Vejledning til den mellem Danmark og Belgien den 16. oktober 1969 indgåede overenskomst til undgåelse af dobbeltbeskatning m.v. for så vidt angår indkomstskat og formueskat.
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Vejledning
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/mt/1972/166@1972-06-27/da
Indhold
INDLEDNING
1. Ved en mellem Danmark og Belgien den 16. oktober 1969 indgået overenskomst til undgåelse af dobbeltbeskatning m.v., jfr. udenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 5 af 20. januar 1971 (Lovtidende C), er der fastsat en række bestemmelser, der bl.a. medfører afvigelser fra skattelovgivningens almindelige regler i tilfælde, hvor en skatteyder ellers ville blive udsat for dobbeltbeskatning på grund af sammenstødende skattekrav fra dansk og belgisk side.
IKRAFTTRÆDEN
(Artikel 30)
2. Overenskomsten trådte i kraft den 31. december 1970 og finder for Danmarks vedkommende anvendelse første gang for så vidt angår skatter, der opkræves for indkomståret 1971. Så længe overenskomsten er i kraft, er bestemmelserne i den den 21. december 1928 indgåede overenskomst mellem Danmark og Belgien til undgåelse af dobbeltbeskatning af indtægter af skibsfartsvirksomhed og i den den 23. oktober 1961 mellem de to stater indgåede overenskomst til undgåelse af dobbeltbeskatning af indkomst ved luftfartsvirksomhed ophørt at være gældende. Bestemmelserne i de nævnte overenskomster af 1928 og 1961 finder dog fortsat anvendelse ved skatteansættelser her i landet for tidligere skatteår og for indkomståret 1970.
ANVENDELSESOMRÅDE
Personer (Artikel 1)
3. Overenskomsten kommer uanset statsborgerforhold til anvendelse på fysiske og juridiske personer, der er hjemmehørende i Danmark og/eller i Belgien. Det er således en forudsætning, at betingelserne for skattepligt er opfyldt i (mindst) en af de to stater, jfr. nedenfor under pkt. 8 og 9 om, hvad der forstås ved "hjemmehørende".
Skatter (Artikel 2)
4. Som indkomst- og formueskatter anses alle skatter, der pålignes på grundlag af hele indkomsten, hele formuen, eller dele af indkomsten eller formuen, herunder skatter på fortjeneste ved afhændelse af løsøre eller fast ejendom, såvel som skatter på formueforøgelse. Endelig omfattes skatter på det samlede beløb af gager eller lønninger, der udbetales af foretagender.
For Danmarks vedkommende finder overenskomsten anvendelse på indkomst- og formueskatterne til staten, herunder den særlige indkomstskat, og på de kommunale indkomstskatter, herunder kirkeskat. Udbytteskatten ifølge kildeskattelovens § 65 er som en indkomstskat ligeledes omfattet af overenskomsten. Endvidere finder overenskomsten anvendelse på alle andre skatter af samme eller væsentlig samme art, der fremtidig måtte blive indført som tillæg til eller i stedet for gældende skatter. Den ved lov nr. 70 af 3. marts 1971 med virkning fra og med 1. januar 1972 indførte amtskommunale indkomstskat vil således være omfattet af overenskomsten.
De belgiske skatter af fast ejendom opkræves som egentlige indkomstskatter, der er omfattet af overenskomsten. Som følge heraf omfattes også de danske ejendomsskatter af aftalen, jfr. artikel 2, stk. 3, 2. pkt., litra i, hvilket dog ikke medfører, at Danmark er afskåret fra at opkræve ejendomsskatter af fast ejendom beliggende her i landet.
Da aftalen også finder anvendelse på skatter, der opkræves ved kilden, må der allerede ved forskudsregistreringen for personer tages hensyn til aftalens bestemmelser.
5. For Belgiens vedkommende omfatter overenskomsten følgende belgiske skatter:
a) skatten på fysiske personer, b) selskabsskatten, c) skatten på foreninger m.v., d) skatten på i udlandet hjemmehørende personer, herunder de belgiske forskudsskatter, såvel som den kommunale tillægsskat til skatten på fysiske personer.
GENSIDIG BISTAND
(Artikel 26 og 27)
6. I art. 26 findes en bestemmelse om udveksling af oplysninger, og i henhold til art. 27 har de to stater forpligtet sig til at yde hinanden bistand med hensyn til opkrævning af skatter, jfr. nedenfor under pkt. 47 og 48.
DEFINITIONER
(Artikel 3 m.fl.)
7. Almindelige definitioner findes i art. 3. Betydningen af ordene "fast driftssted" er angivet i art. 5, "fast ejendom" i art. 6, "udbytte" i art. 10, "rente" i art. 11, "royalty" i art. 12 og "statsborger" i art. 24, stk. 2.
Fremhæves skal særligt art. 3, stk. 1, 2. pkt., hvorefter "Danmark" betyder Kongeriget Danmark, herunder i et vist omfang kontinentalsoklen. Udtrykket omfatter ikke Færøerne og Grønland. Overenskomsten kan dog i sin helhed eller med de nødvendige ændringer udvides til også at gælde for Færøerne og Grønland, jfr. art. 29.
Endvidere skal fremhæves art. 3, stk. 1, 4. og 5. pkt., hvorefter udtrykket "person" indbefatter såvel fysiske personer som selskaber og alle andre sammenslutninger af personer, og hvorefter udtrykket "selskab" betyder enhver juridisk person eller enhver anden enhed, der beskattes som sådan af sine indkomster eller sin formue i den stat, hvor den er hjemmehørende. Herefter vil udtrykket "selskab" også omfatte belgiske interessentskaber, der normalt beskattes som selskaber i Belgien. Dette berører dog ikke kildelandets beskatningsret ifølge aftalen, og Danmark vil derfor fortsat kunne beskatte belgiske interessenter i et dansk foretagende hver for sig som begrænset skattepligtige her i landet.
Et offentlig skiftet dødsbo, såvel som - inden for de første 15 måneder - et privat skiftet dødsbo, der omfattes af kildeskattelovens afsnit II, må anses for et selskab i overenskomstens forstand.
SKATTEMÆSSIGT HJEMSTED
(Artikel 4)
8. Ved overenskomstens regler er gennemført en fordeling mellem de to stater af beskatningsretten til de i overenskomsten omtalte forskellige indtægtsarter.
Denne fordeling forudsætter, at det ligger klart, i hvilken stat den pågældende skatteyder er hjemmehørende, d.v.s. - kort udtrykt - er skattepligtig på grund af sin bopælsmæssige tilknytning til denne stat.
