Ikke selve loven: Dom

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/judgment/retsinfo/1987/3030@1987-01-21/da

Indhold

1. Indledning

Under denne sag har Landsorganisationen i Danmark for Dansk El-Forbund for et antal medlemmer af dette forbund indklaget Dansk Arbejdsgiverforening for Jernets Arbejdsgiverforening for Frederikshavn Værft A/S for Arbejdsretten for overenskomstbrud. Klagerne, der gør gældende, at den indklagede virksomhed Frederikshavn Værft A/S den 11. april 1985 uden driftsmæssigbegrundelse har undladt at tage 5 af forbundets medlemmer i arbejde igen efter afslutningen af konflikten på arbejdsmarkedet i foråret 1985, har nedlagt følgende påstande:

Indklagede, Frederikshavn Værft A/S, har handlet overenskomststridigt ved ikke den 11. april 1985 at have genansat 5 medlemmer af Dansk El-Forbund.

Indklagede, Jernets Arbejdsgiverforening, har gjort sig delagtig i overenskomstbruddet ved ikke på fællesmødet den 18. april 1985 at pålægge virksomheden at bringe det overenskomststridige forhold til ophør.

Indklagede, Frederikshavn Værft A/S og Jernets Arbejdsgiverforening, tilpligtes at betale en efter rettens skøn fastsat bod.

Spørgsmålet om manglende betaling til de pågældende 5 medlemmer af forbundet afgøres ad sædvanlig fagretlig vej.

De indklagde har påstået frifindelse.

Ifølge klagerne var et af de 5 medlemmer, Niels Richardt Sørensen, fungerende tillidsmand den 11. april 1985.

Sagens nærmere omstændigheder er efter det oplyste følgende:

Efter vedtagelsen af lov nr. 123 af 31. marts 1985 om fornyelse og forlængelse af kollektive overenskomster og aftaler m.v., der trådte i kraft mandag den 1. april 1985, fortsatte en stor del af de tidligere iværksatte lovlige arbejdsstandsninger som overenskomststridige arbejdsnedlæggelser på de virksomheder, herunder Frederikshavn Værft A/S, som havde været omfattet af arbejdskonflikten. Arbejdsnedlæggelserne på værftet blandt forbundets medlemmer fortsatte til og med onsdag den 10. april 1985, der var anden arbejdsdag efter påske. Denne dag fik værftets ledelse meddelelse om, at arbejdet ville blive genoptaget den følgende dag. I overensstemmelse hermed normaliseredes forholdene for elektrikernes vedkommende ved midnat natten mellem den 10. og 11. april 1985. Af de på værftet beskæftigede 40-50 medlemmer af forbundet fik 5 imidlertid den 11. april 1985 at vide, at der af driftsmæssige årsager ikke for tiden var beskæftigelse til dem.

Afvisningen af de pågældende medarbejdere gav anledning til, at der efter klagernes begæring afholdtes fællesmøde den 18. april 1985, hvorunder man gjorde gældende, at værftet havde handlet overenskomststridigt ved ikke at beskæftige de pågældende siden den 11. april 1985, idet overenskomstlovens § 13, stk. 3, udtrykkeligt fastsatte, at fortrædigelser i anledning af udbrudte konflikter ikke måtte finde sted. Fællesmødet sluttede, uden at enighed kunne opnås, idet man fra arbejdsgiverside fastholdt, at baggrunden for, at man ikke havde kunnet beskæftige de pågældende, var driftsmæssige forhold. Man bestred i øvrigt, at der var en tillidsmand blandt de pågældende, og at der forelå organisationsansvar, hvilket klagerne havde forbeholdt sig at gøre gældende.

Det er oplyst, at en af de 5 elektrikere selv skaffede sig andet arbejde den 16. april 1985. De øvrige 4 elektrikere kom i arbejde på værftet henholdsvis den 15. og 18. april og de to sidste den 13. maj 1985.

Det er endvidere oplyst, at værftets behov for elektrikere varierer en del. Ifølge indklagede havde værftet således i januar 1985 gennemsnitligt ca. 26 elektrikere beskæftiget. Ved begyndelsen af den lovlige konflikt var tallet ca. 44. For perioden efter konfliktens ophør har klagerne fremlagt en opgørelse, der viser, at antallet af beskæftigede elektrikere indtil midten af september 1985 var jævnt faldende fra 50 til 40, hvorefter tallet frem til julen 1985 påny steg til 52. Tallene suppleres af oplysningerne i nogle af de indklagede fremlagte reparationslister for værftets reparationsafdeling for perioden fra den 11. marts til den 22. april 1985. Af listerne fremgår, at arbejdsmængden i den pågældende periode har været præget såvel af aflysninger som af hastigt aftalte reparationer.

