Ikke selve loven: Dokument

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/doc/retsinfo/1997/19469@1997-12-31/da

Indhold

1. Indledning

Ankestyrelsen modtog en lang række besvarelser, som vil indgå i det videre arbejde med praksiskoordineringen. I besvarelserne indgik desuden spørgsmål om forståelsen og rækkevidden af nogle udsendte SM - Sociale Meddelelser. Det gav anledning til kommentarer, som er gengivet i denne artikel.

Bistandsloven

SM O-128-96 - Børneydelser og betalingsevne

Af fuldmægtig Thomas Bugge Larsen

Der har vist sig et behov for en nærmere præcisering af rækkevidden af de SM-afgørelser, der tilkendegiver, at børneydelser tilkommer børnene, og derfor ikke indgår i indkomstopgørelsen for enlige. Nogle finder, at det kan være svært, med henvisning til praksis, at begrunde fastsættelsen af et rådigheds- eller betalingsevnebeløb for en enlig med børn, der svarer til, hvad der findes rimeligt for gifte med børn, jf. SM O-128-96.

Udsagnet kan virke som en kritik af, at en person, der er enlig forsørger, vil modtage et større beløb i samlede børneydelser end et gift eller samlevende par med et barn/børn, mens de normerede udgifter vedrørende barnet/børnene vil være af samme størrelse i begge tilfælde.

I Nyt fra Ankestyrelsen nr. 4 1996 har vi besvaret et lignende spørgsmål. Vi henviste i vores svar til SM O-126-95, hvorefter børnebidrag og børnetilskud ikke skal inddrages i behovsvurderingen, når der ansøges om hjælp, der ikke relaterer sig direkte til børnene. Ansøges der derimod om hjælp, der vedrører barnet, skal børnebidrag og børnetilskud, jf. SM O-127- 95 medtages som indtægt ved den økonomiske behovsvurdering.

Det er efter Ankestyrelsens opfattelse, sådan som det også er gengivet i SM O-126-95 og SM O-127-95, ikke hjemmel til at inddrage børnefamilieydelsen ved beregningen af ydelser efter den sociale lovgivning.

For så vidt angår SM O-128-96 blev sagen antaget til afklaring af, om kommunen ved fastsættelse af en ansøgers tilbagebetalingsevne var berettiget til at lade børnefamilieydelsen indgå ved vurderingen.

Ankestyrelsen fandt, at det forhold, at ansøger var kontant- hjælpsmodtager, ikke i sig selv udelukkede, at hun var omfattet af bistandslovens § 27. Der ville derfor kunne fastsættes en tilbagebetalingsordning under forudsætning af, at ansøger og dennes familie ikke kom til at mangle det nødvendige til underhold.

Ankestyrelsen fandt, som det fremgår af SM'en, at kommunen ikke havde haft den fornødne hjemmel til at lade børnefamilieydelsen indgå på indtægtssiden ved vurderingen af, om der var grundlag for at fastsætte en afdragsordning i henhold til bistandslovens § 27, stk. 1.

Helt det samme ville gøre sig gældende, hvis der var tale om en enlig. Dette er fastslået ved SM O-34-88, der vedrørte en enlig forsørger.

I SM O-128-96 udtales det også, at kommunen havde sat det individuelle skøn under regel ved generelt at fastsætte et underholdsbeløb på 4.600 kr. pr. ægtepar og 700 kr. pr. barn.

Når det fastsatte beløb til underhold ud fra en konkret vurdering af ansøgers forhold ikke kunne anses for åbenbart urimeligt, skyldes det, at kommunen ved beregningen af faste udgifter ud over de faste udgifter, der sædvanligvis godkendes, havde anset en række andre udgifter som rimelige faste udgifter, herunder leje af vaskemaskine, udgift til telefon og kabel-tv, således at det fastsatte rådighedsbeløb alene skulle dække kost, beklædning og øvrige fornødenheder.

I afgørelsen henvises der til, at en del af børnenes forsørgelse kan afholdes gennem børnefamilieydelsen.

Det samme ville gøre sig gældende, hvis der var tale om en enlig forsørger, f.eks. måtte udgiften til en skoletaske kunne afholdes af børnefamilieydelsen.

Det er Ankestyrelsens erfaring, at man i nogle kommuner ser bort fra, at den enlige forsørger selv har en forsørgelsespligt, som børneydelserne ikke er beregnet til at opfylde.

Hvis man lod børneydelsen indgå fuldt ud til dækning af børnenes forsørgelse ville man pålægge børnene forsørgelsespligt overfor sig selv. En sådan forsørgelsespligt har børnene ikke, jf. bistandslovens § 6.

Børnene har heller ikke forsørgelsespligt overfor forældrene, jf. SM O-126-95.

Alt andet lige må en enlig forsørger betragtes som vanskeligere stillet end et ægtepar eller et samlevende par. Dette er grunden til, at der udbetales forhøjet og ekstra børnetilskud til reelt enlige forsørgere. Børnebidraget dækker den forsørgelsespligt som den af forældrene, der ikke bor sammen med barnet, har.

