Vejledning til gennemførelse af den mellem Danmark og Nederlandene den 20. februar 1957 afsluttede overenskomst til undgåelse af dobbeltbeskatning og fastsættelse af regler om gensidig administrativ bistand vedrørende skatter af indkomst og formue.
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Vejledning
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/mt/1960/265@1960-12-21/da
Indhold
I. Overenskomstens ikrafttrædelse, dens område og almindelige principper.
Ved den mellem Danmark og Nederlandene den 20. februar 1957 afsluttede overenskomst til undgåelse af dobbeltbeskatning og fastsættelse af regler om gensidig administrativ bistand vedrørende skatter af indkomst og formue, jfr. udenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 9 (Lovtidende C.) af 21. februar 1958 og finansministeriets meddelelse af 30. oktober 1959, er der fastsat en række bestemmelser, der kan medføre afvigelser fra skattelovgivningens almindelige regler med hensyn til indkomst- og formuebeskatningen.
Overenskomsten kommer for Danmarks vedkommende første gang til anvendelse på skatteansættelserne for skatteåret 1955-56, jfr. artikel 32, § 2.
Overenskomsten finder uanset statsborgerforhold anvendelse på alle skattepligtige, der er bosat eller hjemmehørende enten i Danmark eller i Nederlandene, jfr. artikel 2, § 1c). Det er således en forudsætning for overenskomstens anvendelse, at den pågældende person eller det pågældende selskab opfylder betingelserne for fuld skattepligt i mindst et af de to lande.
For Danmarks vedkommende omfatter overenskomsten (jfr. artikel 1, § 2) indkomst- og formueskatter til staten og kommunal indkomstskat (herunder kirkeskat). For så vidt angår skatteåret 1955-56 finder overenskomsten også anvendelse på tillægsindkomstskatten til staten, værneskatten og den fælleskommunale indkomst- og formueskat, jfr. slutprotokollen ad artikel 1.
I henhold til artikel 1, § 3 finder overenskomsten endvidere anvendelse på alle andre skatter af væsentlig samme art, som efter overenskomstens underskrivelse måtte blive pålagt i en af staterne. Overenskomsten finder herefter anvendelse på folkepensionsbidraget, sømandsskatten og den særlige indkomstskat.
Der er til overenskomsten knyttet en særlig slutprotokol, der på enkelte punkter uddyber og supplerer indholdet af de i selve overenskomsten optagne bestemmelser, men alle definitioner er medtaget i selve overenskomstens tekst, jfr. artikel 2.
Af definitionerne fremhæves, at udtrykket "selskab" betyder et selskab, en forening eller anden sammenslutning (f.eks. et kommanditselskab), der efter lovgivningen er skattepligtig som sådan.
Udtrykket "statsborger" betyder for Danmarks vedkommende alle danske statsborgere og alle selskaber, hvis virksomhed ledes eller kontrolleres i et dansk statsområde, som omfattes af overenskomsten.
Ved udtrykket "kompetent myndighed" forstås for begge staters vedkommende finansministeren eller hans befuldmægtigede stedfortræder i vedkommende stat.
Overenskomsten gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan med de ændringer, der anses for nødvendige af begge stater, ved noteveksling udvides til at gælde for disse områder, såfremt der her opkræves skatter af væsentlig samme karakter som dem, der omfattes af overenskomsten, jfr. artikel 30.
For Nederlandenes vedkommende omfatter overenskomsten kun den del af Kongeriget Nederlandene, som er beliggende i Europa, men overenskomsten kan i medfør af artikel 30 udvides til at gælde for hvilken som helst del af Kongeriget Nederlandene udenfor Europa.
Overenskomsten går ud fra det synspunkt, at dobbeltbeskatning foreligger, når en skattepligtig beskattes i begge lande af indkomst eller formue vedrørende samme kilde suppleret med en særlig regel om afgangsførelse af skatter i tilfælde af flytning mellem de to stater, jfr. slutprotokollen ad artikel 3.
De i overenskomsten indeholdte regler falder i 3 hovedgrupper:
1) Regler om undgåelse af dobbeltbeskatning,
2) regler, der skal tilsikre ensartet skattemæssig behandling af skatteyderne i de to lande, og
3) regler om udveksling af oplysninger og om gensidig bistand med hensyn til opkrævning af skatter m.v.
