Ikke selve loven: Vejledning

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/mt/1981/69@1981-05-03/da

Indhold

1. Indledning
2. Kapitel 3 Kloakspildevand
   1. § 9, stk.
3. Underskrift 1

1. Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 179 af 14. april 1981 om modtageordninger for rester og blandinger af olie, kloakspildevand samt affald i danske havne pålægger havnebestyrelserne pligt til at drage omsorg for, at der i havnene etableres ordninger til modtagelse af rester og blandinger af olie, kloakspildevand samt affald, der stammer fra skibe og platforme.

Det kan endvidere pålægges bunkringsvirksomheder, virksomheder, der foretager afskibning eller modtagelse af olie samt skibsreparationsvirksomheder at etablere modtageordninger for olieblandet ballast- og tankskyllevand.

Bekendtgørelsen gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Forpligtelsen til at etablere modtageordninger for rester og blandinger af olie, kloakspildevand samt affald gælder i øvrigt for alle danske havne men sættes i første omgang alene i kraft for de havne, der befinder sig inden for Østersøområdet, således som dette er defineret i bekendtgørelsens § 17.

Dette skyldes, at havnene i Østersøområdet omfattes af bestemmelserne i Østersø-konventionen, der træder i kraft den 3. maj 1981, jfr. pkt.2, mens havnene ved den jyske vestkyst kun omfattes af reglerne i MARPOL-konventionen, der endnu ikke er trådt i kraft, jfr. pkt. 4.

Forpligtelsen til at etablere sådanne modtageordninger er gennemført ved § 26 i lov nr. 130 af 9. april 1980 om beskyttelse af havmiljøet. Forpligtelsen gælder fra tidspunkter, der fastsættes af miljøministeren som nærmere omtalt nedenfor under kapitel 5, pkt. 3.

Med henblik på opfyldelse af Danmarks forpligtelser efter Østersø-konventionen vedtog Folketinget lov nr. 324 af 26. juni 1975 om beskyttelse af havmiljøet i Østersøområdet.

For at gennemføre bestemmelserne i loven om etablering af modtageordninger for rester og blandinger af olie, kloakspildevand samt affald i danske havne i Østersøområdet blev en bekendtgørelse (nr. 379 af 27. juli 1978) og et cirkulære (af 27. juli 1978) om sådanne modtageordninger i danske havne i Østersøområdet udarbejdet under medvirken af en arbejdsgruppe med repræsentanter for miljøministeriet, handelsministeriet og ministeriet for offentlige arbejder samt bl.a. repræsentanter for havneorganisationerne.

Østersøloven, bekendtgørelsen og cirkulæret blev udsendt til havnebestyrelser, kommunalbestyrelser, amtsråd samt hovedstadsrådet.

I cirkulæret blev der gjort opmærksom på, at Østersø-konventionen forventedes at træde i kraft omkring årsskiftet 1978/ 79 eller i begyndelsen af 1979.

Det nævntes ligeledes, at Danmark ville benytte sig af adgangen til at udskyde ikrafttrædelsestidspunktet for bekendtgørelsen om modtageordninger med et år fra konventionens almindelige ikrafttrædelse.

I cirkulæret blev det derfor nævnt, at det ville være påkrævet, at havnebestyrelserne, i det omfang det ikke allerede var sket, snarest muligt foretog de fornødne overvejelser og iværksatte projektering af de nødvendige foranstaltninger med henblik på, at modtageordningerne kunne fungere fra det tidspunkt, hvor Østersøloven og bekendtgørelsen trådte i kraft.

Østersøloven, bekendtgørelsen og cirkulæret blev ikke sat i kraft som ventet, og er nu ophævet i medfør af havmiljøloven.

De i cirkulæret af 27. juli 1978 nævnte bestemmelser om modtageordninger er imidlertid i alt væsentligt de samme som i denne vejledning.

For de øvrige danske havne vil forpligtelsen til at have sådanne modtageordninger blive gældende fra det tidspunkt, der fastsættes af miljøministeren som nærmere omtalt under kapitel 5, pkt. 3. Ikrafttrædelsen vil ske samtidig med, at MARPOL-konventionen træder i kraft. Dette forventes at kunne ske medio 1982.

Det vil derfor være påkrævet, at havnebestyrelserne i havnene på Jyllands vestkyst snarest muligt foretager de fornødne overvejelser og iværksætter projektering af de nødvendige foranstaltninger med henblik på, at modtageordningerne kan fungere fra det tidspunkt, hvor MARPOL-konventionen træder i kraft.

Østersø-konventionen

2. Konventionen om beskyttelse af havmiljøet i Østersøen (Østersø-konventionen) blev den 22. marts 1974 undertegnet med ratifikationsforbehold af repræsentanter for Danmark, Finland, Den tyske demokratiske Republik, Forbundsrepublikken Tyskland, Den polske Folkerepublik, Sverige og Unionen af socialistiske Sovjetrepublikker.

Konventionen har til formål at begrænse forureningen af havet i Østersøområdet både fra land og fra skibe. Forpligtelserne med hensyn til den landbaserede forurening er allerede opfyldt med miljøbeskyttelsesloven. Med henblik på at forebygge forureningen fra skibe indeholder konventionen regler om udtømning fra skibe og platforme af olie, skadelige flydende stoffer, kloakspildevand og affald, som medlemslandenes skibe m.v. skal overholde, mens skibe af anden nationalitet opfordres til at overholde bestemmelserne. Endvidere skal der etableres modtageanlæg i havnene for de nævnte former for affald.

Med lov nr. 130 af 9. april 1980 om beskyttelse af havmiljøet har Danmark gennemført Østersø-konventionens bestemmelser om forebyggelse af den skibsbaserede forurening af havet i Østersøområdet for så vidt angår danske skibe eller platforme, der befinder sig inden for Østersøområdet og for så vidt angår fremmede fartøjer på dansk søterritorium (for platforme dansk kontinentalsokkelområde) inden for Østersøområdet. Loven omfatter ikke orlogsskibe og andre skibe, der ejes eller benyttes af en stat, så længe skibet udelukkende benyttes i ikke-kommerciel statstjeneste. Disse skibe og platforme skal dog også kunne benytte modtageordningen i det omfang, de har behov for det.

Bestemmelserne om udtømning af olie, kloakspildevand og affald omtales kort nedenfor som baggrund for de pågældende modtageordninger.

