Bistandslovens § 59-retablering (* 1)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Dokument
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/doc/retsinfo/1997/19219@1997-05-31/da
Indhold
Ankestyrelsen har fået nogle henvendelser om praksis vedrørende retablering af boligændringer, bevilget efter bistandslovens § 59, og skal i den anledning oplyse:
Ifølge § 59, stk. 1 kan der til personer med invaliditet eller varig sygdoms- eller aldersbetinget svagelighed ydes nødvendig hjælp til indretning af boligen for at gøre denne bedre egnet som opholdssted for pågældende.
Ansøgere der ønsker retablering af boligændringer, når disse ikke længere er relevante, har således ikke efter § 59 et retskrav på dette.
Det fremgår af Socialministeriets cirkulære nr. 152 af 17. december 1986 om hjælp til boligindretning, omsorgsarbejde og befordring efter bistandsloven, afsnit I, punkt 4, sidste punktum, at der i forbindelse med ydelse af hjælp til indretning af lejlighed kan gives tilsagn om dækning af udgifterne til nødvendig retablering af lejligheden på nærmere fastsatte betingelser, der aftales inden igangsættelsen af boligændringen.
Baggrunden for ovenstående adgang til aftale om retablering er, at der for lejere i lejeboliger består en forpligtelse overfor udlejeren til at retablere det lejede inden fraflytning.
Det er således ifølge cirkulærets afsnit I, punkt 4, en forudsætning for at der kan bevilges hjælp til retablering at:
1. Der er indgået aftale herom inden igangsættelsen af boligændringen.
2. At retableringen er nødvendig.
Ankestyrelsen har i SM 0-30-94 slået fast, at det ikke er noget krav, at der er tale om en lejet lejlighed, idet bestemmelsen skal fortolkes udvidende som også omfattende ejerbolig. I SM 0- 90-96 er det dog anført, at der kun undtagelsesvis ydes hjælp til retablering i ejerboliger.
Baggrunden herfor er, at der ikke er de samme reale grunde til at indgå aftale om retablering ved ejerboliger som ved lejeboliger, idet der jo ikke ved ejerboliger består et krav om retablering fra en udlejer.
Ankestyrelsen skal i øvrigt bemærke, at der ved aftaler om retablering også bør indgås aftale om hvad der skal ske med eventuelle materialer, lifte og lignende, der kan have værdi, når retableringen er gennemført.
Når der bevilges eksempelvis en lift efter § 59 overgår ejendomsretten til ansøgeren, og kommunen har derfor ikke uden aftale herom krav på at få liften tilbage efter endt brug. Heller ikke selvom en retablering betales og udføres af kommunen.