Reglerne til undgåelse af dobbeltbeskatning kan opdeles i 2 afsnit, nemlig dels regler til løsning af den konflikt, der opstår, når en person eller et selskab opfylder betingelserne for fuld skattepligt i begge de kontraherende lande, og begge lande derfor med hjemmel i deres interne lovgivning gør krav på at beskatte den pågældende af hele hans indkomst og formue uanset, hvorfra indkomsten og formuen hidrører (artikel 3, § 1, jfr. afsnit II A nedenfor), og dels regler til løsning af konflikten mellem den beskatningsret, der kan tilkomme det land, hvorfra en indkomst hidrører, eller hvori en formue er placeret (kildelandet), og det land, hvor den pågældende skatteyder er bosat eller har hjemsted og derfor opfylder betingelserne for fuld skattepligt (bopælslandet) (artiklerne 4-21), jfr. afsnit II B nedenfor.
Begge sæt regler kan finde anvendelse i det samme konkrete tilfælde. Opfylder en person betingelserne for fuld skattepligt i begge lande, må det først efter de i artikel 3, § 1 givne regler søges fastslået, hvilket af de to lande der skal have ret til at beskatte pågældende som der bosat. Når dette er gjort, bestemmes det ved hjælp af reglerne i artiklerne 5-21, om den i artikel 4 givne regel om bopælslandets fortrinsvise beskatningsret skal fraviges, således at bopælslandet skal give afkald på at beskatte visse indkomst- eller formuearter.
Hvor Danmark efter overenskomsten som bopælsland skal give afkald på en beskatningsret, som dets interne lovgivning hjemler, sker dette med en enkelt undtagelse ved, at den pågældende indkomst eller formue medtages ved skatteansættelsen og skatteberegningen, hvorpå der i den del af den samlede indkomst- eller formueskat, der falder på den indkomst eller formue, som skatteafkaldet vedrører, gives et nedslag svarende til den i Holland erlagte indkomst- eller formueskat, (jfr. artiklerne 5, 6 (når der foreligger fast driftssted i Holland), 9, § 2, 10, § 2, 11, § 2, 12 (når der foreligger fast driftssted i Holland), 13, 15, §§ 1 og 2, 16 og 21). Aftalen hviler således i disse tilfælde for Danmarks vedkommende på det såkaldte creditsystem. Indgår der herefter til en her i landet bosat person en i Holland indtjent indtægt, som efter overenskomsten skal beskattes der, udfindes den del af de samlede danske indkomstskatter, der falder på den pågældende hollandske indtægt. Dette beløb sammenholdes med det i Holland betalte skattebeløb, og et til det mindste af de to beløb svarende beløb føres til afgang. Den eneste undtagelse herfra er reglen i artikel 19 vedrørende studerende eller lærlinge, hvor der ved selve skatteansættelsen skal bortses fra visse indtægter, som dog må medregnes ved progressionens fastsættelse, jfr. artikel 22 og nedenfor om artikel 19.
Det nævnte fradrag i skatterne skal gives såvel i statsskatterne som i kommuneskatten.
For så vidt angår forholdet mellem Danmark og Nederlandene bliver der herefter ikke anvendelse for reglen i ligningslovens § 33 om nedslag i dansk skat for skat erlagt i udlandet.
I det følgende vil først reglerne om indkomstbeskatningen blive gennemgået, medens der i afsnit V gøres nogle særlige bemærkninger om formuebeskatningen.
II. Overenskomstens bestemmelser vedrørende undgåelse af dobbeltbeskatning.
A. Reglerne om ophævelse af dobbeltbeskatning, når fuld skattepligt foreligger i begge lande.
(Artikel 3).
Har en person en sådan tilknytning til begge lande, at han opfylder betingelserne for fuld skattepligt i begge lande, altså i begge lande er skattepligtig af hele sin indkomst og formue, må det afgøres, hvilket af de to lande der skal lade sin ret til at betragte den pågældende som fuldt skattepligtig vige.
For fysiske personer fastslår artikel 3, § 1 den hovedregel, at det land, hvor der er en fast bopæl, eller hvis den pågældende ikke har bopæl i nogen af staterne, det land, hvor han stadig opholder sig, har prioriteten. Ved stadigt ophold i en af staterne forstås, at vedkommende opholder sig i det pågældende land under omstændigheder, der giver grundlag for at antage, at der ikke er tale om et blot midlertidigt ophold.
Foreligger der fast bopæl i begge lande, tilkommer den fulde beskatningsret det land, med hvilket den pågældende skatteyder har de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser.
