Vejledning til nordisk aftale af 9. november 1972 om bistand i skattesager, som ændret ved tillægsaftaler henholdsvis af 21. juli 1976 og 11. juni 1981
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Vejledning
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/mt/1983/203@1983-10-31/da
1. Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige har den 9. november 1972 indgået en fælles-nordisk aftale om bistand i skattesager m.v.. ("bistandsaftalen"). Aftalen er senere suppleret med tillægsaftaler af 21. juli 1976 og af 11. juni 1981. Bistandsaftalen er - med de ændringer, der følger af de to tillægsaftaler - optrykt som bilag I til dette cirkulære.
I henhold til aftalens artikel 20 har de fem lande dels indgået en overenskomst indeholdende en nærmere præcisering af bistandspligtens omfang, dels indgået en "overenskomst om opkrævning af skat", der tilsigter at hindre skattetræk såvel i en arbejdstagers bopælsstat som i hans arbejdsstat i tilfælde, hvor en arbejdstager har arbejde i en anden stat end sin bopælsstat. Disse overenskomster er optrykt som henholdsvis bilag II og bilag III til dette cirkulære. De optrykte to artikel 20-overenskomster har virkning fra og med den 22. oktober 1982.
Bistandsaftalen afløser de tidligere indgåede tosidede overenskomster om bistand i skattesager med Finland, Island, Norge og Sverige. Aftalen finder ikke anvendelse for Færøerne og Grønland. Reglerne om bistand i forholdet mellem Danmark og Færøerne findes i dobbeltbeskatningsaftalen af 24. september 1968 med Færøerne med senere ændringer, se artiklerne 17 og 18 samt pkt. 18 og 19 i skattedepartementets cirkulære af 21. april 1969, indeholdende vejledning til overenskomsten.
Regler om bistand i forholdet mellem Danmark og Grønland findes i dobbeltbeskatningsaftalen af 18. oktober 1979 mellem Danmark og Grønland, se artikel 26 og den som bilag til dobbeltbeskatningsaftalen anførte bistandsaftale. Bistandsaftalens regler svarer til de i den ovennævnte nordiske bistandsaftale indeholdte regler.
2. Aftalen af 9. november 1972 trådte i kraft den 1. januar 1973. Tillægsaftalen af 1976 trådte i kraft den 22. juli 1977, medens tillægsaftalen af 11. juni 1981 trådte i kraft den 23. juni 1982.
Såvel den oprindelige aftale som de to tillægsaftaler finder anvendelse på sager, som er indkommet til de kompetente myndigheder efter ikrafttrædelsen. Det er altså i relation til ikrafttrædelsestidspunktet uden betydning, hvornår skatter og afgifter er forfaldne.
3. Bistandspligten omfatter ifølge artikel 1 forkyndelse af dokumenter, oplysninger i skattesager, fremskaffelse af selvangivelsesblanketter m.v., opkrævning af skat, herunder foranstaltninger til at hindre, at forskudsskat trækkes i mere end een stat, samt inddrivelse af skat og sikkerhedsstillelse for betaling af skattekrav. Det er ingen betingelse for at yde bistand, at de personer, som den gælder, er statsborgere i eller hjemmehørende i den stat, der begærer bistanden.
4. I forhold til tidligere aftaler er der sket følgende væsentligere
ændringer:
a) Området for skatter og afgifter, der er omfattet af aftalen, er blevet udvidet, se nedenfor under pkt. 5.
b) Reglerne om forkyndelse af dokumenter er blevet moderniseret, se nedenfor under pkt. 7.
c) Der er indført regler om bistand ved opkrævning af skat hos arbejdsgivere og andre, der er ansvarlige for skat, se nedenfor under pkt. 8.
d) Omfanget af staternes oplysningspligt er udvidet, se nedenfor under pkt. 12.
e) Der er tilvejebragt mulighed for efter anmodning at opnå tilladelse til for en stats skattemyndigheder at deltage i undersøgelsen i en skattesag i en anden stat, se nedenfor under pkt. 12,b).
f) Der er truffet aftale om, at skat, der er indbetalt i en af staterne, kan overføres til dækning af skat, pålignet i en anden stat, se nedenfor under pkt. 10.
g) Specielt for forholdet til Island gælder, at det i modsætning til tidligere nu er blevet muligt at få bistand til inddrivelse af restancer.
h) Der er truffet en aftale, der tilsigter at hindre, at forskudsskat trækkes i mere end en stat. Denne aftale er optrykt som bilag III til dette cirkulære og er iøvrigt omtalt nedenfor under pkt. 11.
5. De af aftalen omfattede skatter og afgifter (artikel 2).
a) Skatter og arveafgifter omfattet af dobbeltbeskatningsaftaler. Det bemærkes, at bistand således kun kan begæres fra dansk side, såfremt skatten og arveafgiften er omfattet af en dobbeltbeskatningsaftale mellem Danmark og det land, som anmodes om bistand, herunder af en eventuel fælles-nordisk dobbeltbeskatningsaftale.
b) Gaveafgifter.
c) Motorafgifter.
d) Merværdiafgifter og andre almindelige omsætningsafgifter.
e) Punktskatter.
f) Socialforsikringsbidrag og andre bidrag til det offentlige.
For så vidt angår punkterne c), d), e), f) er de omhandlede afgifter m.v. dog kun omfattet i det omfang, som angives i den ovenfor under pkt. 1 nævnte artikel 20-overenskomst.
Med skatter og afgifter ligestilles inddrivelsesomkostninger samt en række tillæg, der pålægges på grund af manglende betaling, jfr. nærmere pkt. 2,a)-c), i den ovenfor under pkt. 1 nævnte artikel 20-overenskomst.
Også foreløbige skatter og afgifter er omfattet af bistandsaftalen.
6. Generelt krav om nødvendighed og gensidighed, (artikel 3, afsnit 3).
Anmodning om bistand må kun fremsættes, såfremt de begærede foranstaltninger ikke kan foretages i egen stat uden væsentlige vanskeligheder, og kun såfremt den stat, der fremsætter anmodningen, selv kan yde tilsvarende bistand på den anden stats begæring.
De enkelte bistandsformer:
7. Forkyndelse (artikel 3 og artikel 9).
Forkyndelse kan kun ske af dokumenter, der vedrører de af bistandsaftalen omfattede skatter og afgifter m.v.
Anmodning om forkyndelse skal være affattet på dansk, norsk eller svensk (artikel 5, 1. afsnit). Det kan tillige angives, om forkyndelsen ønskes foretaget under iagttagelse af særlige formforskrifter (artikel 9, 2. afsnit).
Anmodning om forkyndelse i de øvrige aftalelande indsendes til statsskattedirektoratet, regnskabs- og opkrævningsafdelingen, postbox 100, 3460 Birkerød, vedlagt de dokumenter, der skal forkyndes.
8. Opkrævning og inddrivelse af skat m.m. (artikel 3 og artikel 13).
Anmodning om bistand til inddrivelse af dansk skat i et af de andre aftalelande må kun fremsættes, såfremt kravet er eksigibelt her i landet, og det skal i anmodningen angives, hvornår kravet forældes.
Det er tillige en betingelse for inddrivelsen, at kravet ikke er forældet efter de regler, der gælder i det land, hvori kravet begæres inddrevet.
De samme betingelser gælder krav fra et nordisk land, der skal inddrives her i landet.
En begæring om inddrivelse af danske restancer i et af de andre aftalelande må kun fremsættes, såfremt beløbet andrager mindst 1.400 kr. Hver begæring, der kan omfatte flere beløb vedrørende samme person, skal udgøre minimumsbeløbet excl. morarenter, procenttillæg o.l., jfr. artikel 20-overenskomstens pkt. 8. En eventuel efterfølgende begæring, f.eks. vedrørende morarenter, skal således altid lyde på mindst 1.400 kr. Det er endvidere en betingelse, at beløbet ikke kan inddrives her i landet uden væsentlige vanskeligheder (artikel 3, stk. 3). Den omstændighed, at en skatteansættelse er påklaget eller indbragt for domstolene, er ikke til hinder for fremsendelse af restancer til inddrivelse i de øvrige aftalelande.
