Vejledning til gennemførelse af den mellem Danmark og Thailand den 14. april 1965 afsluttede overenskomst til undgåelse af dobbeltbeskatning og forhindring af beskatningsunddragelse for så vidt angår indkomstskat og formueskat
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Vejledning
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/mt/1968/129@1968-06-06/da
Indhold
I. Overenskomstens ikrafttræden, dens område og almindelige principper.
1. Ved den mellem Danmark og Thailand den 14. april 1965 afsluttede overenskomst til undgåelse af dobbeltbeskatning og forhindring af beskatningsunddragelse for så vidt angår indkomstskat og formueskat, jfr. udenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 13 (Lovtid. C) af 24. februar 1966, er der fastsat en række bestemmelser, der i visse tilfælde, hvor en skattepligtig ville blive udsat for dobbeltbeskatning på grund af sammenstødende skattekrav fra dansk og thailandsk side, medfører afvigelser fra skattelovgivningens almindelige regler med hensyn til indkomst- og formuebeskatning.
2. Overenskomsten kommer for Danmarks vedkommende i almindelighed første gang til anvendelse på skatteansættelserne for skatteåret 1966-67, jfr. art. 29, stk. 2, idet ratifikationsinstrumenterne blev udvekslet den 23. december 1965.
3. Overenskomsten kommer uanset statsborgerforhold til anvendelse på fysiske personer, der er bosiddende enten i Danmark eller Thailand, og på aktieselskaber og andre sammenslutninger, der er bosat enten i Danmark eller Thailand. Det er således en forudsætning for overenskomstens anvendelse, at den pågældende person eller det pågældende selskab m.v. opfylder betingelserne for fuld skattepligt i et af de to lande.
4. For Danmarks vedkommende kommer overenskomsten i henhold til art. 2, stk. 3 (b) til anvendelse på indkomstskatterne til staten og de kommunale indkomstskatter samt formueskatten til staten. I henhold til art. 2, stk. 4, finder overenskomsten endvidere anvendelse på alle skatter af samme eller væsentlig samme art, der fremtidig måtte blive pålagt som tillæg til eller i stedet for de gældende skatter.
5. Bestemmelser om gensidig bistand med hensyn til opkrævning af skatter findes ikke i overenskomsten.
6. Definitionerne findes i overenskomstens art. 3, hvoraf her skal fremhæves art. 3, stk. 1 (b), hvorefter "Danmark" i overenskomsten betyder Kongeriget Danmark undtagen Færøerne og Grønland. Overenskomsten kan dog i sin helhed eller med ændringer ved noteveksling udvides til at gælde for disse områder, såfremt der her opkræves skatter af væsentlig samme karakter som dem, der omfattes af overenskomsten, jfr. art. 28.
Endvidere skal fremhæves art. 3, stk. 1(d), hvorefter udtrykket "person" omfatter enhver fysisk person, et selskab og enhver anden sammenslutning af personer. Udtrykket "selskab" betyder ifølge art. 3, stk. 1 (e) enhver sammenslutning, der i skattemæssig henseende behandles som en juridisk person i henhold til den herom gældende lovgivning i den ene eller begge de kontraherende stater, og indbefatter enhver gruppe eller sammenslutning af personer, som beskattes på væsentlig samme måde som en juridisk person.
Det bemærkes, at udtrykket "kompetente myndigheder" for såvel Danmarks som Thailands vedkommende betyder finansministeren eller hans befuldmægtigede stedfortræder, jfr. art. 3, stk. 1 (g).
7. Overenskomstens regler til undgåelse af dobbeltbeskatning kan opdeles i 2 afsnit, nemlig dels regler til løsning af den konflikt der opstår, når en person eller et selskab opfylder betingelserne for fuld skattepligt i begge de kontraherende lande, og begge lande derfor med hjemmel i deres interne lovgivning gør krav på at beskatte den pågældende af hele hans indkomst og formue, uanset hvorfra indkomsten og formuen hidrører, og dels regler til løsning af konflikten mellem den beskatningsret, der kan tilkomme det land, hvorfra en indkomst hidrører, eller hvor en formue er placeret (kildelandet), og det land, hvor den pågældende skatteyder er bosiddende og derfor opfylder betingelserne for fuld skattepligt (bopælslandet).