Klagerne har endelig fremlagt en opgørelse over det antal afspadseringspligtige overtimer, som værftets elektrikere havde til gode pr. 31. marts 1985. Af opgørelsen fremgår, at en af de i denne sag omhandlede elektrikere havde 33 timer til gode, og at 6 af de elektrikere, som kom i arbejde igen den 11. april 1985, havde et betydeligt antal afspadseringspligtige overtimer til gode, varierende fra 23,5 timer til 87 timer. Opgørelsen viser ifølge klagerne, at der ville have været beskæftigelse til samtlige de medlemmer af forbundet, som gav møde den 11. april 1985, såfremt værftet havde imødekommet ønsker om afspadsering og afholdelse af ferie. De indklagede har bestridt, at værftet kunne imødekomme sådanne ønsker, allerede fordi det ville være ensbetydende med genansættelse uden vished for, at der ville være arbejde til de pågældende ved afslutningen af afspadseringen eller ferien.

Under domsforhandlingen er der afgivet forklaring af elektriker Niels Richardt Sørensen og værftets personalechef Oluf Vilhelm Petersen.

Niels Richardt Sørensen har forklaret, at han i foråret 1985 var fungerende tillidsrepræsentant, fordi han var næstformand i klubben, og den valgte tillidsrepræsentant var blevet syg, allerede inden konflikten begyndte i slutningen af marts. Det var ikke tillidsrepræsentanterne, men forretningsudvalget, som den 10. april 1985 orienterede værftets ledelse om, at arbejdet ville blive genoptaget. Man skulle egentlig være begyndt denne dag kl. 22, men arbejdet blev først genoptaget ved midnat natten mellem den 10. og 11. april 1985, da der blev givet møde af en enkelt elektriker. Den 11. april kl. 7 mødte alle op, og der var stor forvirring. De blev noteret op af arbejdslederne. 5 af de fremmødte kunne imidlertid ikke finde deres arbejdskort. Da de henvendte sig på kontoret, fik de at vide, at værftet ikke kunne beskæftige dem i øjeblikket, da der ikke var arbejde til dem. Man drøftede så mulighederne for afspadsering og ferie, men det blev sagt, at de ikke kunne afspadsere eller holde ferie, da de ikke var tilknyttet værftet. De kunne imidlertid heller ikke få en fyreseddel, hvilket blev afslået med den begrundelse, at de fortsat var tilknyttet værftet. Ingen af elektrikerne har specialiseret sig, så de kunne alle have udført det arbejde, der skulle laves.

Personalechef Oluf Vilhelm Petersen har forklaret, at beskæftigelsessituationen i foråret 1985 var ret god både for Frederikshavn Værft A/S og for andre værfter. Ved arbejdets genoptagelse den 11. april 1985 var en del af det reparationsarbejde, der tidligere var bestilt til udførelse på værftet, imidlertid blevet annulleret. Uanset dette lykkedes det dog at få en meget væsentlig del af folkene i arbejde igen, idet værftet uventet og med kort varsel fik et par hastende reparationsopgaver. Man tog dog nok så mange i arbejde igen, at det var i overkanten af, hvad man havde brug for. Det var de enkelte afdelinger, der selv traf beslutning om, hvor mange elektrikere man skulle bruge, og vidnet bebrejdede senere afdelingslederne, at de havde taget for mange ind.

Klagerne har til støtte for de nedlagte påstande anført, at man nok er klar over, at Arbejdsretten med dommene af 29. januar og 8. april 1986 i sagerne 10.724, 10.763 og 10.622 vedrørende henholdsvis Lindøværftet og det her omhandlede værft har fastslået, at pligten efter overenskomstlovens § 13, stk. 3, til ikke at fortrædige modparten må forstås under hensyntagen til de driftsmæssige muligheder, men at denne sag netop adskiller sig fra de tidligere sager, fordi det havde været muligt for værftet at beskæftige samtlige fremmødte elektrikere. I hvert fald kunne man have ladet nogle af dem afspadsere eller holde ferie, idet der på tidspunktet for arbejdets genoptagelse var adskillige af elektrikerne, der havde mange pligtige afspadseringstimer til gode. Når man fra værftets side har henvist til, at det ikke lod sig gøre, fordi ansættelsesforholdet var afbrudt, virker denne forklaring ikke logisk, når man samtidig nægtede de pågældende en fyreseddel med den begrundelse, at de fortsat var tilknyttet værftet. Når det således må lægges til grund, at værftet kunne have bragt ansættelsesforholdet i gang for samtlige ansatte, har man handlet overenskomststridigt ved ikke at have genansat de sidste 5 elektrikere den 11. april 1985. Jernets Arbejdsgiverforening, der ikke på fællesmødet den 18. april 1985 pålagde værftet at bringe det overenskomststridige forhold til ophør, har gjort sig delagtig i dette overenskomstbrud. Såvel værftet som Jernets Arbejdsgiverforening har derfor pådraget sig bodsansvar.

