Børn og unge-udvalgets kompetence ved ændring af opholdssted - Af fuldmægtig Nanna Steenbjerg Kolze (* 1)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Dokument
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/doc/retsinfo/1997/19283@1997-08-31/da
Indhold
Det giver undertiden anledning til tvivl, i hvilket omfang børn- og ungeudvalget skal træffe afgørelse i sager om ændring af opholdssted for børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet. Og i hvilke tilfælde, det er kommunalbestyrelsen, der træffer afgørelse.
Ifølge bistandslovens § 66d, stk. 1, træffer kommunalbestyrelsen beslutning om valg af opholdssted i overensstemmelse med den i § 66b eller § 123 nævnte plan.Kommunalbestyrelsen fører løbende tilsyn med barnets eller den unges forhold under opholdet uden for hjemmet og træffer bestemmelse om ændret opholdssted, behandling, uddannelse m.v. under opholdet, i det omfang det må anses for nødvendigt under hensyn til formålet med anbringelsen.
Det følger af bistandslovens § 66d, stk. 2, at såfremt der ikke foreligger samtykke fra forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år, til en ændring af opholdsstedet, jf. stk. 1, forelægges sagen til afgørelse i børn og unge-udvalget efter § 35.
Bestemmelsen i § 66d, stk. 2 har i praksis givet anledning til tvivl. Der skal derfor i det følgende gøres rede for hvornår en sag skal forelægges til afgørelse i børn og unge-udvalget og hvilken prøvelse udvalget i så fald skal foretage.
Formålsbestemt ændring af opholdssted
Lovens udgangspunkt er, at en påtænkt ændring af opholdssted kun skal forelægges børn og unge-udvalget i de tilfælde, hvor samtykke hertil ikke kan opnås. Dog er det i bemærkningerne til lovforslaget præciseret, at § 66d, stk. 2 kun finder anvendelse på de »egentlige flyttesituationer, hvor ændringen af opholdsstedet er bestemt af det formål, der søges opnået ved anbringelsen. Bestemmelsen omfatter således ikke de flytninger, der nødvendiggøres af udefrakommende begivenheder, såsom lukning af døgninstitution eller plejefamiliens ophør som plejefamilie, ligesom indlæggelse af barnet eller den unge på sygehus heller ikke er en ændring af opholdsstedet i bestemmelsens forstand«. Der henvises til lovforslag nr. L 214, fremsat i Folketinget den 29. januar 1992, side 32ff.
Selv om der alene er tale om eksempler, bidrager bemærkningerne til lovforslaget således med retningslinier for den vurdering man i det konkrete tilfælde må foretage, når man skal afgøre, om sagen skal forelægges for børn og unge-udvalget
eller ej: det afgørende er, om flytningen må antages at være bestemt af udefrakommende begivenheder eller om flytningen antager en kortvarig, midlertidig karakter eller om flytningen må antages at være bestemt af formålet med anbringelsen. Kun i sidstnævnte tilfælde skal sagen forelægges børn og unge-udvalget.
Man kan eksempelvis forestille sig den situation, at en institution eller plejefamilie ikke ønsker at have et barn mere, enten fordi man er kørt fast med barnet og trænger til luftforandring eller fordi barnet har nogle problemer som ikke kan løses på opholdsstedet.
Disse situationer kan ikke sidestilles med ovennævnte eksempler på udefrakommende begivenheder, idet der er tale om en flytning, der sker ud fra barnets behov og barnets problemer, hvorfor flytningen snarere må betegnes som formålsbestemt. Flytningen bør derfor besluttes i børn og unge-udvalget.
Prøvelse af både anbringelsesgrundlag og ændring af opholdssted
Er der tale om ændring af opholdssted i bestemmelsens forstand, forelægges sagen til afgørelse i børn og unge-udvalget efter § 35. I SM 0-65-96 fandt Ankestyrelsen, at henvisningen til § 35 i § 66d, stk. 2 betyder, at betingelserne for, at et børn og unge-udvalg kan beslutte at ændre opholdsstedet for et anbragt barn uden forældremyndighedens samtykke var, dels at betingelserne for en tvangsmæssig anbringelse er opfyldt, dels at flytningen er nødvendig af hensyn til formålet med anbringelsen. Børn og unge-udvalget skal samtidig fastsætte en ny genbehandlingsfrist i overensstemmelse med reglen i § 35a.
Ovenstående indebærer for det første, at den formelle procedure, foreskrevet i sager om anbringelse efter § 35, skal følges ved behandling af en sag om ændring af opholdssted efter § 66d, stk. 2. Det vil sige, at det ikke alene er de formelle regler i § 124, § 125 og § 127, der udtrykkeligt henviser til § 66d, stk. 2, der finder anvendel-se. Reglerne i § 66b om handleplan og § 123 om forvaltningens indstilling og redegørelse finder ligeledes anvendelse. Dernæst skal der ske en prøvelse i børn og unge- udvalget af, om betingelserne for en anbringelse uden for hjemmet efter § 35 er opfyldt, som ved enhver tvangsmæssig anbringelse u- den for hjemmet. Dette betyder, at der skal ske en tilbundsgående prøvelse af, om der af en af de i § 35, stk. 1, nr. 1-4 nævnte grunde, er åbenbar risiko for, at barnets eller den unges sundhed eller udvikling lider alvorlig skade ved ophold i hjemmet, og af om det er godtgjort, at problemerne ikke kan løses i hjemmet eventuelt med støtteforanstaltninger. Det skal understreges, at prøvelsen skal ske efter § 35 stk. 1, selv om forældremyndighedsindehaverens manglende samtykke alene vedrører flytningen.
Endelig skal der vedrørende selve flytningen ske en overordnet prøvelse i børn og unge-udvalget af, om flytningen er nødvendig af hensyn til formålet med anbringelsen. Heri ligger, at børn og unge-udvalget skal tage stilling til, om formålet med anbringelsen tilsiger en flytning, idet formålet ikke længere kan tilgodeses på barnets aktuelle opholdssted. Prøvelsen er alene overordnet, idet børn og unge-udvalget ikke samtidig skal påse hvilket anbringelsessted, der bedst muligt kan tilgodese formålet med anbringelsen. Kompetencen til at træffe beslutning om det konkrete anbringelsessted tilkommer ikke børn og unge-udvalget, men derimod kommunalbestyrelsen.
Det skal afslutningsvis understreges, at manglende efterprøvelse af om betingelserne i § 35 er opfyldt, medfører at beslutningen om ændring af opholdssted er ugyldig.
Reglen i bistandslovens § 66d er, som det fremgår af ovenstående, kompliceret. I den netop vedtagne lov om social service, som indeholder reglerne om tvangsfjernelse, er reglen om flytning forenklet således, at der alene skal ske en efterprøvelse af den tvangsmæssige anbringelse. Denne forenklede regel træder dog først i kraft den 1. juli 1998.