Vejledning til den mellem Danmark og Cypern den 26. maj 1981 undertegnede overenskomst til undgåelse af dobbeltbeskatning for så vidt angår indkomst- og formueskatter
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Vejledning
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/mt/1982/77@1982-01-26/da
Indhold
Indledning
1. Overenskomsten er i vidt omfang i overensstemmelse med OECD's modelkonvention af 1977 og svarer således indholdsmæssigt til de fleste af de af Danmark i de senere år indgåede dobbeltbeskatningsoverenskomster. Overenskomsten afløser i forholdet mellem Danmark og Cypern den gamle dansk-engelske overenskomst af 27. marts 1950, jfr. udenrigsministeriets bekendtgørelse af 13. juni 1955 om noteveksling mellem Danmark og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland om udvidelse af overenskomsten af 27. marts 1950 til undgåelse af dobbeltbeskatning.
I det følgende redegøres særligt for afvigelser fra modelkonventionens regler samt vigtigere bestemmelser.
Artikel 29, ikrafttræden
2. Overenskomsten trådte i kraft den 11. september 1981 og har i Danmark virkning på indkomst, der er erhvervet fra og med den 1. januar 1980, og på formue, der ansættes til skat for ethvert kalenderår, der begynder den 1. januar 1980 eller senere. I Cypern har overenskomsten virkning på indkomst, der opstår i ethvert skatteår, der begynder den 1. januar 1980 eller senere, og på kapitalgevinster, der opstår fra og med 1. august 1980.
Artikel 2, skatter
3. De cypriotiske skatter, som omfattes af overenskomsten, er indkomstskatten, kapitalvindingsskatten og en - midlertidig - speciel skat på 20 pct., ("the special contribution"), der er pålagt i den af Nicosia-regeringen kontrollerede del af Cypern for at dække udgifter til flygtninge fra den tyrkiske zone. Den cypriotiske kapitalvindingsskat pålignes alene avancer ved salg af fast ejendom og således ikke ved salg af andre formuegoder.
Artikel 3, definitioner
4. Udtrykket Cypern omfatter hele republikken Cypern. Som følge af den nuværende politiske situation i Cypern har overenskomsten kun gyldighed for den af Nicosia-regeringen kontrollerede del af øen.
Artikel 5, fast driftssted
5. I artikel 5, stk. 3, er det bestemt, at et bygnings-, anlægs- eller monteringsarbejde udgør et fast driftssted, hvis det varer mere end 6 måneder. Dette er en afvigelse fra OECD's modelkonvention, hvorefter der kræves 12 måneder.
Artikel 8, skibs- og luftfart
6. Et foretagendes fortjeneste ved skibs- eller luftfartsvirksomhed i international trafik kan kun beskattes i den stat, hvori foretagendets virkelige ledelse har sit sæde. Ved international trafik forstås enhver rejse, foretaget af et skib eller luftfartøj, der drives af et foretagende i Danmark eller Cypern, undtagen hvor rejsen udelukkende sker mellem steder i den anden stat, jfr. definitionen i artikel 3, stk. 1, g).
Ifølge stk. 3 omfatter fortjeneste ved skibs- eller luftfartsvirksomhed i international trafik også fortjeneste, der er oppebåret ved udleje af bemandet eller ubemandet skib eller luftfartøj, hvis det anvendes i international trafik af lejeren, eller hvis lejeindtægten udgør en del af anden fortjeneste, der hidrører fra skibs- eller luftfartsvirksomhed i international trafik.
I stk. 6 er det bestemt, at der under nærmere angivne betingelser vedrørende tilknytningen til og bekatningen i Cypern kan blive tale om dansk beskatning, uanset at ledelsens sæde måtte forefindes i Cypern. Bestemmelsen skyldes, at den cypriotiske lovgivning (Merchant shipping (Tax Provisions) Law) indeholder regler om skattefrihed for indkomst fra skibe, der er indregistreret i Cypern, og som sejler i international trafik. Bestemmelsen tilsigter at hindre, at fritagelse for beskatning opnås i begge stater.
Artikel 10, udbytter
7. Udbytter kan beskattes i bopælsstaten. De kan tillige kildestatbeskattes i den stat, hvorfra de hidrører, men skattesatsen må ikke overstige 15 pct. I tilfælde af udbetaling af udbytte i moder/datterselskabsforhold er procentsatsen dog 10 pct. Cypern har ikke i øjeblikket kildestatsbeskatning af udbytter og vil således ikke kunne udnytte bestemmelsen.