Børneydelserne kan og er ikke bestemt til at opfylde den forsørgelsespligt som den enlige forsørger, der har barnet hos sig, altid har.

SM O-40-97 - Forudsigelige udgifter

Af fuldmægtig Thomas Bugge Larsen

Ankestyrelsen har ved SM O-40-97 bl.a. meddelt, at der ved afgørelsen af, om der er grundlag for at yde hjælp efter bistandslovens § 46 til rimeligt begrundede enkeltudgifter, ikke alene kan gives afslag med begrundelsen, at udgiften har været forudsigelig. Der skal ved afgørelsen tillige tages stilling til, om den, der ansøger om hjælpen efter oplysningerne om de økonomiske forhold, har haft mulighed for at spare op til anskaffelse af det ansøgte.

Det er fra nogle sider gjort gældende, at det forekommer usikkert om det er en rigtig opfattelse, at det ved vurderingen af om der er grundlag for at yde hjælp efter bistandslovens § 46 skal opstilles som en betingelse at ansøgeren har haft mulighed for at spare op til det ansøgte. Der tales i denne forbindelse om manglende juridisk metode i Ankestyrelsen.

Ankestyrelsen skal indledningsvis bemærke, at de 3 sager, som blev offentliggjort ved ovennævnte SM blev antaget til afklaring af, om der efter ændringen af bistandslovens § 46 kunne ydes hjælp til anskaffelse af ventetøj og babyudstyr. Sagerne blev endvidere antaget til afklaring af, om der kunne gives afslag på den ansøgte hjælp alene med den begrundelse, at ansøger ved tilrettelæggelsen af sin økonomi kunne have sparet op til udgiften.

Bistandslovens § 46 blev ændret i 1994 (med ikrafttrædelse 1. april 1995).

§ 46 fik ved lovændringen denne ordlyd: "Der kan ydes en person, som kommer ud for ændringer i sine forhold, hjælp til dækning af rimeligt begrundede enkeltudgifter, såfremt pågældendes egen afholdelse af disse i afgørende grad ville vanskeliggøre pågældendes og familiens økonomiske muligheder for fremtidig at kunne klare sig selv. Hjælpen kan normalt kun ydes, hvis udgiften er opstået som følge af behov, der ikke har kunnet forudses. Der kan dog efter en konkret vurdering undtagelsesvis ydes hjælp til udgifter, der har kunnet forudses, hvis deres afholdelse er af helt afgørende betydning for familiens livsførelse."

I Socialministeriets vejledning nr. 45 af 3. april 1995 står følgende om uforudsigelighed: "Siden 1. januar 1994 modtager kontanthjælpsmodtagere en dagpengelignende ydelse, inden for hvilken pågældende selv kan disponere. Dette betyder at kontanthjælpsmodtagere har mulighed for at spare op til fremtidige udgifter, hvorfor § 46 kan begrænses til hjælp til større og uforudsigelige udgifter."

Ankestyrelsen finder anledning til at bemærke, at hvis der er tale om en meget stram økonomi må der også efter den nuværende formulering af bistandslovens § 46 kunne ydes hjælp til anskaffelse af f.eks. nødvendigt babyudstyr.

Det fremgår i øvrigt efter Ankestyrelsens mening direkte af bestemmelsens ordlyd, at når der ansøges om hjælp til udgifter, der er forudsigelige f.eks. udgifter i forbindelse med fødsel, så skal kommunen gå ind i en konkret vurdering af om betingelserne for undtagelsesvis at yde hjælp til udgifter, har kunnet forudses, er opfyldt. En sådan vurdering kan alene foretages på grundlag af oplysninger om ansøgers indtægtsforhold, sammenholdt med ansøgers godkendte faste udgifter.

Ankestyrelsen finder, at afgørelsen er i overensstemmelse med de intentioner, der lå bag ændringen af bistandslovens § 46. Efter Ankestyrelsens opfattelse har det ikke været lovgivers mening helt at afskære hjælp efter bistandslovens § 46 til forudsigelige udgifter, udgifter f.eks. i forbindelse med fødsel, alene med henvisning til, at en sådan udgift er »forudsigelig« og der har været mulighed for opsparing. Der må i hvert enkelt tilfælde foretages en konkret økonomiske vurdering.

SM O-76-97 - Mundtlige begrundelser

Af fuldmægtig Thomas Bugge Larsen

Der har også været nogle bemærkninger til SM O-76-97. SM'en fastslår, at tilbagebeta- lingserklæringer må anses for at være skriftlige afgørelser, der skal opfylde formkravene i forvaltningsloven.

I SM'en omtales 4 sager, hvor der forelå tilbagebetalingserklæringer. Alle sager måtte anses for utilstrækkeligt begrundede. Den utilstrækkelige begrundelse medførte en forlængelse af klagefristen.

Den omstændighed, at der var givet en mundtlig begrundelse fritog ikke forvaltningen for at meddele en skriftlig begrundelse.

Det har vakt undren, at en tilstrækkelig mundtlig begrundelse ikke er nok til at fastholde ankefristen, uanset om den mundtlige begrundelse er journalført eller ej.