Hvis den pågældende imidlertid - efter de to staters egen lovgivning - anses for hjemmehørende (i ovennævnte betydning) i begge stater, må der, forinden overenskomstens regler om fordeling af beskatningsretten anvendes, træffes et valg mellem de to bopæle, således at den ene af dem anses for afgørende.
Dette valg mellem de to bopæle sker efter de i art. 4 givne regler om skattemæssigt hjemsted, se herom pkt. 9.
9. Ifølge art. 4, stk. 1, anses enhver person - fysisk eller ikke-fysisk - for hjemmehørende i en af de to stater, når den pågældende i henhold til vedkommende stats lovgivning er skattepligtig der på grund af hjemsted, bopæl, ledelsens sæde eller et andet lignende forhold.
Fører denne bestemmelse til, at en fysisk person anses for hjemmehørende i begge stater, er det i art. 4, stk. 2, fastsat, hvilke kriterier der herefter skal være afgørende for, i hvilken stat den pågældende skal anses for hjemmehørende.
I rangfølge nævnes følgende kriterier herfor: fast bolig til rådighed, de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser (midtpunkt for sine livsinteresser), sædvanligt ophold samt statsborgerforhold.
Diplomatiske og konsulære embedsmænd anses - under betingelser, der sædvanligvis vil være opfyldt - for hjemmehørende i udsendelsesstaten (art. 28, stk. 3)
For så vidt angår ikke-fysiske personer, der efter artiklens stk. 1 kan anses for hjemmehørende i begge stater, er stedet for den virkelige ledelse afgørende for spørgsmålet (art. 4, stk. 3).
10. Fast driftssted (art. 5)
betyder "et fast forretningssted, hvor foretagendets virksomhed helt eller delvis udøves".
Denne definition er, ligesom artiklens øvrige bestemmelser, i overensstemmelse med den tilsvarende bestemmelse i OECDs modelaftale af 1963 og er hermed på linje med de af Danmark i nyere tid indgåede aftaler med andre lande.
Som bidrag til forståelsen af udtrykket skal anføres, at der skal være tale om et forretningssted, hvor foretagendets virksomhed helt eller delvis udøves i den hensigt at oppebære en fortjeneste.
I artiklens stk. 2 nævnes en række typiske eksempler på fast driftssted. Stk. 3 nævner en række former for etableringer, der ikke kan anses for "fast driftssted" og må betragtes som begrænsninger til definitionen i stk. 1. Navnlig ordene i slutningen af stk. 3, 5. pkt. ("lignende virksomhed, der for foretagendet er af forberedende eller hjælpende art") skal fremhæves.
FORDELING AF BESKATNINGSRETTEN MELLEM KILDESTAT OG BOPÆLSSTAT
(Artiklerne 6-22)
11. Når den ene stat i henhold til det foran under pkt. 8 og 9 anførte må betragtes som "bopælsstat" i relation til overenskomsten, og den anden stat således er at anse som "kildestat" (hvorved forstås den stat, hvori den indtægtsgivende virksomhed er udført), kan overenskomstens forskellige fordelingsregler finde anvendelse.
12. For nogle indtægtsarter tillægges beskatningsretten kildestaten.
Dette gælder med visse undtagelser således indkomst af fast ejendom (art. 6), avance ved salg af fast ejendom og visse aktiver tilhørende et fast driftssted (art. 13), fortjeneste ved forretningsvirksomhed fra fast driftssted (art. 7), indtægt fra frit erhverv fra et "fast sted" (art. 14), lønindtægt ved personligt arbejde (art. 15, stk. 1), bestyrelseshonorarer (art. 16) samt kunstneres og sportsfolks honorarer (art. 17).
Den omstændighed, at der er tillagt kildestaten en ret til at beskatte visse indtægtsarter, medfører ikke, at bopælsstaten skal se helt bort fra sådanne indtægter ved fastsættelsen af dens beskatning. Er Danmark bopælsstat, kan de i Belgien kildebeskattede indtægter således medregnes til den skattepligtige indkomst her i landet, og den herved opståede dobbeltbeskatning ophæves herefter ved, at der indrømmes nedslag i de danske skatter i overensstemmelse med reglerne i art. 23, stk. 2, jfr. nærmere nedenfor under pkt. 43.
13. For andre indtægtsarter er beskatningsretten tillagt bopælsstaten.
Dette gælder således for royalties (art. 12, stk. 1), lønindtægt ved personligt arbejde i den anden stat i visse tilfælde ("183-dagesreglen", art. 15, stk. 2), private pensioner o.lign. for tidligere tjenesteydelser (art. 18, stk. 1), vederlag til gæsteprofessorer o.lign. (art. 20, stk. 1), samt indtægter, der ikke udtrykkeligt er omtalt (art. 21).
Kildestaten skal helt undlade beskatning af disse indtægter og kan ikke medregne dem til en i kildestaten eventuel skattepligtig indkomst (d.v.s. kildestaten kan ikke benytte indtægten ved fastsættelsen af skattesatsen for sådanne (andre) indtægter, som kildestaten måtte have beskatningsretten til).
14. Beskatningsretten til indtægter i form af udbytter (art. 10) og renter (art. 11) er delt mellem kildestaten og bopælsstaten. Kildestaten kan opkræve en skat på 15 pct. af sådanne indtægter, medens beskatningsretten i øvrigt - under iagttagelse af reglerne i art. 23 - tilkommer bopælsstaten, jfr. pkt. 43.
15. For enkelte indtægtsarter er beskatningsretten fordelt efter andre kriterier end "bopælsstat" og "kildestat". Dette gælder således fortjeneste ved international skibs- og luftfart (art. 8) samt vederlag for arbejde om bord på et skib eller luftfartøj i international trafik (art. 15, stk. 3). Beskatningsretten til indtægter af denne art tilkommer den stat, i hvilken foretagendets virkelige ledelse har sit sæde. For så vidt angår offentlige vederlag og pensioner (art. 19, stk. 1) og sociale ydelser (art. 18, stk. 2), er beskatningsretten tillagt den stat, der udbetaler disse ydelser.
INDKOMSTBESKATNINGEN
16. Indkomst af fast ejendom (art. 6)
kan beskattes i den stat, hvori den faste ejendom er beliggende.