Kan spørgsmålet om, hvilket land der skal have beskatningsretten, ikke afgøres i henhold til denne regel, får det land, hvor den pågældende er statsborger, fortrinsretten.
Er han ikke statsborger i noget af landene, eller er han statsborger i begge lande, må der i påkommende tilfælde træffes aftale mellem de kompetente myndigheder i de to lande. I så fald må sagen derfor forelægges skattedepartementet.
Fysiske personer, som lever ombord i skibe eller luftfartøjer uden at have bopæl i nogen af staterne, skal anses for bosat i den stat, i hvilken skibet eller luftfartøjet har sit hjemsted, jfr. iøvrigt nærmere under artikel 3, § 2.
For juridiske personer tilkommer retten til at anse den pågældende for fuldt skattepligtig det land, hvori virksomheden ledes og kontrolleres.
Med hensyn til beskatningen af dødsboer bemærkes, at beskatning kan ske i den stat, hvor arveladeren i henhold til de foran anførte regler skal anses for at være bosat ved dødsfaldet, jfr. iøvrigt nærmere nedenfor under artikel 20.
B. Reglerne om ophævelse af dobbeltbeskatning i tilfælde af konflikt mellem kildelandets og bopælslandets beskatningsret.
Bopælslandets beskatningsret. I artikel 4 fastslås det som hovedreglen, at indkomst og formue alene skal beskattes i den stat, i hvilken skatteyderen er bosat eller hjemmehørende, det vil sige det land, der har ret til at betragte den pågældende som fuldt skattepligtig. Er der ikke i overenskomsten fastsat andet, skal kildelandet derfor give afkald på sin beskatningsret til fordel for bopæls- eller hjemstedslandet.
Indkomst af fast ejendom beskattes ifølge artikel 5 i den stat, i hvilken den faste ejendom er beliggende. Royalty hidrørende fra driften af gruber eller stenbrud eller fra anden udnyttelse af en naturforekomst beskattes ligeledes i den stat, i hvilken gruben, stenbruddet eller naturforekomsten er beliggende. Som indtægt af fast ejendom betragtes derimod ikke renter af fordringer, sikrede ved pant i fast ejendom; sådanne renter omfattes af artikel 10.
Bestemmelserne i artikel 5 gælder også for faste ejendomme tilhørende erhvervsvirksomheder af enhver art og skibs- og luftfartsvirksomheder, uanset de for disse virksomheder iøvrigt gældende særregler, jfr. herved artikel 6 og artikel 8.
Indkomst ved industri, handel og lignende beskattes i det land, hvor virksomheden er hjemmehørende, det vil sige, hvis udøveren er en fysisk person, der, hvor han er bosat, og hvor det drejer sig om et selskab, der, hvor selskabets forretninger er ledet og kontrolleret.
En undtagelse herfra gælder for det tilfælde, hvor et i det ene land hjemmehørende foretagende driver virksomhed fra et fast driftssted i det andet land. I så fald beskattes indkomsten ved en sådan filialvirksomhed i kildestaten. I de tilfælde, hvor Danmark er bopælsstat, sker beskatningsafkaldet ved, at der i medfør af reglen i artikel 22, § 3 gives credit i dansk skat for den skat, der er opkrævet i Holland. Med hensyn til, hvad der skal forstås ved "fast driftssted", henvises til definitionerne i artikel 2, § 1f).
I artikel 6, § 2 fastsættes retningslinierne for opgørelsen af filialvirksomhedens indtægt. I bestemmelsen fastslås det princip, at filialens indtægt bør opgøres, som om den var oppebåret af et selvstændigt foretagende uden hensyn til eventuelle mellem hovedforretningen og filialen trufne aftaler, der - eventuelt af skattemæssige hensyn - tilstræber en vilkårlig regnskabsmæssig placering af den gennem henholdsvis hovedforetagendet og filialen indvundne fortjeneste.
I artikel 6, § 3 - der svarer til artikel III, pkt. 4 i den dansk-engelske dobbeltbeskatningsoverenskomst - fastslås det, at i tilfælde, hvor et foretagende i en af staterne erhverver fortjeneste i henhold til kontrakter, afsluttet i denne stat, vedrørende salg af varer, der af leveringshensyn, men ikke i udstillingsøjemed, er oplagret i den anden stat, skal sådan fortjeneste ikke betragtes som hidrørende fra et det nævnte foretagende tilhørende fast driftssted i den anden stat, uanset om købstilbudene er indhentet af en agent i denne anden stat og af ham tilstillet foretagendet til akcept.
