Gelex

Vejledning vedrørende bestemmelser om filialer af udenlandske banker og sparekasser

OphævetVersion 1981-01-12fra 1981-04-10 til 2025-05-01
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Vejledning

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/mt/1981/6@1981-01-12/da

Indhold
  1. Indledning
  2. Underskrift 1

1. I medfør af bank- og sparekasselovens § 5, stk. 2, og § 54, stk. 6, samt aktieselskabslovens § 147 har industriministeren udstedt bekendtgørelse nr. 13 af 12. januar 1981 om filialer af udenlandske banker og sparekasser. I bekendtgørelsen findes bestemmelser OM adgang til at oprette filialer her i landet og kapitalkravet i forbindelse hermed, OM tilladelse og registrering, OM ledelse, OM egenkapital og likviditet, OM regnskab og revision og OM opløsning samt endelig straffebestemmelser.

2. Det synspunkt, der ligger til grund for bekendtgørelsen, er, at filialer af udenlandske banker eller sparekasser principielt behandles som selvstændige danske banker eller sparekasser, selv om filialerne er retligt uselvstændige dele af hovedvirksomheden. Formålet hermed er at sikre, at filialerne virker på vilkår svarende til dem, der gælder for indenlandske banker eller sparekasser.

Bekendtgørelsen indeholder alene særregler, som er nødvendiggjort af filialforholdet. I øvrigt gælder for filialerne bestemmelserne i bank- og sparekasseloven, jfr. lovens § 5, stk. 1, samt bestemmelserne i aktieselskabslovens §§ 147-152 om filialer af udenlandske aktieselskaber.

3. Aktieselskabslovens § 147 giver et udenlandsk aktieselskab, der er lovligt bestående i sit hjemland, adgang til at drive virksomhed gennem en herværende filial, såfremt dette er hjemlet i international aftale eller ved bestemmelser fastsat af industriministeren, eller såfremt ministeren giver tilladelse hertil. Denne bestemmelse, omfatter også sparekasser, jfr. bank og sparekasselovens § 5, stk. 1, 2. pkt.

Bekendtgørelsens §§ 2 og 3, jfr. § 1, indeholder derfor betingelser for oprettelse af filialer af banker og sparekasser hjemmehørende henholdsvis i EF-lande og i andre lande. Filialer af banker og sparekasser hjemmehørende i EF, kan drive bank- og sparekassevirksomhed her i landet uden at være et aktieselskab eller en selvejende institution, dog under forudsætning af at banken og sparekassen har særskilt egenkapital. I medfør af § 20, jfr. § 19 i bekendtgørelse nr. 118 af 12. marts 1973 om valutaforhold med senere ændringer kræves industriministeriets tilladelse til direkte investering her i landet i form af tilførsel af midler til etablering og drift af en filial. Denne tilladelse er en forudsætning for, at filialkapitalen kan indbetales, og dermed for at filialen kan registreres hos registreringsmyndigheden.

4. En filial kan ifølge bekendtgørelsens § 5 drive virksomhed her i landet gennem flere forretningssteder. Det er herved forudsat, at en udenlandsk bank eller sparekasse kun kan oprette en herværende filial, og at virksomhed flere steder her i landet kun kan udøves gennem forretningssteder, der er underlagt filialen, og som er registreret som henhørende til filialen. Bank- og sparekasselovens og bekendtgørelsens bestemmelser om egenkapital, likviditet, regnskab m. m. finder således anvendelse på den herværende virksomhed i sin helhed.

5. Det i bekendtgørelsens § 6 indeholdte krav om en indbetalt filialkapital på 5 mill. kr. svarer til kapitalkravet ved stiftelse af en dansk bank eller sparekasse. Filialkapitalen skal indbetales på samme måde som kapitalindskud efter aktieselskabsloven, dvs. i kontanter eller helt eller delvis i andre formueværdier.