I art. 6, stk. 2, redegøres der nærmere for, hvad der skal forstås ved udtrykket "fast ejendom". Det bemærkes særligt, at udtrykket omfatter ydelser, der betales for udnyttelsen af eller retten til at udnytte mineralforekomster, kilder og andre naturforekomster. "Lejeværdi" eller lignende brugsværdi, der ifølge lovgivningen anses som indkomst, er omfattet af bestemmelsen. Også fortjeneste ved afståelse af fast ejendom kan beskattes i den stat, i hvilken ejendommen er beliggende (art. 13, stk. 1).
17. Fortjeneste ved forretningsvirksomhed (art. 7)
kan kun beskattes i den stat, hvori foretagendet er hjemmehørende. Undtagelse herfra gælder, såfremt et foretagende i den ene stat driver virksomhed fra et "fast driftssted" i den anden stat. I så fald kan den del af indkomsten, der kan henføres til et sådant fast driftssted, beskattes i denne anden stat. Opmærksomheden henledes her på art. 9, der indeholder regler for fordelingen af indtægter, oppebåret af indbyrdes afhængige foretagender (omtalt nedenfor under pkt. 20).
Om betydningen af begrebet "fast driftssted" henvises til art. 5 og pkt. 10 foran.
18. Fortjeneste ved afståelse af aktiver (art. 13),
som udgør en del af erhvervsformuen i et fast driftssted, som et foretagende i den ene stat opretholder i den anden stat, herunder fortjeneste ved afhændelse af selve det faste driftssted, kan beskattes i den stat, hvori det faste driftssted er beliggende.
19. Fortjeneste ved skibs- eller luftfartsvirksomhed i international trafik (art. 8)
kan kun beskattes i den stat, hvori foretagendets virkelige ledelse har sit sæde.
Såfremt den virkelige ledelse for et foretagende, som driver skibsfartsvirksomhed, har sit sæde om bord på et skib, tilkommer beskatningsretten den stat, hvori det pågældende skib har sit hjemsted, eller, såfremt skibet ikke har noget hjemsted, det land, hvori rederen er bosiddende.
Bestemmelserne i art. 8, stk. 1, gælder også i tilfælde, hvor belgiske eller danske luftfartsforetagender i international luftfart deltager i poolaftaler, i fællesforetagender eller i en international organisation om sådan virksomhed.
20. Indbyrdes afhængige foretagender (art. 9).
Artiklen angiver en regel for fordeling af fortjenester, oppebåret af indbyrdes afhængige foretagender.
Fordelingen skal ske på en sådan måde, at den svarer til, hvad foretagender, der ikke er indbyrdes afhængige, ville have aftalt.
Reglen må sammenholdes med art. 7, der er omtalt ovenfor under pkt. 17.
21. Udbytter (art. 10)
kan beskattes i den stat, hvori modtageren er hjemmehørende. Den stat, hvori selskabet er hjemmehørende, er dog også berettiget til at beskatte udbyttet, men højst med 15 pct. af bruttoudbyttet.
Det bemærkes, at kildestaten bevarer den fulde beskatningsret til aktieudbytte, såfremt den pågældende aktionær har et fast driftssted i denne stat, og de rettigheder, der ligger til grund for udlodningen, har direkte forbindelse hermed. Dette kan ikke anses for en egentlig undtagelse fra hovedreglen, idet det herved kun fastslås, at det omhandlede faste driftssted skal anses som den reelle modtager, og da denne er hjemmehørende i kildestaten, får denne stat følgelig beskatningsretten til udbyttet.
22. Udtrykket "udbytte"
betyder indkomst af aktier, udbyttebeviser eller -rettigheder, mineaktier, stifterandele eller andre rettigheder til andel i fortjeneste, såvel som indkomst fra andre selskabsrettigheder, der er sidestillet med indkomst af aktier i henhold til skattelovgivningen i den stat, i hvilken det udbyttegivende selskab er hjemmehørende. De i ligningslovens § 16A nævnte former for udbytte er således alle omfattet af definitionen.
Udtrykket omfatter derimod ikke indkomst af gældsfordringer.
Udbytte i overenskomstens forstand foreligger endvidere, hvor der er tale om indkomst - selv om den udloddes i form af rente - der beskattes som indkomst af kapital, som er investeret af deltagerne i andre selskaber end aktieselskaber, der er hjemmehørende i Belgien. Herefter er udlodninger fra belgiske interessentskaber at anse som udbytte i overenskomstens forstand.
23. Der er fra begge staters side udarbejdet særlige blanketter, som skal benyttes ved tilbagesøgning af udbytteskat, der af kildestaten er tilbageholdt i strid med bestemmelserne i art. 10, stk. 2. Herom bemærkes:
A. Udbytte fra danske selskaber, der tilfalder personer hjemmehørende i Belgien.
Ved tilbagesøgning af dansk udbytteskat benyttes blanket U-21-B, der fås ved henvendelse til de belgiske skattemyndigheder og - i Danmark - til kildeskattedirektoratet. Ansøgningen skal i udfyldt og underskrevet stand indsendes til de belgiske skattemyndigheder til attestation om, at andrageren skattemæssigt er hjemmehørende i Belgien. Herfra videresendes den til de danske skattemyndigheder beregnede del af blanketten (1. eksemplar) direkte til kildeskattedirektoratet, Box 100, DK-3460 Birkerød, der foranlediger den for meget erlagte udbytteskat tilbagebetalt.
B. Udbytte fra belgiske selskaber, der tilfalder personer hjemmehørende i Danmark.
Ved tilbagesøgning af belgisk udbytteskat benyttes en særlig belgisk blanket nr. 276 Div (DK), som kan rekvireres hos M.le Controleur en chef des contributions de Saint-Josse-ten-Noode 1, rue des Palais 48, 1030 Bruxelles, eller - i Danmark - hos amtsskatteinspektoraterne eller, i København, Frederiksberg og Gentofte kommuner, hos vedkommende skattedirektorat. Ansøgningen indsendes i to eksemplarer i udfyldt og underskrevet stand til vedkommende amtsskatteinspektorat, i København, Frederiksberg og Gentofte kommuner, til vedkommende skattedirektorat. Efter behørig attestation af skattemyndigheden tilbagesendes det ene eksemplar til andrageren, medens det andet eksemplar opbevares hos vedkommende skattemyndighed. Det attesterede eksemplar skal snarest muligt videresendes af ansøgeren til M.le Controleur en chef des contributions på foran nævnte adresse, hvorved bemærkes, at der fra belgisk side er fastsat en frist på 3 år for indgivelse af andragendet til de belgiske myndigheder. Fristen regnes fra den 1. januar i det år, som følger efter det år, i hvilket udbyttet er forfaldet til betaling. Overskridelse af denne frist - og dermed fortabelse af krav på tilbagebetaling af belgisk skat - vil medføre, at nedslag i den danske skat for belgisk skat, som vedkommende skatteyder kunne have fået tilbagebetalt under iagttagelse af de beskrevne regler, ikke kan indrømmes.