De indklagede har anført, at der er givet en nøjagtig beskrivelse af den situation, som skal bedømmes, i den tidligere sag nr. 10.622 vedrørende værftet, som blev afgjort ved Arbejdsrettens dom af 8. april 1986. Der var etableret en lovlig arbejdsstandsning, som efter overenskomstlovens ikrafttræden gik over i overenskomststridige arbejdsnedlæggelser. Pludselig får værftets ledelse så meddelelse om, at arbejdet vil blive genoptaget den følgende dag. Under sådanne omstændigheder kan arbejdersiden ikke have berettigede forventninger om, at alle straks kan komme i arbejde igen. Noget sådant påbyder overenskomstlovens § 13, stk. 3, heller ikke. Her har værftet genansat så mange af elektrikerne, som man mente at kunne beskæftige ved arbejdets genoptagelse den 11. april 1985. Efter personalechefens forklaring var antallet af elektrikere, som man genantog, måske endda i overkanten af, hvad man dengang havde brug for. Det skøn, som værftets ledelse således har udøvet, kan ikke underkendes. Ved iværksættelsen af den lovlige strejke i slutningen af marts 1985 blev arbejdsforholdet endeligt afbrudt. Det kan derfor ikke undre, at de 5 elektrikere, som ikke straks kom i arbejde, ikke kunne få en fyreseddel, idet dette forudsætter et ansættelsesforhold. Det er ikke oplyst, om nogle af folkene havde ferie til gode. Men såvel ferie som afspadsering forudsætter, at der består et ansættelsesforhold. Det har således været helt berettiget at vente med at genansætte de pågældende, indtil de driftsmæssige forhold tillod det. Allerede af den grund kan heller ikke påstanden over for Jernets Arbejdsgiverforening tages til følge. Det måtte i øvrigt også blive tilfældet, selv om værftet havde gjort sig skyldig i en overenskomststridig handling, idet Jernets Arbejdsgiverforening ikke havde grund til ikke at fæste lid til de oplysninger, værftet gav undet fællesmødet.

Arbejdsretten skal udtale:

Efter bevisførelsen lægges det til grund, at værftet ved arbejdets genoptagelse den 11. april 1985 ikke havde mulighed for straks at beskæftige samtlige fremmødte elektrikere. Efter den af personalechef Oluf Vilhelm Petersen afgivne forklaring, der findes bestyrket gennem oplysningen om, at antallet af beskæftigede elektrikere var jævnt faldende i perioden efter arbejdets genoptagelse indtil midten af september 1985, må det tværtimod antages, at man den 11. april 1985 genansatte flere elektrikere, end man aktuelt havde brug for. Som af de indklagede anført er der således intet grundlag for at underkende det skøn over beskæftigelsesmulighederne, som var afgørende for værftet, og som bevirkede, at 5 af de tidligere ansatte elektrikere ikke straks blev genansat. Da driftsmæssige hensyn efter det anførte har været afgørende for værftets disposition, og da en virksomhed i en situation som den, der forelå den 11. april 1985, ikke kan være forpligtet til at genansætte medarbejdere for at lade dem afspadsere eller holde ferie, tages de indklagedes frifindelsespåstand til følge i forhold til værftet og dermed tillige i forhold til Jernets Arbejdsgiverforening.

T h i k e n d e s f o r r e t :

De indklagede, Dansk Arbejdsgiverforening for Jernets Arbejdsgiverforening for Frederikshavn Værft A/S, frifindes for de af klagerne, Landsorganisationen i Danmark for Dansk El-Forbund for et antal medlemmer af dette forbund, i denne sag nedlagte påstande.

I sagsomkostninger til Arbejdsretten betaler klagerne 2.000 kr.

Versioner

1. 1987-01-21