3. Østersø-konventionen er nu ratificeret af samtlige Østersølande, og konventionen er trådt i kraft den 3. maj 1980.

For så vidt angår bestemmelserne i konventionen om etablering af modtageanlæg for olie, kloakspildevand samt affald i havne i Østersøområdet har Danmark benyttet sig af muligheden til at udsætte ikrafttrædelsen heraf med et år, det vil sige til ikrafttrædelse den 3. maj 1981.

Fra denne dato skal der således være etableret modtageordninger for rester og blandinger af olie, kloakspildevand samt affald i danske havne i Østersøområdet.

Østersø-konventionens regler om skadelige flydende stoffer i bulk træder i kraft 1. juli 1984. I forbindelse med ikrafttrædelsen af bestemmelserne om skadelige flydende stoffer træffer miljøministeren nærmere bestemmelser om oprettelse og indretning af modtageanlæg for rester og blandinger af skadelige flydende stoffer i havnene. Der vil blive udfærdiget en særlig bekendtgørelse herom.

MARPOL-konventionen

4. MARPOL-konventionen (international konvention om forebyggelse af forurening fra skibe, 1973 og 1978-protokollen til denne konvention) regulerer alle former for ikke-landbaseret forurening, bortset fra dumpning og udledning af skadelige stoffer, der er en direkte følge af udnyttelse af undersøiske mineralforekomster. Konventionen omfatter således regler til forebyggelse af forurening af havet fra skibe med enhver form for olie, skadelige flydende stoffer, der transporteres i bulk, skadelige stoffer i emballeret form, kloakspildevand og affald.

Blandt MARPOL-konventionens forholdsregler findes ligeledes regler om etablering af modtageanlæg i havne.

Der er en nær sammenhæng mellem Østersø-konventionen og MARPOL-konventionen. Østersøområdet udgør i MARPOL-konventionen et særligt havområde både med hensyn til olie og affald. Såvel i disse tilfælde, som hvad angår kloakspildevand, følger Østersø-konventionen MARPOL-konventionen.

MARPOL-konventionen træder i kraft 12 måneder efter den dato, hvor mindst 15 stater, som repræsenterer mindst 50 pct. af verdensbruttotonnagen, har ratificeret eller tiltrådt. Dette forventes at kunne ske medio 1982.

Bekendtgørelsens tilblivelse og udformning

5. Bekendtgørelsen er som nævnt i pkt. 1 udarbejdet på baggrund af den ikke ikraftsatte og nu ophævede bekendtgørelse om modtageordninger for rester og blandinger af olie, kloakspildevand samt affald i danske havne i Østersøområdet. Den nu udstedte bekendtgørelse har blandt andet været til høring i ministeriet for offentlige arbejder, industriministeriet, forsvarsministeriet og de kommunale organisationer samt havneorganisationerne og rederiorganisationerne. Ligeledes har denne vejledning været til høring hos disse myndigheder og organisationer.

6. Bekendtgørelsen pålægger havnebestyrelserne pligten til at sørge for, at der etableres modtageordninger for rester og blandinger af olie, kloakspildevand samt affald. Bekendtgørelsens kapitel 2, 3 og 4 angiver for hver af modtageordningerne, hvad det er, der skal kunne modtages, i hvilke kategorier eller grupper af havne modtageordningerne skal etableres, samt efter hvilke regler det modtagne skal bortskaffes. Derimod overlades selve den måde, hvorpå pligten opfyldes i den enkelte havn, principielt til lokal afgørelse og beskrives ikke nærmere i bekendtgørelsen. Ved således kun at angive de principielle rammer i bekendtgørelsen og ikke at foreskrive bestemte løsninger har man tilsigtet at stille den enkelte havnebestyrelse så frit som muligt med hensyn til at vælge den fremgangsmåde, som den efter de særlige forhold i havnen finder mest praktisk og økonomisk rimelig for havnen og dens brugere set ud fra en helhedsbetragtning.

7. Bekendtgørelsen indeholder ikke bestemmelser om finansiering af udgifterne til etablering og drift af modtageanlæggene eller om betaling for benyttelsen af dem.

Det har ved udformningen af loven om beskyttelse af havmiljøet været et afgørende hensyn, at benyttelse af modtageanlæggene ikke bliver så byrdefuld for skibsfarten, at det fører til, at modtageanlæggene ikke benyttes. En ordning, hvor der f.eks. afkrævedes afgifter i forhold til benyttelsen af en modtageordning, ville således være mindre hensigtsmæssig. Det er derfor forudsat, at udgifterne til anlæg og drift af modtageordningerne finansieres over skibs- og vareafgifterne i henhold til § 11 i lov om trafikhavne.

For orlogsskibe og andre ikke-kommercielle statsskibe, som ikke er omfattet af loven, og som ikke normalt betaler skibs- og vareafgifter, må der i det enkelte tilfælde træffes aftale om, hvilke afgifter der må betales for at benytte modtageordningerne.

8. Der er dog i loven om beskyttelse af havmiljøet og i bekendtgørelsens § 5 åbnet mulighed for, at det kan påbydes visse virksomheder selv at etablere modtageanlæg for olieblandet ballastvand og tankskyllevand, jfr. kapitel 2, pkt. 5. Baggrunden er, at det i visse tilfælde må forekomme urimeligt, at udgifterne til etablering og drift af et modtageanlæg, der hovedsagelig betjener en enkelt virksomhed i havnen, overvæltes på havnens almindelige brugere. I sådanne tilfælde vil en enkelt virksomhed derfor kunne pålægges at etablere og drive sådanne modtageanlæg. Ministeriet for offentlige arbejder har oplyst, at det kun er en yderst begrænset kreds af virksomheder, som denne undtagelsesbestemmelse vil kunne finde anvendelse på, og at bestemmelsen svarer til en i vid udstrækning allerede etableret praksis.

Det kan oplyses, at der ved lov nr. 606 af 23. december 1980 om miljøstøtte i henhold til § 1, stk. 2, jfr. kapitel 3 er åbnet mulighed for at yde støtte til investeringer vedrørende forureningsbegrænsende projekter, der er økonomisk tyngende for den enkelte virksomhed, og som særlige forhold herudover taler for at støtte. Som eksempel herpå er i bemærkningerne til lovforslaget netop nævnt udgifter til de modtageanlæg, som visse enkeltvirksomheder i medfør af § 26 i lov om beskyttelse af havmiljøet vil kunne pålægges at etablere. Om de nærmere betingelser for at kunne opnå støtte henvises til miljøstøtteloven, bekendtgørelse nr. 607 af 23. december 1980 om miljøstøtte samt ansøgningsskemaer med tilhørende vejledninger, som udleveres via kommunalbestyrelserne. Yderligere oplysninger kan også fås hos miljøstøttekontoret i miljøstyrelsen.