Med hensyn til udbytte af belgiske aktier, som lyder på navn eller med hensyn til udbytte af en væsentlig beholdning af aktier lydende på ihændehaveren (f.eks. udbytter, som udbetales af et belgisk datterselskab til et dansk moderselskab, og som betales direkte til aktionæren af det udbyttegivende selskab), kan nedsættelsen (til en belgisk beskatning på 15 pct. af udbyttet) på visse betingelser indrømmes allerede ved kilden. For at opnå dette må modtageren af udbyttet på tilsvarende måde som anført foran udfylde og underskrive to eksemplarer af et andragende om nedsættelse på blanket 276 Div (DK) og fremsende det de belgiske myndigheder tilkommende eksemplar af ansøgningen - behørigt attesteret af vedkommende danske skattemyndigheder - til det udbyttebetalende belgiske selskab inden 10 dage efter, at udbyttet er forfaldet til betaling. Hvis det ikke har været muligt at fremsende andragendet til det udbyttebetalende belgiske selskab inden for denne frist, eller nedsættelse af den belgiske kildeskat af andre grunde ikke har kunnet opnås ved kilden, kan andragendet sendes til M.le Controleur en chef des contributions med henblik på tilbagebetaling af den for meget erlagte skat.
Opmærksomheden henledes på, at de belgiske skattemyndigheder for så vidt angår ihændehaveraktier forlanger, at andrageren ved til ansøgningen at vedlægge kuponafregningsnota eller lignende godtgør, at han er ejer af de belgiske værdipapirer eller er berettiget til at oppebære indtægterne heraf.
Der henvises i øvrigt til den vejledning, der medfølger den omhandlede belgiske ansøgningsblanket nr. 276 Div (DK).
24. Renter (art. 11)
kan beskattes i den stat, hvori modtageren er hjemmehørende. Den stat, hvorfra renten hidrører, er dog også berettiget til at beskatte den, men højst med 15 pct. af rentebeløbet. I artiklens stk. 5 er det fastsat, i hvilke tilfælde renter skal anses for at hidrøre fra en af de to stater.
Såfremt den person, der oppebærer renten, har et fast driftssted i den stat, hvorfra renten hidrører, og den fordring, der ligger til grund for renten, har direkte forbindelse med det faste driftssted, beskattes sådan rente i overensstemmelse med bestemmelserne i art. 7.
25. Udtrykket "rente"
betyder bl.a. indkomst af obligationer, af pantebreve og af gældsfordringer, hvad enten de indeholder en ret til andel i fortjeneste eller ej, samt anden indkomst, der i henhold til kildestatens skattelovgivning betragtes som indkomst af pengelån eller indskud, jfr. nærmere art. 11, stk. 3.
Visse rentebeløb omfattes ikke af bestemmelsen i art. 11, men skal - alt efter omstændighederne - beskattes efter andre bestemmelser i overenskomsten. Dette gælder således:
1) Renter, som sidestilles med udbytte i henhold til art. 10, stk. 3, 2. pkt., d.v.s. indkomst, der - selv om den udloddes i form af rente - beskattes som indkomst af kapital, der er investeret af deltagerne i andre selskaber end aktieselskaber hjemmehørende i Belgien. Der henvises herom til bemærkningerne ovenfor under pkt. 22.
2) Renter af forretningsmæssige lån - herunder veksellån - som skyldes en kredit med betalingen af varer, produkter eller tjenesteydelser, som leveres af et foretagende i den ene stat til en person hjemmehørende i den anden stat. Renter af sådanne lån vil normalt alene skulle beskattes i rentemodtagerens bopælsstat.
3) Renter af konti kurant eller indskud på navn mellem bankforetagender i de to stater. I sådanne tilfælde vil beskatning som regel ske efter reglerne i art. 7 om fortjeneste ved forretningsvirksomhed.
4) Renter af pengeindskud, der ikke foreligger som ihændehaverpapir, og som er foretaget i bankforetagender, herunder offentlige låneinstitutioner. Beskatningen af sådanne renter må normalt finde sted i rentemodtagerens bopælsland.
Renter af den foran under 2)-4) nævnte art vil ifølge interne
belgiske regler normalt ikke blive undergivet belgisk beskatning, når
de tilflyder personer uden for Belgien. Skulle en i Danmark
hjemmehørende person desuagtet blive udsat for belgisk beskatning af
sådanne rentebeløb, må fritagelse for den belgiske skat ("precompte
mobilier") søges ved henvendelse til de belgiske myndigheder.
26. For tilbagesøgning af skat af renteydelser gælder følgende:
A. Renter fra Danmark, der tilfalder personer hjemmehørende i
Belgien:
Danmark beskatter kun renter, når de tilfalder personer, som er fuldt
skattepligtige her i landet. Er en i Belgien hjemmehørende person
begrænset skattepligtig her i henhold til bestemmelserne i
kildeskattelovens § 2, stk. 1d), vil Danmark dog kunne beskatte
renter, der har direkte forbindelse med vedkommendes faste driftssted
her i landet, jfr. reglerne i art. 11, stk. 4, jfr. art. 7, stk. 1,
og der skal ikke ske nogen refusion af denne skat.
B. Renter fra Belgien, der tilfalder personer hjemmehørende i
Danmark:
Ved tilbagesøgning af belgisk skat af renter benyttes en særlig
belgisk blanket nr. 276 Int. (DK), som kan rekvireres hos de samme
danske og belgiske skattemyndigheder som anført ovenfor under pkt.