Der henvises til, at SM'en er udtryk for en klart anderledes retsopfattelse, end den, der hidtil har været lagt til grund med hensyn til forlængelse af ankefrist.

Ankestyrelsen kan i denne anledning alene henvise til, at tilbagebetalingserklæringer som det fremgår af SM'en er skriftlige afgørelser, som skal opfylde formkravene i henhold til forvaltningslovens § 22 og 24, jf. i denne forbindelse Folketingets Ombundsmands beretning fra 1992, side 267 og Nyt fra Ankestyrelsen, maj 1997.

SM O-107-95 - Revalideringsniveau

Af fuldmægtig Kirsten Worm

I forbindelse med Ankestyrelsens praksiskoordinering har statsamterne kommenteret Ankestyrelsens praksis. Det er bl.a. nævnt, at SM O-107-95 er uheldig og mangelfuld i argumentationen.

Det drejer sig om følgende udtalelse i »Resume«: »Ankestyrelsen udtaler endvidere, at revalideringsbestemmelserne ikke giver ret til revalidering på et bestemt niveau i forhold til det tidligere, men at det altid forudsættes, at revalideringen vil være den mest hensigtsmæssige løsning.«

Ankestyrelsen bemærker, at der i det oven for citerede er tale om et kort resume, der er uddybet i »Sagsfremstilling« og i »Afgørelse«.

Det fremgår således af de sidste afsnit i SM 0-107-95 i »Afgørelse«, at det citerede er ment som en belysning af Socialministeriets vejledning nr. 211 af 30. november 1994 om hjælp efter bistandslovens kap. 10, punkterne 30, 31 og 32 om tilrettelæggelse af det individuelle revalideringsforløb.

Ankestyrelsen kan tilføje, at der i disse punkter ikke er givet udtryk for, at en revalidend har krav på en bestemt uddannelse, herunder til andet faglært arbejde på niveau med det faglærte arbejde han må opgive, men at øvrige muligheder også skal udnyttes, og at revalidenden ud fra de i vejledningen nævnte hensyn er berettiget til den revalidering, der er mest hensigtsmæssig til hurtigst muligt at få ham igang igen. Det er således, at revalidender med et større handicap er forholdsvis mere berettiget til en større revalideringshjælp. I det konkrete tilfælde drejede det sig om en eksemlidelse med beskedne symptomer, der ikke ville kunne berettige til større revalideringsforanstaltninger. Der var således ikke tiltænkt nogen ændring af hidtidig praksis.

SM O-40-93 - Hjælp til handicap- og uddannelsesbetingede udgifter til uddannelser, hvor der ikke foreligger en erhvervsplan.

Af fuldmægtig Klaus Kjær

I forbindelse med Ankestyrelsens praksiskoordinering har statsamterne kommenteret Ankestyrelsens SM O-40-93, hvor det slås fast, at der skal bevilges uddannelsesforbundne udgifter, uanset om erhvervsplanen ikke kan godkendes af kommunen ( i § 43, stk. 7, jf. § 43, stk. 1 situationen). Det er nævnt, at afgørelsen har betydelige konsekvenser, såfremt afgørelsen tolkes uden begrænsninger.

Det skal hertil bemærkes, at det rejste principielle spørgsmål i den nævnte SM netop var, om det kunne stilles som betingelse for at yde hjælp efter § 43, stk. 7, at der forelå en erhvervsplan som kommunen kunne godkende. Sagen rejste således ikke i sig selv spørgsmål, om der kunne ske begrænsninger i den tidsmæssige udstrækning af hjælpen.

Ankestyrelsen fik efterfølgende forelagt en sag, som rejste det principielle spørgsmål, hvor længe der kunne ydes hjælp efter § 43, stk. 7. Sagen blev antaget til principiel behandling af, om der kunne lægges tidsmæssige begrænsninger ind for ydelse af hjælpen.

Sagen blev behandlet på et principielt møde i Ankestyrelsen den 27. august 1997, hvor derblev truffet den afgørelse, at ansøgeren, der var omfattet af personkredsen i § 43, stk. 1, var berettiget til at modtage støtte til uddannelses- og handicapbetingede udgifter efter § 43, stk. 7 i det omfang hun ikke modtog støtte hertil efter anden lovgivning.

Ankestyrelsen fandt, at hjælpen var begrænset til en periode svarende til den periode, i hvilken revalidenden kunne opnå hjælp efter anden lovgivning til dækning af sine leveomkostninger, jf. § 43, stk. 7, 1. punktum.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at støtte efter stk. 7 ikke forudsætter en godkendt erhvervsplan,og at der ikke er angivet en tidsmæssig begrænsning i støtten efter denne bestemmelse, bortset fra betingelsen om, at ansøgeren modtager hjælp efter anden lovgivning til dækning af sine leveomkostninger under uddannelse, erhvervsmæssig optræning eller omskoling.

Afgørelsen offetliggøres som SM O-163-97 den 15. december 1997.

Versioner

1. 1997-12-31