Vejledning til samarbejdsaftale af 26. oktober 1984 mellem Italien og Danmark om udveksling af skattemæssige oplysninger
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Vejledning
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/mt/1985/17@1985-01-31/da
Indhold
Indledning
1. Italien og Danmark har den 26. oktober 1984 indgået en samarbejdsaftale om udveksling af skattemæssige oplysninger. Aftalen er optrykt som bilag til dette cirkulære.
Samarbejdsaftalen er indgået med hjemmel i artikel 27 om udveksling af oplysninger i overenskomsten af 26. februar 1980 med Italien til undgåelse af dobbeltbeskatning af indkomst og formue. Bestemmelsen bygger på OECD's modelkonvention, artikel 26. I henhold til kommentarerne til denne bestemmelse kan de to lande bistå hinanden med oplysninger på tre forskellige måder, dels automatisk udveksling af oplysninger, dels spontan meddelelse af oplysninger og dels udveksling af oplysninger efter anmodning.
Formålet med den indgåede aftale er at sikre gensidig udveksling af spontane oplysninger med henblik på at forhindre en skatteunddragelse på de områder, som er omfattet af dobbeltbeskatningsoverenskomsten. Ved spontan udveksling af oplysninger forstås en selektiv informationsformidling på afsenderlandets eget initiativ. Aftalen vil ikke berøre EF-bistandsdirektivet.
Bistandsformer
2. I henhold til litra a) i aftalen skal den kompetente myndighed fremsende oplysninger, som er fremkommet ved ligningen i det ene land og som skønnes at være af interesse for skatteansættelsen af personer, der er hjemmehørende i det andet land. De fremsendte oplysninger skal vedrøre personer, der i henhold til dobbeltbeskatningsoverenskomsten er hjemmehørende i Italien eller Danmark.
I aftalens litra b) nævnes som oplysninger af særlig interesse en række former for betalinger fra personer bosat i det ene land til personer bosat i det andet land (renter, royalties, provisioner m.m.). Fremhævelsen af disse betalingsformer er ikke udtømmende. Det vil bero på den kompetente myndigheds skøn, om andre former kan have interesse ved skatteansættelsen.
Kompetente myndigheder
3. Statsskattedirektoratet, Meldahlsgade 5, 1613 København V., er bemyndiget til at varetage ekspeditionen af sager om gensidig udveksling af oplysninger. I Italien varetages udvekslingen af disse oplysninger af det italienske finansministeriums internationale kontor.
Ikrafttrædelse
4. Aftalen har virkning fra den 1. januar 1985.
Underskrift 1
Skattedepartementet, den 31. januar 1985 Jens Rosman / J. Gjetting
Bilag
Oversættelse.
Samarbejdsaftale om spontan udveksling af skattemæssige oplysninger mellem Italien og Danmark
Samarbejdsaftale mellem Den italienske Republiks Finansministerium og Kongeriget Danmarks Ministerium for Skatter og Afgifter i henhold til bestemmelserne om udveksling af skattemæssige oplysninger i overenskomsten til undgåelse af dobbeltbeskatning for så vidt angår indkomst- og formueskatter og forhindring af skatteunddragelse, som blev undertegnet i Københvn den 26. februar 1980.
Den italiensk-danske overenskomst af 26. februar 1980 til undgåelse af dobbeltbeskatning for så vidt angår indkomst- og formueskatter og forhindring af skatteunddragelse bestemmer i Artikel 27, at "de kontraherende staters kompetente myndigheder skal udveksle sådanne oplysninger, som er nødvendige for gennemførelsen af denne overenskomst eller den interne lovgivning i de kontraherende stater vedrørende skatter, der omfattes af denne overenskomst, i det omfang den stedfindende beskatning ikke strider mod denne overenskomst, og for at forhindre skatteunddragelse".
For at opnå større effektivitet i udvekslingen af oplysninger og for at opnå formålet med forhindring af skatteunddragelse på de skatteområder, som er omfattet af den nævnte overenskomst har de kompetente myndigheder i de to kontraherende stater besluttet at indlede en spontan udveksling af oplysninger i overensstemmelse med følgnde bestemmelser:
a) den kompetente myndighed i hvert land skal - uden særlig anmodning - forsyne det andet lands kompetente myndigheder med oplysninger, som bliver til rådighed efter undersøgelser eller kontrol af landets skatteydere og vedrører personer, der er hjemmehørende i det andet land, og som vil være af interesse for den korrekte indkomstskatteansættelse af omtalte personer;
b) sådanne oplysninger skal især omfatte direkte eller indirekte foretagne betalinger fra en person hjemmehørende i et land til en person hjemmehørende i det andet land bestående af leje, renter, royalty, bestyrelseshonorarer, kunstnere og sportsfolks vederlag, provisioner og lignende betalinger, såvel som andre vederlag for frit erhverv;
c) denne aftale skal have virkning fra 1. januar 1985;
d) denne aftale kan ændres til enhver tid ved overenskomst mellem de kompetente myndigheder.
Udfærdiget i Rom den 26. oktober 1984 i to eksemplarer på engelsk.
For det italienske finansministerium:
Michele del Giudice
For det danske
ministerium for
skatter og afgifter:
Kjeld Lund-Andersen