Skrivelse fra Justitsministeriet til Dommeren i Køge Købstad m.v.
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Vejledning
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/mt/1927/73@1927-04-21/da
Indhold
I Skrivelse af 30. Marts 1927 har Dommeren under Henvisning til Bestemmelsen i § 10, 1ste Stk., i Lov Nr. 111 af 31. Marts 1926 om Tinglysning, jfr. Anordning Nr. 298 af 26. November 1926 § 15, Nr. 2, hvorefter Skøder fra Personer, der ikke har tinglyst Adkomst paa vedkommende Ejendom, skal afvises fra Tingbogen, udbedt Dem en Udtalelse fra Justitsministeriet i Anledning af, at det i Retskredsen beliggende Vallø Stift, der tidligere har ejet meget store Dele af Retskredsens Jordegods, aldrig har haft tinglyst (tinglæst) Adkomst paa sine Ejendomme.
De har herved nærmere oplyst, at Vallø Stift som Følge af det anførte ikke har haft særskilte Folier i Realregistrene til Skøde- og Panteprotokollerne, men kun været opført i Kontorets Matrikulfortegnelse, hvor Stiftet udfor de paagældende Matrikulnumre staar anført som Ejer. De har derhos oplyst, at naar et Skøde fra Stiftet er kommet til Tinglæsning, har Retsskriveren stedse fulgt den Praksis at sammenholde den nævnte Fortegnelse med Kontorets Udskrift af Matrikulen, og saafremt begges Oplysninger om Ejendomsret for Stiftet samt Ejendommens Hartkorn var overensstemmende, er Skødet blevet ekspederet uden Retsanmærkning.
Foranlediget heraf skal man meddele, at Justitsministeriet maa formene, at der ikke ved den fornævnte Lovbestemmelse, ligesaa lidt som ved Ordene: »Dokumentets Udsteder....... ikke er berettiget til at raade over Ejendomme« i Lovens § 15, 2det Stk., er tænkt paa et Tilfælde som det foreliggende, hvor det drejer sig om en formel Adkomstmangel af udelukkende negativ Art, idet Loven alene antages at have haft saadanne Tilfælde for Øje, hvor Dokumentets Tinglysning vilde være stridende mod en ande allerede i Tingbogen indført Adkomst. Der vil derfor i saadanne Tilfælde, hvor Dommeren anser det for utvivlsomt, at Vallø Stift er Ejer af den paagældende Ejendom, efter Justitsministeriets Formening intet være til Hinder for, at den hidtil anvendte Praksis, hvorefter Skøderne ekspederes uden Retsanmærkning, vedblivende benyttes, saaledes at Skøderne ikke afvises fra Tingbogen i Henhold til Tinglysningslovens § 15, 2det Stk., jfr. herved ogsaa Principet i Lovens § 20, 1ste Stk.