At et foretagende i det ene statsområde foretager vareindkøb inden for det andet statsområde, medfører ikke, at nogen del af foretagendets fortjeneste skal betragtes som hidrørende fra et fast driftssted i det sidstnævnte statsområde, jfr. artikel 6, § 4 og artikel 2, § 1f) (ii).
I artikel 6, § 5 fastslås, at de kompetente myndigheder ved overenskomst kan fastsætte regler med hensyn til fordelingen af fortjeneste.
Artikel 7 indeholder lignende regler som de i artikel 6 fastsatte for tilfælde, hvor et foretagende i den ene stat direkte eller indirekte deltager i ledelsen, kontrollen eller finansieringen af et foretagende i den anden stat, eller hvor samme personer på tilsvarende måde deltager i ledelsen, kontrollen eller finansieringen af både et foretagende i den ene stat og et foretagende i den anden stat.
Indkomst ved udøvelse af skibs- og luftfartsvirksomhed omhandles i artikel 8, der bestemmer, at beskatningsretten tilkommer det land, hvor virksomheden er hjemmehørende. Dette betyder, at fortjeneste ved sådan virksomhed fritages for beskatning i det andet land, også for så vidt den hidrører fra et fast driftssted i dette. Når indkomst flyder fra Nederlandene til en skibs- eller luftfartsvirksomhed i Danmark, skal indkomsten derfor indkomstbeskattes her på sædvanlig måde, uanset om foretagendet måtte have et fast driftssted i Nederlandene.
Ifølge artikel 31 suspenderes i den tid, overenskomsten gælder, overenskomsten af 8. november 1930 om gensidig fritagelse i visse tilfælde for skat af indkomst, hidrørende fra rederivirksomhed, og den ved udveksling af noter af 15. december 1937 og 24. marts 1938 indgåede overenskomst om gensidig fritagelse for indkomstskat af visse indtægter, hidrørende fra luftfartsvirksomhed.
Aktieudbytte, jfr. artikel 9, beskattes kun i bopælslandet, medmindre udbyttet kan henføres til et fast driftssted i kildelandet. Nederlandene frafalder derfor kildeskat af udbytte af aktier, der ejes af i Danmark bosatte personer eller selskaber. Dette afkald på kildeskat får virkning for indtægter, for hvilke forfaldstiden er indtrådt i kalenderåret 1954 og senere.
For at opnå sådan fritagelse for eller tilbagebetaling af erlagt kildeskat skal skatteyderen, som det fremgår af finansministeriets nævnte meddelelse af 30. oktober 1959, indgive et af danske skattemyndigheder attesteret andragende herom til de nederlandske skattemyndigheder. Blanketter til brug ved andragende om fritagelse for eller tilbagebetaling af hollandsk kildeskat kan fås hos amtsligningsinspektoraterne (i København, Frederiksberg og Gentofte kommuner hos vedkommende skattedirektorat), samt i skattedepartementets 7. ekspeditionskontor, Holbergsgade 23, København K.
Såfremt aktieudbyttet kan henføres til et fast driftssted i kildelandet, d.v.s. at det faste driftssted har ret til udbyttet af de pågældende aktier, ophæves dobbeltbeskatningen i de tilfælde, hvor aktieudbyttet indgår til et fast driftssted i Holland,og Danmark er bopælsland, ved anvendelse af creditreglen i artikel 22, § 3.
Bestemmelsen i artikel 9, § 3 - der svarer til artikel VII, pkt. 2 i den dansk-engelske dobbeltbeskatningsoverenskomst - har for tiden ingen betydning, da hverken Danmark eller Nederlandene kender en beskatningsform som den i bestemmelsen omtalte.
Renter beskattes, jfr. artikel 10, i bopælslandet, medmindre udbyttet kan henføres til et fast driftssted i kildelandet, i hvilket tilfælde dobbeltbeskatning for Danmarks vedkommende ophæves ved anvendelse af "creditreglen" i artikel 22, § 3. Udtrykket renter omfatter rente af obligationer, gældsbeviser, forskrivninger eller af en hvilken som helst anden gæld.
