Vejledning til gennemførelse af den mellem den danske regering og Færøernes landsstyre den 24. september 1968 indgåede aftale til undgåelse af dobbeltbeskatning m.v.
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Vejledning
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/mt/1969/76@1969-04-21/da
Indhold
I. Aftalens ikrafttræden, dens område og almindelige principper.
1. Ved den mellem den danske regering og Færøernes landsstyre den 24. september 1968 indgåede aftale til undgåelse af dobbeltbeskatning m.v., jfr. finansministeriets bekendtgørelse nr. 367 af 10. oktober 1968, er der fastsat en række bestemmelser, der i visse tilfælde, hvor en skattepligtig ville blive udsat for dobbeltbeskatning på grund af sammenstødende skattekrav fra dansk og færøsk side, medfører afvigelser fra skattelovgivningens almindelige regler med hensyn til indkomstbeskatning.
2. Ved udtrykket "Danmark" forstås i aftalen Konteriget Danmark med undtagelse af Færøerne, og udtrykkene "en del af riget" og "den anden del af riget" forstås som Danmark eller Færøerne, alt efter hvad sammenhængen kræver, jfr. art. 1, stk. 3. Aftalen gælder ikke for Grønland, jfr. art. 1, stk. 2.
Ved udtrykket "kompetente myndigheder" forstås for så vidt angår Danmark finansministeren, og for så vidt angår Færøerne landsstyret, eller den myndighed i hver af de to dele af riget, som bemyndiges til i henholdsvis finansministerens og landsstyrets sted at behandle spørgsmål i henhold til aftalen, jfr. art. 21.
3. Aftalen finder for Danmarks vedkommende første gang anvendelse på skatter af indkomst, som udskrives på grundlag af skatteligningen for skatterået 1966-67, jfr. art. 22.
4. Aftalen kommer uanset statsborgerforhold til anvendelse på fysiske personer, der er bosat enten i Danmark eller på Færøerne, og på danske og færøske juridiske personer, jfr. art. 1, stk. 1. Det er således en forudsætning for aftalens anvendelse, at den pågældende fysiske eller juridiske person opfylder betingelserne for fuld skattepligt i en af de to dele af riget.
5. For Danmarks vedkommende finder aftalen i henhold til art. 2, stk. 1A, anvendelse på indkomstskatten til staten og den kommunale indkomstskat. Ifølge art. 2, stk. 1C, omfatter aftalen tillige skatter, der udskrives på samme grundlag som de under stk. 1A nævnte skatter. Derimod omfatter aftalen ikke formueskatten til staten.
6. Aftalen indeholder bestemmelser om gensidig bistand med hensyn til opkrævning af skatter, jfr. nærmere herom under punkt 19.
7. Aftalens regler til undgåelse af dobbeltbeskatning kan opdeles i 2 afsnit, nemlig dels regler til løsning af den konflikt, der opstår, når en fysisk eller en juridisk person opfylder betingelserne for fuld skattepligt i begge dele af riget, som derfor begge med hjemmel i deres interne lovgivning gør krav på at beskatte den pågældende person af hele hans indkomst, uanset hvorfra indkomsten hidrører, og dels regler til løsning af konflikten mellem den beskatningsret, der kan tilkomme den del af riget, hvorfra en indkomst hidrører, og den beskatningsret, der tilkommer den del af riget, hvor den pågældende fysiske eller juridiske person er bosat og derfor opfylder betingelserne for fuld skattepligt.
Begge sæt regler kan finde anvendelse i det samme konkrete tilfælde. Opfylder en person betingelserne for fuld skattepligt i begge dele af riget, må det først efter de i art. 3 givne regler fastslås, hvilken af de to dele af riget der skal have ret til at beskatte den pågældende som der bosat. Derefter bestemmes det ved hjælp af de følgende regler, om bopælsområdet skal give afkald på at beskatte visse indkomstarter.