23, B. Ansøgningen indsendes i to eksemplarer i udfyldt og
underskrevet stand til vedkommende amtsskatteinspektorat - i
København, Frederiksberg og Gentofte kommuner til vedkommende
skattedirektorat. Efter behørig attestation af skattemyndigheden
tilbagesendes det ene eksemplar til andrageren, medens det andet
eksemplar opbevares hos vedkommende skattemyndighed. Det attesterede
eksemplar skal snarest muligt af andrageren videresendes til M.le
Controleur en chef des contributions på foran (under pkt. 23, B)
nævnte adresse. Er der tale om rente af ihændehaverobligationer må
ansøgningen ledsages af dokumentation (i form af kuponafregningsnota
eller lignende) for, at andrageren er ejer eller berettiget til at
oppebære indtægterne af obligationerne. Opmærksomheden henledes på,
at der er fastsat en frist på 3 år for indgivelse af ansøgningen til
de belgiske myndigheder. Fristen regnes fra den 1. januar i det år,
som følger efter det år, i hvilket renten er blevet godskrevet den
berettigede eller er forfaldet til betaling. Overskridelse af denne
frist - og dermed fortabelse af krav på tilbagebetaling af belgisk
skat - vil medføre, at nedslag i den danske skat for belgisk skat,
som vedkommende skatteyder kunne have fået tilbagebetalt under
iagttagelse af de beskrevne regler, ikke kan indrømmes.
For så vidt angår renter af fordringer, lån, obligationer samt
indeståender, som lyder på navn, eller renter af
ihændehaverobligationer, når skyldneren selv forestår betalingen
heraf, kan nedsættelsen efter belgiske regler indrømmes allerede ved
kilden. For at opnå dette, må den, som er berettiget til renten, på
tilsvarende måde som anført foran udfylde og underskrive to
eksemplarer af blanket nr. 276 Int. (DK) og fremsende det de belgiske
myndigheder tilkommende eksemplar af ansøgningen - behørigt
attesteret af vedkommende danske skattemyndighed - til den belgiske
rentedebitor inden 10 dage efter rentens forfaldsdag. Hvis
nedsættelse af den belgiske kildeskat ikke har kunnet opnås ved
udbetalingen, er tilbagebetaling af den for meget erlagte skat stadig
mulig under iagttagelse af den ovenfor vedrørende
ihændehaverobligationer beskrevne fremgangsmåde.
Der henvises i øvrigt til den vejledning, der medfølger den
omhandlede belgiske ansøgningsblanket nr. 276 Int. (DK).
27. Royalties (art. 12)
beskattes kun i den stat, hvori modtageren er hjemmehørende. Dette
gælder dog ikke, såfremt modtageren har et fast driftssted i den
stat, hvorfra royaltyen hidrører, og den rettighed eller ejendom, som
ligger til grund for royaltyen, har direkte forbindelse med det faste
driftssted. I så fald finder bestemmelserne i art. 7 om
beskatningsretten til fortjeneste ved forretningsvirksomhed
anvendelse.
28. Udtrykket "royalties"
omfatter ophavsretlige vederlagsydelser, jfr. nærmere art. 12, stk.
2. Er der tale om vederlag for benyttelse af industrielt, kommercielt
eller videnskabeligt udstyr, som har karakter af fast ejendom, finder
bestemmelsen i art. 6 dog anvendelse, hvorefter beskatningsretten
tilkommer den stat, hvori den faste ejendom er beliggende.
29. For tilbagesøgning af skat af royaltyydelser gælder følgende:
A. Royalties fra Danmark, der tilfalder personer hjemmehørende i
Belgien:
Danmark beskatter kun royalties, når de tilfalder personer, som er
fuldt skattepligtige her i landet. Er en i Belgien hjemmehørende
person begrænset skattepligtig her i henhold til kildeskattelovens §
2, stk. 1 d), vil Danmark dog kunne beskatte royalties, der har
direkte forbindelse med vedkommendes faste driftssted her i landet,
jfr. reglerne i art. 12, stk. 3, jfr. art. 7, stk. 1, og der skal
ikke ske nogen refusion af denne skat.
B. Royalties fra Belgien, der tilfalder personer hjemmehørende i
Danmark:
Ved tilbagesøgning af belgisk skat af royaltyydelser benyttes en
særlig belgisk blanket nr. 276 R (DK), som vil kunne rekvireres hos
de samme belgiske og danske skattemyndigheder som anført ovenfor
under pkt. 23, B.
Fremgangsmåden med hensyn til tilbagesøgning af belgisk skat af
royalties er den samme som fastsat for renter, se ovenfor under pkt.
26, B. I øvrigt henvises til den vejledning, som medfølger den
omhandlede belgiske ansøgningsblanket nr. 276 R (DK).
Opmærksomheden henledes på, at der er fastsat en frist på 3 år for
indgivelse af ansøgningen til de belgiske myndigheder. Fristen regnes
fra den 1. januar i det år, som følger efter det år, i hvilket
royaltybeløbet er opnået eller betaling er sket. Overskridelse af
denne frist - og dermed fortabelse af krav på tilbagebetaling af
belgisk skat - vil medføre, at nedslag i den danske skat for belgisk
skat, som vedkommende skatteyder kunne have fået tilbagebetalt under
iagttagelse af de beskrevne regler, ikke kan indrømmes.
30. Fortjeneste ved afståelse af formuegenstande (art. 13)
kan som hovedregel kun beskattes i den stat, hvori afhænderen er
hjemmehørende (art. 13, stk. 3). Undtagelse herfra gælder bl.a.
fortjeneste ved afståelse af fast ejendom (art. 13, stk. 1) og af
erhvervsformuen i et fast driftssted (art. 13, stk. 2), som et
foretagende i den ene stat opretholder i den anden stat, herunder
fortjeneste ved afhændelse af selve det faste driftssted.
Beskatningsretten til sådanne fortjenester tilkommer den stat, hvori
den faste ejendom eller det faste driftssted er beliggende. Det samme
gælder aktiver, der hører til et fast sted, som en person,
hjemmehørende i en af staterne, anvender til udøvelse af frit erhverv
i den anden stat, herunder fortjeneste ved afhændelse af selve det
faste sted.
For fortjenester ved afhændelse af skibe eller luftfartøjer, der
udnyttes i international trafik, gælder den særlige regel, at de kun
kan beskattes i det land, i hvilket fortjenesten ved udnyttelse af
disse skibe eller luftfartøjer kan beskattes i medfør af art. 8, jfr.
nærmere herom ovenfor under pkt. 19.
31. Indkomst ved frit erhverv (art. 14)
og andet lignende selvstændigt arbejde kan kun beskattes i den stat,
hvori den pågældende er hjemmehørende. Såfremt virksomheden drives
fra et fast sted i den anden stat, kan den del af indkomsten, der kan
henføres til dette sted, dog beskattes der. Bestemmelsen svarer til
art. 7 om fortjeneste ved forretningsvirksomhed. Ved fast sted
forstås efter praksis f.eks. en klinik, et kontor eller lignende
sted, hvor man kan henvende sig for at træffe aftale med den
pågældende. Specielt om kunstnere og sportsfolk henvises til pkt. 34.