Bekendtgørelsens kapitel 1

Almindelige bestemmelser

9. Forpligtelsen til at sørge for modtageordninger er ved § 1, stk. 1, pålagt de enkelte havnebestyrelser. Dette vil imidlertid ikke være til hinder for, at modtageordninger etableres helt eller delvis i fællesskab mellem flere havnebestyrelser. Sådanne fælles løsninger vil efter de stedlige forhold meget vel kunne vise sig at være både det mest økonomiske og i øvrigt mest hensigtsmæssige, f.eks. hvor et større sammenhængende havneområde måtte rumme flere formelt selvstændige havne, eller hvor 2 eller flere havne i øvrigt ligger nær ved hinanden. De enkelte havnebestyrelser vil i sådanne tilfælde selvsagt fortsat have ansvaret for modtageordningens funktion i deres egne havne.

Spørgsmålet om muligheden for og hensigtsmæssigheden af sådanne eventuelle helt eller delvis fælles løsninger bør under hensyn til de stedlige forhold indgå i havnebestyrelsens overvejelser om etablering af modtageanlæg.

I overensstemmelse med ministeriet for offentlige arbejders opfattelse omfatter begrebet havnebestyrelse såvel de tilfælde, hvor en havn styres af en kommunalbestyrelse, et havneråd eller en aktieselskabsbestyrelse, som det tilfælde, hvor havnen styres af en enkeltperson som ejer af denne.

10. Med hensyn til den krævede modtagekapacitet bestemmer bekendtgørelsens § 1, stk. 2, at modtageordningerne skal have tilstrækkelig kapacitet til at opfylde behovet for aflevering, uden at skibene forsinkes unødigt, idet behovet for aflevering må bedømmes for den enkelte havn under hensyn til det normale anløb af havnen. På baggrund af drøftelserne med havnenes og skibsfartens repræsentanter i den forannævnte arbejdsgruppe må det ved dimensioneringen af modtageordningerne og bedømmelsen af deres funktion lægges til grund, at benyttelse af modtageordningerne ikke bør medføre forsinkelse for de pågældende skibe, men at det på den anden side vil være uøkonomisk, om modtageordningerne dimensioneres til at kunne klare enhver spidsbelastningssituation. Det er således ikke enhver forsinkelse som følge af benyttelsen af en modtageordning, der kan betegnes som unødig, men modtageordningerne må være tilrettelagt sådan, at der normalt ikke opstår forsinkelse.

Ved vurderingen af den nødvendige modtagekapacitet i havne i Østersøområdet må der tages hensyn ikke blot til behovet for aflevering hos skibe hjemmehørende i de 7 Østersøstater, som umiddelbart omfattes af Østersø-konventionens og havmiljølovens regler, men også til behovet for aflevering hos skibe hjemmehørende i andre stater. Der må således tages hensyn til hele det normale anløb af havnen.

Det bemærkes i denne forbindelse, at Østersø-konventionen, MARPOL-konventionen og havmiljøloven ikke direkte forpligter skibene til at anvende modtageordningerne ved anløb af havn, men kun forpligter dem direkte til at overholde bestemmelserne om udtømning. I det omfang skibene ikke kan opfylde udtømningsbetingelserne eller på anden måde lovligt kan bortskaffe rester m.v. af olie, kloakspildevand og affald, må dette imidlertid opbevares om bord og afleveres til havnenes modtageordninger.

1. I overensstemmelse med havmiljølovens § 8, stk. 1, definerer bekendtgørelsens § 2, stk. 1, olie som enhver form for mineralolie og blandinger heraf, herunder råolie, naturgaskondensat, olieslam og olieaffald, samt brændselsolie og alle andre raffinerede produkter, bortset fra petrokemikalier, der er klassificerede i henhold til § 17 i havmiljøloven. Østersø-konventionen og MARPOL-konventionen opregner i øvrigt i enslydende lister, der ikke er udtømmende, en række eksempler på mineralolier, der er omfattet af konventionernes udtømningsregler. Listen er gengivet som bilag til vejledningen.

Udtrykket mineralolie og blandinger heraf må i overensstemmelse med konventionerne forstås som omfattende enhver blanding, der indeholder olie.

Efter havmiljøloven er enhver udtømning af olie eller olieholdige blandinger på dansk søterritorium forbudt. Fra den 3. maj 1981 vil det endvidere som hovedregel være forbudt at udtømme olie eller olieholdige blandinger i havet fra skibe i Østersøområdet. Efter MARPOL-konventionens ikrafttræden vil reglerne om udtømning af olie i havmiljøloven blive sat i kraft globalt. Disse regler medfører en væsentlig reduktion af de mængder olie, der må udtømmes i havet.

2. Til belysning af behovet for etablering af modtageordninger i havnene gennemførte miljøstyrelsen i perioden januar-juni 1976 en spørgeskema-undersøgelse omfattende 89 danske trafikhavne i Østersøområdet, hvor de anløbende skibe blev bedt om at oplyse deres behov for at aflevere olie og olieholdige blandinger. De af de enkelte skibe udfyldte spørgeskemaer blev registreret, og materialet blev undergivet EDB-behandling. Spørgeskemaerne og EDB-udskrifterne vedrørende de enkelte havne blev i efteråret 1976 tilbagesendt til havnene med henblik på at indgå i havnebestyrelsernes overvejelser om etablering af modtageordninger for olie i havnene. Materialet blev opstillet således, at det viste det samlede registrerede afleveringsbehov måned for måned samt den største enkeltaflevering i hver måned for olieslam, ballastvand samt rester af olie og olieholdige blandinger fra maskinrummenes rendestene.

Ved overvejelserne om dimensionering af modtageordninger og behandlingsanlæg for ballast- og tankskyllevand bør ikke blot det nuværende afleveringsbehov, jfr. kapitel 1, pkt. 10, tages i betragtning, men også den udvikling i afleveringsbehovet som må forventes under hensyn til det i fremtiden normale anløb af havnen.