I tilfælde, hvor en person, der i henseende til beskatningen betragtes som bosat i Danmark, oppebærer indtægter fra Færøerne, og sådan indtægt i overensstemmelse med aftalens bestemmelser kan beskattes på Færøerne, skal Danmark i henhold til art. 15 ved skatteberegningen fradrage et beløb svarende til den del af indkomstskatten, der forholdsmæssigt falder på den indkomst, som Færøerne har ret til at beskatte.
Indkomst, som Færøerne kan beskatte, skal følgelig medregnes i den her i landet skattepligtige indkomst, men de beregnede skattebeløb skal nedsættes som anført.
For så vidt angår forholdet mellem Danmark og Færøerne bliver der herefter ikke anvendelse for reglen i ligningslovens § 33 om nedslag i dansk skat for skat erlagt på Færøerne.
II. Aftalens bestemmelser vedrørende undgåelse af dobbeltbeskatning.
A. Reglerne om undgåelse af dobbeltbeskatning, når fuld skattepligt foreligger i begge dele af riget.
8. Har en fysisk person en sådan tilknytning til begge dele af riget, at han opfylder betingelserne for fuld skattepligt i begge dele af riget, altså i begge dele er skattepligtig af hele sin indkomst, må det afgøres, hvilken af de to dele af riget der skal lade sin ret til at betragte den pågældende som fuldt skattepligtig vige.
Fysisk person anses ifølge art. 3, stk. 2, for at være bosat i en del af riget, hvis han der har sin faste bopæl og hjemsted eller stadig opholder sig der, eller i øvrigt i henseende til beskatningen der skal behandles på samme måde som en i den pågældende del af riget bosat person. Foreligger der fast bopæl i begge dele af riget, skal han anses for bosat i den del af riget, med hvilken han har de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser (midtpunkt for sine livsinteresser). Kan spørgsmålet om, hvilken del af riget der skal have beskatningsretten, ikke afgøres på grundlag af de nævnte kriterier, tilkommer beskatningsretten den del af riget, hvor den pågældende sædvanligvis opholder sig. Såfremt dette kriterium heller ikke fører til en løsning, skal der træffes aftale mellem de kompetente myndigheder i de to dele af riget. I så fald må sagen derfor forelægges for skattedepartementet.
En juridisk person anses for at være bosat i den del af riget, hvor den er indregistreret, jfr. art. 3, stk. 4. Er den ikke indregistreret, anses den for at være bosat i den del af riget, hvor bestyrelsen eller den øverste ledelse har sit sæde.
Et uskiftet dødsbo anses for at være bosat i den del af riget, hvor den afdøde i henhold til de foran gengivne regler skal anses for at have været bosat ved dødsfaldet.
B. Reglerne om undgåelse af dobbeltbeskatning i tilfælde af konflikt mellem kildeområdets og bopælsområdets beskatningsret.
9. Reglerne herom findes i aftalens art. 4-12. Til de enkelte artikler bemærkes følgende:
10. Indkomst af fast ejendom kan ifølge art. 4, stk. 1, kun beskattes i den del af riget, hvor den faste ejendom er beliggende.
Som indkomst af fast ejendom anses såvel indkomst erhvervet ved umiddelbar udnyttelse og brug af den faste ejendom som indkomst ved udleje, bortforpagtning og enhver anden slags anvendelse af ejendommen, samt realisationsfortjeneste ved afhændelse af fast ejendom.
11. Indkomst af erhvervsvirksomhed eller frit erhverv, som hidrører fra fast driftssted i en del af riget, kan kun beskattes i denne del af riget, jfr. art. 5, stk. 1. Findes der faste driftssteder i begge dele af riget, oppebærer hver del af riget skat af den del af indkomsten, der erhverves fra et fast driftssted inden for den pågældende del af riget.