For at forhindre skattefri overførelse fra det ene land til det andet af andet end rente er det i artikel 10, § 4 bestemt, at såfremt en rente overstiger et rimeligt og fornuftigt vederlag for den gæld, for hvilken den betales, skal artikel 10 kun finde anvendelse på den del af renten, der modsvarer et sådant rimeligt og fornuftigt vederlag.
Royalty, der erlægges for udnyttelsen af fast ejendom, gruber, stenbrud og andre naturforekomster, skal som før nævnt beskattes i den stat, hvor den faste ejendom m.v. er beliggende. Anden royalty beskattes ifølge artikel 11 i den af staterne, hvor modtageren er bosat. Artiklen omfatter enhver afgift eller ethvert andet beløb, der erlægges som vederlag for anvendelsen af eller retten til at benytte enhver forfatterret, patent, mønster, hemmelig fremstilling eller formel, varemærke eller anden lignende formuerettighed, og for brugen af industrielt, kommercielt eller videnskabeligt udstyr eller teknisk bistand, såvel som enhver afgift eller ethvert andet beløb, der erlægges for retten til at opføre eller gengive litterære værker, dramatiske værker, musik- eller kunstværker, herunder leje af filmsrettigheder. Som eksempel på teknisk bistand kan nævnes det forhold, at en tekniker udlånes af et firma i den ene stat til et foretagende i den anden stat, der foruden at give ham løn betaler et vederlag til hans firma for tilladelsen til at udnytte hans særlige evner; dette vederlag omfattes af udtrykket "afgift".
Reglen om bopælsstatens beskatningsret med hensyn til royalty finder ikke anvendelse, såfremt royaltyen kan henføres til et i kildestaten beliggende fast driftssted, og dobbeltbeskatningen ophæves for Danmarks vedkommende i så fald ved anvendelse af "creditreglen" i artikel 22, § 3.
Ifølge artikel 11, § 4 finder bestemmelserne også anvendelse på enhver vederlagssum, der ved salg af nogen af de rettigheder, på hvilke artikel 11 finder anvendelse, opnås i en af de to stater af en i den anden stat bosat person eller et der hjemmehørende selskab. Dette betyder, at bopælsstaten kan beskatte vederlaget for salg af en sådan rettighed, medmindre rettigheden kan henføres til et fast driftssted i den anden stat.
For at forhindre omgåelser er det i artikel 11, § 5 bestemt, at såfremt en afgift eller en vederlagssum overstiger et rimeligt og fornuftigt vederlag for de rettigheder, for hvilke den erlægges, skal bestemmelserne i artikel 11 kun omfatte den del af afgiften eller vederlagssummen, som modsvarer et sådant rimeligt og fornuftigt vederlag.
Indkomst ved liberalt erhverv (artikel 12), som udøves af personer, der har bopæl i en af de to stater, skal beskattes i bopælsstaten, medmindre erhvervet udføres fra et fast driftssted i den anden stat. Såfremt det sidste er tilfældet, kan indkomsten beskattes i den stat, hvor driftsstedet er beliggende, men kun for så vidt angår den del af indkomsten, som kan henføres til den virksomhed, der er udøvet gennem det faste driftssted. Ved afgørelsen af, om der er tale om et liberalt erhverv, må det i hvert enkelt tilfælde undersøges, om virksomheden udøves for egen regning, og der må navnlig lægges vægt på, om der er oprettet en arbejdskontrakt med arbejdsgiveren. Det bemærkes, at også indkomst ved kunstnerisk virksomhed må anses for omfattet af bestemmelsen.
Lønindtægt m.v. (artiklerne 13-18). Artikel 13 fastslår som hovedreglen for beskatning af lønindtægt m.v., at den stat, hvor den personlige virksomhed, der betinger vederlaget, er udøvet, har beskatningsretten. For en herboende person, der har lønindtægter ved arbejde udøvet i Holland, skal der således gives et nedslag i de lønindtægten påhvilende danske skatter, svarende til den i Holland betalte skat (credit).
Fra denne hovedregel er der dog gjort flere undtagelser:
1. Løn m.v., som udbetales af staten eller en offentligretlig enhed i denne (f.eks. en kommune) eller fra fonds eller institutioner oprettet af staten eller en offentligretlig enhed deri, beskattes i henhold til artikel 15, § 1 i udbetalingslandet (kildelandet) uden hensyn til, hvor de pågældende tjeneste- eller arbejdsydelser er præsteret. Sådanne statslønninger er altså skattepligtige i Holland, og såfremt de oppebæres af en i Danmark bosiddende person, skal der gives nedslag (credit) for hollandsk skat. Såfremt der er tale om betaling for hverv, der har forbindelse med næring eller forretning, der drives erhvervsmæssigt af en af staterne m.v., gælder særreglen dog ikke, jfr. artikel 15 § 2. Om det pågældende hverv er af en sådan karakter, at det falder ind under artikel 15, § 2, må i tvivlstilfælde afgøres ved en erklæring fra den udsendende stat.