3. Bekendtgørelsens § 3 bestemmer, at der i alle havne skal etableres modtageordning for olieholdige blandinger fra maskinrummenes rendestene, olieslam, brugt smøreolie og lignende olierester, idet behov for aflevering heraf i varierende omfang vil opstå i alle havne, der anløbes af fartøjer, som anvender olie som brændstof. Sådanne modtageordninger skal etableres ikke alene i trafikhavne, hvad enten de er statslige, kommunale eller private, men også i fiskerihavne, lystbådehavne og orlogshavne.

Med hensyn til rene færgehavne vil det kunne være tilstrækkeligt at etablere modtageanlæg i den ene af en færgerutes havne, hvis færgerne på ruten med en sådan løsning til stadighed kan overholde udtømningsreglerne, og færgerne således ikke har noget behov for aflevering ved anløb af den anden eller de andre havne på ruten.

Afhængig af skibenes størrelse og udstyr og den mængde, der ønskes afleveret, kan afleveringen tænkes at ske på forskellig måde, f.eks. i tromler eller andre beholdere eller således, at olieaffaldet pumpes fra borde gennem rørforbindelser til oplagringstanke eller til mobilt materiel, f.eks. pramme eller tankvogne, herunder eventuelt slamsugere. Om forbindelsen mellem modtageordning og fartøj og om bortskaffelse af det modtagne, se nedenfor pkt. 6 og 9.

4. I visse havne vil der derudover være behov for modtageordninger for olieholdigt ballastvand og olieholdigt tankskyllevand fra henholdsvis olietankskibe, herunder de såkaldte combination carriers, når disses lasttanke ikke er renset for rester af olie siden sidste sejlads med olielast, og fra ikke-olietankskibe, der kan anvende ballastvand i brændstoftanke. Afleveringsbehovet opstår, når olietankskibe ankommer i ballast til olieudskibningshavne eller går til værft for reparation eller tankrensning, samt når andre skibe ankommer med vandballast i brændstoftanke for at bunkre olie som brændstof eller eventuelt indtage last, eller de går til værft.

Bekendtgørelsens § 4, stk. 1, bestemmer derfor i litra a)-e), at ordninger til modtagelse af olieholdigt ballast- og tankskyllevand skal etableres i de havne, der anløbes af de ovenfor nævnte skibe.

Modtageordningerne for ballast- og tankskyllevand kan efter havnens behov etableres med faste rørforbindelser til oplagringstanke eller baseres på mobile ordninger med pramme, lægtere, mindre olietankskibe eller eventuelt tankvogne. I havne, hvorfra der som noget normalt udskibes olie f.eks. raffinaderihavne og havne med større olieoplag, bør tankskibene kunne betjenes med rørledningsforbindelser på alle kajer, hvor olie lastes. I havne, hvorfra der kun forholdsvis sjældent udskibes olie, i reparationshavne, hvor olietankskibe eller andre skibe kun sjældent har behov for at aflevere større mængder af ballast- eller tankskyllevand, i bunkringshavne, hvor bunkringen ikke foregår ved faste anlæg, samt i havne, hvor skibe som fører vandballast i olietanke indtager last, vil det kunne være mest økonomisk og hensigtsmæssigt at basere sig på mobile ordninger. Navnlig i sådanne tilfælde bør det indgå i overvejelserne, hvorvidt det vil være hensigtsmæssigt at etablere modtageordningen i helt eller delvis fællesskab med andre havne, jfr. kapitel 1, pkt. 9.

Bestemmelsen i § 4, stk. 2, om, at havnen kan kræve et forudgående varsel på 24 timer inden skibets ankomst til havnen, må blandt andet ses i forbindelse med sådanne fælles modtageordninger. Der sigtes således i første række på havne, hvor der kun sjældent er behov for modtagelse af større mængder olieholdigt ballast- og tankskyllevand. Såfremt havnebestyrelsen indfører en sådan fristbestemmelse, må der tages passende skridt til, at de anløbende skibe på forhånd er bekendt dermed. Blandt andet bør de stedlige havnebrugere og rederier, agenturer og mæglere være underrettet. Fristbestemmelsen bør kun anvendes, når den fornødne modtagekapacitet, f.eks. i spidsbelastningssituationer, ikke kan tilvejebringes på kortere tid.

Om forbindelsen mellem modtageordninger og skibe samt om eventuel behandling og om bortskaffelse af det modtagne, se nedenfor pkt. 6 og 7 samt 9 og 10.

5. Miljøstyrelsen kan påbyde visse virksomheder at etablere ordninger for modtagelse af olieblandet ballast- og tankskyllevand.

Bekendtgørelsens § 5, stk. 1, bestemmer i litra a)-c), at miljøstyrelsen kan påbyde bunkringsvirksomheder, virksomheder, der foretager afskibning eller modtagelse af olie samt skibsreparationsvirksomheder at etablere sådanne modtageordninger eller behandlingsanlæg, se nedenfor pkt. 8 og 9.

Modtageordningerne for ballast- og tankskyllevand kan efter virksomhedens behov etableres med faste rørforbindelser til oplagringstanke eller baseres på mobile ordninger med pramme, lægtere, mindre olietankskibe eller eventuelt tankvogne. For virksomheder, hvorfra der udskibes olie, bør tankskibene betjenes med rørledningsforbindelser på alle kajer, hvor olie lastes. For skibsreparationsvirksomheder, hvor olietankskibe eller andre skibe kun sjældent har behov for at aflevere større mængder af ballast- eller tankskyllevand samt for bunkringsvirksomheder, hvor bunkringen ikke foregår ved faste anlæg, vil det næppe være økonomisk, at såvel havnen som den pågældende virksomhed etablerer separate modtageordninger. Det må derfor anses for hensigtsmæssigt, at der i sådanne tilfælde kan pålægges etableret et samarbejde om oprettelse og drift af en fælles modtageordning.

Miljøstyrelsen anmodede derfor havnebestyrelserne om senest den 1. januar 1981 at indberette til miljøstyrelsen, hvilke virksomheder inden for havnens område der kunne omfattes af disse kategorier.

Det kan oplyses, at miljøstyrelsen på baggrund af oplysninger fra ministeriet for offentlige arbejder samt af de indhentede oplysninger fra havnene kun i yderst begrænset omfang agter at anvende denne bemyndigelse til at pålægge bestemte virksomheder at etablere særskilte modtageordninger eller behandlingsanlæg.