Begge sæt regler kan finde anvendelse i det samme konkrete tilfælde. Opfylder en person betingelserne for fuld skattepligt i begge lande, må det først efter de i art. 4 givne regler fastslås, hvilket af de to lande der skal have ret til at beskatte den pågældende som der bosiddende. Derefter bestemmes det ved hjælp af de følgende regler, om bopælslandet skal give afkald på at beskatte visse indkomst- eller formuearter. I tilfælde, hvor en person, der i henseende til beskatningen betragtes som bosiddende i Danmark, oppebærer indtægter fra eller ejer formue i Thailand, og sådan indkomst eller formue i overensstemmelse med overenskomstens bestemmelser kan beskattes i Thailand, skal Danmark i henhold til art. 23, stk. 1, fritage sådan indkomst eller formue for beskatning, men kan ved beregningen af skatten af den pågældende persons øvrige indkomst eller formue anvende den skattesats, som skulle have været bragt i anvendelse, såfremt den for beskatning fritagne indkomst eller formue ikke var blevet fritaget for beskatning. Den omhandlede indkomst eller formue må altså ikke medregnes til den skattepligtige indkomst eller formue.
Beregningen af de danske skatter for herboende skatteydere, der oppebærer indtægt eller ejer formue, der kan beskattes i Thailand, vil imidlertid være at foretage, som om den skattepligtige indkomst og formue includerede den thailandske indkomst og formue, men således, at den herefter udregnede skat nedsættes med den del heraf, der forholdsmæssigt svarer til den thailandske indkomst og formue.
8. I art. 23, stk. 2, er fastsat særlige regler til ophævelse af dobbeltbeskatning af indtægter ved skibsfartsvirksomhed og visse former for royalties. Herom henvises nærmere til bemærkningerne nedenfor under pkt. 15 og 18.
II. Overenskomstens bestemmelser vedrørende undgåelse af dobbeltbeskatning.
A. Reglerne om undgåelse af dobbeltbeskatning, når fuld skattepligt foreligger i begge lande.
9. Har en fysisk person en sådan tilknytning til begge lande, at han opfylder betingelserne for fuld skattepligt i begge lande, altså i begge lande er skattepligtig af hele sin indkomst og formue, må det afgøres, hvilket af de to lande der skal lade sin ret til at betragte den pågældende som fuld skattepligtig vige.
I art. 4, stk. 1, bestemmes det først, hvad der skal forstås ved at være bosat i en af staterne. Det er i overenskomstens forstand tilstrækkeligt hertil, at en person eller et selskab i henhold til lovgivningen i en af staterne er skattepligtig der på grund af hjemsted, bopæl, ledelsens sæde eller et andet lignende forhold.
For en fysisk person gælder i henhold til art. 4, stk. 2(a) den hovedregel, at det land, hvor vedkommende har en fast bolig til rådighed, har den fulde beskatningsret. Foreligger der fast bolig i begge lande, tilkommer den fulde beskatningsret det land, med hvilket den pågældende skatteyder har de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser (midtpunkt for sine livsinteresser). Kan spørgsmålet om, hvilket land der skal have beskatningsretten, ikke afgøres på grundlag af de nævnte kriterier, får det land, hvor den pågældende sædvanligvis opholder sig, fortrinsretten. Såfremt heller ikke dette kriterium fører til en løsning, tilkommer beskatningsretten den stat, i hvilken den pågældende er statsborger. Er han ikke statsborger i nogen af staterne, eller er han statsborger i begge stater, må der træffes aftale mellem de kompetente myndigheder i de to stater. I så fald må sagen derfor forelægges for skattedepartementet.
En juridisk person anses for fuld skattepligtig i den af staterne, i hvilken den er indregistreret, eller i henhold til hvis lovgivning den har status som et selskab. Hvis selskabet også efter dette kriterium er bosiddende i begge stater, skal det anses for at være bosiddende i den stat, i hvilken dets virkelige ledelse har sit sæde.
B. Reglerne om undgåelse af dobbeltbeskatning i tilfælde af konflikt mellem kildelandets og bopælslandets beskatningsret.