32. Vederlag for personligt arbejde (art. 15)
beskattes som hovedregel i den stat, hvori arbejdet udføres (art. 15,
stk. 1). Udføres arbejdet i Danmark af en her hjemmehørende person,
kan vederlaget kun beskattes i Danmark. Udføres arbejdet i Belgien af
en i Danmark hjemmehørende person, kan vederlaget beskattes i
Belgien, og der vil være at indrømme nedslag i de danske skatter for
den i Belgien erlagte skat i overensstemmelse med reglen i art. 23,
stk. 2, 1. pkt.
I tilfælde, hvor en i Belgien hjemmehørende person oppebærer vederlag
for arbejde udført i Danmark, vil beskatningsretten hertil straks
kunne udnyttes her i landet i medfør af bestemmelsen i
kildeskattelovens § 2, stk. 1, a). Specielt om kunstnere og
sportsfolk henvises til pkt. 34.
Fra den nævnte hovedregel gælder følgende undtagelser:
1) Ifølge art. 15, stk. 2, tilkommer beskatningsretten alene bopælsstaten, såfremt: a) modtageren opholder sig i den anden stat i en eller flere perioder, der tilsammen ikke overstiger 183 dage inden for vedkommende kalenderår, og b) vederlaget betales af eller for en arbejdsgiver, der ikke er hjemmehørende i den anden stat, og c) vederlaget ikke udredes som sådant af et fast driftssted eller et fast sted, som arbejdsgiveren har i denne anden stat.
2) Personligt arbejde om bord på et skib eller et luftfartøj i international trafik anses ifølge art. 15, stk. 3, for udført i den stat, i hvilken vedkommende foretagendes virkelige ledelse har sit sæde, og vederlaget herfor kan derfor beskattes i denne stat. Opfylder de pågældende personer ikke betingelserne for skattepligt her til landet, kan Danmark kun udnytte denne beskatningsret for så vidt angår søfolk i medfør af sømandsskattelovens kapitel III og altså ikke for så vidt angår personer, der arbejder om bord på luftfartøjer i international trafik.
3) Bestyrelseshonorarer, diæter og lignende vederlag (art. 16) kan beskattes i den stat, hvori det pågældende selskab er hjemmehørende, uanset hvor bestyrelseshvervet varetages. Såfremt bestyrelseshonorar m.v. udredes for daglig virksomhed på et fast driftssted i den stat, hvori selskabet ikke er hjemmehørende, og det faste driftssted som sådant udreder vederlaget, kan den stat, hvori det faste driftssted befinder sig, dog beskatte vederlaget. Danmark kan ifølge kildeskattelovens § 2, stk. 1 b, jfr. § 43, stk. 2, gennemføre beskatning af bestyrelseshonorarer m.v. fra danske selskaber, der tilfalder personer, som ikke er hjemmehørende her i landet.
4) Vederlag - herunder pensioner - for offentlige hverv (art. 19), hvortil henregnes hverv, udført for en fond, oprettet af en af de kontraherende stater eller en lokal myndighed i denne stat, kan kun beskattes i den stat, hvorfra det udbetales, medmindre modtageren er statsborger i den anden stat uden samtidig at være statsborger i den førstnævnte, udbetalende stat. Om sociale pensioner, se nedenfor under pkt. 36. Vederlag eller pensioner, der udbetales for tjenesteydelser i forbindelse med næring eller forretning, der drives af en af de to stater m.v., beskattes dog i overensstemmelse med reglerne i art. 15 eller 18, d.v.s. på samme måde, som hvis den pågældende havde været ansat i et privat foretagende.
5) Vederlag for undervisning eller forskning (art. 20) til en professor eller lærer hjemmehørende i en af staterne, som midlertidigt opholder sig i den anden stat ved et universitet eller et andet ikke-erhvervsdrivende institut for undervisning eller videnskabelig forskning, må ikke beskattes i opholdsstaten, jfr. art. 20, stk. 1. Det er en betingelse herfor, at opholdet ikke overstiger to år. En dansk professor, som midlertidigt opholder sig i Belgien, vil fortsat være skattepligtig i Danmark, og vederlaget, som han oppebærer i Belgien for de to første års undervisning m.v., vil kunne inddrages under beskatningen her i landet.
33. Bestyrelseshonorarer (art. 16), se herom ovenfor under pkt. 32,
nr. 3.
34. Vederlag erhvervet af professionelle kunstnere (art. 17) såsom
teater-, film-, radio- eller fjernsynskunstnere og musikere samt
sportsfolk kan beskattes i den stat hvori de udøver deres virksomhed
i denne egenskab. Efter art. 17 kan vederlaget altid beskattes i
kildestaten, idet det udtrykkeligt er anført i artiklen, at
bestemmelserne i art. 14 og 15 om bopælsstatens beskatningsret i
visse tilfælde ikke finder anvendelse. Danmark kan, når betingelserne
i kildeskattelovens § 2, stk. 1 a), er opfyldt, beskatte udenlandske
kunstnere m.v. af den indkomst, de opnår under udøvelse af virksomhed
her i landet.
35. Private pensioner (art. 18, stk. 1)
og andre lignende vederlag for tidligere tjenesteydelser kan kun
beskattes i den stat, hvori modtageren er hjemmehørende. Danmark skal
således frafalde beskatningen efter kildeskattelovens § 2, jfr. § 43,
stk. 2, b), når en privat pension m.v. udbetales til en i Belgien
hjemmehørende person. Såfremt den pågældende ved en erklæring fra de
belgiske skattemyndigheder dokumenterer, at han er hjemmehørende i
Belgien i overenskomstens forstand, skal kommunen meddele den
indeholdelsespligtige, at skattetræk i pensionen kan undlades.
Blanketter på engelsk og dansk til brug for den nævnte erklæring kan
fås i kildeskattedirektoratet og i vedkommende kommune (blanket F 53
og F 54).
36. Som foran under pkt. 32, 4) anført beskattes offentlige pensioner
kun af den stat, hvorfra udbetalingen hidrører. Dette gælder tillige
for sociale pensioner (art 18, stk. 2), d.v.s. pensioner, der i
medfør af sociallovgivningen i en af staterne udbetales af denne
stat, en lokal myndighed eller af en offentligretlig juridisk person
i denne. Danmark kan herefter beskatte dansk folke- og
invalidepension, som betales til en modtager hjemmehørende i Belgien,
i overensstemmelse med reglerne i kildeskattelovens § 2, stk. 1 b),
jfr. § 43, stk. c, og finansministeriets bekendtgørelse af 28. marts
1969.