6. Efter bekendtgørelsens § 6 skal modtageordningerne omfatte koblingsled, der muliggør tilslutning til skibenes udtømningsledninger. Det påhviler således principielt havnen at have de nødvendige slanger, koblingsled m.v. til at nå op til skibets tilslutningsflanger til rådighed. For så vidt angår olietankskibe i olieudskibningshavne vil man kunne basere sig på de sædvanlige laste/ losse-systemer. Med hensyn til modtagelse af olieholdige blandinger fra maskinrummenes rendestene er det specielt bestemt, at modtageordningerne i alle havne skal omfatte koblingsled med flanger som angivet i bekendtgørelsens bilag 1. Det kan forventes, at de anløbende skibe efterhånden vil være udstyret med tilsvarende flanger som IMCO-standard. Østersølandenes skibe kan forventes at være udstyret med sådanne flanger, og bestemmelser om sådanne flanger på danske skibe vil blive fastlagt i medfør af lov nr. 98 af 12. marts 1980 om skibes sikkerhed m.v. Reglen vil dog ikke gælde lystfartøjer.

I tilslutning hertil bemærkes, at modtageordningerne i trafikhavne normalt kan baseres på, at vedkommende skib leverer den fornødne pumpekapacitet. Rør- og slangeforbindelser mellem skib og modtageanlæg må, navnlig i olieudskibningshavne og i øvrigt i muligt omfang, være tilpasset den største pumpekapacitet i de skibe, som anløber havnen. Med hensyn til mindre fartøjer, som ikke er i besiddelse af nødvendig pumpekapacitet, må havnen tilvejebringe pumpekapacitet.

For så vidt angår lystbådehavne vil det normalt være tilstrækkeligt at opstille containere eller tromler til modtagelse af olieholdige blandinger. Kravet om koblingsled gælder derfor ikke for lystbådehavne, jfr. § 6, stk. 2.

Det bemærkes endvidere, at bekendtgørelsen ikke indeholder særlige bestemmelser om et eventuelt strafferetligt eller civilretligt ansvar for uheld under afleverings- eller modtageforretningen. Man har ment at burde holde sig til de i forvejen gældende retsregler på disse områder.

7. Der er kun forudsat etablering af egentlige behandlingsanlæg i havnene for så vidt angår ballast- og tankskyllevand, hvor det egentlige olieindhold kun vil udgøre en ringe del af den samlede afleverede mængde. Bekendtgørelsens § 4, stk. 3, fastslår som udgangspunkt, at der i de havne, som skal kunne modtage ballast- og tankskyllevand, også skal etableres behandlingsanlæg, der kan adskille det modtagne i en vandfase og en oliefase. En sådan adskillelse vil være nødvendig for at opnå en forsvarlig og økonomisk hensigtsmæssig bortskaffelse af det modtagne, jfr. nedenfor pkt. 8 og 9. Det må imidlertid på forhånd erkendes, at etablering og drift af nødvendige behandlingsanlæg vil kunne være ret kostbar, da der skal foretages en tilstrækkelig rensning af vandfasen for forurening med navnlig lettere oliebestanddele, inden vandfasen vil kunne udledes til recipienten.

Det er derfor forudset, at havnebestyrelsernes overvejelser af forholdene i den enkelte havn medfører, at der ikke bør etableres sådanne behandlingsanlæg i en række havne, men at man bør benytte adgangen til at gennemføre en ordning, hvorefter det modtagne olieholdige ballast- og tankskyllevand opsamles og transporteres til behandling andetsteds. Også på dette område vil det formentlig kunne være aktuelt at søge at etablere fælles ordninger i samarbejde med andre havne, jfr. kapitel 1, pkt. 9. Opmærksomheden henledes her navnlig på eventuelle muligheder for samarbejde med olieraffinaderiernes havne, hvor der i forvejen er etableret modtage- og behandlingsanlæg, og hvor olieindholdet af ballast- og tankskyllevandet vil kunne udnyttes i produktionen. Der skal endvidere peges på muligheden for, at det modtagne ballast- og tankskyllevand midlertidigt oplagres i havnen og genbruges som ballast i olietankskibe, som har losset olie og skal forlade havnen i ballast. Denne fremgangsmåde er et af de midler, som IMCO peger på til at formindske behovet for modtageanlæg i havnene. Der må imidlertid tages fornødent hensyn til de sikkerhedsmæssige forhold for såvel det modtagende skib som den eventuelle endelige modtager af ballastvandet. Den, der afleverer ballastvandet, må derfor give skriftlig oplysning om ballastvandets indhold.

8. For de i § 5, stk. 1, nævnte virksomheder kan der være behov for etablering af egentlige behandlingsanlæg til adskillelse af det modtagne olieblandede ballast- eller tankskyllevand, hvis en modtageordnings kapacitet viser sig utilstrækkelig. Bekendtgørelsens § 5, stk. 2, fastslår, at et sådant behandlingsanlæg skal kunne adskille det modtagne ballast- eller tankskyllevand i en vandfase og en oliefase. En sådan adskillelse vil være nødvendig for at opnå en forsvarlig bortskaffelse af det modtagne, jfr. nedenfor i pkt. 9.

9. Bekendtgørelsens § 7 pålægger havnebestyrelsen og de i § 5 nævnte virksomheder at drage omsorg for, at det modtagne eller ved behandling, jfr. pkt. 7 og 8, fremkomne olieaffald bortskaffes. Med hensyn hertil er havnen stillet principielt som enhver anden virksomhed, hvor der fremkommer olieaffald. Udtrykket olieaffald omfatter alt det gennem modtageordningen indkomne, ikke blot de i bekendtgørelsens § 3 omhandlede olieholdige blandinger fra maskinrummenes rendestene, olieslam, brugt smøreolie og lignende olierester, som normalt vil være egnet til direkte bortskaffelse, men også det modtagne olieholdige ballast- og tankskyllevand, som det normalt vil være praktisk nødvendigt at adskille i en oliefase og en vandfase, inden disse hver for sig endeligt bortskaffes som henholdsvis olieaffald og spildevand.

Med hensyn til olieaffaldet gælder reglerne i lov nr. 178 af 24. maj 1972 om bortskaffelse m.v. af olie- og kemikalieaffald, jfr. miljøministeriets bekendtgørelse nr. 410 af 27. juli 1977 om olieaffald m.v. og cirkulæret af 1. september 1977 om olieaffald.