Bestemmelsen i stk. 3 forhindrer, at Cypern, så længe der ikke er indført kildeskat på udbytter, kan beskatte udbytter med mere end cypriotisk selskabsskat. Denne skat andrager som udgangspunkt 42 1/ pct., men den faktiske beskatning kan som følge af visse fradragsregler være lavere, evt. 0. Udenlandske aktionærer er begrænset skattepligtige i Cypern af udbytter, der udbetales af selskaber hjemmehørende i Cypern. Aktionæren selvangiver i Cypern udbyttet incl. selskabsskatten heraf. Ved aktionærens skatteberegning fradrages selskabsskatten fra aktionærens samlede skat, såfremt aktionæren vedlægger et certifikat fra selskabet om, at selskabet har betalt selskabsskat af det deklarerede udbytte. Er den personlige skat lavere end selskabsskatten, (hvilket ofte vil være tilfældet for begrænset skattepligtige udbyttemodtagere), vil skatteyderen få tilbagebetalt forskellen mellem den personlige skat af udbyttet og selskabsskatten.
Såfremt der er tale om et selskab, der modtager udbytte, og dette selskab er beliggende i Danmark, er det modtagende selskabs skat i Cypern afgjort med den selskabsskat, der er betalt af udbyttet. Er den faktiske (cypriotiske) selskabsbeskatning 0, (fordi beskatningsgrundlaget er formindsket med fradrag), vil det udenlandske (danske) selskab kunne få hele udbyttet udbetalt uden cypriotisk skat. Er selskabsskatten 42 1/2 pct., kommer det udenlandske selskab til at betale den fulde selskabsskat.
Artikel 11, renter
8. Renter beskattes i modtagerens bopælsland, men kildestaten tillades at tage en kildeskat på 10 pct. Da Danmark ikke har kildestatsbeskatning på renter, vil Danmark ikke kunne udnytte denne bestemmelse. Cypern har kildebeskatning på renter, men bestemmelsen i stk. 3 vil forhindre Cypern i at udnytte dette i så godt som alle praktiske tilfælde.
Artikel 17, kunstnere og sportsfolk
9. Kunstnere og sportsfolk kan beskattes i den stat, hvori den pågældendes optræden finder sted. Efter bestemmelsen i stk. 3 skal dette dog ikke gælde, når den pågældendes optræden er understøttet af offentlige midler. I disse tilfælde tilfalder beskatningsretten den optrædendes bopælsstat.
Artikel 18, pensioner
10. Statspensioner, sociale pensioner og private pensioner beskattes alle i den stat, hvorfra de udbetales.
Artikel 23, metodebestemmelsen
11. Aftalen er en credit-aftale, der bygger på OECD's almindelige credit-principper.
I stk. 1 er som litra d) indsat en særbestemmelse om "matching credit" på 15 og 10 pct. for henholdsvis udbytter og renter, som med det formål at fremme Cyperns økonomiske udvikling er indrømmet skattefrihed i Cypern.
Ifølge stk. 2, litra b) har et cypriotisk moderselskab, der behersker mindst 25 pct. af kapitalen i et dansk datterselskab - foruden nedslaget for betalt dansk udbytteskat - tillige krav på nedslag for den såkaldte underliggende selskabsskat, som af det danske datterselskab er betalt af det pågældende udbytte.
Stk. 3 indeholder en regel om begrænsning af beskatningsafkald i henhold til overenskomsten. Hvis en kontraherende stat har givet afkald på beskatning af en indkomst, og denne indkomst kun beskattes i det andet land for så vidt angår den del af indkomsten, som overføres til dette land, skal beskatningsafkaldet fra det første land kun gælde denne del af indkomsten. Bestemmelsen skyldes, at Cypern for visse indkomster alene beskatter den del, som indføres i Cypern.
Artikel 24, ikke-diskriminering
12. Bestemmelsen om ikke-diskriminering gælder ikke told- og forbrugsafgifter.
13. Overenskomstens bestemmelser skal praktiseres ved selve skatteligningen. For så vidt angår indkomståret 1980 vil der, såfremt skatteansættelser eller skatteberegninger er foretaget i strid med overenskomstens bestemmelser, blive tale om genoptagelse af de pågældende ansættelser eller beregninger. For så vidt begæring om regulering af skatteansættelser eller skatteberegninger for nævnte indkomstår i overensstemmelse med overenskomstens bestemmelser allerede er fremsat eller fremsættes inden udgangen af 1982, bemyndiges ligningskommissionerne herved til at genoptage vedkommende skatteansættelser eller beregninger til fornyet behandling uden forud indhentet bemyndigelse fra statsskattedirektoratet. Fremkommer begæringen først efter nævnte tidspunkt, vil bemyndigelse til genoptagelse være at indhente på sædvanlig måde.
Tilsvarende vil en forskudsregistrering for indkomståret 1982 på begæring være at ændre, jfr. kildeskattelovens § 53, såfremt den er foretaget i strid med overenskomsten.
Underskrift 1
Skattedepartementet, den 26. januar 1982 JENS ROSMAN / Jonna Sneum