37. Vederlag - herunder pensioner - for offentlige hverv (art. 19) se
herom ovenfor under pkt. 32, nr. 4).
38. Vederlag for undervisning eller forskning (art. 20, stk. 1)
se herom ovenfor under pkt. 32, nr. 5).
39. Studerende (art. 20, stk. 2),
lærlinge eller praktikanter, som opholder sig i en af de to stater
udelukkende i studie- eller uddannelsesøjemed, er fritaget for
beskatning af beløb, som de modtager fra kilder uden for denne stat
til deres underhold, studium eller deres uddannelse. Dette gælder dog
kun, hvis de er eller tidligere var hjemmehørende i den anden stat.
Kildeskattelovens § 8, stk. 2, fører under delvis andre betingelser
til yderligere skattefrihed for udenlandske studerende m.v., men kun
for en periode på 365 dage inden for et samlet tidsrum af 2 år.
40. Indkomst, der ikke er udtrykkeligt omtalt (art. 21),
beskattes alene i skatteyderens bopælsstat, såfremt den pågældende
ifølge bopælsstatens lovgivning er skattepligtig der af vedkommende
indkomst. Er denne betingelse ikke opfyldt, er kildestaten ikke
afskåret fra at beskatte sådanne indtægter, såfremt der er hjemmel
hertil i dens interne lovgivning.
FORMUEBESKATNINGEN
(Artikel 22)
41. Formue bestående af fast ejendom, som defineret i art. 6, stk. 2,
kan beskattes i den stat, hvori ejendommen er beliggende.
Formue bestående af aktiver, der udgør en del af erhvervsformuen i et
foretagendes faste driftssted eller i aktiver, der hører til et fast
sted, anvendt til udøvelsen af frit erhverv, kan beskattes i den
stat, i hvilken det faste driftssted eller det faste sted er
beliggende. Skibe og luftfartøjer i international trafik og aktiver,
der ikke består af fast ejendom, og som anvendes i sådan skibs- og
luftfartsvirksomhed, kan dog kun beskattes i den stat, i hvilken
foretagendets virkelige ledelse har sit sæde.
Alle andre arter af formue - herunder en andel i en virksomhed, som
drives af et aktieselskab - tilhørende en person, som er
hjemmehørende i en af de to stater, kan kun beskattes i denne stat
(bopælsstaten).
42. Det bemærkes, at Belgien ikke gennemfører beskatning af formue.
Under hensyn til at den belgiske indkomstbeskatning kan antages at
svare til den danske indkomst- og formuebeskatning, indeholder art.
23, stk. 2, 1. pkt., en speciel regel om, at en eventuel overskydende
belgisk indkomstskat ved den efter den nævnte bestemmelse foretagne
"creditberegning" kan fradrages i dansk formueskat af den del af
formuen, hvorfra de i Belgien skattepligtige indtægter hidrører.
Fradraget i den danske formueskat kan dog højst andrage et til den
overskydende belgiske skat svarende beløb.
METODER TIL OPHÆVELSE AF
DOBBELTBESKATNING
(Artikel 23)
43.a) Når skatteyderen er hjemmehørende her i landet, ophæves
dobbeltbeskatning i nogle tilfælde ved anvendelse af den såkaldte
"creditmetode". Denne går ud på, at man ved skatteansættelsen her i
landet af en her hjemmehørende person kan medregne alle den
pågældendes indtægter, men at et beløb svarende til den belgiske skat
af den indkomst, som Belgien i medfør af overenskomstens bestemmelser
kan beskatte, skal tillades fradraget i den her pålignede skat.
Fradraget kan dog ikke overstige den del af den danske skat, som
forholdsmæssigt falder på den indkomst, som Belgien har
beskatningsretten til. Denne metode svarer nøje til bestemmelsen i
ligningslovens § 33.
Med hensyn til fradrag ("credit") i eventuel dansk formueskat for
"overskydende" belgisk indkomstskat henvises til bemærkningerne foran
under pkt. 42.
b) I andre tilfælde ophæves dobbeltbeskatningen ved anvendelse af den
såkaldte "ny exemptions-metode". Denne går ud på, at der i de danske
skatter, der ligesom ved "creditmetoden" - beregnes af den samlede
indkomst eller formue for en her hjemmehørende person, skal gives et
nedslag svarende til den del af de danske indkomstskatter, som
forholdsmæssigt svarer til de indtægter, som Belgien har
beskatningsretten til, eller - for den danske formueskats vedkommende
- som forholdsmæssigt svarer til de belgiske formuebestanddele, som
indgår i skatteansættelsen her i landet, men hvortil Belgien har den
udelukkende beskatningsret.
Denne metode finder anvendelse i de tilfælde, hvor en indkomst ifølge
aftalen kun kan beskattes i Belgien. Som eksempler herpå kan nævnes
de i art. 18, stk. 2, og art. 19 omhandlede offentlige vederlag og
pensioner.
c) Bestemmelsen i art. 23, stk. 2, 2. pkt. om yderligere fradrag i
dansk skat for "underliggende belgisk selskabsskat" svarer til reglen
i selskabsskattelovens § 17, stk. 4, om datterselskabslempelse og har
derfor for tiden ikke selvstændig betydning.
BESKATNING VED TIL- OG FRAFLYTNING
44. Der er ikke i overenskomsten givet særlige regler til løsning af
de dobbeltbeskatningsproblemer, der kan opstå i forbindelse med
flytning mellem de to stater, og de interne regler om indtræden og
ophør af skattepligt finder derfor anvendelse i disse tilfælde.
SÆRLIGE BESTEMMELSER
45. Art. 24 indeholder regler, hvorefter statsborgere og foretagender
i det ene land ikke i det andet land skal kunne underkastes nogen
beskatning eller dermed forbundne krav, som er anderledes eller mere
byrdefulde end den beskatning og dermed forbundne krav, som det
sidstnævnte lands statsborgere eller foretagender under samme forhold
er eller måtte blive underkastet. I artiklen fastslås det endvidere,
hvad der skal forstås ved udtrykkene "statsborgere" og "beskatning" i
denne artikel.