Reglerne kan bl.a. anvendes overfor arbejdsgivere, der er udrejst til et andet nordisk land uden at afregne tilbageholdt kildeskat.
9. Anmodning om bistand skal vedlægges den afgørelse, hvorpå skattekravet grundes (eventuelt i kopi) eller andet dokument, hvoraf kravet fremgår.
I anmodningen skal angives den myndighed, som begærer bistand, samt navn, erhverv eller titel, adresse, fødselsdato og hjemstedskommune samt om muligt arbejdsplads og opholdssted vedrørende den person, som sagen gælder. Anmodningen bør herudover indeholde oplysning om øvrige omstændigheder, som kan tjene til vejledning for at identificere denne person, se i det hele artikel 20-overenskomstens pkt. 7.
10. Anmodning om inddrivelse i de øvrige aftalelande rettes til statsskattedirektoratet, regnskabs- og opkrævningsafdelingen, postbox 100, 3460 Birkerød. (I artikel 20-overenskomstens pkt. 10 er som "inddrivelsesmyndighed" angivet Sømandsskattekontoret. Dette er ændret til statsskattedirektoratet, Birkerød, som foran anført). Inddrivelse af danske restancer sker ved anvendelse af en blanket, der fås ved henvendelse samme sted.
Inddrivelsen sker i den stats møntsort, hos hvilken inddrivelsen begæres. Betaling kan dog altid ske i den begærende stats møntsort.
Om kursfastsættelsen og fremgangsmåden iøvrigt henvises til artikel 20-overenskomstens punkt 9, 10, 11.
Om fremgangsmåden ved inddrivelse af vægtafgift henvises til Centralregistret for Motorkøretøjers skrivelse af 3. april 1975 til politidirektøren i København og samtlige politimestre.
Begæring om inddrivelse af arbejdsgiverafgifter vil, efter aftale med socialministeriet, blive fremsendt til de kommunale pantefogeder af statsskattedirektoratet.
I artikel 20-overenskomstens pkt. 5 er det bestemt, at skat, der er indbetalt i en af staterne, kan overføres til dækning af skat, pålignet i en anden stat.
Overførslen er betinget af, at en begæring herom fremsættes af den anden stat. Det er overfor de øvrige nordiske lande præciseret, at man fra dansk side kun vil imødekomme en sådan begæring, for så vidt der i den begærende stat er tale om en skat, der er pålignet i og eksigibel i denne stat.
Begæringer om overførsel både til og fra Danmark skal indsendes til statsskattedirektoratet, regnskabs- og opkrævningsafdelingen, postbox 100, 3460 Birkerød.
11. Overenskomst om opkrævning af skat ("trækaftalen").
Overenskomsten har, som ovenfor anført - ligesom den generelle artikel 20-overenskomst virkning fra og med den 22. oktober 1982. Overenskomsten er optrykt som bilag III til dette cirkulære.
Overenskomsten tager sigte på arbejdstagere, der har bopæl i een nordisk stat, og som har beskæftigelse i en anden nordisk stat.
Hvis 183 dages-reglen i de gældende dobbeltbeskatningsoverenskomster mellem de nordiske lande (eller en ny fælles-nordisk dobbeltbeskatningsoverenskomst) finder anvendelse, således at beskatningsretten til arbejdsvederlaget tilkommer arbejdstagerens bopælsstat (og ikke arbejdsstaten, som hovedreglen iøvrigt er), har bopælsstaten også retten til at kræve forskudsskat. Hvis det er klart, at 183 dages-reglen ikke finder anvendelse, og at arbejdsstaten således har beskatningsretten, har arbejdsstaten ret til at kræve forskudsskat.
Der er blandt de nordiske lande enighed om følgende:
Ved beregningen af de 183 dages ophold i arbejdsstaten medregnes hele døgn samt brudte døgn, medens ferier, weekend-ophold eller andre ophold uden for arbejdsstaten ikke medregnes. Også dage i arbejdsstaten uden beskæftigelse deer medregnes.
Når 183 dages-reglen giver bopælsstaten beskatningsretten, skal denne stat sende meddelelse til arbejdsstaten om, at skattetræk sker i bopælsstaten. Blanketter til brug for sådan meddelelse (F 79) kan fås i statsskattedirektoratet, regnskabs- og opkrævningsafd., postbox 100, 3460 Birkerød. Blanketten kan udfyldes af arbejdstager/arbejdsgiver og afleveres hos skattemyndighederne i arbejdstagers bopælskommune. Disse videresender meddelelsen i attesteret stand til arbejdsstatens kompetente myndigheder, der videresender meddelelsen til den lokale skattemyndighed på arbejdsstedet.
Den kompetente myndighed er i disse sager for så vidt angår
Finland: Skattestyrelsen, P. B. 325, Regeringensgaten 4 E, SF 00170, Helsingsfors 17, Finland.
Island: Skattrannsoeknarstjoeri, Skuelagata 57, 105 Reykjavik, Island.
Norge: Oljeskattekontoret, Avd. Sandnes Prinsens Vej 1, N 4300 Sandnes, Norge.
Sverige: Riksskatteverket, 171-94 Solna, Sverige.
Meddelelse fra de øvrige nordiske lande til Danmark sendes til statsskattedirektoratet, regnkabs- og opkrævningsafdelingen, postboks 100, 3460, Birkerød.
Trækaftalen indeholder imidlertid ikke i sig selv en ret for arbejdsstaten til at pålægge en arbejdsgiver, der er hjemmehørende i en anden stat end arbejdsstaten, en pligt til at indeholde forskudsskat til arbejdsstaten hos sine arbejdstagere.
Trækaftalen angiver utvetydigt, at den ovennævnte 183 dages-regel ikke finder anvendelse i tilfælde, hvor der er tale om arbejdsudleje. I sådanne tilfælde har arbejdsstaten retten til at kræve forskudsskat fra første arbejdsdag, uanset opholdets længde, forudsat at den nationale lovgivning indeholder fornøden hjemmel hertil. Overenskomsten ("trækaftalen") angiver en række vejledende kritierier til brug ved afgørelsen af, om der i det konkrete tilfælde foreligger arbejdsudleje, se herom overenskomstens pkt. 3. Såfremt der er afkrævet forskudsskat af samme indkomst i to stater - arbejdsstaten og bopælsstaten - skal den stat, som ikke har været berettiget til at opkræve skat ifølge "trækaftalen", tilbagebetale indbetalte beløb, se nærmere herom pkt. 4.
12. Oplysning m.m. i skattesager (artikel 11, 11 A, samt 12).
a) På begæring (artikel 11). En anmodning om indhentning af oplysninger berettiger ikke den myndighed, til hvilken begæringen er rettet, til at indkræve flere eller andre oplysninger end lovgivningen i den pågældende myndigheds hjemland giver adgang til. Anmodning om tilvejebringelse af oplysninger til og fra de øvrige aftalelande indsendes til statsskattedirektoratet, Meldahlsgade 5, 1613 København V.
b) Personlig deltagelse i skattemæssige undersøgelser i en anden stat - på begæring (artikel 11 A). Repræsentanter for en myndighed i en kontraherende stat - herunder navnlig en lokal skattemyndighed - kan efter begæring opnå tilladelse til at være til stede ved undersøgelser i en skattesag af væsentlig interesse i en anden kontraherende stat. Sådanne anmodninger skal - indtil videre - stiles til skattedepartementet men indsendes gennem statsskattedirektoratet, Meldahlsgade 5, 1613 København V.
c) Uden begæring (artikel 12). Aftalen pålægger de kompetente myndigheder en pligt til uden opfordring at udveksle tilgængelige kontroloplysninger af enhver art, eksempelvis om indtægter i form af renter, udbytter, royalties, bank- og sparekasseindeståender, lønninger, pensioner, skadeserstatninger i forbindelse med næring, underholdsydelser (artikel 20-overenskomstens pkt. 6). Ligningsmyndighederne opfordres herved til at medvirke til opfyldelsen af denne oplysningspligt. Oplysninger til og fra de øvrige aftalelande indsendes til statsskattedirektoratet, Meldahlsgade 5, 1613 København V.
d) Ifølge artikel 12, 3. afsnit, pålægges der endvidere staterne en pligt til at videregive oplysninger, der er fremkommet under behandlingen af en skattesag, og som kan antages at være af interesse for en anden stat, til denne stats myndigheder.
