Ikke selve loven: Dokument

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/doc/retsinfo/1997/19723@1997-10-31/da

Indhold

1. Indledning

Ulykkesbegrebet

Ved et ulykkestilfælde forstås inden for såvel ulykkesforsikringsretten som arbejdsskade- forsikringsretten traditionelt en tilfældig, af den forsikredes vilje uafhængig, pludselig udefra kommende indvirkning på legemet, som har en påviselig beskadigelse af dette til følge.(* 1)

Forsikrede skal bevise, at alle betingelserne i definitionen er opfyldt. Denne bevisbyrde lempes dog af myndighedernes forpligtelse til at fremskaffe nødvendige oplysninger om sagen for at træffe en forsvarlig afgørelse (officialmaksimen).

En af de væsentlige betingelser er kravet om, at der skal være dokumenteret en »udefra kommende indvirkning«, hvilket almindeligvis fortolkes således, at der kræves en usædvanlig afvigelse i forhold til det af forsikrede igangsatte hændelsesforløb.

Faldskader

Særligt inden for skader forårsaget af fald er det et problem, når forsikrede, vidner, arbejdsgiver og læger m.fl. ikke beskriver, at faldet var forårsaget ved, at forsikrede snublede over noget, gled, blev skubbet eller lignende usædvanlige afvigelser. I denne type sager er der således ikke klart dokumenteret en udefra kommende indvirkning. Spørgsmålet er derfor, om den manglende dokumentation skal medføre afvisning af faldskader, når der ikke er dokumenteret en årsag til faldet.

Højesterets dom

Den seneste dom om faldskader er truffet af Højesteret den 6. marts 1997 inden for ulykkesforsikringsretten og trykt i Ugeskrift for Retsvæsen 1997, side 683.

Forsikrede var uden kendte årsager væltet med sin cykel og havde i den forbindelse slået hovedet. Efterfølgende fik forsikrede tilkendt højeste førtidspension som følge af svær hjerneskade. Af politirapporten fremgik det, at der ikke var ujævnheder på cykelstien, og at forsikredes cykel var uden skader, ligesom der ingen spor var på uheldsstedet. Vidner så intet, og forsikrede huskede ikke hændelsen.

Landsretten afviste at anerkende hændelsen som et ulykkestilfælde, da det blev lagt til grund, at det var uoplyst, hvorfor forsikrede væltede med sin cykel. Da forsikrede derfor ikke havde løftet sin bevisbyrde, var han ikke berettiget til forsikringsdækning.

Højesteret ændrede Landsrettens afgørelse til anerkendelse af hændelsen som et ulykkestilfælde. Højesteret udtalte, at forsikrede efter det oplyste havde pådraget sig en hjerneskade ved at vælte med sin cykel og slå hovedet. En sådan tilskadekomst var efter sin ydre objektive fremtrædelsesform et ulykkestilfælde, og der var ikke oplyst omstændigheder, som sandsynliggjorde andet.

Principielt møde

Ankestyrelsen har i et principielt møde behandlet 2 sager om anerkendelse af faldskader med henblik på præcision af praksis ved faldskader. Afgørelserne er udsendt som Social Meddelelse, SM U-11-97.

Ankestyrelsen fandt grundlag for at fastslå, at den hidtidige forståelse af begrebet ulykkestilfælde ikke kan anses for ændret som følge af Højesterets dom. Dommen må antages at støtte administrativ praksis, hvorefter forsikredes bevisbyrde ved faldskader lempes, således at det - når det er godtgjort, at der er tale om et fald - indfortolkes, at faldet er sket som følge af en udefra kommende indvirkning, når der ikke er oplyst omstændigheder, som sandsynliggør anden årsag.(* 2)

Det er dog stadig forsikrede, der skal godtgøre, at faldet fandt sted, og at skaden skyldtes dette fald helt eller delvist.

De konkrete sager

Fælles for de to sager var, at der ikke var oplyst nogen årsag til, at forsikrede faldt, og derfor ikke dokumenteret en udefra kommende indvirkning.

Hjemmehjælper faldt ned ad trappe

I den første sag (j.nr. 100395-97) var en 40-årig hjemmehjælper faldet ned ad en trappe, da hun gik fra en klient til en anden. I faldet forvred hun venstre fod og brækkede en mellemfodsknogle.

