Tilbagebetalingserklæringer Af fuldmægtig Birgitte Bjerg Pedersen (* 1)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Dokument
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/doc/retsinfo/1997/19217@1997-05-31/da
Indhold
Skriftlige afgørelser
Ankestyrelsen fandt, at tilbagebetalingserklæringer anses for skriftlige afgørelser i forvaltningslovens forstand.
Ankestyrelsen tog ved afgørelserne udgangspunkt i, at der i dansk forvaltningsret ikke gælder nogen almindelig regel om, at forvaltningsafgørelser skal udfærdiges skriftligt. Der gælder dog undtagelser, f.eks. hvor det fremgår af lovgivningen eller af forholdets natur (det pågældende aktstykke er bestemt til at skulle fremvises) eller der foreligger forhold af så indgribende karakter, at der må anses at foreligge en egentligt pligt til at meddele afgørelsen skriftligt.
For så vidt angår afgørelser om tilbagebetalingspligt er det ikke noget krav efter bistandsloven, at afgørelserne skal meddeles skriftligt, ligesom det heller ikke er noget krav, at der udfærdiges særlige ensidige erklæringer om tilbagebetalingspligten, der underskrives af modtageren af hjælpen. Ankestyrelsen finder heller ikke, at afgørelserne er af så indgribende karakter, at der efter forvaltningslovens almindelige regler foreligger en egentlig pligt til at meddele afgørelsen skriftligt. Tages afgørelsernes karakter imidlertid i betragtning, finder styrelsen, at det følger af god forvaltningsskik, at afgørelserne meddeles skriftligt.
Afgørelserne bør derfor i overensstemmelse med en udtalelse fra Folketingets Ombudsmand (beretningen for 1992 s.267) udformes i overensstemmelse med de principper, der i øvrigt følges ved udformningen af skriftlige afgørelser, det vil sige som en skrivelse, der er underskrevet af den pågældende myndighed og stilet til modtageren af hjælpen. Herved sikres også dokumentation for, at hjælpsmodtageren ved hjælpens udbetaling er bekendt med tilbagebetalingspligten, jfg bistandslovens § 26, stk. 2.
Begrundelse
Derudover følger det af forvaltningslovens § 22, at afgørelserne skal være ledsaget af en samtidig, skriftlig begrundelse. De indholdsmæssige krav til begrundelsen fremgår af forvaltningslovens § 24.
Af § 24, stk. 1, fremgår: » En begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang, afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen.«
Af § 24, stk. 2, fremgår: »Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en kort redegørelse for de oplysninger, som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.«
I de sager som forelå for Ankestyrelsen var der alene ved afkrydsning henvist til henholdsvis bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1 og bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 3. Bestemmelserne var optrykt på bagsiden af erklæringerne.
Ankestyrelsen fandt, at disse henvisninger ikke i tilstrækkeligt omfang opfyldte begrundelseskravet i forvaltningslovens § 24.
I de sager, hvor der alene var henvist til bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1, fandt Ankestyrelsen, at det af begrundelsen burde være fremgået, hvilket led i § 26, stk. 1, nr. 1, afgørelsen var truffet i medfør af. Endvidere burde det være fremgået af afgørelsen, hvilke omstændigheder der havde medført, at tilfældene var henført under bestemmelsen.
Det er således ikke tilstrækkeligt at angive »ubegrundet opgivelse af arbejde.« Det bør af begrundelsen fremgå, hvilke konkrete omstændigheder, der har medført, at opgivelse af arbejdet må anses for ubegrundet.
I de sager, hvor der alene var henvist til bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 3, fandt Ankestyrelsen, at det af begrundelsen burde være fremgået, hvilke omstændigheder, der konkret forelå, som viste, at pågældende i løbet af kortere tid ville være i stand til at tilbagebetale hjælpen.
Konklusion
Ingen af de foreliggende afgørelser opfyldte således formkravene i forvaltningslovens §§ 22 og 24.
Ankestyrelsen fandt, at retsvirkningerne af den utilstrækkelige begrundelse medførte en forlængelse af klagefristen og hjemviste herefter sagerne til realitetsbehandling i nævnet.