I art. 5, stk. 2, bestemmes, hvad der skal forstås ved indkomst af erhvervsvirksomhed. Det bemærkes, at også fortjeneste ved afhændelse af virksomheden eller en del af denne eller af genstande, som anvendes i virksomheden, anses for indkomst af denne art. I art. 5, stk. 3, er fastsat, hvad der navnlig skal anses for indkomst af frit erhverv. Endelig henvises til bestemmelserne i art. 6 med hensyn til, hvad der skal forstås ved "fast driftssted" i aftalens forstand. Med fast driftssted ligestilles plads for byggeforetagende, hvis udførelse har overskredet eller, så vidt det kan forudses, kommer til at overskride et tidsrum af seks måneder, jfr. art. 6, stk. 2.
Art. 7 indeholder særlige regler om fordelingen af beskatningsretten i tilfælde, hvor et foretagende i en del af riget driver virksomhed i den anden del af riget fra et der beliggende fast driftssted.
12. Fortjeneste ved skibs- og luftfartsvirksomhed kan ifølge art. 8 kun beskattes i den del af riget, hvor den virkelige ledelse af det foretagende, der driver virksomheden, har sit sæde.
13. Ifølge art. 9 kan royalty, som erlægges for udnyttelsen af fast ejendom eller for driften af grube eller anden naturforekomst, kun beskattes i den del af riget, hvor den faste ejendom, gruben eller naturforekomsten er beliggende.
Anden royalty beskattes i den del af riget, hvor indtægtsnyderen er bosat.
I art. 9, stk. 2, sidste led, er det nærmere angivet, hvad udtrykket "royalty" omfatter.
14. Bestemmelsen i art. 10, stk. 1, medfører som hovedregel, at vederlag for personligt arbejde (herunder ikke medregnet indkomst af frit erhverv og ej heller pensioner og livrenter) beskattes i den del af riget, hvor arbejdet er udført. En herboende person, der har lønindtægt ved arbejde udført på Færøerne, kan således i almindelighed ikke beskattes i Danmark af den oppebårne løn. Indtægten skal dog medregnes i den skattepligtige indkomst i Danmark, men de beregnede skatter skal nedsættes som anført i pkt. 7.
Indkomst af arbejde skal dog beskattes i den del af riget, hvor modtageren er bosat, i tilfælde,
a) hvor arbejdet helt eller hovedsageligt udføres om bord på dansk eller færøsk luftfartøj,
b) hvor et aktieselskab, der er bosat i en del af riget, udbetaler vederlag til medlemmer af dets bestyrelse, repræsentantskab, kontrolkomite eller lignende, hvis medlemmmerne er bosat i den anden del af riget og udelukkende oppebærer vederlaget i deres heromhandlede egenskab,
c) hvor en fysisk person, som er bosat i en del af riget, oppebærer indkomst for arbejde i den anden del af riget eller om bord på skib hjemmehørende i denne anden del af riget, men indkomsten ikke beskattes der.
Indkomst af arbejde, som helt eller hovedsageligt udføres om bord på dansk eller færøsk skib, skal kun beskattes i den del af riget, hvor skibet er hjemmehørende. Danmark kan således beskatte den indtægt, som færinger indtjener om bord på danske skibe, men sømandsskat betalt af færøske sømænd skal fortsat ved sømandsskattekontorets foranstaltning i henhold til sømandsskattelovens § 28, stk. 5, afgives til Færøernes landskasse.
Er skibet befragtet på såkaldt bareboat basis af et foretagende hjemmehørende i en af de to dele af riget, skal indkomst af arbejde udført om bord kun beskattes i den del af riget, hvor foretagendets virkelige ledelse har sit sæde.