2. Løn m.v. beskattes i henhold til artikel 14 i modtagerens bopælsland, når tjenesteydelsen er udført af en person, der er bosat i en af staterne, og følgende 3 betingelser er opfyldt: a) at den pågældende i vedkommende indkomstår har opholdt sig i den anden stat i en eller flere perioder, der tilsammen ikke overstiger 183 dage, b) at det personlige arbejde eller tjenesteydelserne er udført for en person eller et selskab, der ikke er bosat eller hjemmehørende i den stat, hvori arbejdet er udført, eller på sådan persons eller sådant selskabs vegne, og c) at vederlaget ikke som sådant er fradraget i fortjeneste, indvundet gennem et fast driftssted, der er skattepligtigt i den stat, hvor arbejdet er udøvet.
3. Vederlag til medlemmer af bestyrelser, kontrolråd eller lignende stillinger i et selskab beskattes i den stat, i hvilken selskabet er hjemmehørende, jfr. artikel 16. Såfremt en i Danmark bosiddende person modtager bestyrelseshonorar fra et i Holland hjemmehørende selskab, skal der gives nedslag (credit) for hollandsk skat.
4. Vederlag for undervisning, som professorer og lærere, bosat i en af de to stater, modtager for undervisning ved en undervisningsanstalt i den anden stat, beskattes i bopælsstaten, når opholdet i den anden stat ikke udstrækkes over et tidsrum af 2 år, jfr. artikel 18. Bestemmelsen fastsætter, at den pågældende for så vidt angår overenskomstens regler om beskatningsfordelingen skal anses for vedblivende at være bosat i sin hjemstat, såfremt opholdet i den anden stat ikke udstrækkes længere end de nævnte 2 år.
5. Vederlag for tjenesteydelser udført ombord i skibe eller luftfartøjer i international trafik beskattes i bopælsstaten, jfr. artikel 17. Ved international trafik forstås al anden end lokal (national) trafik.
Pensioner, der udbetales direkte af staten, en i denne oprettet offentligretlig enhed m.v., beskattes ifølge artikel 15, § 1 i udbetalingslandet. Private pensioner og livrenter beskattes derimod ifølge artikel 15, § 3 i bopælsstaten.
Det fastslås i artikel 15, § 4, at udtrykket "pensioner" - såvel de offentlige som de private - betyder periodiske beløb, der udbetales som vederlag for udførte tjenesteydelser (herunder enkepensioner) eller som erstatning for tilskadekomst eller på grund af alder eller svagelighed. Ved erstatninger for tilskadekomst tænkes på krigsinvalidepensioner i modsætning til almindelige skadeserstatninger, der i visse tilfælde kan udbetales som en løbende ydelse.
Ifølge artikel 15, § 5 betyder udtrykket "livrente" en fastsat sum, der betales periodisk til fastsatte tidspunkter, være sig for livstid eller for et nærmere angivet antal år, i henhold til en forpligtelse til at præstere disse udbetalinger mod rimeligt og fuldt vederlag i penge eller penges værdi.
Studerende og lærlinge fra den ene stat, som udelukkende i studie- eller uddannelsesøjemed opholder sig i den anden stat, fritages i den sidstnævnte stat for beskatning af beløb, der fra udlandet ydes den pågældende til underhold, undervisning og oplæring, jfr. artikel 19.
Den omhandlede skattefritagelse i opholdslandet skal ydes, selvom den pågældende ikke har bevaret en bopæl i den stat, han kommer fra.
En nederlandsk lærling, der opholder sig her for at uddanne sig, kan herefter ikke beskattes af det underhold, han får fra udlandet. Disse indtægter kan dog medregnes ved fastsættelsen af progressionen, såfremt den pågældende har f.eks. arbejdsfortjeneste her i landet eller andre indtægter, hvoraf han er skattepligtig her.