Underskrift 1
Skattedepartementet, den 31. oktober 1983 JENS ROSMAN / Jonna Sneum
BILAG 1
Aftale af 9. november 1972 mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige om bistand i skattesager, som ændret ved tillægsaftaler hhv. af 21. juli 1976 og af 11. juni 1981
Kursiveret tekst efterfulgt af (1) eller (2) betyder:
(1): Teksten er indført ved tillægsaftale af 21. juli 1976 og har virkning f.o.m. 22. juli 1977.
(2): Teksten er indført ved tillægsaftale af 11. juni 1981 og har virkning f.o.m. 23. juni 1982.
Regeringerne i Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige er, foranlediget af ønsket om at indgå en aftale om bistand i skattesager, blevet enige om følgende bestemmelser:
Almindelige bestemmelser
Artikel 1
De kontraherende stater forpligter sig til at yde hinanden bistand i skattesager på den nedenfor angivne måde.
Bistand ifølge denne aftale omfatter:
a) forkyndelse af dokumenter,
b) oplysning i skattesager, såsom tilvejebringelse af selvangivelser eller andre meddelelser og udveksling af oplysninger uden særlig begæring eller efter anmodning i det enkelte tilfælde,
c) fremskaffelse af selvangivelsesblanketter og andre skatteblanketter, samt
d) opkrævning af skat, herunder foranstaltninger til at hindre, at forskudsskat trækkes i mere end en stat, samt
e) inddrivelse af skat og sikkerhedsstillelse for betaling af skattekrav.(2).
Artikel 2
Som skat anses i denne aftale:
a) skat, på hvilken aftale mellem de kontraherende stater til undgåelse af dobbeltbeskatning for så vidt angår skatter på indkomst, formue, arv eller efterladenskaber i øvrigt finder anvendelse;
b) gaveafgifter;
c) motorafgifter i det omfang, som angives i en i henhold til artikel 20 truffen aftale;
d) merværdiafgift og anden almindelig omsætningsafgift i det omfang, som angives i en i henhold til artikel 20 truffen aftale;
e) punktskatter i det omfang, som angives i en i henhold til artikel 20 truffen aftale; (2).
f) socialforsikringsbidrag og andre bidrag til det offentlige i det omfang, som angives i en i henhold til artikel 20 truffen aftale.
Med skat ligestilles forskud på sådan skat og afgift, som omfattes af denne artikels første stykke.
Artikel 3
En kontraherende stat er pligtig at yde bistand i henhold til artikel 1 i alle de skattesager og med hensyn til alle de skattekrav, som er opstået i en anden kontraherende stat i overensstemmelse med dennes lovgivning vedrørende de skatter, afgifter og bidrag, som omfattes af artikel 2. I sager vedrørende skatter, som omfattes af artikel 2 a), foreligger sådan pligt dog kun, såfremt skatten omfattes af en aftale til undgåelse af dobbeltbeskatning med den kontraherende stat, som begærer bistanden.
Bistanden kan omfatte foranstaltninger ikke blot over for skattepligtige, men tillige over for arbejdsgivere og andre, som har været pligtige til at tilbageholde skat ved udbetaling af løn eller anden ydelse, og over for andre, som ifølge lovgivningen i den stat, som begærer bistanden, er ansvarlige for skat.
Anmodning om bistand må kun fremsættes, såfremt de begærede foranstaltninger ikke kan foretages i egen stat uden væsentlige vanskeligheder (2), og såfremt den stat, som fremsætter anmodningen, ifølge sin egen lovgivning kan yde tilsvarende bistand på begæring af den stat, til hvilken anmodningen er rettet. (1)
Artikel 4
Anmodning om bistand og skriftveksling mellem de kontraherende stater i henhold til denne aftale iværksættes af den kompetente myndighed i disse stater.
Ved "den kompetente myndighed" forstås
for Danmarks vedkommende: Finansministeriet, skattedepartementet,
for Finlands vedkommende: Finansministeriet og skattestyrelsen,
for Islands vedkommende: Finansministeriet (fjaermaelaraeJuneytiJ),
for Norges vedkommende: Finans- og tolldepartementet og
for Sveriges vedkommende: Finansdepartementet,
eller sådan myndighed i enhver af disse stater, der er bemyndiget til på ovennævnte myndigheders vegne at behandle spørgsmål, der omfattes af denne aftale.
Artikel 5¬mcr Anmodninger og andre dokumenter i sager vedrørende bistand skal være affattede på dansk, norsk eller svensk eller være bilagt en oversættelse til et af disse sprog. For sager vedrørende forkyndelse gælder dette dog alene anmodningen om forkyndelse.
I anmodninger om bistand skal angives den myndighed, som primært har begæret bistanden, samt navn, erhverv eller titel, adresse, fødselsdata og hjemstedskommune samt om muligt arbejdsplads og opholdssted vedrørende den person, som sagen gælder. Anmodningen bør endvidere indeholde oplysning om øvrige omstændigheder, som kan tjene til vejledning for at identificere denne person.
Artikel 6
En anmodning om bistand kan afslås, såfremt den stat, hos hvilken bistanden er begæret, anser denne for at stride mod sine almene interesser.
Artikel 7
Såfremt en anmodning om bistand ikke efterkommes, skal den stat, som har begæret bistanden, ufortøvet underrettes om afgørelsen og motiveringen for denne.
Iværksættes bistanden, skal den stat, hos hvilken bistanden er begæret, snarest muligt underrette den anden stat om resultatet af bistanden.
Underretning i henhold til denne artikel skal tillige omfatte sådanne omstændigheder, som kan være af betydning for skattesagens videre behandling.
Artikel 8
Dokumenter, som er udfærdiget eller bekræftet af domstol eller forvaltningsmyndighed i en af de kontraherende stater, behøver ikke at blive legaliseret for at kunne anvendes i skattesager inden for en anden af de kontraherende staters område.
Tilsvarende gælder for så vidt angår dokumenter, som er underskrevet af en tjenestemand hos domstolen eller myndigheden, såfremt sådan underskrift er tilstrækkelig ifølge lovgivningen i den stat, som domstolen eller myndigheden tilhører.
Forkyndelse af dokumenter
Artikel 9
Forkyndelse i henhold til denne aftale skal ske på den måde, som for tilsvarende forkyndelse anvendes i henhold til lovgivning eller administrativ praksis i den stat, hos hvilken forkyndelsen er begæret. En anmodning om forkyndelse af et dokument skal indeholde en kort angivelse af dokumentets indhold.
Såfremt den stat, som begærer forkyndelsen, ønsker det, kan forkyndelsen ske under iagttagelse af særlige formforskrifter, i det omfang den begærede fremgangsmåde er i overensstemmelse med lovgivningen i den stat, i hvilken forkyndelsen skal ske.
Artikel 10
Som bevis for forkyndelsen skal gælde enten en dateret og bekræftet anerkendelse af den, over for hvilken forkyndelsen er sket, eller et bevis af pågældende myndighed i den stat, hos hvilken forkyndelsen er begæret, indeholdende en angivelse af formen og tidspunktet for forkyndelsen.
Indfordring af oplysninger m.m.
Artikel 11
Oplysninger skal indfordres i overensstemmelse med lovgivningen i den stat, til hvilken begæringen er rettet.
Anmodning om indfordring af oplysninger kan afslås, såfremt forretnings-, fabrikations- eller erhvervshemmeligheder ville blive åbenbaret, såfremt anmodningen blev efterkommet.
Artikel 11 A
Repræsentanter for en myndighed i en kontraherende stat kan i en skattesag af væsentlig interesse for denne stat efter anmodning fra den kompetente myndighed i samme stat tillades at være til stede ved undersøgelse i en sådan skattesag i en anden kontraherende stat. Anmodningen herom behandles af den kompetente myndighed i denne anden stat, som snarest underretter den kompetente myndighed i den førstnævnte stat om sin afgørelse. Efterkommes anmodningen, angives i meddelelsen herom tidspunkt og sted for undersøgelsen samt øvrige oplysninger, som anses ønskelige for den kompetente myndighed, der har fremsat anmodningen.
