Bistandslovens §§ 48 og 58 og behandlingsredskaber - af souschef Viveca Bach Andersen (* 1)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Dokument
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/doc/retsinfo/1997/19115@1997-03-31/da
Indhold
På regionsmødet for ankenævnssekretariaterne i Region Vest den 14. januar 1997 indgik et dagsordenpunkt, hvor man ønskede en drøftelse om afgrænsningen mellem hjælp ydet efter bistandslovens §§ 48 og 58 og behandlingsredskaber.
I et oplæg havde sekretariatet i Fyns Statsamt anført, at man jævnligt var i tvivl om afgrænsningen, når der er ansøgt om hjælp til diverse hjælpemidler.
Konkret havde man drøftet, om et peak-flow meter (apparat til måling af lungefunktion) kunne ydes som hjælpemiddel, henholdsvis som en nødvendig merudgift ved forsørgelsen, når der var tale om børn, eller om apparatet skulle henføres til kategorien behandlingsredskaber.
Ankestyrelsen modtager årligt ca. 350 anmodninger om principiel behandling af afgørelser, som de sociale ankenævn har afgjort efter bistandslovens §§ 48 og 58.
Af disse vedrører kun et meget lille antal den aktuelle problemstilling om afgrænsningen til behandlingsredskaber. Det kan derfor være vanskeligt at finde en »rød tråd« i Ankestyrelsens
praksis. Såfremt Ankestyrelsen får klager vedrørende problemstillingen, vil vi være meget opmærksom på, om de indeholder forhold af principiel/generel karakter, der kan være med til at afklare praksis.
Generelt om afgrænsningen mellem §§ 48, 58 og behandlingsredskaber.
Efter både § 48 og § 58 er det en grundbetingelse, at der er tale om en varig nedsættelse af funktionsevnen.
Efter § 58, stk. 1 er det herudover en betingelse for støtte, at hjælpemidlet er nødvendigt for at pågældende kan udøve et erhverv, eller i væsentlig grad kan afhjælpe pågældendes lidelse eller i væsentlig grad kan lette den daglige tilværelse i hjemmet.
En ansøgning om hjælpemiddel skal primært vurderes efter bistandslovens § 58, som er lovens specialbestemmelse om hjælpemidler. Socialministeren fastsætter regler om afgrænsningen af de hjælpemidler, hvortil der kan ydes støtte. Socialministeren har gjort brug af denne hjemmel i Socialministeriets bekendt gørelse nr. 303 af 10. juni 1988.
I nogle tilfælde, hvor der gives afslag efter § 58, vil hjælp kunne ydes efter § 48, hvis der er tale om en merudgift ved forsørgelsen. Herudover kan der efter bistandslovens 46a ydes hjælp til dækning af udgifter til sygebehandling m.m., der ikke kan dækkes efter anden lovgivning, såfremt pågældende ikke selv har midler til at afholde udgiften.
Ifølge Socialministeriets Vejledning nr. 1 af 14. juni 1988, pkt. 2.1 kan hjælpemidler bidrage til, at personer med et handicap får en mere normal og selvstændig livsførelse ved, at de kompenserer for en funktionsnedsættelse eller i større eller mindre omfang afhjælper funktionsnedsættelsen.
Indenrigsministeriet har i cirkulære nr. 21 af 20. februar 1975 lavet en afgrænsning af behandlingsredskaber, hvortil udgiften afholdes af sygehusvæsenet. I dette cirkulære er behandlingsredskaber inddelt i 3 grupper:
1) hjælpemidler og apparatur, som ordineres som led i behandling på sygehus og i reglen anvendes under kontrol af sygehuset, indtil tilstanden er stationær.
2) hjælpemidler og apparatur, som indopereres under indlæggelse på sygehuse.
3) apparaturer, som ordineres af sygehuset under indlæggelse og anskaffes til mere eller mindre permanent brug i hjemmet efter udskrivelsen, men hvor patienten har fået undervisning i brugen på sygehuset eller er under en vis kontrol af dette.
Ankestyrelsens praksis om afgrænsningen mellem behandlingsredskaber og § 58.
I SM-0-86-86 fandt Ankestyrelsen, at et TNS- nervestimulationsapparat, som var brugt i forbindelse med genoptræning efter operation, ikke var et hjælpemiddel, hvortil der kunne ydes støtte efter bistandslovens § 58, stk. 1. Ansøgeren henvistes til gennem sin læge at søge stimulatoren bevilget som behandlingsredskab, hvortil udgiften afholdes af sygehusvæsenet.
I SM 0-48-95 fandt Ankestyrelsen, at en ansøger ikke var berettiget til hjælp til injektionsmateriale til gammaglobulin. Behandlingerne var oprindelig foregået i form af indsprøjtninger af gammaglobulin på et hospitals ambulatorium, men blev ændret, så ansøgeren selv kunne foretage indsprøjtningerne ved hjælp af en tilkoblet pumpe. Afgørelsen var bl.a. begrundet med, at der efter hjælpemiddelbekendtgørelsens § 3 er fastsat særlige bestemmelser for enkelte hjælpemidler, og at der i § 9 er fastsat regler, som udtømmende angiver, hvornår der kan ydes støtte til injektions- og testmaterialer, og at det kun kan ske til insulinkrævende diabetikere.