Artikel 20 indeholder en særregel om dansk dødsbobeskatning, og det bestemmes, at i tilfælde, hvor en person, som er bosat i Nederlandene, er fritaget for dansk skat i medfør af overenskomstens bestemmelser, skal tilsvarende fritagelse gælde for uafsluttede boer efter afdøde personer, for så vidt en eller flere i boet berettigede er bosat i Nederlandene.
III. Beskatning ved til- og fraflytning.
Der er i slutprotokollen til artikel 3 givet særlige regler om løsning af de dobbeltbeskatningsproblemer, der kan opstå i forbindelse med flytning mellem de to stater, det vil sige den definitive forlægning af bopælen fra den ene stat til den anden.
a) Ved flytning fra Danmark til Nederlandene ophører skattepligten i Danmark med udgangen af den kalendermåned, i hvilken flytningen er afsluttet, og skattepligten må i Nederlandene tidligst indtræde ved begyndelsen af den kalendermåned, der følger efter flytningen. Opgiver herefter en person sin bopæl i Danmark f.eks. den 10. januar, skal de skatter, der vedrører tiden fra den 1. februar og skatteåret ud, føres til afgang, medens de skatter, der vedrører tiden fra skatteårets begyndelse og til 1. februar, skal betales.
b) Ved flytning fra Nederlandene til Danmark skatteansættes tilflytteren på sædvanlig måde fra begyndelsen af den efter tilflytningen førstkommende 1. april, 1. juli, 1. oktober eller 1. januar af sin forventede fremtidige indkomst i henhold til reglerne i ligningslovens § 2.
IV. Særlige bestemmelser.
Artikel 26 indeholder regler, hvorefter statsborgere (herunder selskaber, jfr. artikel 2, § 1h)) ikke i den anden stat må underkastes anden eller højere beskatning end den, der under tilsvarende omstændigheder gælder for statsborgere i denne stat.
Endvidere fastslås det, at foretagender, hjemmehørende i en af staterne, ikke i den anden stat med hensyn til fortjeneste eller kapital, som kan henføres til deres faste driftssted, skal kunne underkastes nogen skat, som er anderledes, højere eller mere byrdefuld end den skat, som foretagender i denne anden stat, drevet på samme måde, er eller måtte blive underkastet med hensyn til tilsvarende fortjeneste eller kapital.
For så vidt angår i Nederlandene hjemmehørende selskaber, der er begrænset skattepligtige på grund af udøvelse af virksomhed gennem en filial her i landet, beregnes indkomstskatten dog i henhold til de nugældende regler efter den skatteskala, der gælder for fysiske personer, jfr. slutprotokollen til artikel 26, hvis øvrige bestemmelser nu har mistet deres betydning.
Ifølge artikel 27 skal overenskomstens bestemmelser ikke kunne fortolkes som på nogen måde begrænsende fritagelser, fradrag eller anden lempelse, der i henhold til lovgivningen i en af staterne indrømmes ved fastsættelsen af den i denne stat pålignede skat.
Ifølge artikel 28 kan de kompetente myndigheder i hver af staterne fastsætte de regler, der er nødvendige for gennemførelsen af bestemmelserne i overenskomsten.
I henhold til artikel 29 kan en skatteyder, der udsættes for en dobbeltbeskatning, der strider mod bestemmelserne i overenskomsten, fremsætte indsigelse herimod over for den stat, hvor han er statsborger, eller hvis han ikke er statsborger i nogen af staterne, overfor den stat, i hvilken han er bosat eller hjemmehørende. Anses indsigelsen for berettiget, skal den kompetente myndighed i denne stat - for Danmarks vedkommende skattedepartementet - søge at træffe aftale med den anden stats kompetente myndigheder med henblik på en rimelig undgåelse af dobbeltbeskatningen.
Endvidere bestemmes det i artikel 29, § 2, at de kompetente myndigheder i de to stater til undgåelse af dobbeltbeskatning skal søge at træffe særlig aftale i tilfælde, der ikke er reguleret ved overenskomsten, såvel som i tilfælde, hvor der opstår vanskeligheder eller tvivl ved fortolkningen eller anvendelsen af overenskomsten.
V. Særlige bemærkninger om formuebeskatningen.
Hovedreglen om formuebeskatningen findes i artikel 4, hvorefter formue alene beskattes i den stat, i hvilken skatteyderen er bosat eller hjemmehørende, medmindre andet er fastsat andre steder i overenskomsten. Sådanne særbestemmelser findes alene i artikel 21, hvor det fastslås, at formue bestående af fast ejendom beskattes i den stat, hvor den faste ejendom er beliggende, at formue anbragt i foretagender, som omhandles i artikel 6 i overenskomsten, kun beskattes i den stat, inden for hvis område foretagendet har fast driftssted, og at formue, som anvendes ved udøvelsen af et liberalt erhverv, ligeledes kun beskattes i den stat, hvor der forefindes et fast driftssted.