6. Uanset bank- og sparekasselovens § 2, 1. pkt., hvorefter banker og sparekasser er forpligtede og eneberettigede til i deres navn henholdsvis at benytte ordet »bank« og ordet »sparekasse« alene eller i sammensætning, kan filialer af banker og sparekasser hjemmehørende i EF-lande benytte det samme navn, som banken eller sparekassen bruger i den medlemsstat, hvori den er hjemmehørende. Såfremt der er forvekslingsrisiko med et andet her i landet anvendt navn, kan tilsynet med banker og sparekasser kræve en forklarende tilføjelse til navnet, jfr. bekendtgørelsens § 2, stk. 3.

7. Vedtægtsbestemmelserne i bank- og sparekasselovens kapitel 3 og bestemmelserne i kapital 4 om ledelse finder på grund af filialforholdet kun anvendelse for så vidt angår bestemmelserne i kapitel 4, afsnit C. Kravene til filialbestyreres myndighed og bopæl findes i aktieselskabslovens § 149, stk. 1 og 2, jfr. § 176, og bekendtgørelse nr. 63 af 24. februar 1977 om fravigelse af bopælskrav m. v. i aktieselskabsloven og anpartsselskabsloven.

Efter bank- og sparekasselovens § 20, stk. 1, kræves to medlemmer af ledelsen til at tegne banken eller sparekassen. Ifølge aktieselskabslovens § 149 ledes en filial af en eller flere filialbestyrere, og filialen tegnes af filialbestyrerne hver for sig eller flere i forening. På denne baggrund stiller bekendtgørelsens § 12 krav om, at en filial af en udenlandsk bank eller sparekasse skal ledes af to eller flere filialbestyrere.

8. Bekendtgørelsens § 15 definerer en filials egenkapital, og det er denne egenkapital, der efter bank- og sparekasselovens § 21 skal udgøre mindst 8 pct. af filialens gælds- og garantiforpligtelser. Det er ligeledes denne egenkapital, der, i det omfang bank- og sparekasseloven lader egenkapitalen være målestok for en banks eller sparekasses aktiviteter, er afgørende for omfanget af en filials aktivitet, jfr. nedenfor under pkt. 9.

9. Reglerne i bank- og sparekasselovens kapitel 6 om midlernes anbringelse og likviditet finder direkte anvendelse på filialer. Man henleder særlig opmærksomheden på, at forbudet, i bank- og sparekasselovens § 24, stk. 2, mod erhvervelse eller belåning af mere end 30 pct. af aktiekapitalen i en bank eller garantikapitalen i en sparekasse, også omfatter dispositioner fra den udenlandske bank eller sparekasse eller andre selskaber eller virksomheder, der er i koncern med denne, således at koncernens, herunder den herværende filials, samlede erhvervelse eller belåning er begrænset til 30 pct.

10. Bekendtgørelsens kapitel 5 om regnskab og revision stiller videregående krav end dem, der stilles i aktieselskabslovens § 151, stk. 5, til filialer af udenlandske aktieselskaber i almindelighed. Dette er fornødent for at bringe bank- og sparekasselovens regler om egenkapital, likviditet m. m. i anvendelse på filialer.

11. Reglerne i bank- og sparekasselovens kapital 8 om anvendelse af årsoverskud forudsættes ikke at finde anvendelse på filialer af udenlandske banker eller sparekasser. Dette hindrer ikke, at filialer foretager henlæggelser, der vil kunne regnes med til egenkapitalen.

12. Bekendtgørelsens §§ 19-25 erstatter slettelsesreglerne i aktieselskabslovens § 152 med et sæt opløsningsregler for derved at kunne gennemføre den nødvendige kontrol med filialvirksomhedens afvikling.

13. Denne vejledning afløser handelsministeriets vejledning af 13. december 1974 vedrørende bestemmelser om filialer af udenlandske banker og sparekasser.

Underskrift 1

INDUSTRIMINISTERIET, DEN 12. JANUAR 1981 Erling Jensen /E. Mølgaard

Versioner

  1. 1981-01-12 · til 2025-05-01