I SM 0-132-95 fandt Ankestyrelsen, at et ståstøttebord, efter en konkret vurdering, kunne anses som et hjælpemiddel, der i væsentlig grad kunne afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne og derved i væsentlig grad lette den daglige tilværelse. Endvidere måtte bordet anses for medvirkende til, at ansøgeren kunne fortsætte i erhverv.
I SM 0-63-96 fandt Ankestyrelsen ikke, at et iontoforeseapparat (til behandling af øget svedproduktion i håndflader) var et hjælpemiddel, hvortil der kunne ydes støtte efter § 58. Apparatet måtte anses for et behandlingsredskab, hvor vurdering af behov, behandling og opfølgning af behandling, herunder eventuelt udlån eller bevilling måtte foretages af sygehusvæsenet. Afgørelsen blev truffet i overensstemmelse med en vejledende udtalelse fra Socialministeriet. I en udtalelse fra Sundhedsstyrelsen var konklusionen, at apparatet som hovedregel var et behandlingsapparat, men at der kunne findes enkelte patienter, hvor det kunne være hensigtsmæssigt, at apparatet var til rådighed i hjemmet, så patienten selv kunne vedligeholde behandlingseffekten. Hertil anførte Ankestyrelsen, at selv om behandlingen skulle fortsætte i hjemmet, fordi lidelsen var vedvarende, var der dog stadig tale om et behandlingsredskab, også selv om behandlingen tilsigtede en funktionsforbedring.
Ankestyrelsens praksis om § 48 og afgrænsning til anden lovgivning.
I SM 0-7-94 fandt Ankestyrelsen, at udgiften til en apotekerpakke med plejeartikler, der skulle anvendes i forbindelse med medicingivning, blodprøvetagning, skiftning og renholdelse af venekateter var en merudgift ved forsørgelsen, som kunne afholdes efter bistandslovens § 48 i det omfang de nævnte plejeartikler ikke blev stillet til rådighed af kommunens hjemmepleje. Ved afgørelsen blev der lagt vægt på, at der var tale om plejeartikler, som ikke anvendtes i selve behandlingen af et barns sygdom, men som et led i dets særlige behov for pleje som følge af sygdommen.
I SM 0-79-96 fandt Ankestyrelsen ikke, at en babyspacer til brug ved behandlingen af en astma/bronchitislidelse hos et 2-årigt barn kunne anses for en merudgift ved forsørgelsen. En babyspacer måtte betragtes som et behandlingsredskab, der henhørte under sygehusvæsenet. I sagen havde Ankestyrelsen indhentet en vejledende udtalelse fra Socialministeriet som bemærkede, at et inhalationsapparat som f.eks. en babyspacer i lighed med inhalationsapparater til voksne måtte vurderes som behandlingsredskaber, hvor vurdering af behov, opfølgning m.v. henhørte under sygehusvæsenet. Hvis behovet opstod i praksisregi, måtte der rettes henvendelse til sygehusvæsenet.
I SM 0-78-96 fandt Ankestyrelsen ikke, at en specialmåtte og en bold kunne anses for nødvendige merudgifter ved forsørgelsen af et handicappet barn. I sagen havde nævnet pålagt kommunen, at yde støtte efter § 48. Ankestyrelsen begrundede sin afgørelse med, at der var tale om behandlingsredskaber/træningsredskaber, der ikke kunne ydes efter bestemmelsen. Ankestyrelsen bemærkede, at kommunen havde udlånt redskaberne efter reglerne om folkeskolens socialpædagogiske bistand til småbørn, jf. Undervisningsministeriets bekendtgørelse nr. 433 af 22. oktober 1979.
Afsluttende bemærkninger
Kun i de tilfælde, hvor et hjælpemiddel ikke kan henføres tilbestemmelser i sygehuslovgivningen, vil en ansøgning skulle vurderes efter bistandslovens bestemmelser. Herudover er der regler om støtte efter særlovgivning, som går forud for § 58, fx om arbejdsskader eller regler inden for bl.a. hjemmesygeplejen og undervisningssektoren. Som det fremgår af eksemplerne fra Ankestyrelsens praksis vil vurderingen af, hvorvidt der er tale om hjælp, der skal ydes efter bistandslovens §§ 48 eller 58 eller som behandlingsredskaber efter anden lovgivning,bero på en meget konkret vurdering i forhold til det ansøgte.
Ankestyrelsen har ikke taget stilling til Fyns Statsamts spørgsmål som vedrører et peak-flow meter. Afgørelsen af dette spørgsmål vil i forhold til § 58 bl.a. skulle ske på baggrund af en vurdering af, om der er taleom et apparat, som bruges som et led i en behandling, evt. en behandling som alternativtkunne være sket på et sygehus. Et andet forhold, som der kan lægges vægt på, er, om behovet for apparatet er fastlagt af sygehusvæsenet.
Ved en eventuel afgørelse i forhold til § 48 må det vurderes, om apparatet bruges i selve behandlingen eller som et led i barnets særlige behov for pleje Denne opremsning af kriterier er imidlertid ikke udtømmende. Udgangspunktet må tages i den beskrevne praksis.