Gelex

Vejledning til den mellem Danmark og Tjekkoslovakiet den 5. maj 1982 undertegnede overenskomst til undgåelse af dobbeltbeskatning for så vidt angår indkomst- og formueskatter

GældendeVersion 1983-01-13fra 1983-04-12
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Vejledning

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/mt/1983/8@1983-01-13/da

Indhold
  1. Indledning
  2. Underskrift 1

1. Indledning

Overenskomsten er i vidt omfang i overensstemmelse med OECD's modeloverenskomst af 1977 og svarer således indholdsmæssigt til de fleste af de dobbeltbeskatningsoverenskomster, som Danmark i de senere år har indgået. I det følgende redegøres derfor særligt for afvigelser fra modeloverenskomstens regler samt vigtigere bestemmelser.

2. Artikel 29, ikrafttræden

Overenskomsten trådte i kraft den 27. december 1982 og har virkning på indkomst, der er erhvervet fra og med den 1. januar 1983, og på formue, der ansættes for året 1983 og følgende år.

Aftalen af 25. oktober 1962 (bekendtgørelse nr. 7 af 25. februar 1963) om luftfartsindtægter m.v. ophæves med virkning fra samme dato.

3. Artikel 2, de af overenskomsten omfattede skatter

Overenskomsten omfatter alle de nuværende indkomst- og formueskatter i Danmark og Tjekkoslovakiet.

Endvidere omfatter overenskomsten alle andre skatter af samme eller væsentlig samme art, der i fremtiden måtte blive indført som tillæg til eller i stedet for disse skatter.

4. Artikel 3, definitioner

I definitionen af Danmark medtages kontinentalsoklen og ethvert område, hvor Danmark kan eller i fremtiden vil kunne udøve suveræne rettigheder. Grønland og Færøerne er ikke omfattet af overenskomsten.

5. Artikel 5, fast driftssted

defineres i overensstemmelse med modeloverenskomsten.

6. Artikel 10, udbytte

kan beskattes i bopælsstaten. Udbytte kan tillige beskattes i den stat, hvorfra det hidrører (kildestaten), men skattesatsen må ikke overstige 15 pct. Der er ikke, som i modeloverenskomsten, fastsat en speciel sats for udbytte mellem moder/datterselskaber.

7. Artikel 11, renter

kan kun beskattes i bopælsstaten.

8. Artikel 12, royalties

er opdelt i 2 kategorier, industrielle (stk. 3, a)) og kulturelle (stk. 3, b)). De kulturelle royalties kan udelukkende beskattes i bopælsstaten, medens de industrielle royalties desuden kan beskattes med 5 pct. i kildestaten.

9. Artikel 15, personligt arbejde i tjenesteforhold

behandles i overensstemmelse med modeloverenskomstens artikel 15, hvorefter lønindkomst m.v. beskattes i kildestaten, medmindre ansættelsesforholdet falder ind under "183 dages-reglen". Beregningsperioden for de 183 dage er kalenderåret.

10. Artikel 17, kunstnere og sportsfolk,

der optræder inden for rammerne af en kulturaftale mellem landene, beskattes kun i bopælsstaten af deres honorarer.

11. Artikel 18 og 19, pensioner og livrenter

kan som hovedregel kun beskattes i modtagerens bopælsstat.

Pensioner i henhold til den sociale sikringslovgivning (herunder folkepension) kan dog kun beskattes i kildestaten.

Offentlige pensioner, dvs. pensioner, der udbetales for tidligere offentlig tjeneste, kan ligeledes kun beskattes i kildestaten, medmindre modtageren er statsborger i bopælsstaten.

12. Artikel 23, metoder til ophævelse af dobbeltbeskatning.

I de tilfælde, hvor en indkomst eller formue kan beskattes i Tjekkoslovakiet, skal dobbeltbeskatning for Danmarks vedkommende ophæves efter en creditregel af samme indhold som ligningslovens § 33.

I de tilfælde, hvor en indkomst eller formue kun kan beskattes i Tjekkoslovakiet, ophæves dobbeltbeskatningen ved "ny exemption med progressionsforbehold". Det vil sige, at indkomsten eller formuen medregnes til den skattepligtige indkomst i Danmark, hvorefter der i de beregnede skatter gives et nedslag med et beløb, som svarer til den danske skat, der er beregnet af denne indkomst eller formue.

Danskere, der efter overenskomsten har krav på nedsættelse af den tjekkoslovakiske skat, vil få nedsættelsen direkte ved kilden. Det vil sige, at der ikke vil være brug for særlige blanketter til tilbagesøgning af for meget betalt tjekkoslovakisk skat.

13. Artikel 26, udveksling af oplysninger

Artiklen er i overensstemmelse med OECD's model konvention.

Udvekslingen sker gennem statsskattedirektoratet.

Overenskomsten har ingen bestemmelser om inddrivelse af skatter.

14. Overenskomstens bestemmelser skal praktiseres ved selve skatteligningen.

En forskudsregistrering for indkomståret 1983 vil på begæring være at ændre, jfr. kildeskattelovens § 53, såfremt den er foretaget i strid med overenskomsten.

Underskrift 1

Skattedepartementet, den 13. januar 1983 Jens Rosman / Jonna Sneum

Versioner

  1. 1983-01-13