15. Ifølge art. 11 fritages studerende, lærlinge og lignende, som udelukkende i studie- eller uddannelsesøjemed midlertidigt opholder sig i en del af riget, for beskatning af beløb, som de modtager fra den anden del af riget eller fra udlandet, til underhold, studier eller uddannelse. Fritagelsen omfatter også beløb, der udbetales som vederlag for tjenesteydelser udført i den del af riget, hvor de midlertidigt opholder sig, forudsat at disse tjenesteydelser har forbindelse med de pågældendes studier eller uddannelse eller er nødvendige for deres ophold.
En færøsk studerende, som opholder sig her for at uddanne sig, kan herefter ikke beskattes af beløb, som han modtager fra Færøerne eller fra udlandet til underhold, studier eller uddannelse; han kan heller ikke beskattes af indtægt ved lønnet arbejde her i landet, for så vidt arbejdet er et led i uddannelsen eller er nødvendigt for hans ophold. Derimod er han skattepligtig af legater, som han modtager her fra Danmark.
16. Det bestemmes i art. 12, at indkomst, hvoraf udskiftet dødsbo i henhold til aftalen beskattes i den ene del af riget, ikke tillige kan beskattes hos lodtagere i boet i den anden del af riget.
III. Indkomstbeskatning ved til- og fraflytning.
17. For en skattepligtig, som flytter fra den ene del af riget for at bosætte sig i den anden del af riget, ophører indkomstskattepligten i førstnævnte del af riget - for så vidt skattepligten er afhængig af den skattepligtiges bopælsforhold - ved udgangen af det kvartal, hvori flytningen fandt sted, jfr. art. 3, stk. 3. Dette er i overensstemmelse med de endnu for skatteåret 1969-70 gældende danske regler, jfr. ligningslovens § 2A, stk. 1.
Personer, hvis skattepligt har været bragt til ophør i medfør af ovenstående bestemmelser, skal der til og med skatteåret 1969-70 skatteansættes efter reglerne i ligningslovens § 2, stk. 3-5, når de på ny tager bopæl eller skattepligtigt ophold her i landet.
Når kildeskatteloven pr. 1. januar 1970 er trådt i kraft, vil skattepligten ved flytning her fra landet kunne ophøre på et tidligere tidspunkt, nemlig med virkning fra den dato, hvor den skattepligtige dokumenterer at være blevet undergivet beskatning på Færøerne efter reglerne for derboende personer, jfr. nævnte lovs
§ 1, nr.
Stk. 1. 2. Ved tilflytning den 1. januar 1970 og derefter vil er med hensyn til skattepligtens indtræden være at forholde i overensstemmelse med reglerne i kildeskatteloven. IV. Bestemmelser om udveksling af oplysninger og om gensidig bistand til inddrivelse af skatter.
18. Art. 17 fastsætter gensidig oplysningspligt for så vidt angår sådanne oplysninger, som står til de kompetente myndigheders rådighed, eller som de kan fremskaffe i henhold til gældende love, og som er nødvendige for gennemførelsen af aftalen eller for at hindre skattesvig. Oplysningerne skal behandles som hemmelige og må kun gøres tilgælgelige for personer, som efter de gældende lovbestemmelser medvirker ved påligningen eller opkrævningen af de af aftalen omfattede skatter.
Henvendelse fra danske skattemyndigheder om oplysninger fra Færøerne skal ske gennem skattedepartementet.
19. Ifølge art. 18 vil de to dele af riget yde hinanden hjælp og bistand ved opkrævningen af de af aftalen omfattede skatter, herunder tillæg til skatter, renter og omkostninger. Det er en betingelse for, at et skattekrav fra den ene del af riget kan inddrives i den anden del af riget, at kravet i henhold til lovgivningen i den del af riget, der anmoder om bistand, er eksigibelt. De dokumenter, som ifølge lovgivningen i den del af riget, som anmoder om bistand, er nødvendige for at godtgøre, at de beløb, der skal inddrives, er eksigible, skal vedlægges begæringen. På grundlag af disse dokumenter skal der i den del af riget, til hvilken anmodningen om bistand er rettet, foretages opkræving og inddrivelse i overensstemmelse med de i denne del af riget gældende regler.
