Gelex

Nyt fra Ankestyrelsen - Bilstøtte på erhvervsmæssigt grundlag - Af fuldmægtig Niels-Henrik Dam (* 1)

GældendeVersion 1997-12-31fra 1998-03-16
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Dokument

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/doc/retsinfo/1997/19467@1997-12-31/da

Indhold
  1. Indledning

Efter § 2, stk. 1, nr. 1, kan støtte ydes, hvis ansøgeren har et kørselsbehov "i forbindelse med erhverv, hvor ansøgeren skaffer sig et væsentligt bidrag til forsørgelsen".

Det bliver herefter et fortolkningsspørgsmål, hvad der udgør et væsentligt bidrag til forsørgelsen. I Socialstyrelsens vejledning nr. 2 af 28. marts 1984 om tildelingsbetingelser for støtte til køb af bil efter bistandslovens § 58, er det i pkt. 2.1.3 anført, at der vil være tale om et væsentligt bidrag til forsørgelsen, hvis indtægten overstiger mellemste førtidspensions grundbeløb + invaliditetsbeløb. Dette svarer i dag til ca. 68.000 kr. Det er videre anført i vejledningen, at hvis indtægten er mindre beror det på en konkret vurdering, hvori bl.a. bør indgå arbejdstidens længde.

Siden denne vejledning blev udsendt har det været fast praksis, både i Ankestyrelsen og i revaliderings- og pensionsnævnene, at ansøgeren skulle have en erhvervsindtægt på mellemste førtidspensions grundbeløb + invaliditetsbeløb, før ansøgningen kunne bedømmes på erhvervsmæssigt grundlag.

Sm O-122-95

Ankestyrelsen traf i 1995 en afgørelse, der blev udsendt som SM O-122-95. Sagen drejede sig om en 24-årig mand, der modtog forhøjet almindelig førtidspension. Samtidig var han ansat i en såkaldt 1/3-ordning (privat individuel beskyttet beskæftigelse) med en ugentlig arbejdstid på 22« timer. Ved dette arbejde tjente han ca. 2000 kr. om måneden før skat. Ankestyrelsen afgjorde, at ansøgeren skulle bedømmes på erhvervsmæssigt grundlag. Ved afgørelsen lagde Ankestyrelsen vægt på, at ansøger var ansat i en individuel beskyttet stilling efter bistandslovens § 91, at der var tale om et reelt arbejdsforhold, og at ansøger arbejdede 22« time om ugen. Ankestyrelsen vurderede også konkret ansøgers indtægter i forhold til hans øvrige indkomster i form af forhøjet almindelig førtidspension. Ankestyrelsen lagde her vægt på, at ansøger, fordi han modtog førtidspension, var ansat i 1/3-ordning med deraf følgende lavere aflønning.

Fortolkning

Denne afgørelse har lige siden den blev udsendt givet anledning til en vis tvivl og usikkerhed, dels fordi den synes at bryde med den faste praksis, der hidtil er fulgt, dels fordi det kan være vanskeligt at vurdere rækkevidden af afgørelsen. Hvilken betydning har det f.eks., hvis ansøgeren modtager mellemste førtidspension i stedet for forhøjet almindelig førtidspension? Hvilken betydning har det, hvis ansøgeren arbejder mindre end 22« timer, og hvad hvis ansøgeren har almindelig privat (eller offentlig) beskæftigelse?

Det væsentligste i afgørelsen er den konkrete vurdering af, om indtægten udover den sociale pension udgør et væsentligt bidrag til forsørgelsen. Man skal altså se på forholdet mellem den sociale pension og den øvrige indtægt. Hvis forholdet er det samme som i SM O-122-95, vil ansøgeren skulle bedømmes på erhvervsmæssigt grundlag. Dette forudsat, at ansøger har et kørselsbehov, og undtagelsesbestemmelsen i bekendtgørelsens § 2, stk. 2, ikke finder anvendelse.

Hvis der er tale om almindelig privat beskæftigelse, vil en ansøger med 22« times ugentligt arbejde få en væsentlig højere indtægt end 2000 kr. om måneden, og så løser spørgsmålet sig selv. Det er derimod et problem, hvis en ansøger f.eks. arbejder 2 timer om dagen, hvor man kan forestille sig at indtægten er nogenlunde på niveau med indtægten i SM O-122-95. Her kan man dog også vurdere, om udgifterne til bilen i form af benzin, vedligeholdelse mv. er så betydelige, at fortjenesten ved arbejdet ikke kan siges at udgøre et væsentligt bidrag til forsørgelsen. Dette synspunkt kan der søges en vis støtte til i sidste sætning i pkt. 2.1.3 i Socialstyrelsens vejledning af 28. marts 1984.

Ankestyrelsen har siden udsendelsen af SM O-122-95 modtaget en del forespørgsler fra revaliderings- og pensionsnævn og kommuner, om fortolkningen af denne SM. Ankestyrelsen er herved blevet opmærksom på de ovenfor beskrevne problemer, herunder at det ikke er helt enkelt at give vejledning på dette område.

Ankestyrelsen prøver derfor i øjeblikket at samle nogle sager til et principielt møde, der forhåbentlig vil kunne besvare nogle af de spørgsmål som SM O-122-95 har givet anledning til. Indtil da, må SM O-122-95 forstås således, at der for personer, der modtager social pension og samtidig arbejder i 1/3-ordning, skal ske en konkret vurdering af om indtægten fra den beskyttede beskæftigelse, sammenholdt med pensionsindtægten, udgør et væsentligt bidrag til forsørgelsen. Ved denne vurdering skal der også lægges vægt på arbejdstidens længde.

Versioner

  1. 1997-12-31