Hjemmehjælperen havde oplyst, at trappen var tør, og at hun havde kondisko på. I Arbejdsskadestyrelsens spørgeskema havde hjemmehjælperen besvaret spørgsmålet om, hvorfor hun snublede, med, at det vidste hun ikke.

Arbejdsskadestyrelsen havde afvist at anerkende hændelsen som et ulykkestilfælde, da hjemmehjælperen ikke var udsat for en pludselig og uventet påvirkning, da hun snublede på vej ned ad trappen.

I klagen havde hjemmehjælperen bl.a. anført, at hun ikke var helt klar over, hvad der skete den dag, hun faldt ned ad trappen.

Ankestyrelsen ændrede Arbejdsskadestyrelsens afgørelse og anerkendte hændelsen som et ulykkestilfælde efter arbejdsskadeforsikringslovens § 9, nr. 1.

Ankestyrelsen henviste til, at efter praksis lempes forsikredes bevisbyrde ved faldskader, således at der - når det er godtgjort, at der er tale om et fald - gælder en formodning for, at faldet er sket som følge af en udefra kommende indvirkning, når der ikke er oplyst omstændigheder, som sandsynliggør anden årsag.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen til grund, at hjemmehjælperen faldt ned ad en trappe i forbindelse med sit arbejde den 11. juli 1996, hvorved hun forvred venstre fod og brækkede en mellemfodsknogle. Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at der ikke forelå oplysninger om, at en indefra kommende årsag, f.eks. besvimelse, skulle have forårsaget faldet på trappen.

Overstyrmand faldt på landgang

I den anden sag (j.nr. 102476-97) var en 30-årig overstyrmand faldet, da han gik ned ad landgangen fra et skib for at aflæse skibets dybgang. Ved faldet brækkede han begge underarme.

På Arbejdsskadestyrelsens spørgeskema havde overstyrmanden på spørgsmålet om, hvorvidt han gled, faldt eller snublede anført, at det kunne han ikke helt præcist sige. Der lå ingenting i vejen, og der var ingen i nærheden.

Arbejdsskadestyrelsen havde afvist at anerkende hændelsen som et ulykkestilfælde, fordi der ikke skete noget usædvanligt, da overstyrmanden gik ned ad landgangen.

På forsikringsselskabets anmodning om genoptagelse af sagen havde Arbejdsskadestyrelsen anført, at styrelsen ikke vurderede, at der var grundlag for at genoptage sagen, da der ikke skete noget pludseligt udefra kommende. Overstyrmanden havde selv oplyst, at han på vej ned ad landgangen snublede, men at der ikke lå noget på landgangen, der fik ham til at falde.

I forsikringsselskabets klage var der henvist til Arbejdsskadestyrelsens tidligere praksis i forbindelse med denne type hændelser og anført, at hændelsen måtte anses for omfattet af arbejdsskadeforsikringsloven. Det var selskabets opfattelse, at der i faldet (at snuble) må indfortolkes en begivenhed, der herefter fører til slaget mod landgangen.

Ankestyrelsen ændrede Arbejdsskadestyrelsens afgørelse og anerkendte hændelsen som et ulykkestilfælde efter arbejdsskadeforsikringslovens § 9, nr. 1.

Ankestyrelsen henviste til, at efter praksis lempes forsikredes bevisbyrde ved faldskader, således at der - når det er godtgjort, at der er tale om et fald - gælder en formodning for, at faldet er sket som følge af en udefra kommende indvirkning, når der ikke er oplyst omstændigheder, som sandsynliggør anden årsag.

Ankestyrelsen lagde herved til grund, at overstyrmanden faldt på en landgang i forbindelse med sit arbejde, hvorved han brækkede begge underarme. Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at der ikke forelå oplysninger om, at en indefra kommende årsag, f.eks. besvimelse, skulle have forårsaget faldet.

Afsmittende virkning

Der har ikke ved Ankestyrelsens principielle ankemøde foreligget sager, der gav grundlag for at tage stilling til om lempelsen af bevisbyrden kan antages at omfatte andre områder end faldskader. Navnlig har der ikke foreligget sager om faldskader under sportsudøvelse.

Arbejdsskadestyrelsen har i orientering til forsikringsselskaberne den 16. juni 1997 meddelt, at Højesterets dom alene får betydning for »glide-, falde- og snubleskader«.

Versioner

1. 1997-10-31