10. Reglerne herom findes i overenskomstens kapitel III (art. 6-21). Til de enkelte artikler bemærkes følgende:
11. Indkomst af fast ejendom kan ifølge art. 6, stk. 1, beskattes i den stat, hvor den faste ejendom er beliggende. I art. 6, stk. 2, redegøres der nærmere for, hvad der skal forstås ved udtrykket "fast ejendom". Det bemærkes særligt, at udtrykket omfatter royalty, der betales for udnyttelsen af mineralforekomster, kilder og andre naturforekomster. Fortjeneste, der opnås ved afhændelse af fast ejendom, kan ifølge art. 13, stk. 1, ligeledes beskattes i den stat, i hvilken den faste ejendom er beliggende.
12. Med hensyn til fortjeneste ved forretningsvirksomhed er hovedreglen ifølge art. 7 den, at sådan fortjeneste kun kan beskattes i det land, hvor vedkommende foretagende er hjemmehørende. En undtagelse herfra gælder for det tilfælde, hvor et foretagende i det ene land driver virksomhed fra et "fast driftssted" i det andet land. I så fald kan den del af indkomsten, der kan henføres til et sådant fast driftssted, beskattes i dette andet land.
Med hensyn til, hvad der skal forstås ved "fast driftssted" henvises til bestemmelserne i art. 5. Det bemærkes særligt, at et foretagende anses for at have et fast driftssted i den anden stat, såfremt det der udfører et anlægs-, installations- eller monteringsarbejde eller lignende arbejde, hvis varighed overskrider 3 måneder, eller såfremt det i den anden stat formidler arrangementer af professionelle kunstnere.
13. Ifølge art. 13, stk. 2, kan fortjeneste ved afhændelse af aktiver, som udgør en del af erhvervsformuen i et fast driftssted, som et foretagende i den ene stat opretholder i den anden stat, herunder fortjeneste ved afhændelse af selve det faste driftssted, beskattes i den stat, hvor det faste driftssted er beliggende.
14. Fortjeneste ved luftfartsvirksomhed i international trafik kan ifølge art. 8, stk. 1, kun beskattes i den stat, hvor den virkelige ledelse for virksomheden har sit sæde, og dette gælder også, hvor luftfartsforetagendet er deltager i en pool-aftale.
15. Fortjeneste ved skibsfartsvirksomhed i international trafik omhandles i art. 8, stk. 2, der hjemler ret såvel for den stat, hvori foretagendet er bosiddende (bopælsstaten), som for den stat, hvori virksomheden udøves (kildestaten), til at beskatte fortjenesten. Den i kildestaten pålignede skat skal dog reduceres med et beløb svarende til 50 pct. heraf, og det resterende skattebeløb skal tillades fradraget i den i bopælsstaten pålignede skat af den pågældende indkomst efter de nærmere regler herom i art. 23, stk. 2.
Når indkomst flyder fra Thailand til en skibsfartsvirksomhed i Danmark, skal den pågældende indkomst herefter medregnes ved opgørelsen af virksomhedens her i landet skattepligtige indkomst, men halvdelen af den i Thailand pålignede skat af den pågældende indkomst skal fradrages i den danske skat. Fradraget skal dog ikke kunne overstige den del af skatten, som forholdsmæssigt falder på den indkomst, der er genstand for beskatning i Thailand.
16. Aktieudbytte kan ifølge art. 10, stk. 1, beskattes i det land, hvor selskabet, der udbetaler aktieudbyttet, er bosiddende. Skatten af aktieudbyttet må dog ikke overstige 20 pct. i tilfælde, hvor et selskab, som er bosiddende i en af staterne, udbetaler udbytte til et selskab, som er bosiddende i den anden stat og dette sidste selskab ejer mere end 25 pct. af de aktier i det førstnævnte selskab, som under alle omstændigheder har fuld stemmeret. Det bemærkes, at udtrykket "udbytte" betyder indkomst af aktier eller kapitalandele i et selskab. Det indbefatter derimod ikke indkomst af gældsbeviser.
Denne kildelandet tillagte (delvise) beskatningsret til aktieudbytte har for tiden ingen betydning for Danmarks vedkommende, idet aktionærer, bosat i udlandet, sålænge afsnit VI i lov nr. 100 af 31. marts 1967 (kildeskatteloven) ikke er trådt i kraft, ikke beskattes her i landet af aktieudbytte, der udbetales dem fra danske selskaber.