Man har bemyndiget sømandsskattekontoret, Borgergade 16, 1300 København K, til at varetage ekspeditionen af sager om inddrivelse af danske skattekrav på Færøerne samt sager om inddrivelse af færøske skattekrav i Danmark. Anmodninger om inddrivelse af danske skattekrav på Færøerne vil derfor være at indsende til sømandsskattekontoret, hvorfra de nødvendige blanketter til brug ved iddrivelse vil være at rekvirere. For så vidt angår den nærmere fremgangsmåde, der skal følges i inddrivelseessager, henvises til de pågældende blanketters tekst. Det må dog betones, at det er af afgørende betydning for gennemførelsen af en inddrivelsessag, at oplysningerne om skyldnerens adresse på Færøerne er så fuldtstændige som muligt.
Hver anmodning skal fremsendes i 3 eksemplarer og må kun omfatte en enkelt skatteyder og skatterne for et enkelt skatteår.
Uanset at skatterestancer er sendt til inddrivelse på Færøerne, kan restancer af statsskatter ved afregning til amtstuen føres til afgang i overensstemmelse med hidtil gældende praksis.
Anmodning om bistand til inddrivelse kan kun fremsættes, for så vidt der ikke her i landet foreligger tilstrækkelige inddrivelsesmuligheder.
Anmodning om bistand bør ikke fremsættes, hvis det samlede ubetalte skattebeløb udgør mindre end 100 kr.
Opmærksomheden henledes på, at bestemmelsen i art. 18 finder anvendelse på danske og færøske skatter fra og med skatteåret 1966-67.
V. Særlige bestemmelser.
20. Art. 14 indeholder regler, hvorefter fysiske og juridiske personer i den ene del af riget ikke i den anden del af riget skal kunne undergives en beskatning, som er af anden art, højere eller mere tyngende, end den beskatning, som personer bosat i denne anden del af riget er eller måtte blive undergivet der.
21. Art. 16 bestemmer, at en skatteyder, der udsættes for dobbeltbeskatning, kan gøre indsigelse herimod over for myndighederne i den del af riget, hvor han er bosat.
Anses indsigelsen for berettiget, kan vedkommende myndighed - for Danmarks vedkommende skattedepartementet - træffe aftale med myndighederne i den anden del af riget med henblik på undgåelse af dobbeltbeskatning.
22. I henhold til art. 20 kan de kompetente myndigheder i de to dele af riget ligeledes træffe rimelig afgørelse af ethvert andet spørgsmål, som - uden at være udtrykkeligt reguleret i aftalen - på grund af forskelligheder mellem de i de to dele af riget gældende principper for skattens påligning eller i øvrigt kan opstå vedrørende de direkte skatter.
VI. Aftalens praktisering.
23. Aftalens regler vil være at praktisere ved selve skatteligningen. For så vidt angår skatteårene 1966-67 - 1968-69 vil der, såfremt skatteansættelser eller skatteberegninger er foretaget i strid med aftalens bestemmelser, blive tale om genoptagelse af de pågældende ansættelser eller beregninger. Hvis begæring om regulering af skatteansættelser eller skatteberegninger for de nævnte skatteår i overensstemmelse med aftalens bstemmelser allerede er fremsat eller fremsættes inden den 1. september 1969, bemyndiges skatterådene herved til at genoptage vedkommende ansættelser eller beregninger til fornyet behandling uden forud indhentet bemyndigelse fra statens ligningsdirektorat. Fremkommer begæringen først efter nævnte tidspunkt, vil bemyndigelse til genoptagelse være at indhente på sædvanlig måde.
24. Tvivlsspørgsmål med hensyn til aftalens praktisering vil være at forelægge for skattedepartementet.
Underskrift 1
Skattedepartementet, den 21. april 1969. Hans P. Gøtrik. /E. Thielsen.