Repræsentanter, som er omfattet af første stykke, kan ikke træffe afgørelser i spørgsmål, som vedrører undersøgelsen, men kan fremsætte forslag i sådanne spørgsmål til den myndighed eller embedsmand, som er anmodet om at foretage undersøgelsen. Afgørelser i anledning af et sådant forslag træffes af den pågældende myndighed eller embedsmand.
Oplysninger, der er fremkommet ved undersøgelsen, skal behandles som hemmelige og må ikke meddeles til andre personer eller myndigheder, herunder personer tjenstgørende ved domstole og andre judicielle myndigheder, end dem, som varetager skatteligning (beskatning), opkrævning eller inddrivelse af skatter, som omfattes af denne aftale, eller som træffer afgørelser vedrørende klager eller tiltalespørgsmål i tilslutning hertil.
Afslås en anmodning, der er omfattet af første stykke, finder bestemmelserne i artikel 7, første stykke, tilsvarende anvendelse (1).
Artikel 12
Den kompetente myndighed i en kontraherende stat skal i det omfang, det kan ske på grundlag af tilgængelige kontroloplysninger eller tilsvarende oplysninger, snarest muligt efter udløbet af hvert kalenderår, uden særlig anmodning, tilstille den kompetente myndighed i enhver af de andre kontraherende stater oplysninger vedrørende i denne stat bosatte fysiske personer eller der hjemmehørende juridiske personer, for så vidt angår
a) udlodninger fra aktieselskaber og lignende juridiske personer,
b) renter af obligationer og lignende værdipapirer,
c) tilgodehavender hos banker, sparekasser o.lign. institutioner samt renter af sådanne tilgodehavender,
d) besiddelse af fast ejendom (2),
e) royalties og andre periodisk betalbare afgifter for udnyttelse af ophavsret, patent, mønster, varemærke eller anden sådan rettighed eller ejendom,
f) lønninger, honorarer, pensioner og livrenter,
g) skades-, forsikrings- og anden sådan erstatning, som er oppebåret i forbindelse med næringsvirksomhed, samt
h) andre indkomster eller aktiver, i det omfang overenskomst herom træffes i henhold til artikel 20.
Den kompetente myndighed i en kontraherende stat skal virke for, at oplysninger, som fremkommer ved en undersøgelse i denne stat i en sag vedrørende beskatning, og som kan antages at vedrøre en sådan (tilsvarende) sag i en anden kontraherende stat, snarest fremsendes til den kompetente myndighed i denne anden stat. (1).
Såfremt det i den stat, som har modtaget oplysningerne, viser sig, at oplysningerne ikke er i overensstemmelse med de virkelige forhold, skal den kompetente myndighed i denne stat på passende måde underrette den kompetente myndighed i den stat, som har afgivet oplysningerne, om forholdet.
I tilfælde, hvor en i en af de kontraherende stater bosat person er afgået ved døden og har efterladt sig fast ejendom i en anden af de kontraherende stater eller aktiver anbragt i en virksomhed deer, skal den kompetente myndighed i den førstnævnte stat, så snart kendskab til forholdet er erhvervet, underrette den kompetente myndighed i den anden stat herom.
Inddrivelse af skat
Artikel 13
Afgørelser i skattesager, som ifølge lovgivningen i en af de kontraherende stater er eksigible i denne stat, skal anerkendes som eksigible i en anden kontraherende stat. Bistand til inddrivelse af skat på grundlag af en sådan afgørelse skal iværksættes i sidstnævnte stat på den måde og med iagttagelse af de præskriptionsregler, som gælder for inddrivelse af skat af tilsvarende art ifølge denne stats egen lovgivning.
Den myndighed, som primært begærer bistand til inddrivelse, skal i anmodningen bekræfte, at afgørelsen er eksigibel i egen stat samt angive det tidspunkt, da retten til at inddrive skatten helt eller delvis ophører på grund af præskription ifølge denne stats lovgivning; denne myndigheds kompetence skal bekræftes af en af artikel 4 omfattet myndighed.
Artikel 14
Er en skattepligtig eller en anden person, som omfattes af artikel 3, stk. 2, afgået ved døden, må inddrivelse ikke ske med beløb, som overstiger værdien af aktiverne i dødsboet. Er boet skiftet, må hos arvinger eller andre, som har erhvervet aktiver på grund af dødsfaldet, ikke inddrives mere, end hvad der modsvarer værdien af aktiverne på tidspunktet for erhvervelsen.
Artikel 15
For skat, som skal inddrives ifølge denne aftale, gælder i den stat, hos hvilken bistand er begæret, ikke sådan særlig fortrinsret, som deer kan være gældende for denne stats egne skatter.
I sager vedrørende inddrivelse af skat ifølge denne aftale må foranstaltninger for at indlede søgsmål ved anden domstol end forvaltningsdomstol eller konkurs ikke indledes i den stat, hos hvilken inddrivelsen begæres, medmindre den kompetente myndighed i denne stat efter anmodning fra den kompetente myndighed i den stat, som har fremsat anmodningen, udtrykkeligt samtykker i en sådan foranstaltning.
Artikel 16
Ophører, inden en sag vedrørende inddrivelse af skat i henhold til denne aftale er afsluttet, retten til at inddrive skatten helt eller delvis ifølge lovgivningen i den stat, som har begæret bistanden, på grund af betaling, nedsættelse eller ophævelse af skatteansættelsen, lempelse eller af anden årsag, skal den kompetente myndighed i denne stat snarest muligt anmelde det således indtrufne til den kompetente myndighed i den anden stat.
Bestemmelserne i stykke 1 skal finde tilsvarende anvendelse, såfremt henstand med betaling af skatten er indrømmet.
Artikel 17
Når inddrivelse ifølge denne aftale er sket i en af staterne, og det inddrevne beløb er kommet inddrivelsesmyndigheden i denne stat i hænde, er denne stat ansvarlig for det inddrevne beløb over for den stat, som har begæret inddrivelsen.
Sikkerhedsstillelse for betaling af skattekrav
Artikel 17 A
Sikkerhedsstillelse for betaling af skattekrav i henhold til denne aftale skal ske i overensstemmelse med gældende lovgivning eller administrativ praksis i den stat, hos hvilken sikkerhedsstillelse begæres. Sådan sikkerhedsstillelse kan ske, selvom fordringen ikke er fastsat.
Såfremt et skattekrav helt eller delvis bortfalder, efter at foranstaltninger med henblik på sikkerhedsstillelse i henhold til denne aftale er truffet, skal de kompetente myndigheder i den stat, som har fremsat begæringen, snarest muligt anmelde det indtrufne til den kompetente myndighed i den anden stat.
Bestemmelserne i artiklerne 13-17 skal i det omfang, det er muligt, finde anvendelse også for så vidt angår sikkerhedsstillelse for betaling af skattekrav i henhold til denne aftale (2).
Særlige bestemmelser
Artikel 18
For så vidt angår forespørgsler, oplysninger, erklæringer og andre meddelelser, som i henhold til denne aftale fremkommer til en af staterne, skal de i henhold til denne stats lovgivning gældende bestemmelser om tavshedspligt og dokumenters hemmeligholdelse finde anvendelse.
Artikel 19
For bistand i henhold til denne aftale er den stat, som har begæret bistanden, kun pligtig at erstatte omkostninger for sådant søgsmål ved anden domstol end forvaltningsdomstol eller konkurs i denne anden stat, som er foranlediget af bistanden.
Artikel 20
De kompetente myndigheder i de kontraherende stater kan indgå yderligere overenskomst for at gennemføre bestemmelserne i denne aftale. De kan særligt indgå overenskomst om udveksling af oplysninger i henhold til artikel 12 h) om mindstebeløb, som anmodning om inddrivelse skal angå, om bistand vedrørende skatter og afgifter i henhold til artikel 2 c), d), e) og f) og om opkrævning af skat i særlige tilfælde, f.eks. vedrørende såkaldte grænsegængere, eller om regler for forskudsskattetræk med henblik på at undgå, at forskudsskat trækkes i mere end en stat (2), samt vedrørende renter, søgsmålsomkostninger, bøder og andre lignende beløb, som pålægges i forbindelse med beskatning eller inddrivelse, om fastsættelse af kurs for omregning af beløb, som skal inddrives, samt om afregning af inddrevne beløb.