I korthed går disse regler ud på, at kommunalbestyrelsen fører tilsyn med, at olieaffald bortskaffes på forsvarlig måde. Der er i alle kommuner pligt til at anmelde olieaffald over for kommunalbestyrelsen samt pligt til at aflevere olieaffaldet, normalt til den modtagestation, kommunen er tilsluttet, og hvorfra olieaffaldet normalt transporteres til Kommune-Kemi A/ S til behandling. Kommunalbestyrelsen meddeler fritagelse for afleveringspligten, hvis det godtgøres, at olieaffaldet bortskaffes på anden forsvarlig måde, jfr. f.eks. foran pkt. 7 om aflevering til raffinaderi eller genanvendelse af modtaget olieholdigt ballastvand som ballast.

Modtageanlæg for olie og de i pkt. 7 og 8 nævnte behandlingsanlæg skal efter miljøbeskyttelseslovens kapitel 5 godkendes af amtsrådet.

10. Miljøbeskyttelseslovens § 17 bestemmer, at stoffer, der kan forurene vandet, ikke må tilføres vandløb, søer eller havet eller oplægges så nær herved, at der kan være fare for, at de skylles ud deri. Der kan dog efter § 18 meddeles tilladelse til, at spildevand tilføres vandløb, søer eller havet. Den vandfase bestående af salt havvand med et vist olieindhold, der fremkommer ved behandlingen af det modtagne ballast- og tankskyllevand, jfr. ovenfor pkt. 7 og 8, kan således ikke umiddelbart udledes. Hertil kræves tilladelse efter reglerne om andet spildevand end husspildevand i miljøministeriets bekendtgørelse nr. 174 af 29. marts 1974 om behandling af sager om tilførsel af spildevand til vandløb, søer eller havet m.v., jfr. også miljøministeriets cirkulære af 17. april 1974 om spildevand.

Havnebestyrelsen må rette henvendelse til kommunalbestyrelsen med henblik på at afklare, om udledning af spildevandet mest hensigtsmæssigt kan ske ved tilslutning til et offentligt spildevandsanlæg eller ved særskilt udledning. Afgørelse om udledningstilladelsen træffes efter spildevandsbekendtgørelsens § 21 af kommunalbestyrelsen, hvis tilslutning til et offentligt spildevandsanlæg kan ske inden for anlæggets kapacitet. Eventuelt må amtsrådet (hovedstadsrådet) forinden træffe afgørelse om forøgelse af kapaciteten. Afgørelse om tilladelse til særskilt udledning træffes af amtsrådet (hovedstadsrådet) efter reglerne i spildevandsbekendtgørelsens §§ 29-31. Tilladelsen og vilkårene herfor optages normalt i godkendelse af etableringen af modtageordningen efter miljøbeskyttelseslovens kapitel 5, jfr. ovenfor pkt. 9.

Ved kommende revisioner af de kommunale spildevandsplaner, jfr. miljøbeskyttelseslovens § 21, bør der tages hensyn til afledningen af det her omhandlede spildevand, hvad enten afledningen sker ved tilslutning til et offentligt spildevandsanlæg eller ved særskilt udledning.

Udledning af det her omhandlede spildevand bør ikke ske gennem spildevandsanlæg med biologisk rensning, da der er tale om saltvand i større mængder og med et vist lavt olieindhold.

Hvilke krav, der i det enkelte tilfælde skal stilles til rensningsgraden af dette spildevand, må afgøres efter de lokale forhold, navnlig under hensyn til kvaliteten af den recipient, hvortil udledningen sker. Visse vejledende normer er opstillet i miljøstyrelsens vejledning nr. 6/ 1974 »Spildevand«.

1. Bekendtgørelsens § 8 definerer kloakspildevand i overensstemmelse med Østersø-konventionen og MARPOL-konventionens definition, og udtømningsforbudet i havmiljølovens § 22 omfatter således også afløbsstoffer fra steder, hvor der findes levende dyr, og er derved bredere end udtrykket »husspildevand«, som det bruges i bekendtgørelse nr. 174 af 29. marts 1974 om behandling af sager om tilførsel af spildevand til vandløb, søer eller havet m.v.

2. De udtømningsregler, som havmiljølovens § 22 på baggrund af konventionerne gennemfører på dansk område, går i korthed ud på, at kloakspildevand kan udtømmes i havet, hvis udtømningen sker igennem et godkendt anlæg og ikke frembringer synlige spor i havet. Hvis udtømningen sker gennem et godkendt anlæg, som alene desinficerer og findeler kloakspildevandet, men dette frembringer synlige spor i havet, skal udtømningen ske i en afstand af mindst 4 sømil fra nærmeste kyst. Anvendes der ikke noget anlæg, kan udtømning i havet dog ske, men da i en afstand af mindst 12 sømil fra nærmeste kyst og under visse yderligere betingelser. Afstandene på henholdsvis mindst 4 og mindst 12 sømil regnes fra den basislinie, hvorfra det ydre territorialfarvand er fastlagt.

Udtømningsreglerne gælder for skibe, der er på 200 bruttoregistertons og derover eller skibe, som er godkendt til befordring af over 10 personer. Der er imidlertid i både Østersø- og MARPOL-konventionen gennemført overgangsbestemmelser, således at udtømningsreglerne i de første 10 år efter konventionernes ikrafttrædelse kun gælder for:

- Nye skibe, der er på 200 bruttoregistertons eller derover, eller, som er godkendt til befordring af over 10 personer. »Nye skibe« er dog defineret på en sådan måde, at bestemmelsen først vil få fuld virkning i løbet af en periode på op til tre år.

- Eksisterende skibe, som er godkendt til befordring af over 400 personer. Miljøministeren kan meddele dispensation til disse skibe, såfremt det findes godtgjort, at det pågældende skib skal undergå væsentlige konstruktionsmæssige ændringer for at kunne overholde udtømningsreglerne.

3. Bekendtgørelsens § 9, stk. 1, bestemmer, at modtageordninger for kloakspildevand skal etableres i alle havne.

Behovet for modtageanlæg må på grund af udtømningsreglernes udformning antages i første række at knytte sig til de større passagerskibe på ruter, der slet ikke eller kun på en kortere strækning fører dem uden for de under pkt. 2 nævnte afstande på 12 eller 4 sømil fra nærmeste kyst (basislinie). For færgeruter, hvor samtlige de indsatte fartøjer lovligt kan foretage udtømning i overensstemmelse med udtømningsreglerne eller eventuelt har opnået dispensation, vil det, så længe denne betingelse er opfyldt, ikke være nødvendigt at have modtageordning for kloakspildevand, da der under hensyn til færgernes normale anløb i disse tilfælde ikke vil være noget behov for aflevering deraf, jfr. bekendtgørelsens § 1, stk. 2.

