Gelex

Skrivelse fra energiministeriet om delegation af visse tilsynsbeføjelser i henhold til lov om visse havanlæg

OphævetVersion 1981-12-29fra 1982-02-16 til 2006-07-27
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Vejledning

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/mt/1981/211@1981-12-29/da

Indhold
  1. Indledning
  2. Underskrift 1

Skrivelse fra energiministeriet om delegation af visse tilsynsbeføjelser i henhold til lov om visse havanlæg.

(Til

Energistyrelsen

Landemærket 11

1119 København K.)

Idet man henviser til stedfundne drøftelser, bemyndiger energiministeriet herved i medfør af § 9, stk. 2, i lov nr. 292 af 10. juni 1981 om visse havanlæg energistyrelsen til at varetage det i lovens § 9, stk. 1, omhandlede tilsyn, for så vidt angår de nedenfor nævnte områder:

- tilsynet med faste havanlæg bortset fra disses redningsmidler og udsættelsesarrangementer,

- tilsynet med dansk registrerede flytbare anlægs boreudstyr m.m. og den dermed forbundne drift og med de sikkerheds-, sundheds- og miljømæssige forhold, hvorunder arbejdet udføres, samt med øvrige arbejdsmiljømæssige forhold,

- godkendelse af udenlandsk registrerede havanlæg til anvendelse på dansk område og løbende tilsyn med, at disse opfylder gældende krav, bortset fra krav omfattet af det løbende tilsyn, der føres af statens skibstilsyn.

Ligeledes bemyndiges energistyrelsen til fra den 1. januar 1983 at varetage tilsynet med overholdelsen af de bestemmelser i arbejdsmiljøloven, brandloven og stærkstrømsreglementet af 1962 samt forskrifter fastsat i henhold hertil, som indtil videre skal finde anvendelse i henhold til havanlægslovens § 23, stk. 2.

Konstruktionsgodkendelse af trykbeholdere, jfr. arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 566 af 22. december 1971 om trykbeholdere m.v. på landjorden samt direktoratet for arbejdstilsynets meddelelser nr. 1 af 7. januar 1970 og nr. 2 af 8. februar 1972 overgår dog den 1. juni 1982 fra arbejdstilsynet til energistyrelsen, således at ansøgninger indgivet efter dette tidspunkt behandles af energistyrelsen.

Energistyrelsen bemyndiges desuden til i henhold til havanlægslovens § 12, stk. 1, at meddele påbud om overholdelse af de nævnte bestemmelser og til at meddele de i lovens § 12, stk. 2, omhandlede påbud.

Endvidere bemyndiges energistyrelsen til efter samråd med statens skibstilsyn at meddele de i havanlægslovens § 6, stk. 3, omhandlede godkendelser, samt til at meddele de i § 8, stk. 1 og 2, omhandlede påbud. Det forudsættes herved, at energiministeriet underrettes forinden der måtte blive truffet mere betydende afgørelser efter § 8, stk. 1.

Energiministeriet forudsætter, at det af energistyrelsen udøvede tilsyn samordnes med andre tilsynsmyndigheders arbejde, jfr. havanlægslovens § 10, stk. 1, nr. 1, samt at energistyrelsen årligt afgiver en beretning til energiministeren om tilsynsvirksomheden.

Klager over de af energistyrelsen trufne afgørelser skal indbringes for energiministeren efter dansk forvaltningsrets almindelige regler herom. Det vil i den bekendtgørelse, der udstedes i medfør af lovens § 23, stk. 2, blive foreskrevet, at energiministeren varetager de opgaver, herunder behandlingen af klagesager, der hidtil har påhvilet vedkommende ministre.

Endelig bemyndiges energistyrelsen til at meddele tilladelse i medfør af § 1 i bekendtgørelse nr. 141 af 13. marts 1974 om rørledningsanlæg på dansk kontinentalsokkelområde til transport af kulbrinter, der indtil videre skal finde anvendelse i henhold til havanlægslovens § 23, stk. 2, samt til at føre tilsyn med overholdelsen af de i en tilladelse fastsatte vilkår.

Det tilføjes, at energiministeriet har til hensigt snarest at påbegynde drøftelser om delegation af beføjelser til at fastsætte nærmere regler i medfør af havanlægsloven.

Underskrift 1

Energiministeriet, den 29. december 1981. P. M. V. Ole Bech /Jørgen Nørgaard

Versioner

  1. 1981-12-29 · til 2006-07-27