Såfremt vanskeligheder eller tvivlsspørgsmål opstår mellem to eller flere af de kontraherende stater vedrørende fortolkning eller anvendelse af denne aftale, skal de kompetente myndigheder i disse stater forhandle med henblik på at løse spørgsmålet gennem særlig overenskomst. Resultatet af sådanne forhandlinger skal snarest meddeles de kompetente myndigheder i de øvrige kontraherende stater.
Såfremt den kompetente myndighed i en af de kontraherende stater finder, at forhandlinger vedrørende spørgsmål om fortolkning eller anvendelse af denne aftale bør ske mellem de kompetente myndigheder i samtlige de kontraherende stater, skal sådanne forhandlinger finde sted på begæring af denne stat.
Artikel 21
Denne aftale finder ikke anvendelse
for Danmarks vedkommende: på Færøerne og i Grønland;
for Norges vedkommende: på Svalbard og Jan Mayen samt på de norske besiddelser uden for Europa.
Artikel 22
Denne aftale træder i kraft fra begyndelsen af det kalenderår, som følger nærmest efter det år, da samtlige kontraherende stater har meddelt det svenske udenrigsdepartement, at de konstitutionelle foranstaltninger, som er nødvendige for aftalens ikrafttrædelse, er gennemført. Det svenske udenrigsdepartement underretter de øvrige kontraherende stater om modtagelsen af disse meddelelser.
Artikel 23
Efter at denne aftale er trådt i kraft, skal dens bestemmelser anvendes på sager, som er indkommet efter ikrafttrædelsen til den kompetente myndighed i den stat, til hvilken anmodningen er rettet.
Nedennævnte aftaler skal ophøre med at gælde og skal sidste gang anvendes for så vidt angår sager, som er indkommet til den kompetente myndighed i den stat, til hvilken begæringen er rettet før ikrafttrædelsen af denne aftale:
Aftale af 10. marts 1943 mellem Finland og Sverige om bistand i skattesager; Aftale af 17. december 1949 mellem Norge og Sverige om bistand i skattesager; Aftale af 27. oktober 1953 mellem Danmark og Sverige om bistand i skattesager; Aftale af 29. marts 1954 mellem Finland og Norge om bistand i skattesager; Aftale af 18. juli 1955 mellem Danmark og Finland om bistand i skattesager; samt Aftale af 23. maj 1956 mellem Danmark og Norge om bistand i skattesager.
Artikel 24
Denne aftale skal forblive i kraft uden tidsbegrænsning, men de kontraherende stater kan ad diplomatisk vej opsige aftalen ved underretning til enhver af de andre kontraherende stater senest 6 måneder før udgangen af et kalenderår. Er opsigelsesfristen iagttaget, ophører aftalen at gælde i forholdet mellem den stat, som har foretaget opsigelsen, og de øvrige kontraherende stater med kalenderårets udgang.
Anmodning om bistand, som er indkommet til den kompetente myndighed i den stat, til hvilken anmodningen er rettet, inden aftalen er ophørt med at gælde, skal efterkommes i overensstemmelse med aftalens bestemmelser.
Aftalen skal deponeres i det svenske udenrigsdepartement og bekræftede afskrifter skal af det svenske udenrigsdepartement tilstilles hver af de kontraherende staters regeringer.
Til bekræftelse heraf har undertegnede, dertil behørigt bemyndigede, undertegnet denne aftale og forsynet samme med deres segl.
Udfærdiget i Stockholm i et eksemplar på det danske, det finske, det islandske, det norske og det svenske sprog, idet der på det svenske sprog er udfærdiget to tekster, en for Finland og en for Sverige, hvilke samtlige tekster har lige gyldighed, den 9. november 1972.
E. Schram-Nielsen
BILAG II
Overenskomst i henhold til artikel 20 i aftalen af 9. november 1972 mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige om bistand i skattesager
For at gennemføre aftalen af 9. november 1972 mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige om bistand i skattesager er overenskomst truffet om følgende bestemmelser.
1. Ved udtrykket "tilvejebringelse af selvangivelser eller andre meddelelser" i artikel 1 b) i aftalen forstås tilvejebringelse af selvangivelse eller anden meddelelse til brug for skatteansættelse (beskatning) eller anden foranstaltning i sager vedrørende skat i den stat, som begærer bistanden. Udtrykket omfatter tillige fremskaffelse af selvangivelser eller andre dokumenter, i original eller kopi, som er indgivet med henblik på skatteansættelse (beskatning) eller anden foranstaltning i sager vedrørende skat i den stat, til hvilken anmodningen rettes.
2. med skatter, for hvilke bistand gives, skal ligestilles
a) morarenter samt restafgift eller anden afgift, som pålignes på grund af undladt indbetaling af skat indtil det tidspunkt, da fordringen overgives til inddrivelse i den anden stat eller som følge af undladelse af at opfylde oplysnings- eller betalingspligt for så vidt angår skat eller offentlig afgift (forsinkelsesafgift, afgiftstillæg etc.);
b) sådanne morarenter samt restafgift eller anden afgift, som pålignes på grund af undladt indbetaling af skat efter det tidspunkt, da fordringen blev overgivet til inddrivelse i den anden stat og for hvilke bistand fordres ved særskilt begæring, samt
c) godtgørelse for inddrivelsesomkostninger samt bøder i det omfang, omkostningerne respektive bøderne ikke har forbindelse med søgsmål ved domstol.
3. A. Ved "motorafgifter" i aftalens artikel 2 c) forstås skatter og afgifter i følgende love med ændringer:
a) for Danmarks vedkommende: registreringsafgift for motorkøretøjer i henhold til lov nr. 221 af 26. maj 1971, samt vægtafgift for motorkøretøjer i henhold til ministeriet for skatter og afgifters lovbekendtgørelse nr. 359 af 16. juli 1980;
b) for Finlands vedkommende: skat i henhold til lov om skat på motorkøretøjer (722/66) og lov om bil- og motorcykelskat (482/67);
c) for Islands vedkommende: årsafgift eller kilometerafgift på ikke benzindrevne biler i henhold til lov 79/1974;
d) for Norges vedkommende: følgende afgifter i henhold til lov af 19. juni 1959 nr. 2, nemlig eengangsafgift på motorkøretøjer m.m., opbygningsafgift, årsafgift, vægtafgift på benzindrevne lastbiler m.m., kilometerafgift m.m., afgift på prøveplader, omregistreringsafgift m.m., afgift på benzin og afgift ved førstegangsregistrering af campingvogne samt
e) for Sveriges vedkommende: skat i henhold til vejtrafikskatteloven (1973: 601) og lov (1978: 69) om skat ved salg af motorkøretøjer.
B. Ved "merværdiafgift og anden almindelig omsætningsafgift" i aftalens artikel 2 d) forstås skatter og afgifter i følgende love med ændringer:
a) for Danmarks vedkommende: afgifter i henhold til lov nr. 102 af 31. marts 1967 om almindelig omsætningsafgift (merværdiafgift);
b) for Finlands vedkommende: skat i henhold til lov om omsætningsskat (532/63);
c) for Islands vedkommende: almindelig omsætningsskat (lov nr. 10/1960, jfr. lov nr. 12/1980);
d) for Norges vedkommende: afgift i henhold til lov af 19. juni 1969 om merværdiafgift samt
e) for Sveriges vedkommende: skat i henhold til lov om merværdiskat (1968: 430).