Formuebeskatningen skal således i de nævnte tilfælde følge indkomstbeskatningen, således at den kapital, der danner grundlag for indkomsten, beskattes i den stat, som har ret til at beskatte indkomsten.
VI. Reglerne om bistand.
(Artiklerne 23-25 og artikel 28, § 2).
Artikel 23 indeholder i lighed med overenskomsterne mellem Danmark og U.S.A., artikel XVII, mellem Danmark og England, artikel XVIII, og mellem Danmark og Canada, artikel XIV, bestemmelser om gensidig bistand ved udveksling af oplysninger.
Reglerne herom går ud på, at de kompetente myndigheder i de to lande forpligter sig til på begæring vedrørende beskatningsspørgsmål at udveksle sådanne oplysninger, der bidrager til at sikre behørig påligning og opkrævning af de af overenskomsten omfattede skatter, samt til at sikre praktiseringen af lovbestemmelser, der har til formål at hindre skattesvig med hensyn til disse.
Der tages forbehold med hensyn til oplysningernes fortrolige karakter, ligesom hver af staterne forbeholder sig ikke at give oplysninger, hvis meddelelse vil åbenbare forretningshemmeligheder.
Oplysningspligten omfatter kun sådanne oplysninger, som myndighederne har til disposition, eller som de kan indhente efter deres egen lovgivning. Ifølge en særlig aftale mellem de danske og de nederlandske skattemyndigheder skal forpligtelsen til at udveksle oplysninger ikke omfatte oplysninger fra banker og lignende institutioner. Såfremt der i forbindelse med ligningsarbejdet her i landet fremkommer oplysninger fra en bank vedrørende skatteydere i Nederlandene, skal en sådan oplysning derfor ikke videregives til Nederlandene.
Ifølge artikel 24 er der også hjemmel til gensidig bistand med hensyn til inddrivelse af skatter. Reglerne svarer i det store og hele til de i overenskomsten mellem Danmark og U.S.A., artikel XVIII indeholdte regler; der kan dog også ydes bistand med hensyn til bøder, der ikke er af strafferetlig karakter. Bistanden kan ikke ydes over for fysiske personer, der er statsborgere i den stat, til hvilken henvendelsen er rettet, eller selskaber, der anses for hjemmehørende i vedkommende stat.
Artikel 25 fastslår, at oplysningspligten ikke medfører pligt for nogen af de kontraherende stater til at gennemføre en administrativ handling, som ville stride mod den pågældende stats lovgivning eller praksis.
Ifølge artikel 28, § 2 kan de kompetente myndigheder i de to stater ved indbyrdes aftale fastsætte regler angående den nærmere fremgangsmåde, formen for henvendelser og svar på disse, omregningen af valuta, foranstaltninger med hensyn til inddrevne beløb, mindstebeløb, der kan forlanges inddrevet, og lignende forhold, men en sådan aftale er endnu ikke indgået.
VII. Overenskomstens praktisering.
Overenskomstens regler vil være at praktisere ved selve skatteligningen. For skatteårene 1955-56 - 1960-61 incl. vil der, såfremt skatteansættelser eller skatteberegninger er foretaget i strid med overenskomstens bestemmelser, blive spørgsmål om genoptagelse af de pågældende ansættelser, respektive beregninger. For så vidt begæring om regulering af skatteansættelser eller skatteberegninger for de nævnte skatteår i overensstemmelse med overenskomstens bestemmelser allerede er fremsat eller fremsættes af vedkommende skattepligtige inden den 1. september 1961, bemyndiges skatterådene herved til at genoptage vedkommende ansættelser, respektive beregninger, til fornyet behandling uden forud indhentet bemyndigelse fra statens ligningsdirektorat. Fremkommer begæringen først efter nævnte tidspunkt, vil bemyndigelse til genoptagelse være at indhente på sædvanlig måde.
Tvivlsspørgsmål med hensyn til overenskomstens praktisering vil være at forelægge skattedepartementet.
Underskrift 1
Skattedepartementet, den 21. december 1960. Hans P. Gøtrik. /B. Blume.