation til de udviklingshæmmede. Man bør i stedet tale om udvikling af færdigheder.
Socialministeriet finder det vigtigt at sondre mellem sent udviklede og udviklingshæmmede i pensionssammenhæng, idet sent udviklede blot har behov for et længere udviklingsforløb og typisk, men senere, ender i normalgruppen.
I Landsforeningen Til Støtte For De Sent Udviklede (repræsenteret ved konsulent Bjarne Ottesen) er det erfaringen, at det ikke er usædvanligt, at en person med en lavere IQ kan fungere bedre end en person med en højere IQ. Organisationen er derfor af den opfattelse, at det er vigtigt at satse på helhedspædagogik og helhedsvurderinger fremfor vurderinger alene på intellektet. Det vil efter deres opfattelse være meget uhensigtsmæssigt at »forære« en 18-årig sent udviklet en førtidspension i fødselsdagsgave. Det må som minimum forlanges, at alle relevante uddannelses- og udviklingforløb, herunder fraflytning fra hjemmet, har været afprøvet, før man tænker på førtidspensionering. Efter foreningens opfattelse kan man omkring 25-års alderen begynde at foretage en endelig vurdering af en persons samlede ressourceniveau.
I PSU regi tager man sig primært af de vidtgående udviklingshæmmede. Efter PSU's opfattelse er deres klienter så dårlige, at de må anses for uden reel erhvervsevne, og de kan kun fungere i en eller anden form for beskyttet beskæftigelse. Man satser meget på at træne de udviklingshæmmede i en række praktiske færdigheder på forskellige institutioner, der er gearet hertil. En IQ-test som vurderingsgrundlag finder PSU utilstrækkelig, og den senmodning man evt. kan forvente, handler »kun« om livskvalitet og ikke om reel erhvervsevne.
Nævnets fremtidige praksis
På baggrund af ovenstående har Revaliderings- og Pensionsnævnet for Københavns og Frederiksberg Kommuner besluttet fremover at lægge følgende til grund for vurderingen i pensionssager til sent udviklede og udviklingshæmmede:
- Både de pædagogiske erfaringer og den socialpolitiske målsætning bag kompetenceudlægningen om fremme af aktiveringsindsatsen understreger pensionslovens krav om, at alle relevante forsøg på uddannelse og optræning skal være forsøgt.
- Der må sondres mellem sent udviklede og udviklingshæmmede.
- Udgangspunktet må være, at sen udvikling i sig selv ikke kan begrunde tilkendelse af pension.
Denne gruppe kan generelt ikke anses for omfattet af den personkreds, man normalt ser i pensionssammenhæng. Forsøg på revalidering m.v. er særligt aktuel for gruppen af sent udviklede.
I hver enkelt sag bør det være konkretiseret, hvilke foranstaltninger der har været forsøgt, inden der evt. kan tilkendes pension.
De indvundne erfaringer peger desuden på, at det er relevant med en »nedre aldersgrænse« for i praksis at statuere, at der ikke længere er realistiske muligheder for forbedring af erhvervsevnen. Det er nævnets opfattelse, at denne aldersgrænse bør ligge omkring de 25 år.
Det er efter nævnets opfattelse ikke længere relevant at anvende begrebet »senmodning« vedrørende de udviklingshæmmede. Erhvervsevnen for udviklingshæmmede må efter nævnets opfattelse vurderes ud fra en bred beskrivelse af udvikling og færdigheder og det faktiske funktionsniveau i sammenhæng med alder, IQ og eventuel anden fysisk eller psykisk invaliditet. Vurderingen må forventes at medføre en vis lempelse i forhold til denne gruppe i erkendelsen af, at optræning for manges vedkommende drejer sig om livskvalitet og ikke erhvervsevne. Der bør ske en vis nedtoning af værdien af IQ- målinger henimod en øget vægtning af en bred og udtømmende beskrivelse af funktionsniveauet.
Til brug for ovenstående vurderinger har nævnssekretariatet udarbejdet et skema, til brug for en bred og anskuelig beskrivelse af ansøgerens funktion og optræningsforløb. Det er meningen, at skemaet fremover skal anvendes i sager om pension til sent udviklede og udviklingshæmmede.
2 sager
På mødet den 11. maj 1995 behandlede nævnet ialt 14 sager om pension til disse grupper.
For anskuelighedens skyld skal her omtales 2 af de sager, der blev behandlet på mødet.
Den ene sag drejede sig om en 34-årig ugift mand, der lider af Downs Syndrom og stærkt nedsat syn, og som har opholdt sig på § 112-institution siden sit 5. år.
Ansøgeren er placeret i gruppen af imbecile. Han kan kun klare sig med stor personalestøtte i alle relationer, men har tidsfornemmelse, kan læse og skrive sit eget navn og med støtte klare betalingen af fornødenheder. På grund af synsnedsættelsen kan han ikke færdes uden ledsager.
Ansøgeren er i beskæftigelse 7 timer dagligt på et dagcenter, hvor han varetager lettere pedelopgaver, men han skal have stor støtte og vejledning i at udføre arbejdet.
Han har desuden nået en alder, hvor udvikling af yderligere færdigheder ikke kan forventes. Der er derimod risiko for tilbagegang.
Han fik i 1992 tilkendt mellemste førtidspension, og denne afgørelse blev stadfæstet i Ankestyrelsen i 1993.
Under henvisning til Ankestyrelsens afgørelse fra 1993 havde kommunen indstillet til afslag på højeste, men fortsat mellemste pension.
Nævnet besluttede at tilkende ansøgeren højeste førtidspension, idet man anså erhvervsevnen for ubetydelig. Nævnet lagde herved til grund, at den nuværende beskæftigelse måtte anses for at være af symbolsk karakter, og ikke som udtryk for reel resterhvervsevne, idet der blev lagt vægt på, at ansøgeren kræver meget støtte og vejledning.
Den anden sag drejede sig om en 19-årig ugift mand, der er født døvstum. Ansøgeren havde meningitis som 6-årig og har siden 1992 boet på § 112-institution.
Ansøgeren er normalt begavet, men umoden og sent udviklet. Han er i god udvikling, og der er lagt en handlingsplan for boformer og uddannelse.
Kommunen havde indstillet ansøgeren til mellemste førtidspension.
Nævnet gav ansøgeren afslag på mellemste førtidspension, idet det blev lagt til grund, at der var tale om normal begavelse, men sen udvikling, og at der på baggrund af alder og helbredsmæssig tilstand var mulighed for, at han kunne påtage sig erhvervsarbejde efter forudgående revalidering.
Da ansøgeren har svære kontaktvanskeligheder på grund af en alvorlig høreskade, fandt nævnet ham derimod berettiget til døveydelse (IY) og hjemviste iøvrigt sagen til kommunen, jf. pkt. 5 i Socialministeriets vejledning af 12. november 1991.
Ankestyrelsens bemærkninger
Ankestyrelsen kan oplyse, at enkelte af de sager, som blev behandlet i Revaliderings- og Pensionsnævnet for Københavns og Frederiksberg Kommuners møde den 11. maj 1995 om førtidspension til udviklingshæmmede er blevet indbragt for Ankestyrelsen.
Ankestyrelsen vil snarest muligt behandle sagerne, og der vil herefter blive taget stilling til offentliggørelse af afgørelserne i SM-systemet med henblik på belysning af Ankestyrelsens praksis.
Ankestyrelsen vil i den forbindelse overveje udsendelse af Sociale Meddelelser i de af revaliderings- og pensionsnævnets afgørelser, som ikke indbringes for Ankestyrelsen.