C. Ved "punktskatter" i aftalens artikel 2 e) forstås skatter og afgifter i følgende love med ændringer:
a) for Danmarks vedkommende: lov nr. 510 af 18. december 1970 om afgift af benzin, lov nr. 414 af 18. december 1968 om afgift af chokolade og sukkervarer, lov nr. 98 af 17. marts 1971 om afgift af vin og frugtvin, lov nr. 153 af 6. maj 1980 om afgift af spriritus, lov nr. 65 af 23. marts 1955 om afgift af øl, lov nr. 68 af 28. februar 1950 om afgift af parfumer, toiletmidler m.v., lov nr. 68 af 25. marts 1955 om tobaksafgifter, lov nr. 174 af 7. maj 1975 om afgift af ansvarsforsikringer for motorkøretøjer m.v., lov nr. 607 af 21. december 1946 om afgift af konsum-is, lov nr. 406 af 20. august 1976 om afgift af sukker m.v., lov nr. 221 af 26. maj 1971 om registreringsafgift af motorkøretøjer m.v., lov nr. 413 af 20. august 1976 om afgift af lystfartøjsforsikringer, lov nr. 634 af 21. december 1977 om afgift af visse detailsalgspakninger, lov nr. 453 af 7. september 1977 om afgift af visse olieprodukter, lov nr. 441 af 6. september 1977 om afgift af charterflyvning, lov nr. 89 af 9. marts 1977 om afgift af elektricitet, lov nr. 291 af 29. juni 1979 om afgift af gas, lov nr. 174 af 30. april 1969 om stempelafgift, lov nr. 284 af 23. maj 1973 om kapitaltilførselsafgift, lov nr. 313 af 20. december 1915 om børsstempelafgift, lov nr. 575 af 25. november 1977 om afgift ved førstegangsoverdragelse af visse ejerlejligheder, afgifter ifølge lov nr. 44 af 14. marts 1955 om forskellige forbrugsafgifter og afgifter ifølge lov nr. 43 af 14. marts 1955 om forbrugsbegrænsende foranstaltninger;
b) For Finlands vedkommende: skatter og afgifter i henhold til lov om tobaksafgift (875/79), lov om afgift af sukkervarer (867/79), lov om afgift af øl (877/79), lov om afgift af læskedrikke (870/79), lov om afgift af levnedsmiddelsprodukter (868/79), lov om midlertidig afgift af brændsel (769/81), lov om afgift af spiselige fedtstoffer (879/79), lov om afgift af sukker (872/79), lov om afgift af elektricitet (652/76), lov om afgift af gødningsstoffer (881/79), lov om afgift af oliekraftfoder (873/79), lov om skat af alkoholiske drikke (869/79), lov om sikkerhedsoplagringsafgift for flydende brændsel (858/72), lov om oliebeskyttelsesfonden (379/74), lotteriskatteloven (259/70), lov om skat af visse forsikringspræmier (664/66), lov om stempelskat (662/43), biografskatteloven (366/64), lov om skat på motorkøretøjer (722/66) og lov om bil- og motorcykelskat (482/67);
c) for Islands vedkommende: lov om afgift af læskedrikke, øl, sukkervarer og kakao (77/1980), lov om prisudjævningsafgift for solgt elektricitet (83/1974 og 6/1979), lov om forlystelsesskat (58/1970), lov om kvantumsafgift på benzin, afgift på dæk og slanger, vægtafgift af dieseldrevne motorkøretøjer under 4 tons og kilometerafgift (79/1974), lov om særskilt importafgift på motorkøretøjer (4/1960), lov om stempelskat (36/1978), lov om gasolieskat (6/1976) og lov om skat af flybilletter (8/1976);
d) for Norges vedkommende: afgift af øl ifølge lov af 28. juni 1912, nr. 4, afgift af tobaksvarer, benzin, bådmotorer, elektricitet, mineralolie, chokolade og sukkervarer m.m., sukker m.m., kulsyreholdige alkoholfrie drikkevarer m.m., kosmetik og charterrejser med fly ifølge lov af 19. maj 1933, nr. 11, årsafgift på både samt de afgifter af motorkøretøjer, der er nævnt under punkt 3 A, d) ifølge lov af 19. juni 1959, nr. 2, dokumentafgift ifølge lov af 12. december 1975, nr. 59, afgift i henhold til lov om "kringkasting" af 13. juni 1980, nr. 35, afgift af brændevin, vin m.m., afgift af alkohol i essenser m.v., som indføres ifølge lov af 19. juni 1964, nr. 1 og afgift af udstyr til optagelse eller gengivelse af lyd eller billeder i henhold til lov af 12. juni 1981, nr. 69 samt
e) for Sveriges vedkommende: afgifter og skatter ifølge lov (1957: 262) om almindelig energiskat, lov (1961: 372) om benzinskat, lov (1973: 1216) om særlig beredskabsafgift af olieprodukter, lov (1977: 306) om skat af drikkevarer, lov (1961: 394) om tobaksskat, lov (1941: 251) om særlig vareskat, lov (1960:258) om udjævningsskat af visse varer, lov (1953:397) om afgift af fedtprodukter, der anvendes til fremstilling af fedtemulsion m.m., lov (1973:37) om afgift af visse drikkeemballager, lov (1972:266) om skat af annoncer og reklame, lov (1972:820) om skat af spil, lov (1928:376) om særlig skat af visse lotterigevinster, stempelskattelov (1964:308), lov (1978:144) om skat af visse rejser, lov (1978:69) om salgsskat af motorkøretøjer, bilophugningslov (1975:343), vejtrafikskattelov (1973:601), lov (1976:338) om vejtrafikskat af visse køretøjer, som ikke er registrerede i riget, lov (1972:435) om overvægtsafgift, lov (1978:880) om betalingssikring af skatter, told og afgifter, lov (1968:361) om afgift af import af visse arter af bagværk, forordning (1964:352) om gasolieskat, kundgørelse (1973:717) om opkrævning m.v. af totalisatorafgift og lov (1976:339) om "salgsvognskat".
D. Ved bidrag i aftalens artikel 2 f) forstås ydelser i henhold til følgende love med ændringer:
a) for Danmarks vedkommende: arbejsgiverbidrag til dagpengefonden, jfr. § 41, stk. 4, samt §§ 11, 13 og 15, stk. 2, i lov nr. 262 af 7. juni 1972 om dagpenge ved sygdom og fødsel, rederbidrag jfr. § 21, stk. 4, i lov nr. 311 af 9. juni 1971 om offentlig sygesikring, arbejdsgiverbidrag til invalidepension, jfr. §§ 34 og 35 i lov nr. 219 af 4. juni 1965 om invalidepension, forsikringspræmie som en forsikringspligtig arbejdsgiver skal indbetale til de anerkendte ulykkesforsikringsselskaber, jfr. §§ 42, 43 og 44 i lov nr. 79 af 8. marts 1978 om arbejsskadeforsikring, betaling pålagt efter lov om social bistand (lov nr. 333 af 19. juni 1974), når den efter lovens § 7, jfr. § 27, kan inddrives som personlige skatter, bidrag ifølge lov om arbejdsmarkedets tillægspension (lov nr. 46 af 7. august 1964), kap. V (ATP), samt arbejdsgiverbidrag til arbejdsløshedsforsikringen (lov nr. 114 af 24. marts 1970);
b) for Finlands vedkommende: afgifter og præmier i henhold til folkepensionsloven (347/56), sygeforsikringsloven (364/63), lov om arbejdsgiveres socialforsorgsafgift (366/63) og lov om skovbrugsforeninger (558/50);
c) for Islands vedkommende: afgifter i henhold til lov om almindelig forsikring, nr. 67/1971, lov om arbejdsløshedsforsikring, nr. 57/1973, lov om Industrilånefonden, nr. 68/1967 og lov om lønskat, nr. 14/1965, samt skat på erhvervsvirksomhed m.m. ifølge kap. V i lov om indkomstkilder for kommunerne, nr. 73/1980, kirkeafgift ifølge lov om sogneafgifter, nr. 36/1948, kirkegårdsafgift ifølge lov om kirkegårde, nr. 21/1963, og industribidrag ifølge lov om industribidrag, nr. 48/1975;
d) for Norges vedkommende: afgifter i henhold til lov af 17. juni 1966 om folkeforsikring og lov af 19. juni 1969 om afgift af investeringer m.v. samt afgift ifølge Kgl. Resolution af 17. december 1971 med bestemmelser om overvægtsafgift samt
e) for Sveriges vedkommende: afgifter i henhold til lov om almindelig forsikring (1962: 381), lov om arbejdsskadeforsikring (1976: 380), lov om opkrævning af visse afgifter i henhold til lov om almindelig forsikring m.m. (1959: 552), lov om børneforsorg (1976: 381), lov om delpensionsforsikring (1979:84), lov om skovbrugsafgift (1946:324), lov om socialafgifter (1981: 691) og afgifter i henhold til lov om overvægtsafgift (1972: 435).