17. Ifølge art. 11, stk. 1, tilkommer beskatningsretten til renter af obligationer, gældsfordringer, forskrivninger eller af en hvilken som helst anden form for gæld den stat, hvorfra renterne hidrører. Det bestemmes nærmere i stk. 3, i hvilke tilfælde renter skal anses for at hidrøre fra en af de kontraherende stater. Såfremt den person, der betaler renten, i en af staterne har et fast driftssted, i forbindelse med hvilket den gæld, hvoraf renten betales, blev stiftet, og renteudgiften afholdes af det pågældende faste driftssted, bestemmes det endvidere, at sådan rente skal anses for at hidrøre fra den stat, i hvilken det faste driftssted er beliggende.
Ifølge art. 11, stk. 2 og 3, er renter, der oppebæres af regeringen i en af de kontraherende stater eller af et pengeinstitut, som ejes fuldt ud af en af de kontraherende stater, undtaget fra beskatning i den anden stat.
Den kildelandet ved bestemmelsen i art. 11 tillagte beskatningsret til renter, der hidrører fra dette land, kan Danmark i mangel af hjemmel i den interne lovgivning ikke udnytte.
18. Ifølge art. 12 kan royalty beskattes i den stat, hvorfra den hidrører, men den skat, der pålægges, må ikke overstige 15 pct. af bruttobeløbet af royltyen. Det samme gælder med hensyn til indkomst, der hidrører fra salg af rettigheder eller ejendele, hvortil royaltyydelsen er knyttet.
I disse tilfælde, hvor der er forbeholdt kildestaten en beskatning på indtil 15 pct. af royaltyydelsen, er det i art. 23, stk. 2, bestemt, at bopælslandet skal indrømme fradrag for den i kildelandet erlagte skat. Fradraget skal dog ikke kunne overstige den del af skatten, som forholdsmæssigt falder på den royalty, der er genstand for beskatning i kildelandet. I tilfælde, hvor den i en af staterne bosiddende modtager af royaltyen har et fast driftssted i den anden stat, fra hvilken royaltyen hidrører, finder disse regler dog ikke anvendelse, såfremt den rettighed eller ejendel, som ligger til grund for royaltyen, har direkte forbindelse med det faste driftssted. I stedet finder bestemmelserne i art. 7 om beskatningsretten til fortjeneste ved forretningsvirksomhed anvendelse.
I art. 12, stk. 4, bestemmes, hvornår royalties skal anses for at hidrøre fra en af de kontraherende stater, og det fastslås, at såfremt den person, der erlægger royaltyen, i en af staterne har et fast driftssted, af hvilket royaltyen er erlagt, skal den anses for at hidrøre fra den stat, i hvilken det faste driftssted er beliggende.
I art. 12, stk. 2, er nærmere angivet, hvad udtrykket "royalty" betyder.
19. Beskatningsretten til fortjeneste ved afhændelse af formuegenstande tilkommer ifølge art. 13, stk. 3, som hovedregel den stat, hvor afhænderen er bosiddende.
Undtagelse herfra gælder dog ifølge art. 13, stk. 1, fortjeneste ved afhændelse af fast ejendom og ifølge art. 13, stk. 2, fortjeneste ved afhændelse af erhvervsformuen i et fast driftssted og fortjeneste ved afhændelse af skibe og luftfartøjer, anvendt i international fart.
20. Bestemmelsen i art. 14, stk. 1, medfører som hovedregel, at vederlag for personlige tjenesteydelser (herunder faglige tjenesteydelser) beskattes i den stat, hvor arbejdet er udført. En herboende person, der har lønindtægt ved arbejde udført i Thailand, kan således normalt ikke beskattes i Danmark af den oppebårne løn, men lønindtægten kan alene medregnes ved fastsættelsen af skattesatsen.
Fra denne hovedregel gælder dog flere undtagelser:
1) Beskatningsretten til vederlag for offentlige hverv tilkommer ifølge art. 18 den stat, hvorfra vederlaget udbetales. Derimod afgøres beskatningsretten til vederlag for tjenesteydelser, der har forbindelse med næring eller forretning, der drives af en af staterne, efter reglerne i art. 14 og 15.
