Gelex

Kommentarer til SM-afgørelser - pensioniststatus - pensionslovens § 33 (* 1)

GældendeVersion 1997-03-31fra 1997-10-15
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Dokument

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/doc/retsinfo/1997/19122@1997-03-31/da

Indhold
  1. Indledning

Ankestyrelsen har modtaget nogle henvendelser om forståelsen af pensionslovens § 33, stk. 2 og af Ankestyrelsens afgørelse, der er offentliggjort i SM P-46-96. P-meddelsen gav også anledning til spørgsmål på regionsmødet for sekretariaterne for revaliderings- og pensionsnævnene øst for Storebælt den 20. janaur 1997.

Pensionslovens § 33, stk. 2.

Bestemmelserne om udbetaling i pensionslovens § 33 blev som bekendt senest ændret med virkning fra 1. januar 1996.

Ifølge den »nye« bestemmelse i § 33, stk. 2 udbetales pension tilkendt efter § 14 (førtidspension), § 16 (bistands- eller plejetillæg ) og § 18 (invaliditetsydelse) med virkning fra den 1. i måneden efter, at der er truffet afgørelse om pension, dog senest med virkning fra den 1. i måneden efter, at der er forløbet 3 måneder fra ansøgningstidspunktet. Pensionen udbetales tidligst fra den 1. i måneden efter at betingelserne for tilkendelse af pension efter §§ 14, 16 og 18 er opfyldt.

Der er tale om en ændring i forhold til den tidligere bestemmelse i pensionslovens § 33, stk. 1, hvorefter pension blev udbetalt fra den 1. i måneden efter, at der var ansøgt om pension, og at lovens betingelser var opfyldt. Pension efter § 14, stk. 3 kunne dog tidligst udbetales fra den 1. i måneden efter, at der var truffet afgørelse om pension.

Den »nye« bestemmelse finder anvendelse for ansøgninger indgivet efter 1. januar 1996. Den er anvendt i afgørelsen, der er offentliggjort i SM P-46-96.

Afgørelsen

I sagen havde ansøger søgt om bistandstillæg umiddelbart før sit 67. år.

Ankestyrelsen fandt, at ansøger ikke havde ret til bistandstillæg, da hun var fyldt 67 år på det tidspunkt, fra hvilket bistandstillæg kunne have været tilkendt. Bistandstillæg kan kun tilkendes personer under 67 år.

Retten til bistandstillæg afhang således af, om betingelserne var opfyldt på det tidspunkt, fra hvilket tillægget tidligst kunne tilkendes.

Ankestyrelsen tilføjede, at ansøger heller ikke ville have haft ret til bistandstillæg, selv om kommunen inden hun fyldte 67 år havde afgivet indstilling, idet en indstilling ikke har nogen retsvirkning og ikke kan sidestilles med en afgørelse.

Endelig bemærkede Ankestyrelsen, at bistandstillæg alene kan tilkendes som tillæg til førtidspension eller invaliditetsydelse.

Ankestyrelsen tiltrådte Revaliderings- og Pensionsnævnets afgørelse.

Ankestyrelsens kommentarer

Ankestyrelsen har ved sin afgørelse lagt til grund, at § 33, stk. 2 fastlægger, fra hvilket tidspunkt en ansøger erhverver ret til førtidspension, bistands- eller plejetillæg og invaliditetsydelse.

Det er en forudsætning for at erhverve ret til de nævnte ydelser, at betingelserne er opfyldt på det tidspunkt, retten kan erhverves efter § 33, stk. 2.

I dette tilfælde havde ansøger ikke ret til bistandstillæg, da hun på det tidspunkt retten til ydelser kunne erhverves, ikke opfyldte betingelsen om at være under 67 år.

I det forelagte tilfælde modtog ansøger ikke pension, da hun indgav ansøgning om bistandstillæg. Det må dog lægges til grund, at resultatet var blevet det samme, selv om hun havde haft pension, da hun søgte bistandstillæg. Som nævnt er det afgørende, at hun på det tidspunkt, da bistandstillæg tidligst kunne erhverves, var fyldt 67 år og dermed ikke opfyldte betingelserne herfor.

Ankestyrelsen har således lagt til grund, at afgørelsen om hvorvidt og fra hvilket tidspunkt, der er erhvervet ret til førtidspension, bistands- eller plejetillæg eller invaliditetsydelse, skal træffes efter pensionslovens § 33, stk. 2.

Ankestyrelsen har samtidig fundet, at pensionslovens § 33, stk. 4 ikke kunne anvendes. Ifølge denne bestemmelse er alderen på ansøgningstidspunktet afgørende for, hvilken pension der kan tilkendes. Er de øvrige betingelser for tilkendelse først opfyldt på et senere tidspunktet, er det alderen på dette tidspunkt, der er afgørende for, hvilken pension, der kan tilkendes.

Efter Ankestyrelsens opfattelse tager denne bestemmelse alene sigte på fastlæggelse af størrelsen af pensionen, og efter bestemmelsen er det alderen på ansøgningstidspunktet, der er afgørende for størrelsen af pensionen. En ansøger, der er under 60 år på ansøgningstidspunktet, har derfor ret til førtidsbeløbet, selv om retten til almindelig førtidspension først erhverves efter det 60. år. Tilsvarende vil en person, der på ansøgningstidspunktet er under 60 år, have ret til højeste førtidspension, selv om retten til pensionen først erhverves med virkning for tiden efter det 60. år. Som det udtrykkeligt fremgår af § 33, stk. 4, 2. punktum er det dog en forudsætning for at lægge vægt på ansøgningstidspunktet, at de øvrige betingelser for pensionen er opfyldt på ansøgningstidspunktet.

Versioner

  1. 1997-03-31