Modtageordningerne for kloakspildevand kan etableres eksempelvis som fastanlagte rørforbindelser til det kommunale kloaksystem eller til en oplagringstank - eller de kan baseres på mobilt materiel i form af pramme, tankvogne eller slamsugere. Valget mellem disse fremgangsmåder eller en kombination deraf må træffes efter en overvejelse af afleveringsbehovet og forholdene i den enkelte havn. En løsning med fast anlagte kloakker kan være hensigtsmæssig i færgelejer eller ved kajer, der regelmæssigt eller hyppigt besøges af fartøjer, som normalt har behov for at aflevere større mængder kloakspildevand inden for et bestemt kort tidsrum. I øvrigt vil det formentlig være mest hensigtsmæssigt at betjene fartøjerne med mobilt materiel.

Kapitel 3 Kloakspildevand

§ 9, stk.

Stk. 1. 2, foreskriver anvendelse af koblingsled med flanger som angivet i bekendtgørelsens bilag 2. Efter de to konventioner skal skibene være udstyret med tilsvarende flanger. Bestemmelser om sådanne flanger på danske skibe vil blive fastsat i medfør af lov om skibes sikkerhed m.v. For så vidt angår lystbådehavne vil det normalt være tilstrækkeligt at opstille containere til manuel tømning af kemiske toiletter. Kravet om koblingsled gælder derfor ikke for lystbådehavne, jfr. § 9, stk. 3.

4. I henhold til bekendtgørelsens § 10 skal havnebestyrelsen drage omsorg for, at det fremkomne kloakspildevand bortskaffes efter reglerne i spildevandsbekendtgørelsen, nr. 174 af 29. marts 1974, jfr. cirkulæret af 17. april 1974 om spildevand. Dette gælder den del, der kan udledes som husspildevand. For så vidt en væsentlig del af det fra et skib afleverede kloakspildevand stammer fra husdyr, må kloakspildevandet - f.eks. fra et kreaturtransportskib ikke udledes, men behandles særskilt som ajle/ gødning. Der henvises herom til kapitel 4.2. og 4.3. samt kapitel 5 i bekendtgørelse nr. 170 af 29. marts 1974 af reglement om miljøbeskyttelse.

Udledning af husspildevand kræver tilladelse. Havnebestyrelsen må rette henvendelse til kommunalbestyrelsen med henblik på at afklare, om udledningen mest hensigtsmæssigt kan ske ved tilslutning til et eksisterende - normalt et offentligt - spildevandsanlæg eller ved anlæg af et nyt offentligt eller privat spildevandsanlæg for husspildevand. Afgørelse om tilslutning til et eksisterende offentligt spildevandsanlæg træffes af kommunalbestyrelsen, jfr. ovenfor kap. 2, pkt. 11. Skal udledning ske ved etablering af et nyt offentligt eller privat spildevandsanlæg til husspildevand, træffes afgørelsen af amtsrådet (hovedstadsrådet) eller, hvis anlægget er i overensstemmelse med den kommunale spildevandsplan, af kommunalbestyrelsen.

Også det her omhandlede spildevand bør tages i betragtning ved kommende revisioner af de kommunale spildevandsplaner.

Navnlig ved tilslutning til eksisterende anlæg for husspildevand må de tekniske spørgsmål og deres løsning overvejes ud fra de konkrete stedlige forhold, herunder spildevandsanlæggets kapacitet, den samlede mængde kloakspildevand fra havnens modtageanlæg og eventuelt størrelsen af og tidspunkterne for de enkelte afleveringer, rensningsanlæggets art og den måde, hvorpå tilledningen til rensningsanlægget kan ske.

Særligt med hensyn til saltholdigheden af kloakspildevandet fra havnens modtageordning bemærkes, at tilledningen til biologisk rensningsanlæg bør ske således, at der finder en jævn opblanding sted med det øvrige spildevand - f.eks. ved hjælp af en beholder, hvorfra udledningen af det saltholdige kloakspildevand kan styres - og således, at der opnås et passende konstant og lavt saltholdighedsniveau, der er jævnt fordelt i selve det biologiske rensningsanlæg. Under sådanne omstændigheder må en opblanding i et forhold mellem 1:5 og 1:10 i almindelighed - også når havvandets større saltholdighed i den nordlige del af Kattegat tages i betragtning - antages at være tilstrækkelig til, at saltholdigheden ikke forstyrrer det biologiske rensningsanlægs funktion.

1. I bekendtgørelsens § 11 defineres under henvisning til havmiljøloven og i overensstemmelse med konventionerne de stoffer, som omfattes af modtageordningerne for affald. Det affald, som skal kunne modtages, er efter § 11, stk. 1, karakteriseret ved, at der skal være tale om driftsaffald, det vil sige affald, som er frembragt ved skibets normale drift, og som bliver fortløbende eller periodisk bortskaffet. Uden for disse modtageordningers område falder olie og kloakspildevand, jfr. de særlige modtageordninger efter bekendtgørelsens kapitler 2 og 3. Uden for falder endvidere affald fra flydende stoffer, som transporteres i bulk, for hvilke der senere skal etableres modtageordninger, samt affald fra farlige stoffer i emballeret form, containere m.v.

Bekendtgørelsens § 11, stk. 2, angiver i overensstemmelse med konventionernes og havmiljølovens udtømningsregler en række eksempler på de stoffer og materialer, der skal kunne modtages. Det drejer sig dels om levnedsmiddelaffald, dels om husholdningsaffald i øvrigt, samt herudover om genstande og materialer, som normalt ikke vil være omfattet af de kommunale dagrenovationsordninger, men må betragtes som storskrald eller bygnings- og industriaffald, f.eks. lægter, planker m.v., der har været anvendt som afsprodsnings- eller foringsmaterialer.

Efter havmiljøloven er udtømning af affald i havet, bortset fra frisk fisk og dele deraf, på dansk søterritorium forbudt. Efter de 2 konventioner må der i Østersøområdet kun udtømmes levnedsmiddelaffald, og kun såfremt det sker mindst 12 sømil fra nærmeste kyst. Uden for Østersøområdet kan affald som hovedregel udtømmes, hvis det sker mindst 12 sømil fra nærmeste kyst. Visse typer affald fremstillet af plaststoffer må dog aldrig udtømmes.