Det skal særlig bemærkes, at der ved artiklens stk. 4, 2. pkt.,
indrømmes Belgien ret til beskatning af den dobbelte lejeværdi af en
belgisk bolig, der står til rådighed for en her i landet
hjemmehørende person. Da denne skat også pålignes for så vidt angår
lejede boliger, der ikke tilsvarende beskattes her i landet, jfr.
ligningslovens § 14A, vil der herved kunne forekomme en belgisk
beskatning, som ikke giver ret til nedslag i danske skatter. Er der
derimod tale om bolig i egen ejendom (enfamilieshus eller
ejerlejlighed) i Belgien, skal en her i landet hjemmehørende person
ved indkomstopgørelsen i Danmark på sædvanlig måde medregne
lejeværdien heraf, opgjort efter reglerne i ligningslovens § 14A, og
den pågældende vil derefter være berettiget til creditnedslag i de
danske skatter for den belgiske skat i overensstemmelse med
overenskomstens art. 23, stk. 2, 1. pkt., jfr. art. 6.
46. Art. 25 bestemmer, at en skatteyder, hjemmehørende i en af
staterne, der mener sig udsat for dobbeltbeskatning som følge af
foranstaltninger, truffet af den ene eller af begge stater med hensyn
til de af overenskomsten omfattede skatter, kan fremsætte indsigelse
herom til myndighederne i den stat, hvori han er hjemmehørende, inden
for en frist af to år regnet fra tidspunktet for meddelelsen om eller
opkrævningen ved kilden af den seneste skat. Anses indsigelsen for
berettiget, kan de kompetente myndigheder - for Danmarks vedkommende
skattedepartementet - træffe aftale med henblik på undgåelse af
dobbeltbeskatningen.
47. Art. 26 fastsætter en gensidig pligt til udveksling af
oplysninger, som er nødvendige for gennemførelsen af overenskomsten
eller den interne lovgivning i en af de to stater. Herunder falder
også oplysninger, som udveksles til undgåelse af skattesvig m.v.
Oplysningerne skal behandles som hemmelige og må ikke meddeles til
andre personer - bortset fra skatteyderen eller dennes
befuldmægtigede - end dem, som er beskæftiget med påligningen eller
opkrævningen af de skatter, der omfattes af overenskomsten, eller med
klager eller appeller herover - samt til de dømmende myndigheder i
straffesager. Der må ikke udveksles oplysninger, som kan røbe
erhvervsmæssige eller lignende hemmeligheder eller oplysninger, som
ikke vil kunne fremskaffes ifølge de to landes lovgivning eller
normale forvaltningspraksis.
Henvendelse fra danske skattemyndigheder om oplysninger fra Belgien
skal ske gennem skattedepartementet.
48. Art. 27 forpligter de to lande til at yde hinanden hjælp med
hensyn til forkyndelse og inddrivelse af skatter med tillæg,
forhøjelser, renter, omkostninger og bøder uden strafferetlig
karakter.
Det er en betingelse for inddrivelse, at skattekravet er eksigibelt i
henhold til lovgivningen i den stat, der fremsætter anmodning om
bistand. Enhver henvendelse skal ledsages af et bekræftet eksemplar
af eksekutionsgrundlaget med attestation for, at kravet er
eksigibelt. For at et dansk skattekrav kan inddrives i Belgien, skal
fristerne for påklage være udløbet, men der er givet den stat, hvem
kravet tilkommer, en mulighed for at sikre sig sine rettigheder ved
at anmode den anden stat om at foretage de sikringsforanstaltninger
for kravet, som er hjemlet i den anden stats lovgivning. Sager om
inddrivelse af danske skattekrav i Belgien skal indsendes til
skattedepartementet.
Anmodning om bistand til inddrivelse kan kun fremsættes, for så vidt
der ikke her i landet foreligger tilstrækkelige
inddrivelsesmuligheder, og efter aftale med det belgiske
finansministerium vil skattekrav kun blive fremsendt til inddrivelse
i det andet land, såfremt skattebeløbet er 500 kr. (3.000 belgiske
francs) eller derover, heri medregnet renter og
inddrivelsesomkostninger.
49. Medlemmer af diplomatiske missioner og konsulære repræsentationer
(art. 28, stk. 2-4).
Overenskomsten berører ikke de skattemæssige fordele, som i kraft af
folkeretten eller i medfør af særlige overenskomster tilkommer denne
persongruppe. Beskatningsreglerne for fremmede diplomater m.v.
findes i kildeskattelovens § 3, stk. 2 og 3, jfr.
skattedepartementets cirkulære af 27. oktober 1971, pkt. 12.
Opmærksomheden henledes på, at bestemmelserne i overenskomstens art.
19, jfr. foran under pkt. 32, 4), i visse tilfælde kan føre til en
videregående skattefritagelse for personer, der er ansat i den
herværende belgiske ambassade og er aflønnet af den belgiske stat,
end den der er hjemlet ved kildeskatteloven.
50. Internationale organisationer og embedsmænd,
knyttede dertil, omfattes ikke af overenskomsten, jfr. art. 28, stk.
4. Bestemmelsen kan have betydning for så vidt angår Fællesmarkedet
og de til denne organisations hovedsæde i Bruxelles knyttede
embedsmænd.
51. Overenskomstens bestemmelser skal praktiseres ved selve
skatteligningen. For så vidt angår indkomståret 1971 vil der, såfremt
skatteansættelser eller skatteberegninger er foretaget i strid med
overenskomstens bestemmelser, blive tale om genoptagelse af de
pågældende ansættelser eller beregninger. For så vidt begæring om
regulering af skatteansættelser eller skatteberegninger for nævnte
indkomstår i overensstemmelse med overenskomstens bestemmelser
allerede er fremsat eller fremsættes inden udgangen af 1972,
bemyndiges skatterådene herved til at genoptage vedkommende
ansættelser eller beregninger til fornyet behandling uden forud
indhentet bemyndigelse fra statens ligningsdirektorat. De som følge
heraf fornødne ændringer foretages af vedkommende kommunale
ligningsmyndighed i overensstemmelse med reglerne i § 10 i
finansministeriets bekendtgørelse af 23. december 1971 vedrørende
slutligning for 1971. Fremkommer begæring først efter nævnte
tidspunkt, vil bemyndigelse til genoptagelse være at indhente på
sædvanlig måde.
Med hensyn til eventuelle ændringer i den foreløbige skattesvarelse
for indkomståret 1972 vil der være at forholde i overensstemmelse med
reglerne i kildeskattelovens § 53.
52. Tvivlsspørgsmål med hensyn til overenskomstens praktisering vil
være at forelægge for skattedepartementet.
Underskrift 1
Skattedepartementet, den 27. juni 1972. Hans P. Gøtrik. / E. Thielsen.