2) Fortjeneste ved personlige tjenesteydelser beskattes i henhold til art. 14, stk. 2, i modtagerens bopælsstat, såfremt: a. modtageren opholder sig i den anden stat i en eller flere perioder, der tilsammen ikke overstiger 183 dage inden for skatteåret, og b. tjenesteydelserne udføres for en i den førstnævnte stat bosiddende person eller på dennes vegne, og c. vederlaget ikke er trukket fra en fortjeneste, der kan beskattes i den anden stat.
3) Bestyrelseshonorarer kan ifølge art. 15 beskattes i den stat, hvor det selskab, som udbetaler honoraret, er bosiddende.
4) Vederlag, som en professor eller lærer bosiddende i en af de to stater modtager for undervisning ved et universitet, en højere læreanstalt, en skole eller anden undervisningsanstalt i den anden stat eller for videnskabelig forskning under en midlertidig opholdsperiode af ikke over 2 år, må ikke beskattes i opholdsstaten. Den nævnte 2-års frist begynder at løbe straks fra den pågældendes ankomst, jfr. art. 20.
21. På fortjeneste eller vederlag, oppebåret af offentligt
optrædende, f.eks. teater-, film-, radio-, eller fjernsynskunstnere,
musikere samt professionelle sportsfolk finder hovedreglen i art. 14
altid anvendelse. Har herefter en her i landet bosat kunstner indtægt
ved optræden i Thailand, tilkommer beskatningsretten til den
pågældende indtægt Thailand, og indtægten kan her i landet alene
medregnes ved fastsættelsen af skattesatsen.
22. Personer, der gør tjeneste på skibe eller luftfartøjer, med
hvilke et foretagende, der er hjemmehørende i en af staterne, driver
erhvervsvirksomhed, kan ifølge art. 14, stk. 3, kun beskattes af
deres vederlag i den stat, hvor foretagendets virkelige ledelse har
sit sæde.
23. Ifølge art. 17, stk. 1, har kildestaten beskatningsretten til
pensioner eller andet vederlag, der udbetales for tidligere
tjenesteydelser, hvad enten der er tale om offentlige eller private
pensioner. Det er nærmere i art. 17, stk. 2, bestemt, i hvilke
tilfælde en indkomst i form af pension eller andet vederlag, der
udbetales for tidligere tjenesteydelser, skal anses for at hidrøre
fra en af staterne. Indkomst af denne art, der er fratrukket
fortjeneste, der kan henføres til et fast driftssted, skal dog altid
anses for at hidrøre fra den stat, i hvilken det faste driftssted er
beliggende.
24. Ifølge art. 19 fritages visse studerende og uddannelsessøgende,
bosiddende i en af de to stater, som midlertidigt og udelukkende i
studie- eller uddannelsesøjemed opholder sig i den anden stat, for
beskatning i opholdsstaten af understøttelse, som udbetales til dem
til deres ophold, undervisning eller uddannelse. Det samme gælder
legater eller beløb, der udbetales som vederlag for tjenesteydelser,
udført i opholdsstaten, forudsat at disse tjenesteydelser har
forbindelse med studierne eller uddannelsen eller er nødvendige for
den pågældendes ophold.
En thailandsk lærling, der med bevarelse af sin bopæl i Thailand
opholder sig her for at uddanne sig, kan herefter hverken beskattes
af det underhold, han modtager, eller af legater eller af indtægt ved
lønnet arbejde her i landet, for så vidt arbejdet er et led i hans
uddannelse, eller er nødvendigt for hans underhold.
Den bestående aftale mellem den danske og siamesiske regering,
hvorefter siamesiske statsborgere, som opholder sig i Danmark i
uddannelsesøjemed, skal være fritaget for beskatning her i landet af
indtægter, som de modtager fra deres hjemland til afholdelse af
udgifter i forbindelse med deres ophold og deres undervisning eller
studier, jfr. skattedepartementes cirkulære nr. 193 af 11. juni 1940
finder herefter ikke anvendelse, sålænge overenskomsten er i kraft.
III. Formuebeskatningen.
25. Det fremgår af art. 22, at formue bestående af fast ejendom kan
beskattes i den stat, hvor den faste ejendom er beliggende, at formue
bestående af aktiver, der udgør en del af erhvervsformuen i et
foretagendes faste driftssted, kan beskattes i den stat, i hvilken
det faste driftssted er beliggende, og at skibe og luftfartøjer i
international trafik og aktiver, der ikke består af fast ejendom, og
som anvendes i sådan skibs- og luftfartsvirksomhed, kun kan beskattes
i den stat, i hvilket foretagendets virkelige ledelse har sit sæde.