2. Modtageordninger for affald skal efter bekendtgørelsens § 12 etableres i alle havne. Efter det for miljøstyrelsen oplyste er sådanne modtageordninger i praksis allerede i vidt omfang etableret i havnene.

Afhængig af afleveringsbehovet i den enkelte havn vil modtageordningen kunne etableres ved opsætning af renovationsbeholdere (herunder poser eller sække) eller containere på bestemte steder på kajerne eller ved, at der sker afhentning i containere med lastvogne eller pramme, hvori affaldet kan afleveres fra skibe med et større afleveringsbehov.

Efter bekendtgørelsens § 13 skal havnebestyrelsen drage omsorg for, at det indkomne affald bortskaffes i overensstemmelse med reglementet om miljøbeskyttelse (bekendtgørelse nr. 170 af 29. marts 1974, kapitel 4), og de enkelte kommuners renovationsregulativer. Om bortskaffelsesmåden, herunder forholdet til de kommunale renovationsordninger, benyttelse af losseplads, forbrændingsanlæg m.v. må kontakt tages med vedkommende kommunalbestyrelse. Såfremt der blandt det modtagne skulle forekomme kemikalieaffald af de arter, der er omfattet af bekendtgørelse nr. 121 af 17. marts 1976 om kemikalieaffald som ændret ved bekendtgørelse nr. 323 af 3. juli 1980, må dette bortskaffes efter reglerne i de nævnte bekendtgørelser, jfr. også cirkulæret af 14. oktober 1976 om kemikalieaffald.

1. I henhold til § 1, nr. 3, i bekendtgørelse nr. 525 af 3. december 1980 om henlæggelse af opgaver og beføjelser efter lov om beskyttelse af havmiljøet til miljøstyrelsen er miljøministerens adgang efter havmiljølovens § 26 til at træffe afgørelser i form af påbud til vedkommende havnebestyrelse eller de nævnte virksomheder om indretningen af modtageordninger og anlæg for rester og blandinger af olie, kloakspildevand samt affald delegeret til miljøstyrelsen. Miljøstyrelsens afgørelser skal træffes efter forhandling med ministeriet for offentlige arbejder.

I henhold til § 53, stk. 2, i havmiljøloven kan miljøstyrelsens afgørelser i medfør af § 5, stk. 1, og § 14 indbringes for miljøankenævnet, og klagefristen er 4 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt den pågældende.

Det er ovenfor under kapitel 1, pkt. 5 og 6, i forbindelse med bekendtgørelsens tilblivelse og udformning nævnt, at man principielt har tilsigtet at stille havnebestyrelserne så frit som muligt med hensyn til den nærmere tilrettelæggelse af modtageordningerne i de enkelte havne. Man har ligeledes tilsigtet at give de i § 5 nævnte virksomheder frihed med hensyn til den nærmere tilrettelæggelse af modtageordningerne eller behandlingsanlæggene for de enkelte virksomheder.

2. Efter bekendtgørelsens § 14 kan miljøstyrelsen efter forhandling med ministeriet for offentlige arbejder meddele havnebestyrelsen eller de i § 5 nævnte virksomheder påbud om, at der foretages den nødvendige udbygning af ordningen eller anlægget, eller at der etableres et behandlingsanlæg, såfremt det måtte vise sig, at en modtageordning eller et behandlingsanlægs kapacitet i praksis ikke er tilstrækkelig til at opfylde det normale afleveringsbehov hos de skibe, der anløber havnen, således at der opstår unødig forsinkelse.

3. Efter bekendtgørelsens § 17 træder bekendtgørelsen i kraft den 3. maj 1981 for havne i Østersøområdet.

Den fornødne modtagelseskapacitet i danske havne i Østersøområdet skal således være til stede på denne dato.

Reglerne vil senere blive udvidet til at gælde øvrige danske havne, når MARPOL-konventionen træder i kraft.

Samtidig med ikrafttrædelsen af bekendtgørelsen ophæves bekendtgørelse nr. 379 af 27. juli 1978 om modtageordninger for rester og blandinger af olie samt kloakspildevand og affald i danske havne i Østersøområdet.

4. Det skal derfor anbefales, at havnebestyrelserne i danske havne uden for Østersøområdet snarest foretager de fornødne overvejelser og iværksætter projektering af de nødvendige foranstaltninger med henblik på, at modtageordningerne kan fungere fra det tidspunkt, hvor MARPOL-konventionen og bekendtgørelsen herom træder i kraft. Dette forventes som nævnt at ske medio 1982.

5. Endelig skal man nu gøre opmærksom på, at miljøministeren vil fastsætte regler om etablering af modtageanlæg for skadelige flydende stoffer, som transporteres i bulk, når reglerne om disse stoffer i de to konventioner træder i kraft. For Østersøområdet kan det oplyses, at disse regler træder i kraft den 1. juli 1984.

Underskrift 1

Miljøstyrelsen, den 3. maj 1981 Jens Kampmann / Filip Facius

Bilag

Østersøkonventionens Annex IV - Appendix I. Bilag IV - Tillæg I.

Liste over olier (* 2)

Asphalt solutions

Blending Stocks

Roofers Flux

Straight Run Residue

Oils

Clarified

Crude Oil

Mixtures containing crude oil

Diesel Oil

Fuel Oil No. 4

Fuel Oil No. 5

Fuel Oil No. 6

Residual Fuel Oil

Road Oil

Transformer Oil

Aromatic Oil (excluding vegetable oil)

Lubricating Oils and Blending Stocks

Mineral Oil

Motor Oil

Penetrating Oil

Spindle Oil

Turbine Oil

Distillates

Straight Run

Flashed Feed Stocks

Gas Oil

Cracked

Gasolene Blending Stocks

Alkylates - fuel

Reformates

Polymer - fuel

Gasolenes

Casinghead (natural)

Automotive

Aviation

Straight Run

Fuel Oil No. 1 (Kerosene)

Fuel Oil No. 1 - D

Fuel Oil No. 2

Fuel Oil No. 2 - D

Jet Fuels

JP-1 (Kerosene)

JP-3

JP-4

JP-5 (Kerosene. Heavy)

Turbo Fuel

Kerosene

Mineral Spirit

Naphtha

Solvent

Petroleum

Heartcut Distillate Oil

Versioner

1. 1981-05-03