Skrivelse om bevis for ægtefællesamtykke efter retsvirkningslovens § 18.
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Vejledning
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/mt/1925/198@1925-12-19/da
Indhold
Under Henvisning til Bestemmelserne i Lov Nr. 56 af 18. Marts 1925 om Ægteskabets Retsvirkninger § 18 om, at en Ægtefælles Afhændelse, Pantsætning m.v. af fast Ejendom, der er Fælleseje, i visse Tilfælde kræver den anden Ægtefælles Samtykke, har Hr. Overretssagføreren udbedt sig en Udtalelse fra Justitsministeriet om, hvilke Bevisligheder en Køber af en fast Ejendom eller en Laangiver efter nævnte Lovs Ikrafttræden den 1. Januar 1926 bør forlange for at være sikret imod at vedkommende Retshandel omstødes i Henhold til 2. Stk. i den nævnte Lovbestemmelse, uanset at Erhververen (Panthaveren), var i god Tro.
Foranlediget heraf skal man meddele, at det rejste Spørgsmaal henhører under Domstolenes Afgørelse; Justitsministeriet skal dog som sin Formening om det paagældende Spørgsmaal udtale følgende:
For saa vidt Ejeren erklærer at være ugift, maa man anse det for rettest, at der afkræves ham Erklæring paa Tro og Love om, at han er ugift, hvilken Erklæring eventuelt kan indføjes i Skødets eller Panteobligationens Tekst.
For saa vidt Ejeren erklærer, at han er gift, og det ikke godtgøres, at Ejendommen er hans Særeje, maa han enten forevise Vielsesattest og Samtykke fra den anden Ægtefælle, eventuelt Samtykke fra vedkommende Overøvrighed, jfr. Lovens § 20 og Justitsministeriets Cirkulære af 28. November 1925, eller afgive Erklæring paa Tro og Love - selvstændig eller indføjet i Dokumentets Tekst - om, at Ejendommen ikke tjener til Familiens Bolig, og at Ægtefællernes eller den anden Ægtefælles Erhvervsvirksomhed ikke er knyttet til Ejendommen.
Denne Fremgangsmaade er dog unødvendig, saafremt der i Henhold til Lovens § 56 er oprettet Ægtepagt om, at den ældre Lovgivnings Regler skal vedblive at gælde for Ordningen af Formueforholdet mellem Ægtefællerne, idet Dispositionens Berettigelse i dette Tilfælde udelukkende vil være at bedømme efter Reglerne i Lov Nr. 75 af 7. April 1899 om Formueforholdet mellem Ægtefæller.
Endvidere bemærkes, at for saa vidt en fast Ejendom, der tilhører en gift Person, og som tjener til Familiens Bolig eller som Grundlag for Ægtefællernes eller den anden Ægtefælles Erhvervsvirksomhed, ønskes bortlejet eller bortforpagtet, maa det efter Justitsministeriets Formening være tilstrækkeligt til Sikring af Leje- eller Forpagtningsretten, at Ejeren - enten selvstændig eller indføjet i Kontraktens Tekst - paa Tro og Love erklærer, at Udøvelsen af Lejemaalet eller Forpagtningen ikke vil forhindre, at Ejendommen fortsat tjener til fælles Bolig eller som Grundlag for Erhvervsvirksomheden.
Endelig skal man tilføje, at det efter Justitsministeriets Formening ikke kan paahvile Retsskriveren at undersøge, hvorvidt en Disposition over en fast Ejendom vil komme i Strid med Reglerne i nævnte Lovs § 18, 1. stk.
Skrivelse fra Justitsministeriet til Overretssagfører N.N.