Alle andre arter af formue, tilhørende en person, som er bosiddende i
en af de to stater, kan kun beskattes i bopælsstaten.
IV. Beskatning ved til- og fraflytning.
26. Der er ikke i overenskomsten givet særlige regler til løsning af
de dobbeltbeskatningsproblemer, der kan opstå i forbindelse med
flytning mellem de to stater, og de interne regler om indtræden og
ophør af skattepligt finder derfor anvendelse i disse tilfælde. Med
hensyn til, hvorledes der i flytningssituationer skal forholdes fra
dansk side kan henvises til det i skattedepartementets vejledning af
29. april 1963 til den dansk-indiske dobbeltbeskatningsoverenskomst
af 16. september 1959 under afsnit III anførte.
V. Bestemmelser angående udveksling af oplysninger.
27. Art. 26 fastsætter gensidig oplysningspligt for så vidt angår
sådanne oplysninger, som er nødvendige for gennemførelsen af
overenskomstens bestemmelser eller for at forhindre skattesvig eller
for at praktisere bestemmelser, der tager sigte på at forhindre
omgåelser af skattepligten. Oplysningerne skal behandles som
hemmelige og må ikke meddeles til andre personer end dem, der er
beskæftiget med påligningen, herunder afgørelsen af retsspørgsmål,
eller opkrævningen af de skatter, som omfattes af overenskomsten. Der
må ikke udveksles oplysninger, som kan røbe forretningsmæssige eller
lignende hemmeligheder.
Henvendelse fra danske skattemyndigheder om oplysninger fra Thailand
skal ske gennem skattedepartementet.
VI. Særlige bestemmelser.
28. Art. 24 indeholder regler, hvorefter statsborgere og foretagender
i det ene land ikke i det andet land skal kunne underkastes nogen
skat eller dermed forbundne krav, som er anderledes, højere eller
mere byrdefulde end den skat og dermed forbundne krav, som det
sidstnævnte lands statsborgere eller foretagender måtte blive
underkastet. I artiklen fastslås det endvidere, hvad der skal forstås
ved udtrykket "statsborgere" samt ved udtrykket "skat" i denne
artikel.
29. Art. 25 bestemmer, at en skatteyder, der udsættes for
dobbeltbeskatning med hensyn til de af overenskomsten omfattede
skatter, kan fremsætte indsigelse herom til myndighederne i den stat,
hvor han er bosiddende.
Anses indsigelsen for berettiget, kan bopælsstatens myndigheder - for
Danmarks vedkommende skattedepartementet - træffe aftale med
myndighederne i Thailand med henblik på undgåelse af
dobbeltbeskatningen.
30. I henhold til art. 25, stk. 3, kan de to staters kompetente
myndigheder ligeledes træffe aftale såvel med henblik på undgåelse af
dobbeltbeskatning i tilfælde, der ikke omhandles i overenskomsten,
som i tilfælde, hvor fortolkningen eller anvendelsen af
overenskomsten giver anledning til vanskelighed eller tvivl.
VII. Overenskomstens praktisering.
31. Overenskomstens regler vil være at praktisere ved selve
skatteligningen. For så vidt angår skatteårene 1966-67 - 1968-69 vil
der, såfremt skatteansættelser eller skatteberegninger er foretaget i
strid med overenskomstens bestemmelser, blive tale om genoptagelse af
de pågældende ansættelser eller beregninger. For så vidt begæring om
regulering af skatteansættelser eller skatteberegninger for de nævnte
skatteår i overensstemmelse med overenskomstens bestemmelser allerede
er fremsat eller fremsættes inden den 1. september 1968, bemyndiges
skatterådene herved til at genoptage vedkommende ansættelser eller
beregninger til fornyet behandling uden forud indhentet bemyndigelse
fra statens ligningsdirektorat. Fremkommer begæringen først efter
nævnte tidspunkt, vil bemyndigelse til genoptagelse være at indhente
på sædvanlig måde.
32. Tvivlsspørgsmål med hensyn til overenskomstens praktisering vil
være at forelægge for skattedepartementet.
Underskrift 1
Skattedepartementet, den 6. juni 1968. Hans P. Gøtrik. /E. Thielsen.