Anerkendelse af pludselige løfteskader af fuldmægtig Kirsten Toft (* 1)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Dokument
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/doc/retsinfo/1997/19227@1997-05-31/da
Indhold
Efter § 9 a, stk. 1, defineres en pludselig løfteskade som en varig muskel-, nerve- eller ledskade, der opstår spontant i umiddelbar tilknytning til løftearbejde i akavede stillinger hos personer, som i øvrigt har belastende løftearbejde, når skaden må anses for udelukkende eller i overvejende grad at være forårsaget af løftearbejdet.
Efter § 9 a, stk. 2, skal sagerne forelægges for Erhvervssygdomsudvalget med mindre Arbejdsskadestyrelsen skønner, at forelæggelsen vil være udsigtsløs.
For at kunne tage stilling til, om varighedsbetingelsen i loven er opfyldt, har Arbejdsskadestyrelsen i de sager, hvor lovens øvrige betingelser er opfyldt, udsat sagsbehandlingen, indtil lægebehandling og genoptræning har vist, at skadens følger ikke var forbigående. Arbejdsskadestyrelsen har således endnu ikke truffet afgørelse om anerkendelse af pludselig løfteskade i sager, der har været forelagt Erhvervssygdomsudvalget.
I sager, hvor Arbejdsskadestyrelsen har vurderet, at lovens betingelser ikke er opfyldt, har styrelsen løbende truffet afgørelse om, at der ikke har været tale om en pludselig løfteskade, som er omfattet af loven.
Ankestyrelsens behandling af sagerne
Ankestyrelsen har på et ankemøde den 5. marts 1997 behandlet 12 sager, hvor Arbejdsskadestyrelsen havde afvist skaden efter lovens § 9 a.
I 4 af sagerne tiltrådte Ankestyrelsen, at de anmeldte skader ikke kunne anerkendes som pludselige løfteskader, idet tilfældene var indtruffet før den 1. juni 1996. Loven giver som nævnt alene mulighed for anerkendelse af eventuelle pludselige løfteskader, der indtræder den 1. juni 1996 eller senere.
Ankestyrelsen tiltrådte i 3 andre sager, at Arbejdsskadestyrelsen havde begrundet afgørelserne med, at skaden ikke var opstået i forbindelse med et egentligt løft. Ankestyrelsen lagde vægt på, at skaderne ikke var opstået i umiddelbar forbindelse med løftearbejde, men f.eks. i forbindelse med skub og træk af senge eller i forbindelse med forsøg på at gribe en tavle, der var ved at vælte.
I 3 sager havde Arbejdsskadestyrelsen begrundet afgørelserne med, at der ifølge de lægelige oplysninger ikke var tale om nogen varig skade, der havde medført varigt men og/eller erhvervsevnetab. I alle 3 sager
vurderede Ankestyrelsen, at sagerne ikke var tilstrækkeligt oplyst til, at der kunne tages stilling til spørgsmålet om anerkendelse efter lovens § 9, nr. 3, jf. § 9 a.
Ved vurderingen heraf lagde Ankestyrelsen i en af sagerne vægt på, at der ikke forelå nogen beskrivelse af klagerens aktuelle tilstand efter skaden, og at det i klagen var oplyst, at der stadig var smerter i forbindelse med løftearbejde. I en anden af sagerne lagde Ankestyrelsen vægt på, at der trods oplysninger om klagers forbrug af smertestillende medicin ikke var indhentet lægelige oplysninger til belysning af, om klager havde varigt men.
Endelig tiltrådte Ankestyrelsen i 2 sager, at Arbejdsskadestyrelsen havde begrundet afvisningen med, at klagerne ikke forud for løfteskaden havde haft et arbejde, der i lovens forstand kunne betegnes som værende belastende løftearbejde. Ankestyrelsen lagde i de 2 sager vægt på, at klagerne efter egne oplysninger normalt ikke havde løftearbejde eller kun havde løftet få gange dagligt.
Afslutning
I flere af sagerne anmodede Ankestyrelsen samtidig Arbejdsskadestyrelsen om at overveje, om nye oplysninger, der ikke havde foreligget for Arbejdsskadestyrelsen, kunne give grundlag for at behandle sagen påny på baggrund af de nye oplysninger eller give grundlag for at behandle spørgsmålet om eventuel anerkendelse af hændelsen efter lovens § 9, nr. 1, om ulykkestilfælde.
Ved behandlingen af de 12 sager er der således alene taget stilling til, om forelæggelse for Erhvervssygdomsudvalget kunne betragtes som udsigtsløs, herunder om sagerne var tilstrækkeligt oplyst til at det kunne fastslås, at en forelæggelse var udsigtsløs.
Afslutningsvis bemærkes, at på grund af lovens krav om, at der skal være tale om en varig ska
de, og at sagen, når den varige skade efter eventuel sygebehandling er konstateret, skal forelægges for Erhvervssygdomsudvalget, må der forventes at gå endnu nogen tid før Ankestyrelsen får mulighed for at tage stilling til Erhvervssygdomsudvalgets og Arbejdsskadestyrelsens anerkendel- sespraksis på området.