4. Såfremt skat eller afgift, der er optaget i denne overenskomst, ændres på væsentlige punkter eller erstattes af anden skat eller afgift af hovesagelig lignende karakter eller om en ny sådan skat eller afgift, som omhandles af aftalens artikel 2, indføres, skal ny overenskomst træffes ved skriftveksling mellem de kompetente myndigheder.
5. Er skat på nogen indkomst eller formue betalt - enten som foreløbig skat eller som slutskat - i en kontraherende stat, kan det indbetalte skattebeløb på begæring af den kompetente myndighed i den anden kontraherende stat overføres til den pågældende skattemyndighed i denne stat med henblik på afregning i indkomstskatten eller formueskatten.
6. Pligt til at give oplysninger i henhold til aftalens artikel 12 omfatter tillige oplysninger om udbetalte periodiske underholdsydelser.
7. Ved begæring om bistand til inddrivelse skal vedlægges i original eller kopi, den afgørelse, på hvilken skattekravet grundes, eller bekræftet afskrift af restanceliste eller andet dokument, hvoraf kravet fremgår.
I begæringen skal angives:
a) den myndighed, som begærer bistanden;
b) for så vidt angår en betalingspligtig fysisk person: navn, bopælsadresse, fødselsdata og hjemstedskommune, samt, om muligt, arbejdsplads og opholdssted;
c) for så vidt angår betalingspligtig juridisk person: juridisk karakter, navn og adresse;
d) i givne fald det eller de steder i den stat, hos hvilken inddrivelsen begæres, hvor aktiver, tilhørende den betalingspligtige, forefindes, samt aktivernes art;
e) kravets art og beløb, de heri omfattede påløbne renter, den tid, som kravet vedrører, samt det tidspunkt, på hvilket kravet helt eller delvis forældes i henhold til den begærende stats egen lovgivning;
f) grundlag for beregning af renter eller afgift i henhold til punkt 2 a) eller b); samt
g) andre omstændigheder, som kan lette eller fremskynde inddrivelse af fordringen.
Tilsvarende oplysninger skal gives i en begæring om bistand til sikkerhedsstillelse for betaling af skyldig skat.
8. Begæring om bistand til inddrivelse af skat må kun fremsættes, såfremt det sammenlagte betalingskrav, heri ikke indregnet beløb, som omfattes af punkt 2 a), udgør mindst 1.400 danske kroner, 850 finske mark, 1.400 islandske kroner, 1.200 norske kroner eller 1.000 svenske kroner.
9. Inddrivelse sker i den stats møntsort, hos hvilken inddrivelsen begæres. Den pågældende myndighed i denne stat skal snarest muligt, efter at bistandsbegæringen er indkommet, omregne det beløb, som begæringen omfatter, til denne stats møntsort i overensstemmelse med en af centralbanken anbefalet kurs, som var gældende på den dag, da begæringen indkom, og inddrivelsen skal herefter anses at gælde det således beregnede beløb. Ved omregningen kan anvendes de bestemmelser om afrunding til rundt beløb, som måtte gælde ifølge lovgivningen i denne stat.
Såfremt ændring i vekselkursen sker, medens inddrivelsen pågår, kan den kompetente myndighed i den kontraherende stat, hos hvilken inddrivelsen begæres, efter høring af centralbanken i denne stat, træffe afgørelse om den vekselkurs, som skal anvendes i sagen som følge af ændringen.
Uanset foranstående bestemmelser i dette punkt, kan betaling af det beløb, som begæringen omfatter, ske i den begærende stats møntsort.
10. Beløb, som er indgået som følge af bistand i henhold til denne aftale, skal inddrivelsesmyndigheden snarest muligt indbetale til centralbanken i sin egen stat på en konto, som indehaves af centralbanken i den stat, for hvis regning inddrivelsen er sket.
I forbindelse med indbetalingen skal oplysninger gives om navn og adresse på den inddrivelsesmyndighed, som skal oppebære beløbet, samt om det skattekrav, hvortil beløbet er at henføre.
Indgået beløb kan tillige indsættes på postgirokonto, tilhørende den inddrivelsesmyndighed, som har begæret bistanden.
I givne fald skal søgsmåls- og konkursomkostninger modregnes i det indgåede beløb (artikel 19 i aftalen).
Ved "inddrivelsesmyndighed" forstås i dette punkt,
for Danmarks vedkommende: Sømandsskattekontoret, (nu ændret til statsskattedirektoratet, regnskabs- og opkrævningsafdelingen)
for Finlands vedkommende: Lensskatteverket, distriktstoldkammeret og
bilregistercentralen.
for Islands vedkommende: Den Centrale Opkrævningsmyndighed i Reykjavik,
for Norges vedkommende: Skattefogden i Oslo, og
for Sveriges vedkommende: Kronefogedmyndigheden.
Ved "centralbank" forstås i dette punkt,
for Danmarks vedkommende: Danmarks Nationalbank,
for Finlands vedkommende: Finlands Bank,
for Islands vedkommende: Islands Seddelbank,
for Norges vedkommende: Norges Bank, og
for Sveriges vedkommende: Sveriges Rigsbank.
11. Overførelse af valuta til skattebetaling fra en kontraherende stat til en anden skal ske inden for rammerne af gældende betalingsoverenskomst mellem staterne.
Denne overrenskomst træder i kraft 30 dage efter den dag, da de kompetente myndigheder i samtlige kontraherende stater har undertegnet overenskomsten, og den finder anvendelse på sager, som er indkommet efter ikrafttrædelsen til den kompetente myndighed i den stat, til hvilken begæringen rettes.
Ved denne overenskomst ophæves den overenskomst i henhold til artikel 20 i aftalen af 9. november 1972 mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige om bistand i skattesager, som blev undertegnet den 15. juni, den 5. og den 21. oktober samt den 10. og den 28. november 1977. Den ophævede overenskomst finder dog fortsat anvendelse for så vidt angår sager, som er indkommet til den kompetente myndighed i den stat, til hvilken begæringen rettes, før ikrafttrædelsen af nærværende overenskomst.
Denne overenskomst er udfærdiget i seks eksemplarer, på det danske, det finske, det islandske, det norske og det svenske sprog, idet der på det svenske sprog udfærdiges to tekster, en for Finland og en for Sverige, hvilke samtlige tekster har lige gyldighed.
Underskrift 2
Stockholm, den 24. juni 1982 KURT MALMGREN
Underskrift 3
København, den 21. juli 1982 JENS ROSMAN
Underskrift 4
Helsingfors, den 11. august 1982 MAUNO FORSMAN HILLEL SKURNIK
Underskrift 5
Reykjavik, den 27, august 1982 RAGNAR ARNALDS ARNI KOLBEINSSIN
Underskrift 6
Oslo, den 22. september 1982 ARNE SCHEEL
BILAG III
Overenskomst om opkrævning af skat
For at gennemføre aftalen af 9. november 1972 mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige om bistand i skattesager er følgende overenskomst indgået i henhold til artikel 20:
1. I tilfælde, hvor en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat (bopælsstaten) oppebærer indkomst ved arbejde, som i en eller flere perioder udføres i en anden kontraherende stat eller på dennes kontinentalsokkel (arbejdsstaten), og bopælsstaten antager, at arbejdsperioden sammenlagt ikke vil overstige 183 dage i det pågældende kalenderår, samt at vederlaget betales af eller på vegne en arbejdsgiver, der er hjemmehørende i denne stat, skal forskudsskat erlægges til bopælsstaten. Skattemyndighederne i arbejdsstaten skal i sådanne tilfælde undlade at kræve forskudsskat, forudsat at det ved skriftlig meddelelse fra skattemyndighederne i bopælsstaten bevises, at indeholdelse af forskudsskat sker deer. Hvis arbejdsstaten godtager bopælsstatens bedømmelse efter 1. punktum, kan arbejdsstaten undlade at kræve forskudsskat, selv om den i 2. punktum nævnte meddelelse ikke er givet.
Hvis indeholdelse af forskudsskat ophører at finde sted i bopælsstaten, skal skattemyndighederne i denne stat, så snart de har fået kendskab hertil, underrette skattemyndighederne i arbejdsstaten herom.
Bestemmelserne i første afsnit finder ikke anvendelse, hvis skattemyndighederne i bopælsstaten antager, at det vederlag, som udbetales, hidrører fra et fast driftssted eller et fast sted i arbejdsstaten.
2. Udbetales det i punkt 1 omhandlede vederlag af eller på vegne en arbejdsgiver, der hverken er hjemmehørende i arbejdsstaten eller i arbejdstagerens bopælsstat, kan forskudsskat opkræves i arbejdsstaten. Skattemyndighederne i bopælsstaten skal i disse tilfælde undlade at kræve forskudsskat, når der fra skattemyndighederne i arbejdsstaten er modtaget underretning om, at forskudsskat erlægges eller vil blive erlagt deer.
3. Finder skattemyndighederne i arbejdsstaten, at der foreligger udleje af arbejdskraft, kan forskudsskat kræves deer. En arbejdstager som omhandlet i punkt 1 skal anses for udlejet, når han af en anden person (udlejer) stilles til rådighed for at udføre arbejde i en andens virsomhed i arbejdsstaten (bygherre), og udlejeren ikke er ansvarlig for eller bærer risikoen for arbejdsresultatet.
Spørgsmålet om, hvorvidt en arbejdstager skal anses for udlejet, afgøres ud fra en samlet bedømmelse. Ved denne bedømmelse skal det især tillægges vægt, om
a) den overordnede ledelse af arbejdet påhviler bygherren,
b) arbejdet udføres på en arbejdsplads, som bygherren disponerer over og for hvilken han bærer ansvaret,
c) vederlaget til udlejeren beregnes efter den tid, der er medgået, eller under hensyntagen til anden sammenhæng mellem vederlaget og den løn, arbejdstageren får,
d) hovedparten af arbejdsredskaber og materiel stilles til rådighed af bygherren, og
e) udlejeren ikke ensidigt fastsætter antallet af arbejdstagere og deres kvalifikationer.
Skattemyndighederne i arbejdsstaten skal underrette skattemyndighederne i bopælsstaten om, at forskudsskat erlægges til arbejdsstaten. Når sådan meddelelse er modtaget, skal skattemyndighederne i bopælsstaten undlade at kræve forskudsskat af indkomsten.
4. Hvis skattemyndighederne i en kontraherende stat, som ifølge foranstående bestemmelser skal afstå fra at kræve forskudsskat, ikke kan tiltræde den af skattemyndighederne i en anden kontraherende stat trufne afgørelse, skal spørgsmålet afgøres ved gensidig aftale mellem de kompetente myndigheder i disse kontraherende stater.
Såfremt de kompetente myndigheder ikke når til enighed om noget andet, må skat, indtil spørgsmålet er afgjort, ikke opkræves i
a) arbejdsstaten i de tilfælde, hvor spørgsmålet skal afgøres i henhold til bestemmelserne i punkt 1,
b) bopælsstaten i de tilfælde, hvor spørgsmålet skal afgøres i henhold til bestemmelserne i punkt 2 eller punkt 3.
I tilfælde, hvor forskudsskat af samme indkomst er afkrævet i begge stater, skal den stat, som ifølge bestemmelserne i dette punkt ikke er berettiget til at opkræve skat, tilbagebetale indbetalte beløb.
5. Såfremt det gennem meddelelse fra arbejdsgiveren eller på anden måde fremgår, at forudsætningerne for skattetræk i bopælsstaten i henhold til punkt 1 ikke længere er tilstede, eller at et sådant skattetræk ikke finder sted, kan indeholdelse af forskudsskat fra dette tidspunkt kræves i arbejdsstaten. Skattemyndighederne i arbejdsstaten skal i så fald forinden underrette skattemyndighederne i bopælsstaten om de ændrede forhold samt om, at skat afkræves i arbejdsstaten.
Såfremt skatteyderen kræver tilbagebetaling af skat, som er erlagt i en stat, skal tilbagebetalingen afvente, at skattemyndighederne i den anden stat har sikret sig, at indkomsten ikke skal beskattes i den sidstnævnte stat. Skal indkomsten beskattes i den sidstnævnte stat, skal skattemyndighederne i den stat, hvori skatten er erlagt, snarest muligt underrette skattemyndighederne i den anden stat om, med hvilket beløb forskudsskat er erlagt. Overførsel af skattebeløbet skal ske i overensstemmelse med bestemmelserne i punkt 9.
6. Underretning i henhold til punkterne 1-5 skal indeholde
a) arbejdstagerens navn, fødselsdato og adresse samt beskatningssted i begge stater,
b) arbejdsgiverens navn og adresse i begge stater, og
c) oplysning om det tidsrum for hvilket forskudsskat er erlagt.
Underretninger skal såvidt muligt tillige indeholde oplysning om arbejdstagerens personnummer og arbejdsgiverens arbejdsgivernummer samt eventuelt personnummer i begge stater.
Såfremt skattemyndighederne anser de oplysninger, der er meddelt i henhold til første afsnit, for så mangelfulde, at de ikke kan danne grundlag for en beslutning om, at forskudsskattetræk ikke skal foretages, skal skattemyndighederne i den anden stat straks underrettes herom.
7. Bestemmelserne i punkterne 1-4 ovenfor om ret til ikke at erlægge forskudsskat påvirker ikke øvrige forpligtelser i henhold til indenlandsk lovgivning, f.eks. oplysningspligten.
8. I tilfælde, hvor forskudsskat i henhold til punkt 5 er opkrævet i arbejdsstaten, skal skattemyndighederne i denne stat, når de har fået kendskab til, at arbejdet er ophørt, snarest muligt meddele skattemyndighederne i bopælsstaten dette.
9. I tilfælde, hvor det er afgjort, at indkomst som omhandlet i punkt 1 skal beskattes i en anden stat end i den, hvori forskudsskat er opkrævet, skal den indbetalte forskudsskat på begæring af den kompetente myndighed i den førstnævnte stat overføres til den pågældende skattemyndighed i denne for at modregnes i skat på indkomsten.
10. Meddelelser i henhold til denne overenskomst skal sendes igennem de kompetente myndigheder i de kontraherende stater, hvis disse ikke er blevet enige om andet. De kompetente myndigheder kan træffe nærmere aftale om gennemførelsen af bestemmelserne i denne overenskomst.
11. Som skat anses i denne overenskomst indkomstskat, som omfattes af gældende dobbeltbeskatningsoverenskomst mellem de kontraherende stater.
12. Indkomst, som oppebæres af en person, hjemmehørende i en kommune i Finland, Norge eller Sverige, som grænser op til landegrænsen mellem Finland og Norge, Finland og Sverige eller Norge og Sverige, for personligt arbejde, som udføres i en sådan kommune i en af disse stater, omfattes ikke af denne overenskomst.
13. Denne overenskomst træder i kraft 30 dage efter den dag, på hvilken de kompetente myndigheder i samtlige kontraherende stater har undertegnet den, og den finder anvendelse på sager, som er indkommet efter ikrafttrædelsen til den kompetente myndighed i den stat, til hvilken anmodningen rettes.
Denne overenskomst er udfærdiget i seks eksemplarer på det danske, det finske, det islandske, det norske og det svenske sprog, idet der på det svenske sprog udfærdiges to tekster, en for Finland og en for Sverige, hvilke samtlige tekster har lige gyldighed.
Underskrift 7
Stockholm, den 24. juni 1982 KURT MALMGREN
Underskrift 8
København, den 21. juli 1982 JENS ROSMAN
Underskrift 9
Helsingfors, den 11. august 1982 MAUNO FORSMANN HILLEL SKURNIK
Underskrift 10
Reykjavik, den 27. august 1982 RAGNAR ARNALDS ARNI KOLBEINSSON
Underskrift 11
Oslo, den 22. september 1982 ARNE SCHEEL